Jeg 17m går pt på arbejde. Og hver gang jeg kommer forbi hegnet på 5. Sal får jeg tankerne om at hoppe. Bare gøre det hele bedre og stoppe her.
Er det normalt ?
(Det skal lige siges det ikke har noget med arbejdet)
Hej alle. Jeg kæmper med at tabe mig. Jeg har prøvet alt, så jeg har ikke brug for diverse råd.
Mit spørgsmål er om nogen har haft bivirkninger ved Wegovy, da min læge foreslog mig det. Jeg er dog forbeholden, MEN hvis det kunne kickstarte noget, så ville det være en kæmpe lettelse. Har nogen oplevelser med bivirkninger, eller derimod en positiv erfaring med midlet? Jeg skal tabe mig nu, er forfærdeligt træt af at være ked af hvad jeg ser. 😕 og før I angriber mig, så træner jeg selvfølglig,
Og jeg spiser helt normalt.
Kære brevkasse-læsere
Jeg er for nyligt kommet ud af et forhold. Det har både været hårdt og lærerigt. Sådan er livet.
Det har åbnet op for pandoras æske: Hvilke spektakler har andres ægteskaber eller forhold overlevet?
Der var flere årsager til mit breakup - et, som jeg initierede. Indimellem rammer tvivlen mig, og for nu forsøger jeg at lade tankerne passere frem for at handle på dem. Det er et åbent sår.
Men jeg savner måske bedre repræsentation af relationer, der ikke har været lineære. Det er jo nærmest lidt tabu at tale højt om svigt, drama og alt det rod, et forhold faktisk kan overleve. Jeg har gode veninder, men der er alligevel et filter på - og det er nok meget sundt. Jeg skal trods alt ikke sidde til parmiddag med Esben og Dorte og vide alt for meget om Esben.
Så, kære brevkasse; Hvilke bump har jeres relation "overlevet"? Hvad skulle der til, før at I kunne komme videre? Hvordan har I det i dag, sådan helt ærligt? Jeg er godt klar over, at det også kan afhænge af tilknytningsmønstre og individuelle forskelle i, hvad man kan rumme. Men jeg er alligevel nysgerrig på erfaringer. Hvilke kompromiser, grænser eller aftaler måtte I indføre, før det kunne fungere igen? Hvordan håndterer I de triggers, som kan komme op?
Min familie synes jeg er fjollet fordi jeg altid rydder køkkenet fuldstændig op og tørrer det over inden vi spiser. Det gælder alle måltider. Jeg kan simpelthen ikke slappe af og nyde mit måltid hvis køkkenet ligner jeg ved ikke hvad. Så jeg sørger altid for at alt der ikke skal over på bordet er rengjort, sat i opvasker og bordet vasket af inden vi spiser.
Min familie får det til at lyde som om at alle andre mennesker først ordner køkkenet efter de har spist.. så hjælp mig lige her folkens. Ordner i køkkenet før eller efter i spiser? 😀
Kære jer alle!
Jeg skriver i håb om at støde på en ligesindet da jeg er helt tom og ved ikke hvad der skal ske.
For et par dage siden døde min far pludseligt (65 år). Jeg har haft et tæt bånd med ham og har netop også fået min første fødte som også han var helt vild med.
Han har har mistet sin kone for 2 år siden og har del døjelser med sygdom.
Jeg finder ud af det, da jeg slet ikke kan komme i kontakt med ham og han plejer at svare ret hurtigt. Jeg får fat i naboen som tjekker op på ham og finder ham i sin seng.
Jeg er fuldstændigt knust og vil bare gerne have min far tilbage. Jeg kommer til at savne at snakke med ham hver dag på vej hjem fra arbejde.
Jeg er rastløs. Resten af min familie er i udlandet og jeg føler mig meget ensom. Tak fordi i måske har læst hvad jeg skrev, jeg ved ikke hvad råd jeg håber på at få eller egentlig har brug for.
Hej med jer 🌸
Prøver at gøre det kort. Har brug for råd.
Jeg er en ung kvinde i start 20’erne.
Jeg er blevet single for nogle måneder siden og har aldrig rigtig gjort mig i casual sex.
Jeg mødte dog en fyr i byen slut maj, og vidste egentlig fra start, at han ikke lige var den beeedste type, men vi kendte hinanden fra nogle år siden, og jeg var tiltrukket af ham, så vi endte med at tage hjem til mig. Han var vildt sød og vi hyggede os.
Vi har set hinanden 3-4 gange. Sidst i sidste weekend, hvor vi sov sammen, og vi brugte søndagen sammen (ædru). Han sagde til mig, at han godt kunne lide mig og gerne ville se hvad det kunne blive til. Jeg ved dog ikke om det var tomsnak.. men jeg hyggede mig så meget, kunne godt mærke jeg synes han var begyndt at blive sød.
Jeg ved han sniffer coke, omfanget er jeg i tvivl om, men tror flere gange ugentligt - jeg har ærligt talt ingen erfaring med folk der sniffer coke, har aldrig haft venner der har prøvet det, så aner ikke hvor meget det “gør”, giver det mening?
Sagen er nu den, at efter weekenden skulle vi ses. Han har dog nu ghostet mig og AV det gør ondt. Hans sidste besked var noget ala “vi ses 110% i morgen” tidligere på ugen, og så gik der flere dage hvor han ignorerede mig, trods beskeder og opkald fra mig, og nu har han så slettet mig på snap.
Er oprigtigt så ked af det og føler mig så brugt.
Er jeg bare mega dum og naiv?
Måske er det godt, at det endte sådan så jeg ikke blev mere glad for ham, men stadigvæk rammer det mig. Tanken om at se ham et eller andet sted gør mig så ked af det, føler jeg har “givet” meget og forstår slet ikke hvad der er sket..
Tror I, jeg skræmte ham væk ved at kontakte ham flere gange, eller lyder det mere som en person, der alligevel havde trukket sig? Og ville I bare give slip nu? Hvordan passer jeg bedst på mig?
Andre der får oxabenz? Har fået dem hver dag en pille 15 mg i døgnet, gad godt stoppe andre der har prøvet det hvor det gik godt ?
Man høre jo skræk historier omkring benzodiazepiner :)
Jeg vil gerne høre andres mening om en situation, som fylder en del hos mig.
Mine forældre er blevet ældre og har brug for en del hjælp i hverdagen. Jeg bor cirka 15 minutter fra dem, mens min søster bor omkring en time væk.
Jeg hjælper dem stort set hver dag. Jeg handler ind, kører dem til lægen, på forbrændingen, til forskellige aftaler og hjælper med praktiske ting i huset og alt muligt andet, der dukker op. Det er blevet en stor del af min hverdag, og jeg gør det selvfølgelig gerne, fordi jeg elsker dem.
Jeg er selvstændig, og derfor er det ofte mig, der har mulighed for at tage fri og hjælpe, når der er behov. Det er jeg oprigtigt glad for, at jeg kan. Bagsiden er bare, at arbejdet ikke forsvinder. Jeg kommer bagud og må ofte arbejde om aftenen eller i weekenderne for at indhente det forsømte.
Derudover har jeg autisme, hvilket betyder, at alle de ekstra aftaler, ændringer i hverdagen og den konstante omstilling ofte gør mig meget udmattet bagefter. Det er ikke en undskyldning for ikke at hjælpe - jeg vil gerne være der for mine forældre - men det gør, at belastningen fylder mere, end den måske umiddelbart ser ud til.
Det, jeg har svært ved, er, at jeg føler, det meste af ansvaret ligger på mine skuldre. Min søster siger ofte, at hun ikke har mulighed for at hjælpe ret meget, fordi hun har to børn. Det har jeg selvfølgelig forståelse for, men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle, at byrden er blevet meget ulige fordelt. Hun undskylder det også ofte med at hun bor en time væk, men samtidig har hun ser hun ikke noget problem i at tage tage på weekendophold med veninder langt væk, udflugter og forlystelsesparker som også ligger et godt stykke fra hvor de bor.
Derfor vil jeg gerne høre jer: Hvad kan man realistisk forvente af søskende i sådan en situation? Er det rimeligt at forvente, at ansvaret bliver delt mere ligeligt, selv om man bor længere væk og har børn? Og hvad kan man egentlig tillade sig at bede om, uden at det bliver urimeligt?
Jeg er oprigtigt interesseret i at høre, hvordan andre har løst lignende situationer.
Hejsa
Jeg står i et etisk dilemma som jeg håber i kan give mig perspektiver på. Jeg har været hos en frisør, som jeg læste super gode anmeldelser om. De havde nærmest 5 stjerner på Google. Jeg booker en tid og skal have foretaget balayage (en teknik at farve håret på, som kræver at man er dygtig for et flot resultat.) Jeg kommer ind og viser et billede af resultatet jeg fik sidst fra en anden frisør, som jeg gerne vil have igen. Da jeg er færdig ligner farven slet ikke de nuancer jeg har bedt om. Teknikken er dårlig og er striber/babylights frem for balayage. Frisøren forsikre mig om at farven vil falme efter et par vask til det ønskede. Det gjorde det ikke. Jeg kontaktede dem igen i håb om at få en gratis genbehandling, som er alment kutyme at tilbyde sine kunder. Her nægtede frisøren fuldkommen at de havde gjort noget forkert med teknikken og med farvenuancerne. Jeg er blevet mere kold tonet brun nærmest blond/gul fremfor varm brun. Eftersom jeg ikke fik hvad jeg bestilte og at de ikke prøvede at finde en løsning, så skrev jeg en anmeldelse med min oplevelse.
Nu til mit dilemma. Frisør salonen kan nu godt se alt det de gjorde forkert. De vil give mig en fuld refundering på 3700 kr imod at jeg sletter min anmeldelse. Synes de er fishy og det forklarer den gode omtale og mange stjerner de har fået. Men er dybt utilfreds med mit hår og det er blevet ødelagt. Så pengene frister også
Tilføjelse: hvis jeg tager imod pengene forlanger de at jeg ikke omtaler mig om dem længere eller i fremtiden på sociale medier som kan skade deres ry
Hej brevkasse,
Jeg (K21) står i en situation, som jeg virkelig ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.
Sidste sommer mødte jeg en fyr gennem nogle fælles venner til en fest. Den aften endte vi med at sove sammen, men vi kyssede kun. En uges tid senere sendte han mig en følgeanmodning på Instagram, og vi begyndte at like hinandens stories – især billeder af os selv. Vi skrev dog ikke sammen på det tidspunkt.
Fire måneder senere så vi hinanden igen til en anden fest, og der endte vi også med at kysse. Efterfølgende tilføjede han mig på Snapchat, og så begyndte vi stille og roligt at skrive sammen. Med tiden blev vores samtaler mere og mere flirtende. Vi prøvede flere gange at lave aftaler, men fordi vi bor langt fra hinanden, blev det aldrig rigtigt til noget. Til gengæld skrev vi sammen hver eneste dag.
Tre måneder senere mødtes vi igen i byen, og denne gang tog jeg med ham hjem, hvor vi var sammen for første gang. Da jeg kom hjem, åbnede jeg en af hans snaps uden at svare – jeg ved ærlig talt ikke hvorfor. Men han tog selv initiativ til at starte samtalen igen, og vi fortsatte med at skrive sammen hver dag, som vi plejede.
For tre uger siden var vi til endnu en fest sammen. Vi snakkede, grinede og havde det virkelig hyggeligt, men der skete ikke noget mellem os. Og det må jeg indrømme, at jeg blev lidt skuffet over, fordi jeg havde håbet på mere.
I sidste uge mødtes vi så igen i byen, og han tog med mig hjem, hvor vi endnu en gang var sammen. Men siden da har jeg haft en følelse af, at han er blevet mere distant eller mindre interesseret. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men jeg er bange for, at det hele er blevet trukket så langt ud, at det måske aldrig bliver til mere.
Problemet er, at jeg tænker på ham hver dag. Jeg tager mig selv i at forestille mig, hvad det kunne udvikle sig til, hvis vi begge turde være ærlige om vores følelser. Samtidig er jeg også i tvivl om, om jeg overhovedet betyder noget særligt for ham, eller om jeg bare er en, han hygger sig med, når vi ses.
Ingen af os har nogensinde sagt direkte, at vi er interesserede i hinanden. Hele vores relation har været meget casual og lidt “mellem linjerne”. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg skal tage chancen og fortælle ham, hvordan jeg har det, eller om jeg risikerer at ødelægge det, vi allerede har.
Jeg ved også, at han har fortalt vores fælles venner, at vi har været sammen. Jeg kan bare ikke finde ud af, om det er noget, jeg skal lægge noget i, eller om det slet ikke behøver at betyde noget.
Er jeg ved at læse for meget ind i det hele? Bør jeg fortælle ham, at jeg er interesseret i at se, om det kan blive til mere, eller skal jeg prøve at give slip, før jeg bliver endnu mere investeret? Det har også stået på i snart et år nu uden at det er blevet til mere end at vi ses når vi er fulde.
Derudover bor vi som sagt langt væk fra hinanden (2 timer i tog), og hvis jeg overhovedet skulle fortælle ham hvordan jeg følte, hvordan skal jeg så gøre det når vi kun ses når vi er i byen/til fester.
Jeg håber virkelig der sidder nogle kloge mennesker derude som kan give mig deres take på hvordan jeg håndterer det her bedst.
Hej
Jeg flyttede til Danmark for et år siden med min familie, og kort efter blev min partner og jeg separeret. Mit dansk er ikke så godt endnu, hvilket gør det svært at finde venner og netværk her i landet. Jeg skriver her, fordi hverdagen lige nu føles helt uoverskuelig og ensom. Efter 18 år sammen med min kone, ved jeg ikke, hvordan jeg skal leve.
I det seneste år har jeg kæmpet utrolig hårdt for at få vores forhold til at fungere, men min kone har lukket døren fuldstændig (tror jeg). Vi bor stadig under samme tag med vores fire børn, indtil vi finder et nyt sted efter sommeren (fugleredeordning).
Min hverdag kræver alt, hvad jeg har. Jeg cykler 27 km om dagen til og fra arbejde (55km hver dag), og jeg prøver af hele mit hjerte at være en nærværende, tålmodig og rolig far for mine børn, som også er mærkede af situationen. Men når jeg endelig kommer hjem efter en lang dag, træder jeg ind i et koldt hus, der slet ikke føles som et hjem mere.
Kombinationen af at bo i et dødt parforhold, ikke have nogen venner i nærheden og stadig kæmpe med sproget er fuldstændig udmattende. Det slider på sjælen, og jeg føler mig meget ensom.
Har andre prøvet at stå i en lignende situation i et nyt land? Hvordan finder man håb eller et fællesskab, når man er så låst af logistikken og helt drænet for energi?
På forhånd tak.
Hej brevkasse jeg m15 har gået rundt med selvmords tanker i meget lang tid og gør også selvskade jeg er meget alene for det meste. Jeg føler mig altid udenfor i fællesskab fordi der er ikke rigtig nogen der gider og snakke med mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og vil gerne spørge om råd før det bliver værre. Det er heller ikke nemt at åbne op om omkring hvordan man har det når folk på sin egen alder tager det som en joke og laver sjov med at begå selvmord og lave selvskade. Jeg føler ovenikøbet at jeg ikke rigtig er glad mere heller ikke sur jeg føler mig tom og følelsesløs
Jeg har besluttet mig for at prøve at slippe min store trang til at planlægge alting her i sommerferien. Min mand og jeg har begge haft utroligt travlt i foråret og nu er vi så heldige at vi har fire ugers ferie. Og vi skal mest være hjemme og jeg er simpelthen så utilpas ved tanken om at der ikke skal ske noget. Vi har to børn og vi laver skærmfri uger for alle, så vi skal bare finde på alle de ting at lave som vi ellers aldrig tager os tid til og vi har huset fyldt med gode ting. Og så skal vi dog se film sammen og ordne lidt i huset.
Og min hjerne vil hele tiden planlægge og arrangere ture og bliver bekymret for der ikke sker nok.
Så jeg har besluttet mig for, at virkelig prøve at slippe den trang til at styre og planlægge. Engagere min mand og mine børn, få oplevelser for livet osv. Og så forsøge at tro på, at oplevelserne måske netop er gode nok ved bare at være sammen, måske sove i haven, køre spontan tur osv. og ja, mine børn er 8 og 14, så det bliver svært for dem at være skærmfri. Men også for os. Og det bliver fedt at se hvad vi finder på. Men også ret angstprovokerende at give slip.
Andre mødre derude der forsøger at give slip på at arrangere og få alt til at ske for deres familie “så det kan blive en god sommer”? Jeg har brug for at tro på det bliver godt alligevel. Men pyha det er angstprovokerende.
hej allesammen, i lang tid har jeg luret på om jeg eventuelt har autisme eller adhd (ved godt det er meget “in” lige nu, men jeg mener det altså)
Jeg blev diagnosticeret med angst da jeg var omkring 12-13, jeg er nu 16 og kan ikke rigtig huske noget med hvordan det foregik. Jeg ved ikke om det er præcis autisme eller adhd der er tale om, men når jeg kigger på andre og de omkring mig, er det meget nemt at føle, at der er noget “galt” med mig.
På det sidste har det virkelig gået mig på, og føler at jeg er ved at blive sindssyg😭 Jeg er bange for hvad det kan udvikle sig til, og hvordan jeg skal begå mig resten af livet, hvis folk bliver ved med at tror jeg har autisme eller adhd, selvom jeg ikke selv ved det.
Jeg vil derfor gerne vide hvordan det foregår at blive diagnosticeret, og om der overhovedet er chance for det, nu hvor jeg er en pige og teenager, hvilket jeg føler gør det endnu sværere at få en diagnose. Hvis der er nogen der har stået i samme situation (teenagepige) så vil jeg også gerne høre jeres oplevelser!
edit: jeg har ikke sagt det til min forældre endnu. Jeg synes det er en svær samtale, fordi jeg føler at jeg “skylder” dem at have det godt mentalt. (Jeg gik til gruppeterapi omkring de 12-13 år, men hadede det) Hvis i har nogen forslag til det, må i også meget gerne det!
edit2: Jeg er pt på en færge, har ikke meget dækning, så kan ikke svare midlertidig. Tjekker opslaget i morgen
Jeg ved godt det sikkert lyder alt for hurtigt, og det er det nok.
Mig og min kæreste har kun været sammen i lidt over et år, men jeg kan seriøst ikke lade være med at tænke på at købe en forlovelsesring. Ikke fordi jeg har travlt med bryllup eller noget, men fordi hun bare føles som den person jeg skal være sammen med.
Hun er helt ærligt den dejligste person jeg nogensinde har mødt. Hun er så betænksom over for alle omkring sig, især mig. Hun gør de små ting uden at tænke over det, og får mig bare til at føle mig elsket hele tiden.
Det lyder måske mærkeligt, men hun er lidt som en regnbue på en grå dag. Alting bliver bare lettere når hun er der. Jeg har aldrig haft et forhold hvor jeg har været så rolig. Vi har nærmest ingen uenigheder, og når vi endelig har en, så snakker vi bare om det. Det bliver aldrig til råben eller drama.
Jeg ved godt mange siger at man først rigtig lærer hinanden at kende efter flere år, og det kan da også godt være. Men jeg har bare aldrig været så sikker på noget før. Jeg kan oprigtigt se resten af mit liv sammen med hende.
Jeg har ikke tænkt mig at fri i morgen eller noget, men tanken om at købe en ring bliver ved med at dukke op. Er det bare mig der er helt forelsket og ser det hele gennem lyserøde briller, eller er der andre der også vidste det ret tidligt?
Ja - min mor har kræft. Det kan ikke behandles mere. Så nu er der ikke mere at gøre. Lægerne siger hun har max et år tilbage.
Hvis det var jer - hvilke minder vil i så sørge for at få med?
Jeg tænker selv sådan en “mormor fortæl” bog som kan gives til mine børn (er pt gravid med nr. 1).
Og så måske en rejse til efteråret med hele familien/eller bare mig og min mor.
Og så selvfølgelig bruge en masse tid sammen… alle helligdage, fødselsdage, jul, weekender osv.
Men det føles ikke som nok…. hvad ville I gøre?
Hjælp - står i den situation at jeg sammen med min familie skal rejse om 2 uger. Vi er 10 mennesker som skal afsted og har fået rejsen betalt af min bedstefar.
Ferien er bestilt for et år siden og grundet min fætter var den eneste der havde en kæreste da ferien blev bestilt og de boede sammen så fik hun lov til at komme med. Vi skal ned og besøge min afdøde bedstemors familie så derfor har der været meget planlægning. 2 måneder efter vi bestilte ferien (i oktober) fik jeg mig en kæreste. Ham valgte jeg at fortælle til at jeg skulle på ferie men grundet vi har booket en villa med plads til 10 mennesker er der desværre ikke mulighed for at han kunne komme med og derfor valgte vi at tage rejse alene for 2 måneder siden.
Nu har min kusine så fundet sig en kæreste og de har været sammen i højst 3 måneder og nu mener hun at hun skal have hendes kæreste med. Det vil sige vi er 11 mennesker om 5 værelser og han så skal sove i stuen som vi andre skal gå igennem hvis vi skal op og tisse om natten.
Jeg ligner nu en idiot over for min kæreste fordi vi de sidste 8 måneder har snakket om at der ikke er plads til flere, men 2 uger inden afgang er der.
Hele min familie er i mod det og det har skabt en kæmpe diskussion.
Spørgsmålet er om min familie er for sippet eller om vores holdning er okay?
Jeg har slidt min kølende hovedpude op, butikken jeg købte i (Zenbed) eksisterer ikke mere og jeg skal derfor på jagt efter en ny og søger både gode og dårlige erfaringer med en kølende hovedpude, hvad har du/har haft, af kølende hovedpude, der var fuldstændig fantastisk, middelmådig mellemvarm eller nedslående nederen?
Del med mig så jeg får en pude der kan holde mit hovede koldt igennem både overgangsalder og hedebølger 😀
På forhånd tak 🙏
Jeg, M42, er tæt på at tage endelig beslutning om at blive skilt efter 13 år sammen med F42 inkl. to børn.
Det er de sædvanlige grunde. Jeg er kørt sur i det. Midtvejskrise. Ingen utroskab.
Mht. sexliv er vi anderledes end den gængse skilsmissehistorie. Det fungerer godt. Min kone siger aldrig nej og hun tager tit selv initiativ, Hun giver altid BJs og virker til ægte at nyde det. Hun er let at få til at komme. Hendes udseende og krop er stadig helt i top. På dette punkt har jeg aldrig passet så godt sammen med nogen som med hende.
Når jeg taler med venner om mulig skilsmisse, synes de jeg er på månen, når vi stadig har den raw lyst til hinanden - især når det endda er mine børns mor.
Jeg tænker måske lidt omvendt. Hvor manglende sex ofte er en af grundene til skilsmisse, så må forholdet jo virkelig være ulideligt, hvis sex fungerer godt, men man stadig helst vil væk.
Er der andre derude, der er blevet skilt på trods af godt sexliv eller er det virkelig så atypisk?
Til baggrund, min kones holdning:
Vi taler åbent om, at jeg hælder til at gå fra hinanden. Min kone er enig i, at vi passer dårligt sammen på mange punkter, men hun elsker mig og vil ikke skilles. Hun foretrækker at få det bedste ud af det vi har, leve med at skændes om det praktiske arbejdsfællesskab og at vi har lyst til at lave forskellige ting med vores fritid, til gengæld for at vi holder sammen på vores familie og hun og jeg bliver gamle sammen.
Hun synes ikke, at jeg skal være i et forhold, jeg finder håbløst og udsigtsløst. Men hun synes, at jeg er helt væk, at jeg ser vores forhold som overvejende dårligt. Den varme hun har ved billedet af os som gamle sammen, der har jeg mere en uoverskuelig følelse.
Hun har gjort det klart, at der ikke kommer til at være nogen sexuel relation mellem os efter skilsmisse eller at hun kunne være med på en alternativ løsning, hvor vi ikke bor sammen, men stadig er sammen.
Kære Brevkasse. K30 som har en skøn veninde, der har fået en kæreste, der det første stykke tid virkede som en skøn fyr. Men vi ser nu alle tendenser til at han ikke vil have at hun kommer med ud nogensinde.
Jeg har snakket med hende om det, men hun siger at det er fordi at han gerne vil bruge tid med hende. MEN selv når hun er alene får hun at vide at han gerne vil have at hun er hjemme hvis han nu kommer hjem før. Er det mig der er helt off, og hvad havde I gjort? Jeg er ikke konfliktsky, men jeg kommer faktisk lidt i tvivl om det er på mit bord at gøre noget. Håber på lidt perspektiv hvis I har oplevelser lignende.