Jeg er en 33-årig kvinde uden børn, og jeg føler lidt, at mine muligheder på datingmarkedet bliver mindre, hvis jeg kun kigger efter mænd uden børn.

De fleste mænd på min alder har allerede børn. Jeg vil selv rigtig gerne have børn, og jeg elsker børn, så jeg har faktisk ikke noget imod at date en mand, der allerede har børn. Tværtimod.

En del af mig synes faktisk, at en far med fx 7/7-ordning kan være virkelig attraktivt. Det viser jo, at han tager ansvar og er engageret i sine børn. Og måske er det lidt naivt, men jeg tænker også: Hvis han er så ansvarlig og omsorgsfuld over for sine børn, vil han så ikke også være sådan i et forhold? Altså være der for mig, tage ansvar og passe på relationen?

Men samtidig bliver jeg lidt i tvivl.

For som barnløs kvinde vil jeg jo aldrig være førsteprioritet, hvis jeg dater en mand med børn. Børnene kommer selvfølgelig først, og det forstår jeg godt. Men betyder det også, at mine behov og vores forhold altid kommer i anden række? Jeg tror også, min bekymring er, at jeg altid vil have mere tid, energi og opmærksomhed at give ham, end han måske har mulighed for at give mig

Jeg har læst en del tråde herinde fra barnløse kvinder, der har datet mænd med børn, og mange af historierne er desværre ret negative. Flere beskriver, at deres egne ønsker og behov langsomt blev nedprioriteret, fordi alt naturligt nok kom til at handle om børnene.

Det får mig næsten til at tænke, om jeg bare skal lade være med at date mænd med børn, selvom jeg egentlig ikke har noget imod det.

Så jeg er nysgerrig: Er der nogen herinde, som selv har erfaring med at være barnløs kvinde og date en mand med børn?

Hvordan har det fungeret for jer? Har I oplevet, at der stadig var plads til jer og jeres forhold? Eller følte I altid, at I kom i anden række?

Opslaget er kun henvendt til kvinder.

Hej ❤️

Jeg står desværre i den lidt trælse situation, at jeg skal have en abort.

Jeg har fortalt min læge, at jeg ville have en medicinsk abort, i stedet for en kirurgisk.
Jeg ved ikke, om jeg har fortrudt valget, om det skal være medicinsk eller kirguisk, da jeg har læst meget forskelligt med de to.

Er der nogle af jer, der har prøvet at få en medicinsk abort, og som har lyst til at fortælle lidt om jeres forløb?

Hvor længe havde I ondt? Hvor længe varede smerterne, og hvornår følte I jer ovenpå igen?
Var smerterne værre end menstruationssmerter?

Jeg er også bange for, at det hele ikke kommer med ud, og at graviditeten fortsætter ved en medicinsk abort.

Jeg er lidt nervøs for forløbet, så det ville være rart at høre om andres erfaringer 🩷

(Jeg er i uge 5)

Jeg (15m) tror jeg lugter af sved, lige nu bruger jeg en Matas striber 24h antiperspirent men føler ikke den giver den effekt jeg ønsker. Jeg bruger sammentidig parfume sammen med de men er stadig bange for jeg lugter. Har dog hørt at perspirex skulle være godt. Hvad synes i?

Jeg (M16) snart 17, har en kæreste som jeg nu har været sammen med i 1,5 år. Og jeg har virkeligt elsker hende meget, problemet er bare at det er som om hun ikke elsker mig særligt meget, eller sådan jeg er meget med kontakt og ord. Men hun har ikke behov for noget af det og det er som om det bare er en selvfølge at vi er sammen nu, selv i denne unge alder. Jeg er begyndt ikke at synes at hun er ligeså attraktiv som i starten da vi var sammen, og det havde måske også noget at gøre med at jeg var helt ny i det med kærlighed. Jeg står lige nu og føler det bedste for mig selv ville være at slå op, men jeg føler på den anden side heller ikke at jeg kan give slip når jeg har elsket hende så længe, og føler ikke jeg kan gøre det ved hende bare at slå op.

Hvad gør jeg??
Snakker med hende om det, eller bare slå op. Andre der har oplevet lidt det samme og hvad gjorde I??

Jeg bor i den største lejlighed af mine søskende, og de sidste par år er det derfor stille og roligt blevet sådan, at næsten alt i familien foregår hos mig.

Fødselsdage, påskefrokost, min mors fødselsdag, "bare lige kaffe" når nogen er på besøg i byen. Min mor skriver ofte noget i stil med: "Så tager vi den hos dig, der er jo bedst plads."

Problemet er, at pladsen åbenbart betyder, at jeg også ender med at rydde op før, købe de ting folk mangler, finde ekstra stole frem og gøre rent bagefter.

Sidste uge foreslog min søster, at vi også holder vores fars fødselsdag hos mig i september. Jeg sagde, at jeg faktisk gerne ville være gæst denne gang og foreslog hendes sted.

Hun svarede, at det ville blive besværligt, fordi hun bor mindre, og min mor sagde: "Men det fungerer jo så godt hos dig."

Ja. For dem.

Jeg kan godt lide at have familien på besøg, jeg vil bare ikke være familiens permanente selskabslokale.

Hvordan får jeg ændret den vane uden at det bliver til, at jeg pludselig "ikke gider familien"?

Som navnet angiver, har jeg en kæreste som er flirtende. Samtidig er hun konfliktsky, og har svært ved at sætte grænser. Hun kan godt finde på at stikke en løgn om noget hvis hun er bange for at jeg vil syntes dårlig om det.
Hun blev kaldt “årets flirt” i skolen, men hun har kun haft et par enkelte forhold, et af dem i 4-5 år. Hun er 25 år. Vi har kendt hinanden i et års tid

Det betyder at indenfor det seneste halve år har hendes mandelige kollegaer sagt følgende. “Det her æg, det skal op i dig”, “vil du være mor til mine børn” eller “skal du med til carkey fest” (sexfest hvor hun bruges af en tilfældig fremmed)
Samtidig har en kollega skabt en sag, på arbejdet, fordi han mente at hun havde lagt an på ham. Det undskylde han dog for.
Fredag og lørdag da hun var i byen, blev hun så efterfølgende flere gange mega frustreret fordi nogle mænd ikke forstod et nej.

Hun bruger også ord som “pretty privilege” om de mange drinks hun kan få

Det kulminerede lørdag nat, da en Romanier hun mødte i byen, ringede til mig kl 2 om natten, hun følte sig tvunget til at give et telefonnummer, som så blev mit. Hun havde siddet og snakket med ham i baren i et stykke tid og ventede på hendes veninde, der havde travlt med en anden fyr.
Hun undgik kun hans kys og befamling fordi en fremmed mand trådte ind og fjernede ham den nærgående romanske-mand. Hendes veninde hun var med, var optaget i den situation.

Hun er ofte ærlig, men jeg syntes det er respektløst overfor mig, at flirte på den måde, og søge/velkomme andre mænds validering. Som så betyder at hun ender i situationer hvor det går for langt.

I situationer med flirt, øjenkontakt, “du er smuk”, snak osv. så er hendes grænser nærmest kun ved sexuel/romantisk kontakt.

Hun skriver til mig
“Min egen grænse ville måske først være nået, når jeg mærker, at personen faktisk forsøger at skabe en seksuel eller romantisk kontakt, som jeg ikke ønsker”
Eller
“Dog kan jeg godt se, at hvis jeg samtidig kan mærke, at en person aktivt forsøger at komme tættere på mig på en seksuel eller romantisk måde, så har jeg et ansvar for at være tydelig, hvis jeg ikke ønsker det”

Min teori er at hun har haft den adfærd i mange år, og nydt den validering, flirten kan give. Men ikke helt forstår at som mange andre ting, opgiver man noget frihed i et forhold.

Jeg er generelt et meget tolerant og åbent menneske, men jeg syntes det her er respektløst. Har i nogle gode råd til at finde et kompromis eller metode til at løse det?

Jeg elsker hende, hun er fantastisk og vil virkelig også undgå at ændre hendes gode energi og personlighed

Jeg (M20) kom for et par måneder siden sammen med min søde norske kæreste (F20), som jeg havde mødt i udlandet. Det betød så også at vores kontakt primært var over telefonen, da hun jo bor i Norge.

Der var dog et problem, hvilket var det sprogmæssige. Hun er meget stædig med at vi skal skrive på engelsk sammen, men hun nægter at tale engelsk med mig, det SKAL foregå på norsk/dansk. Det er jeg umiddelbart enig i, da jeg synes det er lidt fjollet med engelsk.

Jeg har så bare fundet ud af at norsk er en del sværere at forstå end jeg lige havde troet. Derfor kan jeg ofte ende i en situation, hvor jeg ikke fatter hat af, hvad hun siger, så jeg bare nikker ja og lader som om jeg gør!

IRL har det været lidt lettere at forstå hende, men over telefonen kan jeg virkelig tabe tråden. Derudover synes hun dansk lyder mega grimt og utydeligt (delvist korrekt), så det er endnu en ting der er lidt problematisk…

Jeg har i 2 måneder brugt Duolingo, men føler ikke det har gjort en særlig stor forskel😅 Især da hun taler med dialekt og en del hurtigere end robotten inde på Duolingo.

Jeg ville bare høre om der er andre med norske/svenske partnere, som kan give mig motivation om at vi en dag godt kan kommunikere på “skandinavisk”. Jeg synes jo det er mega syndt at bruge engelsk, nu hvor de to sprog er så ens.

Hvad er fair i den her konstruktion?
Jeg er sammen med en mand, der har et barn alene, og jeg har selv to børn. Min kæreste har sit barn 4/10. Ikke fordi han ikke ønsker mere samvær, men fordi barnet kun er fem år, og derfor kan barnet ikke være i 7/7 ordning endnu. Bare for at slå fast, at han ikke er typen, der er tilfreds med kun at være weekendfar - han ønsker intet mere, end 7/7.
Sagen er, at moren har termin omkring midten af efteråret, og det ligger en uge op til efterårsferien. Jeg har jo mine to børn, og vi vil rigtig gerne tage et sted hen i Danmark i efterårsferien. Men fordi terminen ligger tæt på, er jeg i tvivl om, hvad der egentlig er fair.
Skal vi helt lade være med at planlægge noget, fordi hun potentielt kan føde, mens vi er afsted? Måske hun føder en uge inden? Måske hun føder til termin, så hendes baby er 1 uge gammel, når vi tager afsted i 4 dage?
Hvis vi eksempelvis er fire timer væk, er det bøvlet at køre hjem fra de andre.
Omvendt føler jeg lidt, at vores planlægning går fuldstændig i stå, fordi vi hele tiden tager højde for, at hun måske føder eller måske har født to uger inden. Og hvad gør man, hvis hun har født en uge før efterårsferien? Er det så stadig rimeligt, at hun siger, at hun gerne vil have, at vi er tæt på, fordi hun lige har født?
Jeg vil virkelig gerne være large omkring det her. Det er første gang, jeg er papmor, og jeg vil rigtig gerne gøre det ordentligt. Jeg vil også gerne have, at moren føler sig tryg og komfortabel, og jeg ønsker bestemt ikke at skabe en situation, hvor hun står med en nyfødt og føler, at barnet er langt væk.
Men samtidig har jeg jo også to børn, og vi vil gerne kunne planlægge en efterårsferie sammen som familie.
Så hvad synes I er en fair konstruktion her?
Er det rimeligt at planlægge en ferie i Danmark, måske nogle timers kørsel væk? At hvis hun føder, så må barnet vente med af se baby i to dage eller at min kæreste skal køre hjem med barnet fra ferien, så det kan se baby?
Eller bør man i sådan en situation helt lade være med at planlægge noget omkring termin - også selvom det betyder, at ens egne børn og familie skal sætte deres planer på pause?
Jeg er oprigtigt interesseret i, hvordan andre ville gribe det an, for jeg vil gerne finde balancen mellem at være hensynsfuld over for en nybagt mor og samtidig ikke sætte hele vores familieliv på standby ❤️

Hey!

Jeg har boet i udlandet de sidste 15 år, men kommer dog hjem til bette danmark en gang hver andet år cirka. Det bliver mere og mere irriterende, at jeg ikke har mobilpay... Jeg har dog hverken et dansk telefom nummer eller en dansk bank konto.

Findes der et hack eller er skal jeg bare lære at lev mette?

Hej hestenettet!

Jeg skal i weekenden til bryllup med en af mine bedste venner. Jeg har ovenikøbet æren af at være forlover. Mig og min kæreste har allerede købt dem en gave, men jeg er pludselig blevet i tvivl om det er for billig en gave. Jeg er meget pragmatisk og tænker derfor at vores gave ca. skal svare til hvad det koster for vores kuverter, men ærligt talt ved jeg ikke hvad deres bryllup koster…

Brylluppet bliver holdt i baghaven af deres hus og mad bestilles udefra. Der er ca 30-40 gæster inviteret. Mig og kæresten kommer en dag før og hjælper med at gøre klar. Det vil sige at oven i brylluppet skal de også have os boende i weekenden. Tror dog vi splitter mad osv.

Vi har købt en gave til 780kr. Kan nogen sige mig om det er i orden eller for lidt? Tak!

Jeg er lige flyttet i en ny lejlighed og jeg føler ærligt at alt sejler.

Jeg sidder i sofaen om aften og kigger rundt på de sidste papkasser, på støvsugningen jeg mangler, på køkkenet, der trænger til en rengøring, men jeg er så træt. Jeg føler, det går alt for langsomt, men har samtidig ikke mere energi til at gøre noget ved det.

Som jeg nævner i titlen, håber jeg derfor, at der er nogen, som vil dele noget de mangler, noget de ikke får nået, noget som roder eller sejler hos jer. Jeg har bare brug for at føle og vide jeg ikke er den eneste, hvis liv ikke er perfekt.

Tusind tak for at læse, det er måske lidt ynkeligt, men jeg er bare så træt af, at føle alle andre end mig har styr på det.

Mit barn på 10 år og en ven på 10 år, vil gerne ind og se Spiderman selv. Aldersbegrænsning er 11 år.... Er der nogen der ved om de rent faktisk håndhæver det og de kan risikere at blive sendt ud igen? De er meget selvkørende og skal selv tage bussen ned til biografen og glæder sig. Men blev simpelthen i tvivl om aldersbegrænsning bliver håndhævet?

Jeg står i den situation, at jeg er usikker på om ham jeg ses med er nervøs under sex eller bare uerfaren.

Vi har haft sex 5 gange, og alle gange er han kommet efter 30 sekunder.. han virker ikke særlig “klog” på sex. Han giver kun finger som forspil, og ender altid med det er en stilling og han er kommet.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe, men bliver selv usikker på om det er fordi han er usikker eller uerfaren. Så mænd, hvad er jeres tegn på I er usikre?

Hvordan ville man snakke om det? Føler jo også det vil være pinligt for ham at kommentere på, så synes det er en svær balance

Hej, jeg er K30 og oplever, at der ikke skal så meget til, før jeg føler mig nervøs eller får angst. Fx kan jeg blive ekstremt nervøs, når jeg skal snakke med mine kollegaer, selvom jeg har arbejdet sammen med dem i mange år. Jeg begynder at trække vejret hurtigt, pulsen stiger og har svært ved at falde ned igen bagefter.

Jeg har altid været en ordentlig, pligtopfyldende og stille person - hvilket nok er grunden til at jeg i dag er højt uddannet. Med mine tætteste barndomsveninder har jeg dog altid været sjov og følt mig elsket. Jeg savner efterhånden den side af mig selv. Jeg savner at være den eventyrlystne person, jeg var, inden jeg blev gift – uden at angsten skulle fylde.
I dag har jeg svært ved at give slip og nyde ting fuldt ud, fordi jeg ofte føler en form for uro i kroppen. Det kan fx være, når jeg rejser eller tager ud. Jeg har lyst til en masse ting, men jeg føler mig hurtigt overvældet ved tanken om at få angst og skulle være i angsten.
Jeg bliver også meget træt efter arbejde og føler ikke, at jeg kan rumme flere aktiviteter samme dag. Hvis jeg fx skal noget efter arbejde, føler jeg hurtigt, at jeg bliver stresset.
Min barndom har egentlig været god, men også på mange måder barsk. Jeg måtte ikke tage ud, når jeg ville, tage til fester eller være i byen, og jeg måtte ikke komme sent hjem. Blandt mine søskende var det ofte mig, der skulle hjælpe mine forældre med forskellige ting, oveni alt det arbejde og studie, jeg i forvejen gjorde mig umage med.
Min far var dengang ret aggressiv og kunne sjældent finde på at slå over småting, som jeg i dag knap nok kan huske. Da jeg var meget lille, kom han nogle gange fuld hjem om aftenen og truede med at skære sig selv. Jeg skulle så i skole et par timer efter og kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket. Jeg var tit nervøs og bange for at gøre noget forkert - fordi jeg var bange for at min far ville blive sur på mig. Min far var også syg, hvilket også var svært for mig.
Mit liv bestod meget af arbejde, studie, træning og tid med mine tætteste veninder. Den løn, jeg fik under studiet, skulle jeg give til mine forældre, fordi de havde gæld. Jeg havde altid en klump i maven, hvis jeg fx skulle have en is med en veninde, og det blev lidt sent. Mine forældre blev ved med at ringe og sige, at jeg skulle komme hjem. Men jeg gjorde jo ikke noget forkert.
Jeg fik dog lov til at tage på udenlandsrejser, så længe det var skolerelateret. Jeg fik også min første kæreste, men ham måtte jeg heller ikke være sammen med, og jeg blev tvunget til at gå fra ham.
I dag synes jeg, det er svært at tage ud om aftenen især og bare give slip og nyde verden, som jeg altid har ønsket. Jeg får en følelse af, at jeg skal skynde mig hjem for der er det trygt og sikkert…

Det blev et langt opslag, men det er kort fortalt lidt om min baggrund.
Jeg vil egentlig bare høre, om I tænker, at mine oplevelser fra barndommen kan have noget at gøre med, at jeg har angst i dag? Jeg fik også dog også omsorg og kærlighed, især fra min mor, så jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal forstå det hele.
Eller kan det i højere grad være mit nuværende arbejdsliv og den daglige stress, der gør, at jeg har det sådan? Jeg havde ikke angst på samme måde da jeg var yngre. Jeg er nu gift med en, som jeg ikke føler, jeg passer 100 % sammen med. Vi har ikke den samme energi eller vibe, og jeg savner nogle ting i forholdet. Han giver mig fx ikke komplimenter, når jeg gør noget ud af mig selv, selvom jeg ofte får komplimenter fra andre. Når jeg er ked af det, føler jeg heller ikke rigtig, at han er der for mig. Han krammer mig ikke eller prøver at snakke med mig om det.
Vi har faktisk næsten ingen kommunikation i forholdet, og det er en af grundene til, at jeg overvejer, om jeg skal gå fra ham.
Han kan også nogle gange presse mig og blive sur på mig, fordi jeg ikke kan de samme ting, som jeg kunne før. Jeg føler på mange måder, at jeg er gået fra at være en meget glad og energisk person til at være ensom og ængstelig.

Jeg får medicin mod angst, men jeg synes, det er svært at åbne mig over for en psykolog eller generelt et andet menneske omkring min barndom.
Har I nogle råd til, hvad jeg kan gøre, og hvordan jeg kan arbejde med det?

Nogen der har prøvet My heritage som vil fortælle lidt om forløbet? 😊

Jeg har eller har i hvert fald haft en meget stor familie som jeg aldrig har mødt. Ved en del af dem bor i samme by som mig. Som barn hørte jeg nogle af navnene men dem husker jeg ikke mere.

Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvor mange der er på både min mors og fars side og hvor de er henne. Har jeg gået op og ned af nogen dem, hvilket jeg højest sandsynligt har, og hvem.

Tror ikke at jeg ønsker kontakt men kunne godt tænke mig at få lidt af vide.

Jeg er 25m år og har været sammen med min kæreste i næsten et år. Hun er et godt menneske, elsker dyr og er loyal.

Vi skændes eller diskuterer stort set aldrig, vi har dog for nylig forskellige sexdrifter

Nogle gange har jeg lyst til sex mindst én gang om dagen, men vi ender med at have sex cirka én gang om ugen eller nogle gange slet ikke.

Og helt ærligt kan det nogle gange føles lidt trivielt og kedeligt at være sammen med hende.

Så nogle gange, måske 2–3 gange om ugen, får jeg tanker ud af det blå.

“Burde jeg slå op og måske blive lykkeligere alene eller sammen med en anden?”

---

Til jer, der har været i en lignende situation

Har I nogensinde haft de samme tanker, og hvad endte I med at gøre?

For at være helt ærlig vil jeg gerne være sammen med en, der gør mit liv sjovt, lykkeligt og meningsfuldt.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Jeg er ikke så god til at sætte ord på den følelse, jeg har lige nu.

Altså, jeg søger ikke nødvendigvis en pige, der er 10/10 udseendemæssigt eller er rig. Jeg søger mere en pige, hvis personlighed passer 10/10 med min, og hvor vi virkelig er kompatible.

Med min nuværende kæreste vil jeg måske sige, at vi passede 10/10 sammen i starten, men lige nu føles det mere som 5/10.

Håber, I forstår, hvad jeg mener 😅

Hej Brevkasse

Min kæreste og jeg har været sammen i 2 år nu, og både han og jeg har prøvet at ryge h@sh et par gange.
Dog har det sidste halve år taget lidt fart fra hans side, er min opfattelse, og jeg er bekymret og synes det er ubehageligt.
Når han er skæv føles han som en anden person, som jeg ikke rigtig kan genkende, og jeg holder ham ikke fra at gøre det, men jeg tager afstand og fortæller ham at jeg ikke er vild med det.
Nu man kan købe “lovlige” THC-A i kiosker, er det blevet næsten hver dag.
Og jeg tror også han gør det de dage vi ikke ses.

Det nyeste er, at han nu selv har købt nogle planter, som han gror i skabet og vil forsøge at sælge (er min opfattelse).
Han går MEGET op i de her planter, har købt lamper og vandesystemer, og han snakker om hvor meget han tænker på planterne hvis vi f.eks er på ferie sammen.
Jeg synes det er en MEGET dårlig idé.
Både fordi det er ekstremt ulovligt, men også fordi jeg tror han ville have svært ved at styre hans eget forbrug også.
Planterne er blevet lidt større og nu LUGTER de.
Hele hans lejlighed stinker af h@sh, og når jeg siger at han så hellere må stoppe med det, siger han, at han hellere vil lade vær med at invitere familie hjem, end han vil stoppe “projektet”.

I dag ringede han grædende og sagde at han ikke havde sovet. Han havde fundet ud af at planterne ikke kunne bruges til salg pga noget med han og hun planter der havde stået ved siden af hinanden.
Jeg ved ikke noget om det og jeg er faktisk heller ikke interesseret, men det bekymrer mig, at han går så meget op i det.
Jeg sagde igen, at det måske var et tegn på at han skulle droppe det, at jeg synes det var en dårlig ide, at hele lejligheden lugter og at han ikke kan styre hans forbrug, som nu er blevet til dagligt.
Hans svar var at “ud fra den måde du møder mig på lige nu, føler jeg mig ikke hørt” og så lagde han på.

Jeg har ikke lyst til at flytte sammen med en der dyrker h@sh derhjemme i kosteskabet.
Jeg har ikke lyst til at være kærester med en h@sh-misbruger.
Men jeg elsker ham jo, uden alt det der.

Er der noget jeg kan/burde gøre?
Skal jeg lave en anonym anmeldelse til politiet?
Skal jeg stille ham et ultimatum om, enten h@sh eller mig?
Er der andet jeg kan gøre?
Jeg har ingen erfaring med misbrugere, kender ingen og har aldrig selv været i et miljø hvor det var noget man gjorde.

Er jeg den eneste, der bliver mere og mere forarget over, hvilke billeder/videoer forældre lægger op af deres børn? Det er, som om der bliver brugt 0 tankevirksomhed på at reflektere over, at børnene for det første ikke har sagt ja til at blive lagt op, og at billederne kan ende i de forkerte hænder. Vi ved efterhånden, hvor vildt internettet kan være, hvordan overgrebsmateriale på børn kan blive skabt og så videre og så videre og så videre…

Et konkret eksempel: en mor lægger et opslag op på Facebook, hvori hun søger efter en pædagogisk medarbejder til sin søn, der har nogle diagnoser. I opslaget indgår der et billede af sønnen i badetøj.

Endnu et eksempel: det har lige været første skoledag, og det er selvfølgelig blevet foreviget på SoMe — og på samtlige billeder ses andre børn, der altså ikke er forældrenes egne.

Er jeg den eneste, der har det sådan her? Altså at jeg synes, mange forældre tænker for lidt over, hvad de lægger op af deres (eller andres) børn?

Hej. Jeg er en mand på 50 år og jeg er ret behåret incl hår på ryggen og skuldrene. Når jeg søger på hår på ryggen på nettet er det nærmest kun artikler om hvordan man kan få det fjernet. Min nuværende partner har det OK med at jeg har hår på ryggen; men hos tidligere partnere har det ikke været et hit. Jeg har tidligere fået vokset min ryg nok mest for partnerens skyld (ikke den nuværende). Jeg har tit tænkt over, at der de seneste år har været en bevægelse hvor kvinders hår på ben, under armene og forneden er blevet normaliseret og helt "acceptabelt". Jeg syntes ikke at mænds hår på ryggen har opnået samme status. Er det virkelig så frastødende at mænd har hår på ryggen? Jeg syntes nærmest aldrig at man ser mænd med hår på ryggen på stranden eller på billeder, får alle det fjernet? Jeg har et par gange i sommer overvejet en tur på stranden for at komme i vandet på de varme dage; men har ikke gjort det. Jeg har ikke lyst til folks blikke fordi jeg har hår på ryggen. Hvad siger I, hvad er jeres holdning til hår på ryggen og skuldrene?

Kære habbo,

Jeg tror, at jeg har udviklet et seriøst sukkermisbrug. Men kan man have det? Jeg synes ofte der er fokus på nikotin, stoffer, alkohol og ting i den dur - men er der mon andre derude, der dagligt stopper med at spise sukker men står i bland selv afdelingen 1,5 time efter? Andre som skifter mellem butikker, fordi man skammer sig over at stå der alt for tidligt om morgenen og igen alt for sent om aftenen?
Det gør jeg. Og jeg har grint meget af mig selv, joket en masse med mine venner - men nu er jeg faktisk ved at føle, at jeg har ægte brug for hjælp til at slippe min afhængighed. Jeg ved bare ikke hvor og om man kan få hjælp til den slags, når man ikke vejer 200 kg. og modtager hjælp mod sin overvægt?
Bevares, jeg ville da ikke tage skade af at smide et par kilo, men jeg er faktisk kun 2 kg fra at være normal vægtig.
Mit store problem er at det bliver omdrejningspunkt for min dag, min økonomi lider under det og jeg er faktisk der hvor jeg nærmest ikke spiser normale måltider mere. Jeg mistænker en søgen på dopamin- men kender simpelthen ikke til andre der har stået i en sådan situation?