r/Gravid_DK

Hvor mange smerter ville i “acceptere” som normale i uge 10 (9+2)?

Der er ingen blødning og jeg er 2. Gangs (3. Gangs i og med jeg mistede min datter tilbage i december i uge 13).

Havde stærke smerter i livmoderen der trak om i lænd og ned i lårene lørdag nat. Ingenting da jeg vågnede og sidenhen. Nu er det kommet igen. Har været stillesidende det meste af dagen og det er pludselig opstået.

Er i tvivl om jeg bør kontakte min læge? Om det kan være blærebetændelse eller lign.

OBS. Fik en scanning 5+6 som viste alt var normalt, indeni livmoderen og med begyndende hjerteblink.

Hej

Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, at nogen af jer kan hjælpe mig med.

Jeg har termin i oktober, og jeg er virkelig stresset og bange for en vaginal fødsel og ønsker derfor et planlagt kejsersnit.
Har aldrig følt mig hørt eller respekteret af lægerne. Når jeg er kommet med et problem eller en bekymring, er det altid blevet fejet til siden, og jeg får at vide, at jeg er ung, sund og rask og derfor er der sikkert ikke noget galt.
Jeg har helt droppet at tage til lægen, medmindre det er noget man fysisk kan se er galt, for jeg ved, at jeg ikke vil blive hørt. Tanken om at være i en så sårbar position omringet af mennesker, som jeg overhovedet ikke stoler på vil mig det bedste, og som ikke vil høre på mig, skræmmer mig helt vild.
Jeg stresser meget, når jeg tænker på det. Får hjertebanken og kan slet ikke være i min egen krop.
Det går ud over min graviditet, da jeg ikke kan slappe af og går og tænker på det konstant.
Snakkede med min jordemoder om det, og hun sagde, at planlagt kejsersnit ikke rigtig var noget, man kunne få. Selvfølgelig medmindre der er noget medicinsk galt.
Da min mand nævnte, at det var noget, der fyldte meget for mig, gav hun os en tid til en fødselssamtale med en læge.
Nu skal jeg så til denne samtale, og jeg ved ikke helt. hvad jeg skal forvente. Jeg er oprigtigt bange for at, de vil tvinge mig til det og igen ikke høre eller respektere mig.

Er der nogen af jer, der har stået i en lignende situation og har nogle gode råd, son måske kan give mig lidt ro i maven.

Hej,

Har I andre valgt at lade jer vaccinere under graviditeten? Jeg er virkelig i tvivl..

Min veninde har reageret meget negativt på min graviditet. Hun spørger ikke ind til, hvordan jeg har det, og jeg kan tydeligt mærke, at hun ikke interesserer sig for det, jeg står i lige nu. Derudover har jeg fået at vide, at hun har talt om mig til vores fælles veninder og sagt nogle ting, som har gjort mig rigtig ked af det. Blandt andet har hun sagt, at min graviditet kom som et stort chok for hende, og at hun i hvert fald slet ikke er dér i sit eget liv endnu. Hun har også været irriteret over, at jeg har meldt afbud til arrangementer, selvom jeg har haft det rigtig dårligt i mit første trimester.

Jeg synes, det er meget svært at være i. Faktisk har jeg mest lyst til at trække mig fra relationen, fordi hendes reaktion og adfærd føles grænseoverskridende. Samtidig er det ikke helt enkelt, fordi vi er en del af den samme venindegruppe.

Jeg ved godt, at graviditet og store livsforandringer kan påvirke venskaber, men det her føles anderledes. For mig handler det ikke om, at vi er forskellige steder i livet, men om manglende omsorg, respekt og opbakning i en periode, hvor jeg egentlig havde forventet det modsatte.

Vi har prøvet i 2 år, men da han har arbejdet på Sjælland har det ikke rigtig lykkes. Nu har fundet et arbejde i jylland, hvilket gør processen meget nemmere. Jeg har valgt at starte op på test, så jeg har nemmere ved at holde styr på hvornår jeg er fertil. Dem af jer, der har prøvet test. Hvor langtid gik der, før i blev gravide og er der ulemper ved at teste sin æggeløsning?

Jeg var hørt ens krop kan stress over det?

Jeg er i uge 38 og er virkelig spændt og håber på, at der snart sker noget.

Derfor ville jeg hører om I havde en form for følelse, fornemmelse eller tegn I havde inden?

Hej, jeg er netop gået ind i 3. Trimester. Har ikke døjet med de store humørsvingninger tidligere i graviditeten. Kan godt være, at jeg har haft lidt lettere til tårer end normalt, men det er intet i forhold til nu. Føler mig konstant anspændt, ængstelig, vred eller ked af det. Ikke på grund af bekymringer, der er relateret til graviditeten, men mere over ting på mit arbejde, fremmede på cykelstien og nede i Netto eller ting, som bekendtskaber siger eller gør, som aldrig ville have gået mig på før i tiden. Har lyst til at bare at isolere mig og ikke have kontakt til andre end min kæreste. Føler, jeg er blevet lidt bange for andre mennesker og deres reaktioner.

Andre, der oplevede noget lignende? Gik det over, eller havde I det på den måde resten af graviditeten?

Jeg har meget for nylig født og har en lille nyfødt på knap en uge - det i sig selv har været en vild oplevelse ☺️ Vi er helt afklarede med ikke at ville have besøg den første uges tid, men jeg er stadig helt rundt på gulvet over tanken om begynde at få lidt besøg inden længe - fordi, altså hvordan planlægger man hvornår på dagen osv. folk skal komme?

Hver dag svinger helt vildt med hvor lange lure han tager og hvor ofte/længe jeg ammer ham - og jeg får helt stress ved tanken om at der skulle være nogen på besøg når han pludseligt vågner skrigende fra en lur og jeg skal kaste hvad jeg har i hænderne for at amme 🥴😵‍💫

Jeg overtænker det helt sikkert, men er der nogen der kan fortælle lidt om hvordan I gjorde og hvad I havde af følelser omkring den del af den første tid efter fødslen? ☺️

Jeg har min terminsdato i dag og er bare godt træt af at være gravid… min baby er enorm og vejer ca 4 kg nu 😳 den sidste uges tid har jeg haft samleje med min kæreste 2 gange, den ene i forgårs. Jeg synes overhovedet ikke det har hjulpet noget, og kan læse at andre herinde skriver at man typisk er “mere åben” op til termin? Er dette et tegn på at min fødsel så stadig er langt borte?

Har seriøst prøvet alt muligt nu for at kunne få lov til at føde, har taget lange gåture, været i lange bade, fodbad med magnesium salt, fået massage af min k, lavet god mad, spist dadler, endda onaneret selvom det føltes lidt forkert😬, sovet længe og bare i det hele taget slappet af og haft det så godt som muligt.

Hvad mere kan jeg gøre? Det begynder at stresse og presse mig mentalt at jeg stadig absolut ingen tegn har på at skulle gå i fødsel snart :(

Jeg har ved en fejl spist tatar. Det skete på restaurant med social dining, hvor jeg ikke hørte de sagde det under præsentationen af maden. Det går først op for mig da jeg tygger maden. Det er lidt over en uge siden og har ikke været syg, men jeg er sindssygt nervøs nu. Det var en meget lille mængde (som en oliven), men det kan jo stadig være nok. Er så bange for at baby inde i maven har taget skade

Jeg vil gerne lave en graviditetskalender til min veninde, som skal føde senere på året, men jeg har brug for hjælp til, hvad de forskellige gaver kan indehold. Kommenter gerne, hvis du har nogle ideer (ting du har været glade for, must have efter fødslen og hvad du ellers kan finde på).

På forhånd tak! 🫶🏼