Eventyret om Prinsesse Mai
Der var engang et fjernt, pinkfarvet kongerige kaldet JEWLSCPH.
Her boede en prinsesse, som ikke lignede de andre prinsesser. Hun bar ikke en fin krone af guld, men derimod en interimistisk sølvpapirshat for at holde kritiske røster, økonomisk realitet og almindelig sund fornuft ude.
Hendes mund var lukket solidt med en lyserød luksussut, så hun slap for at svare på svære spørgsmål om, hvor hendes “unika-designs” egentlig kommer fra.
Prinsessens største og mest trofaste følgesvend var en gigantisk sutteflaske fyldt til randen med Harboe Topform – den eneste dokumenterede "topform" i hele kongeriget.
Hver eneste dag trådte prinsessen frem på sit digitale SoMe-slot.
Her skuede hun ikke ud over et elskende folk, men over en mørk hær af onde “Ulla’er i netundertrøjer”, bitre haters og almindelige mennesker med den uforskammede vane at stille spørgsmål.
Når nogen vovede at spørge til priser, regnskaber eller hendes mystiske “unika”, brød prinsessen straks ud i digital gråd og caps lock.
“FUCK JANTELOVEN!” rungede det gennem slottets gange, mens blokeringerne fløj hurtigere end chartergæster til Alicante.
I sit royale liv forsøgte prinsessen lidt af hvert for at fylde den lettere medtagne skattekiste.
Blandt de mere historiske katastrofer var åbningen af det sagnomspundne OnlyFans-kammer, hvor håbefulde abonnenter forventede glamour og international divaenergi.
I stedet blev de mødt af lives med tånegleklipning, vredesudbrud og aggressive forsøg på at sælge smykker til priser, der kunne finansiere mindre danske kommuner.
Det blev – overraskende nok – ikke den økonomiske redning som FiaskoPot havde håbet på.
Men så trådte hendes mor ind på scenen.
Den frygtede "Over-drabant" - lægen med en dræbende PHD.
En kvinde så kampklar, at selv Facebook-kommentarfelter tog noter.
Sammen brugte mor og datter ikke kun deres tid på at bekæmpe Janteloven, imaginære haters og moderne samfundsudvikling.
Nej, de fandt også rigelig tid til små digitale kulturkorstog, hvor homoseksuelle, transpersoner og generelt alt, der lugtede bare en smule af nutiden, med jævne mellemrum blev udpeget som civilisationens undergang.
Men den helt store royale masterplan lå mod vest. - Det forjættede land - USA.
Igen og igen drog prinsessen og over-drabanten mod de amerikanske kyster.
Ikke fordi forretningen eksploderede af succes, men fordi at når en praktisk indsamlings skattekiste står åben, bliver verden pludselig så dejligt tilgængelig.
Og mens almindelige mennesker sparede op til en uge i Lalandia, nød mor og datter pilgrimsrejser til det store USA, hvor missionen var selfies med Bobby, illusionen om international indflydelse og følelsen af at være globale power players.
På den seneste royale ekspedition nøjedes prinsessen ikke engang med sightseeing og selfies – Nej, hun arrangerede ligefrem et fint lille event i Washington, så amerikanerne naturligvis kunne få den ære at købe hendes kostbare “unika”-smykker under champagne og høflige smil.
For hvorfor nøjes med diplomati, når man også kan tage et pop-up smykkesalg med på statsbesøg. - Betalt af indsamlingens skattekiste.
Da USA ikke helt udløste den forventede Hollywood-kontrakt, gik turen videre til Cannes Filmfestival.
Eller… fortovet i nærheden af Cannes.
Her poserede prinsessen dramatisk i kjoler med højere ambitionsniveau end budget, mens tvivlsomme PR-bureauer gnubbede sig i hænderne, og lokale vagter mest lignede folk, der overvejede at ringe efter assistance.
Hjemme proklamerede over-drabanten naturligvis, at Hollywood nu lå fladt på maven for FiaskoPot.
Det viste sig senere, at det mest var økonomien, og kontoen der gjorde det.
Nu sidder prinsessen som 42 årig så dér.
Midt i sit eget støvede smykke-paradis.
Omgivet af tomme Chanel-æsker, spindelvæv, halvslidte “unika's” og en Harboe Topform, der for længst har mistet brusen.
Ved hendes side står selvfølgelig stadig over-drabanten iført sølvpapirshat og med vrede breve fra Civilstyrelsen i hånden.
- Men stadig klar til kamp mod Ulla'er i netundertrøjer,haters, kritikere, minoriteter, Janteloven. - og enhver med internetadgang.
Snip snap snude – så var FiaskoPot eventyret ude.
For prinsessen blev aldrig den feterede verdensstjerne, hun drømte om.
Kun en kronisk online smykkesælger med milliondrømme, stor gæld og et kommentarfelt fyldt med onde Ulla’er, der stadigvæk har frækheden til at stille spørgsmål.
Og alt imens hun så den hvide hest ridde forbi til den tomme lyd af et håbefuldt opkald fra Prinsen,der aldrig ringede retur.