Det bliver svært ikke at gøre det her langt..
For snart 4 år siden var jeg ude for en trafikulykke, jeg fik et piskesmæld, mistede mit job, kom på ressourceforløb ved Jobcenter som efter 6 måneder mente jeg ikke var syg, og kunne søge ordinært arbejde, hvilket betød de tog ydelsen fra mig, jeg ankede, fik medhold efter 11 måneder med kun noget erstatning som indtægt, er tilbage på ressourceforløb og kom så endelig i praktik i november '25.
Jeg begynder så her i løbet af februar/marts at opleve når jeg ligger mig til at sove at jeg ser syner, og hører stemmer der ikke er der.
Jeg opsøger min læge der er meget forstående, snakker ind i at det er en belastningsreaktion som følge af forløbet jeg har været igennem, og vil gerne give mig noget angstdæmpende medicin. Jeg takker nej til medicinen da symptomerne i starten kan blive forværret, og det er jeg bange for.
Så jeg opsøger selv en psykolog, har en snak med hende om min praktik og kommer lidt frem til det måske er for hårdt at gå i praktik et sted som jeg godt kan se ikke er realistisk kan tilgodese mine skånebehov på sigt.
Så jeg afslutter praktikken. Jeg får selv ro på ift søvnen og stemmer/syner ved at lave dybe vejrtrækninger og fortælle mig selv jeg skal tænke på noget andet.
Tilgengæld har jeg de sidste par uger fået nogle uhyggelige tanker i løbet af dagen.
gang var da jeg skar et æble til min søde, at jeg sad og tænkte "tænk hvis jeg lige stak den her kniv i min søn" en virkelig forfærdelig tanke og jeg blev meget bange for mig selv.
gang tænkte jeg på at tage en pude og lægge over hans hoved, og jeg blev virkelig ked af det og sur på mig selv.
3.gang stod jeg selv og skar frugt ud, og tænkte hvis jeg stikker den her kniv i mig selv bliver jeg fundet om lidt fordi jeg får gæster.
Og sidste gang var i weekenden hvor jeg var til en musical og sad på 2. Balkon og tænkte på at springe ud over kanten og ned.
Jeg er virkelig ked af de tanker og er ret bange for mig selv. Har delt det med nogle som siger sådan nogle tanker kan de også ha engang imellem men mere hvis det sker ved et uheld.
Jeg tog til min læge i dag for at få en opfølgende samtale omkring belastnings-reaktionen vi havde snakket om tidligere. Han virkede næsten som om det var første gang vi snakkede sammen og havde glemt alt om den tidligere snak. Han mente jeg over tænkte tingene og bare skulle se at komme igang med en ny praktik hurtigst muligt, for han så ingen grund til jeg lige fik ro på inden jeg starter et nyt sted.
Har han ret? Overtænker jeg tingene?
Andre der har oplevet det samme som jeg ift tankerne?
Mvh. Kronisk hovedpine ramt mor