r/DKbrevkasse

Min kæreste og jeg er ved at planlægge vores bryllup og i den forbindelse finde ud af hvilke gæster der skal med. Min kæreste er af den holdning at han gider ikke have folk med som han aldrig har mødt / ikke kender. Det kriterie er der flere af mine veninder og hans venners partnere som ikke lever op til. Jeg kan godt forstå at man gerne vil kende dem man inviterer til sit bryllup. Her drejer det sig om partnere som har været sammen i 3+ år, nogle endda med børn, men som sagt er det ikke nogen vi rigtigt kender.

Hvad tænker I? Ville I blive fornærmet over ikke at være inviteret til jeres partners ven (som I sjældent, hvis over hovedet har mødt)s bryllup? Måske også lidt i forhold til nogle uskrevne regler / formaliteter?

EDIT: Det drejer sig specifikt om min kærestes uni venner som alle kender hinanden og en af mine veninder hvor jeg heller ikke kender partneren. Dog har jeg en veninde hvor jeg kender partneren, men min kæreste gør ikke og den partner bliver stadig inviteret, da jeg jo kender vedkommende.

Jeg er blevet i tvivl om, hvad der egentlig er “normen” i vennegrupper, når det kommer til gaver og fødselsdage/fejringer.

Jeg oplever ret ofte, at jeg bliver inviteret til fødselsdage eller andre fejringer, hvor vi fx skal ud og spise, men hvor man selv betaler for sin egen mad og drikke. Det er helt fint, hvis man orienteres om det på forhånd. Der hvor det begynder at stritte på mig er, når der samtidig bliver sendt ønskelister ud, som om der er en forventning om gaver.

Derudover oplever jeg også nogle gange en forventning om, at man giver fødselsdagsgave, selv hvis personen ikke holder en egentlig fødselsdag eller laver noget arrangement.

Min egen tilgang er ret enkel: Hvis jeg bliver inviteret til en fødselsdag eller en fejring, hvor der ligesom er planlagt en eller anden form form for proviant, giver jeg naturligvis og glædeligt en gave. Jeg gør det også, selv hvis der ikke er proviant, men det føles ikke helt lige så oplagt for mig, da det kan komme til at føles mere som en “gavebod”, hvor der gives gaver uden at der egentlig er et arrangement, der samler det.

Hvis der slet ikke bliver holdt noget, giver jeg ikke automatisk en gave. Med en større omgangskreds (15–20 mennesker man betragter som venner) kan det hurtigt blive en ret stor økonomisk post, hvis der altid forventes gaver.

En konkret situation: En ven bliver færdig med sin uddannelse, og jeg er blevet inviteret med ud at spise bagefter. Jeg ved allerede, at det er egenbetaling. Der er dog også blevet sendt en ønskeseddel ud. Min umiddelbare tanke er at give en buket blomster til sådan et arrangement, men jeg kan godt fornemme, at det måske vil blive opfattet som for lidt eller ikke falde i god jord.

Så jeg er nysgerrig: Er det mig, der har misforstået noget her? Hvad er “normalen” i jeres vennegrupper?

Jeg er kommet til at smadre min Iphone 15 (den er sendt på værksted), men har i den forbindelse opdaget, hvor meget jeg holder af IKKE at have den.

Jeg overvejer simpelthen at få mig en god gammeldags Nokia 6310 eller lignende.

Er der nogen der har prøvet at gå den vej og kan fortælle lidt om oplevelsen?

Jeg forestiller mig mest at det vil være irriterende på rejser og når jeg ikke kan finde vej :-D

Jeg har lige bestilt en kodeviser, da manglen på MitID appen på telefonen virkelig spændte ben for, hvordan jeg kunne operere i min hverdag, men når den kodeviser kommer, så vil jeg umiddelbart sige at 90% af mine problemer er løst ved dette telefonløse liv.

For og imod?

Har nogen gjort det?

PS. Min daglige skærmtid var ca. 3 timer før smadringen.
Nu er den så nul, men lidt tid er flyttet herover på min computer.

Hej - lige en frustreret post!

Vi er et yngre par (33 og 35) der for et par år siden blev gift og har 2 mindre børn. Vi fordeler det meste i huset ganske ligeligt, min hustru tager vasketøj og indkøb, rengøring hjælpes vi ad med og børnene er også ganske fifty-fifty. Vi har en lille have som jeg står for alene, græs og hæk - samtidig med at jeg ordner de grove ting i huset. Vi bor pænt og ryddeligt, uden at gå op i at tingene skal være perfekte.

En ting der er en kæmpe kilde til konflikter er dog vores bil som vi bruger hver dag. Vi har fællesøkonomi og købt både hus og bil sammen. Vi bruger den ligeligt, indimellem cykler jeg på arbejde og indimellem gør hun. Hun tager indimellem (3-4 gange om måneden) tidligt fri og ungerne med op til sine forældre der bor for enden af en lang grusvej. Ungerne spiser kiks i bilen, har sand med ind, hun efterlader skrald i bilen når hun bruger den alene og når hun har kørt på grusvejen bliver den tit virkelig beskidt pga. dybe vandpytter på den altid våde vej, så den er mudret op langs siden. Det er naturligvis helt almindelig familiebrug af en bil, men problemet er at hun aldrig ser at bilen er beskidt indvendigt og udvendigt.
Jeg bliver så ked af at bruge en beskidt bil, særlig fordi vi begge indimellem kører med kunder - og har så mange gange bedt hende om at være med til i det mindste bare at køre den igennem en vaskehal og bruge 5 minutter på en støvsugning og fjerne skraldet når der er noget. Hun siger bare at hun ikke rigtigt ser det, men lover igen og igen at blive bedre til at gøre det. Jeg er så træt og frustreret af hele tiden at skal minde hende om det og jeg gider slet ikke have den rolle. Jeg har overvejet at købe en ekstra bil, men det er simpelthen også for dumt økonomisk. Det føles bare ikke rimeligt at jeg skal have det fulde ansvar alene for at holde bilen nogenlunde pæn fordi hun ikke "ser" rodet. Hvad pokker gør man?

Jer, som bor med flere roommates; hvilke regler har I for højlydt sex, mens de andre er hjemme? Tænker tidspunkt, steder mm.

Er der mon andre øreproppe-mennesker derude?

Som overskriften siger, jeg mangler et par gode ørepropper. Indtil videre har jeg prøvet formbare fra Ohropax og nogle andre hvide silikone ørepropper.

Jeg har set at der findes Alpine Deep sleep, som er oval formede. Dem har jeg ikke prøvet - jeg har overboen som går senere seng end mig og de fucking tramper. Jeg fungere på ingen måde uden min søvn, jeg bliver et helt andet menneske.

Jeg sover også på siden så det skal gerne være rart.

Det her er nok det mest ærlige, jeg nogensinde har skrevet. Indlægget kunne være placeret under kærlighed, familie eller psykisk helbred, hvor jeg har søgt og søgt for at finde ligheder og spejlbilleder – og har fundet dele af mine problematikker. Jeg har også læst med om skilsmisser, midtvejskriser og familielivet – hvor mine problemstillinger nok ligger et sted imellem.

 

Jeg prøver virkelig at navigere i et ukendt farvand (ja, mit hoved). Jeg er simpelthen så meget i tvivl om, hvor min frustration bor – og nu vil jeg prøve at perspektivere, så jeg kan få nogle værdifulde input, og måske kan nogle af jer spejle jer i noget lignende.

Jeg er en M på 42, har været gift i 5 år (praktisk ved barn nr. 2 og huskøb) og sammen med samme K (39) i 15 år. Vi har to børn: én på 10 og én på snart 5.

 

Jeg er en sensitiv karakter og kan føle stærkt på både godt og ondt. Når jeg føler positivt, er det meget stærkt, men det negative register kan omvendt også skabe kraftige hvirvelvinde.

Min kone er også meget sensitiv, men med begrænset kapacitet. Hun døjer med lidt angst og panikanfald, når presset vokser sig for stort (heldigvis sjældent).

 

Jeg kan ikke greje, om mit nervesystem i bund og grund er på overarbejde, om jeg er træt af hverdagens trummerum, om det er mine forventninger, om vi er vokset fra hinanden – eller hvad det er. Men noget er det.

 

Os to

Historien om mig og konen er, at vi faldt pladask for hinanden (apropos at føle stærkt), og aldrig har jeg været så forelsket og taknemmelig.

Men vi oplevede også et tidligt clash. Det blev hverdag med store udsving, og livet på 50 m² i hendes lejlighed blev for meget. Det var en stor omstilling for hende at dele pladsen – og mit lidt ukoordinerede og ustrukturerede væsen havde det stramt i hendes nærmest OCD-lignende setting.

Jeg flyttede ud, købte lejlighed, og vi var væk fra hinanden i 3 måneders tid, inden vi tog en lang snak og gav det en chance.

Vi havde rigtig gode halvandet år, inden vi ventede barn og købte rækkehus.

I min alene-periode mærkede jeg også (apropos andre tråde), hvad der var på den anden side. Græsset var ikke grønnere. Og det er det sikkert stadig ikke.

Jeg er meget realistisk og forsøger ikke at genskabe et tidligere liv med byture, fest og farver – og one night stands. I det hele taget er mit første indtryk, at jeg slet ikke ville kunne overskue det element.

Men vi vendte alle sten og fandt fælles fodslag. Jeg lærte at rydde lidt mere op, og hun lærte at gasse ned på vigtigheden. Og vigtigst af alt – vi lærte at leve med hinandens forskelligheder.

Og det er meget essentielt, tror jeg. For vi er forskellige.

 

Jeg bliver ladet op af samvær med mennesker. Min kone bliver afladet. Jeg er drømmer, hun er realist. Jeg er smalltalker, hun er den introverte. Jeg ser lyst på ting, hun ser sort. Jeg kom fra en bred vennekreds. Hun gjorde det modsatte. Vi har støttet hinanden – bare på meget forskellige måder.

 

Børnene

Vi har to børn med uudtømmelig energi. Den store (10) er en mundfuld. Han har angst og har altid fyldt meget med sin overtænkning og sit sind. Det har ført en svær skolegang med sig: PPR-forløb og mange input fra skolen at forholde sig til.

 

Den lille er en helt anden type. Positiv, frisk i sindet, slet ikke samme bekymringer og inspirerende gå-på-mod.

På mange måder synes jeg, at vi har skabt én af os hver.

 

Men baglandet er udfordret af ovenstående forløb, konflikter mellem børnene og to maksimalt drænede forældre. Det fjerner strukturen, og det bliver til megen mægling og koordinering af dagligdagsopgaver.

Når roen indtræffer, træder forskellighederne ind. Hun har brug for meget mere ro end mig – og jeg er mere observant af natur. Det betyder, at jeg har behov for, at nogen spørger til min dag, at man smalltalker, og at man fx kunne koordinere nogle ting – men der har hun brug for roen.

Så vi snakker ikke særlig meget sammen om hinandens tilværelser væk fra hinanden. Et jobskifte har jeg fx lige gennemgået, nærmest uden sparring og nysgerrighed.

 

Det sociale

Det sociale punkt fylder også meget i mig. Hun har seriøst ikke en eneste veninde. Hun har heller ikke behovet. Vi har heller ikke et eneste vennepar.

Vi har også en dreng med angst, som begrænser vores rækkevidde på oplevelsesfronten – og det meste foregår inden for hjemmets fire vægge med den førnævnte mægling. Men jeg savner virkelig nogle lysglimt, hvor jeg helt ned i maven mærker, hvad familien giver mig.

Jeg arbejder til dagligt i storrumskontor, og når jeg hører, hvad lignende børnefamilier laver af udflugter i ind- og udland, hvordan der bliver inviteret til det ene og det andet, rejser med vennepar og barndomsvenner – ja, så skærer det mig hårdt i hjertet. Jeg synes overhovedet ikke, det er sådan, som jeg forestillede mig. Det er hårdt arbejde med en samarbejdspartner i hjemmet.

 

I takt med at min kone ikke har lysten og bliver afladet af socialt samvær, er mine venskaber også gledet ud i sandet. Ikke at hun skal klandres for alt – men når vennerne oplevede en lukket kommunikation, da de i sin tid tog initiativ til fælles samvær, så udeblev initiativerne. Det betyder, at jeg her mange år efter fortsat har en mindre relation med mine gamle kammerater, men at livet har overhalet os. Der er netop ingen relation mellem børnene og partnerne.

Så jeg føler mig egentlig isoleret og oplever, at jeg har mangler i mit liv. Jeg lades op af energier udefra – som hun støtter mig i at få – men det bliver ting, jeg gør alene.

 

Hvor jeg står nu

Det dræner mig, at jeg i perioder ikke kan finde overskuddet i hverdagen sammen med hende. Når jeg kører baglandet selv, har jeg en anden energi og et andet overskud. Jeg føler, børnene er anderledes (måske fordi jeg er anderledes), og jeg tager styringen. Det er en styring, som jeg også kunne tage sammen med hende. Men noget ubeskriveligt dræner mig. Om det er hendes træthed, energi, manglende overskud, børnene – ja, det ved jeg ikke.

Vi har heldigvis stadig momenter, hvor de positive vinde er der. Hvor kommunikationen er bedre, og kemien er der. Vi er også fortsat intime, men lysten svinger sgu, qua ovenstående.

 

Hvad har vi prøvet

Jeg har selvfølgelig pointeret de her ting før. Jeg har fortalt hende, at jeg synes, det er tungt, og at jeg ikke kan holde til de mangler, jeg føler, eller strukturen, som den er nu. Og hun går enten i ret kraftig forsvarsposition eller pakker det ind i, at vi står i en fase. Vi har ikke forsøgt parterapi, men hun har arbejdet kortvarigt med sin angst. Men er nok et element der vil bo hende i resten af hendes tid i mere eller mindre grad.

Jeg har præsenteret hende for alle ting, men hun begrænser sit scope, ved at gå så meget forsvar og jeg føler mig ikke mødt eller forstået i de sjældne snakke vi tager.

 

Mine tanker frem

Jeg har vendt og drejet alt. Er det vores nervesystem og det ekstreme tryk, som vi/hun er udfordret af – står vi i orkanens øje? Er hun bare for presset til socialt samvær lige nu – dukker der nogle venskaber op, når overskuddet kommer retur? Skal jeg lægge noget i, at jeg føler det andet overskud alene? Eller er jeg simpelthen vokset fra hende?

Noget i mig er fristet af en frisk start. At være herre i eget hus, uden stikpiller og meninger og uden at forholde sig til en partner uden overskud – og hvor jeg alt andet lige, er en bedre udgave af mig selv over for børnene.

Men jeg er virkelig også nervøs for vores store dreng, som har rigeligt på tallerkenen lige nu.

 

Vi er ikke stærke i modgang i dag. Der er en enorm stædighed og modbydelighed i vores konflikter, så jeg frygter ærligt talt en skilsmisse.

Idealet om kernefamilien bor også i mig – og det har jeg også bevist, i og med at jeg fortsat kæmper for det og bevarer min optimisme. Men det kan være svært at være driver i alle forbedringer – og det er jo ting, jeg føler, som hun ikke føler i samme grad. Behovene er bare forskellige.

 

Og i den helt modsatte boldgade – er mine forventninger til virkeligheden bare forskruede? At hvis man ændrer situationen, vil nye problemer opstå. Måske ER det bare et resultat af manglende energi i en hektisk fase. Vi er drænet af logistik og støtte til knægten – og måske vil det sociale og det nære blomstre igen, når livet ikke er så hårdt.

Det blev langt – og tak for læsningen. Det, jeg helst vil høre, er, om nogen har stået samme sted og fundet vej tilbage – eller om I valgte at gå. Spørg endelig ind – så svarer jeg efter bedste evne.

Hej med jer😃

Throw away account.

Min kone og jeg skal skilles ☹️.

Men hvordan med huset jeg købte det før vi mødte hinanden og hun er ikke blevet tilføjet skødet eller hæfter for lånet.

Hvordan er reglerne , skal vi dele friværdien eller hvordan. Der er ingen ægtepagt/særeje

Hej! Hvordan skal man egentlig tolke hjemfaldspligt på en lejlighed i København?

Følger der en stor risiko med? Hvad betyder det for prisudviklingen på en ejerlejlighed?

Hvad skal man være opmærksom på?

Edit: alle forslagene er selvfølgelig så dejlige og jeg vil helt klart kigge nærmere på dem, men jeg havde håbet på en mere brevkasse-egnet tråd med hvordan andre i lignende situation forholder sig til det.

Jeg er fleksjobber og har været det i 5 år. Jeg er 31, ingen uddannelse og ingen forventning om nogen da jeg ikke ville kunne tage noget relevant på nedsat tid. Så min løn er lav, kommer nok altid til at være lav, og 10% af ~65 timers lavtlønnet arbejde er håbløs som pensionsopsparing.

Men jeg ved ikke om jeg bør gøre noget ved det? Og hvad? Jeg har endelig fået en almen bolig med lavere husleje så der er lidt luft i økonomien, men jeg vil jo også gerne spare op og nyde livet lidt.

Går ud fra at det helt perfekt fornuftige ville være at sætte så meget ind som muligt hver måned.. Men jeg ved ikke om jeg orker være så voksen allerede. Og det er så nedslående at skulle leve af havregrød i 40 år så jeg stadig har råd til havregrød derefter.

Hvad gør i andre?

Jeg har gået lidt og tænkt over, hvordan det er for voksne, når de den dag vælger hvem de gifter sig med. Hvor stor omfang fylder deres karriere og økonomi? Det lyder måske super overfladisk, men tanken ramte mig bare pludseligt da jeg var i bad…

Jeg (20F) har været sammen med min kæreste (23M) i et år. Jeg har søgt ind på et studie efter sommer og snakkede med ham om mine fremtidsplaner. Mens vi googlede lidt om branchen, fandt han ud af, at en startløn ligger omkring 38.000,- om måneden (derefter 50k efter 10 år) Derefter siger han “shit du kommer jo til at tjene meget mere end jeg nogensinde ville”
For kontekst arbejder han som kok. Han er super god til sit arbejde og er også super stolt af det han laver. Dog tjener han ikke ligefrem fantastisk ift. de timer han arbejder. Han har arbejdet i restaurant branchen siden han var 16/17 år, og er nu en slags køkken chef med løn på måske 28/29.000,-

Mange af hans kollegaer (som også er hans tætte venner) har alle børn og familie. Det har gjort at vores samtaler en gang imellem ender med snak om vores fremtid sammen.

NU TIL MIT TANKEVÆKKENDE BAD:
Hvorfor gør det mig nervøs ved tanken om, at skulle ende som primær forsørger i vores hypotetiske liv sammen, sammen med vores hypotetiske børn inde i vores hypotetiske hus!? (Prøver og være sarkastisk)

Måske er det pga. jeg voksede op med forældre der var selvstændige og begge tjente rigeligt hver. Altså med rigeligt, mener jeg bare, at det var nok til at forsørge for mig og mine 5 søskende. Uden jeg nogensinde har følt, at jeg manglede noget.
Derfor har jeg altid drømt om, en dag selv og kunne skabe den økonomiske stabilitet, for mig selv+min fremtidige-forhåbentligt-eksisterende-familie.

NU TIL MIT SPØRGSMÅL:
Hvor meget har økonomi og indkomst egentlig betydet for jer, når I har valgt jeres livspartner? Spillede det en stor rolle, om de tjente på niveau med jeres egne forventninger?

Og vil lige tilføje, at jeg ærlig talt ikke ved hvad en “god” voksent løn er i Danmark. Har aldrig betalt husleje, stået for indkøb, betalt for andre diverse regninger. Så spørger bare af ren nysgerrighed, og for at forstå lidt mere…
Håber nogen får lyst til at byde ind:))

Jobcenter: afslag på anmodning om ny sagsbehandler

Jeg har for få dage siden skrevet en mail via e-Boks til jobcenter Kbh, adresseret til teamleder/afdelingsleder, hvor jeg høfligt anmoder om en ny sagsbehandler. Det er i mailen begrundet med manglende kemi mellem sagsbehandleren og mig, samt at jeg ikke føler mig tryg ved at dele så sensitive og personlige oplysninger om mit helbred med vedkommende.

Jeg har nu fået svar på, at anmodningen ikke kan imødekommes.

Jeg synes egentlig, det er ret forrykt, at sagsbehandleren selv svarer, og det gør det endnu mere ubehageligt at fortsætte samarbejdet.

Er der andre, der har oplevet noget lignende eller har gode råd?

Hej,

Jeg blev mor for nogle måneder siden, og i den forbindelse har jeg haft nogle grænser samtidig med en usikkerhed omkring, om jeg ville blive set som pylret.

Inden barselsbesøg havde vi gjort opmærksom på, at vi gerne ville have, at folk vaskede hænder og selvfølgelig ikke kom syge, da der havde været sygdom i familien, og fordi vi tidligere har oplevet, at grænser nogle gange bliver overskredet.

Jeg har heller ikke været interesseret i, at andre skulle kysse vores baby, mens han var helt ny. Det fik jeg dog ikke sagt højt, fordi jeg naivt troede, det var meget almindeligt, at man ikke kysser andres helt nyfødte babyer.

Alligevel oplevede vi, at familie kyssede vores blot 3-4 dage gamle baby. Jeg frøs helt i situationen, fordi det allerede var sket, før vi nåede at sige fra — og også fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge stemningen.

Så nu er jeg nysgerrig på andres holdninger:

Er jeg helt galt på den for at synes, at man ikke kysser andres helt nyfødte baby? Er det noget, man bør forvente at skulle sige højt, eller anser de fleste det som en naturlig grænse?

Hej dkbrevkassen.

Jeg skriver fordi jeg er dybt fortvivlet over en familiekonflikt, som langsomt føles som om den splitter hele familien ad, og jeg ved ikke længere hvad man gør.

Min bror er sammen med en kvinde, som skaber ekstremt meget afstand mellem ham, børnene og resten af familien.

Mine forældre er rolige, kærlige og helt almindelige mennesker med stabile liv, men alligevel virker det som om de nærmest bliver holdt ude.

Eksemplerne er mange, men det kan være ting som:

- børnene næsten aldrig ser familien, og er vi på besøg tages børnene væk fra os (ex. Er vi udenfor er de inde og omvendt)

- min mor har endnu ikke fået lov at holde deres yngste barn på knap et år

- svigerfamilien omtales som “bedstemor/farfar/onkel/tante”, mens vores side konsekvent omtales med fornavne

- hun overvåger meget intenst samtaler mellem børnene og familien

- min bror bliver meget vred eller lukket, hvis man prøver at tage emnet op

Mine forældre reagerer ved at trække sig, fordi konflikterne og stemningen bliver så hårde. Jeg tror egentlig de forsøger at beskytte sig selv. Men jeg sidder tilbage med følelsen af, at min bror råber på hjælp og opmærksomhed, mens alle omkring ham giver op.

Jeg bliver også bange for at gøre situationen værre.

Til min nevøs fødselsdag, hvor der var for første gang var bordkort, blev vores side af familien placeret helt væk fra resten, og hendes familie var markeret som “bedstemor”, “oldefar” osv., mens vores side kun stod med navne. (Vi var dem vi plejer at være og har ses med de sidste 8 år)

Jeg spurgte forsigtigt min bror om det bagefter, og han blev meget vred. Siden har jeg været bange for, om jeg bare har skubbet dem endnu længere væk.

Nu har de også meldt fra til min mors fødselsdag, og jeg er simpelthen så ked af det og bange for om det er fordi jeg har talt med ham om bordkort og min oplevelse af at der bliver holdt afstand.

Jeg ved godt, at man kun hører min side her. Men jeg vil oprigtigt gerne forstå:

Hvad gør man, når man oplever at et familiemedlem bliver isoleret fra sin familie? Skal man blive ved med at række ud? Skal man trække sig? Kan man overhovedet hjælpe nogen, der virker fanget i sådan en dynamik?

Eller er løbet bare kørt?

Hilsen en meget fortvivlet og sorgfuld søster.

Jeg har rundet de 50, er for længst færdig med bylivet hvor jeg hver weekend drikker mig gennem hegnet og ligger med tømmermænd hele søndagen. (Med undtagelser). Nu er der arbejde, penge på lommen og en bedre smagssans. Men deraf har mit alkoholforbrug også ændret sig, og jeg tænker om det er usædvanligt.

Typisk for en hverdag: Efter arbejde en whisky eller rom sjus. Måske endnu en efter aftensmaden. Jeg elsker smagen og slapper dejligt af med det. Weekend: Det er for mig ren hygge med 2-3 glas rødvin i aftentimerne. Dog kan der være efter en fredagsbar på arbejdet været drukket lidt ekstra.

Hvis vejret er godt, så er en kold frokost-øl på terrassen nu også dejligt. Måske to.

Jeg tæller ikke ugentlig genstande men overvejer om det måske kan være for meget. Det er muligt for mig at holde pause uden problemer, f.eks. en hvid januar eller skruer ned efter en ferie hvor der nydes lidt ekstra.

Alligevel så hygger jeg mig godt med et glas i hånden, og savner hurtigt den form for hverdagsluksus. Drikker mig ikke beruset derhjemme og bryder mig egentlig ikke om at miste kontrollen.

Er det usædvanligt eller er der andre voksne livsnydere derhjemme som har et ligende forbrug?

OPDATERING: Tak for svarene. Jeg havde ikke lige forudset at jeg det ville være rage bait for 200 afholdspersoner - lige lovligt meget hate og voksen-skældud til at det føles konstruktivt. Mange skriver at de kun drikker alkohol ved festlige lejligheder, hvilket jeg omvendt også synes er et usundt forhold til alkohol. Så drikker man det ikke for smagens skyld men fordi det er en social vane.
Men andre kører en balance via tommelfingerregler, og jeg tænker også det skal ind i mit program. Mandag - torsdag skal flaskerne fremover blive stående i barskabet. Jeg kan stadig nørde whisky, bourbon og rom som en weekend-hobby.

OPDATERING: Jeg har været ved vagtlægen. Han lyttede på mit hjerte og mine lunger. Han sagde at han ikke kunne gøre mere uden at indlægge mig. Han mente ikke at det var alvorligt nok til det. Han synes at jeg skulle tage de 2 panodiler et par gange om dagen og noget syre dæmpende .Jeg har haft problemer med mavesyre før, men har aldrig haft nogen af de her symptomer. Jeg fortalte at jeg kunne ikke mærke at jeg skulle have problem med mavsyre, halsbrænd etc. Men han siger at det kunne give spasmer længere nede i spiserøret, uden at jeg ville kunne mærke syren.

ORIGINALT OPSLAG: Kære hestenet

Jeg har måske været ved min læge 5 gange i mit liv (M35)

Men den sidste uger har jeg haft en række symptomer som for mig har virket ret alvorlige (føler hele tiden jeg skal besvime, flimmer for øjnene, kvalme og derfor ingen appetit, tabt 5kg på 7 dage, extremt træt, hiver efter vejret også selvom jeg feks bare sidder ned, svedige håndflader og trykken for brystet. Og alle symptomer er konstant.

Jeg går til min læge og forklare at det er blevet værre hver dag den sidste uge.

Hans løsning er at jeg spiser 2 panodiler og hvis det blev værre skulle jeg ringe til lægevagten. Han havde ellers ingen kommentarer. Samtalen tog måske 5m

Overreagere jeg? Har i følt at i ikke blev taget seriøst ved jeres læge? Jeg er sku lidt chokeret.

Edit: stavefejl

Edit 2: opdatering

EDIT: Tak for jeres mange kommentarer allerede. Jeg håber, at jeg har fået svaret jer alle. Det er rimelig meget enstemmigt om at jeg skal fortælle min kæreste om graviditeten. Det vidste jeg jo også inderst inde. Jeg må overvinde min frygt og håbe på det bedste. Endnu en gang tak 🙏🏻

Kære alle sammen jeg står i et dilemma, og har brug for andres synspunkter på situationen.

Sagen er, at jeg efter to aborter på fire måneder endelig er gravid igen her seks måneder senere - 4+2 for at være nøjagtig.

Men grundet frygten for endnu en abort, har jeg ikke fortalt det til min kæreste endnu - faktisk ved ingen det endnu. Jeg har overvejet at vente med at annoncere graviditeten til min kæreste til efter jeg har været til en tryghedsscanning om knap to uger - både fordi jeg frygter at sige graviditeten højt og blive ramt af endnu en abort samt for at skåne mine kærestes følelser. Ligesom jeg, tog aborterne hårdt på ham, og han havde det især svært med ventetiden. Skulle det utænkelige ske igen får han det naturligvis at vide!

Jeg føler lidt, at jeg har bedre ved at rumme ventetiden uden at skulle rumme hans nervøsitet også men samtidig føler jeg også, at det er meget egoistisk og moralsk forkert. Jeg elsker ham jo meget højt, og jeg glæder mig til at vi forhåbentligt bliver forældre igen. Men jeg er skide bange for at tro på graviditeten endnu.

Jeg forestiller mig, at dette indlæg kan give mange store følelser, og jeg beklager hvis jeg støder nogle.

OPDATERING. Jeg har valgt at invitere Svends far forbi, hvilket han sagde ja til med det samme.

Jeg sendte efterfølgende også endnu en besked til Svends mor, og hun ringede kort efter. Meget undskyldende, men glad for, at jeg havde rakt ud til faren.

Mor er født og opvokset i Danmark, men det er far ikke. Han forstår stort set ikke noget dansk og heller ikke vores kultur. Han er ikke totalt stenaldermand, men har mange bekymringer fordi, at den danske kultur er så anderledes end, hvad han selv kommer fra. -Han forstår fx ikke, at vi selvfølgelig ikke propper svinekød i drengen og at hans dreng iørvigt selv har helt styr på den slags. Selvom dette er blevet forklaret for ham mange gange. Så han kan godt være svær, men ikke helt umulig.

Hun var mega klar på, at lave en ny legeaftale med det samme, og så ville hun få sig en snak med far, så han ikke ødelægger det endnu engang. Han skal jævnligt lige "sættes lidt plads". Og så får far jo også lige hilst ordentligt på mig inden.

Så jeg tænker, at det hele nok skal ordne sig, og Svend og min søn får mange legeaftaler i fremtiden. Og at man skal være forsigtig med, at være berøringsangst og lade fordommende tage over. For jeg troede ærligt, at det var meget mere komplekst og alvorligt.

Hej sofapsykologer.

Jeg står i en situation, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal navigerer i.

Min dreng går i 3 klasse. Han er en vellidt gut, som har legeaftaler med samtlige drenge i klassen på kryds og tværs.

Men der er den her ene dreng "Svend", hvor det hele er lidt underligt.

Svend og min dreng klinger enormt godt sammen, og efterspørg legeaftaler konstant. Hans forældre svare mig stort set aldrig på Aula eller SMS. -Kun når jeg har rykket for svar til børnefødselsdage, her deltager Svend altid.

Engang der havde drengene selv lavet en aftale, hvor de tog hjem til os efter skole. Jeg var informeret, og troede også, at Svends forældre var. Det viste sig dog, at Svend ikke havde fået lov, så han blev hentet af en sur far. Der var ikke rigtig en dialog imellem faren og jeg, jeg forsøgte, men blev mødt af akavet stilhed, dog et venligt ansigt.

For et par dage siden, der ringer jeg dog til moren og vi får sat en legeaftale i hus. Hun er mega sød

Men drengene når på dagen kun lige at komme ind af døren, og så bliver Svend ringet hjem af en sur far. Jeg forstår ingenting, og snakker ikke med nogle forældre. Jeg ved ikke hvorfor han skal hjem eller om han kommer tilbage, så jeg skriver til hans mor, som jeg har lavet aftalen med, men uden at få svar retur.

Min søn blev enormt ked af det, fordi han føler, at han gør noget forkert.

Senere spiller drengene så over discord, og her fortæller Svend, at hans forældre skal kende min søn bedre før, at de må lege sammen.

Hvad søren stiller jeg op med det, når der ikke er en klar kommunikation fra forældrenes side?

Jeg bliver lidt intimideret.

Svend kommer fra en muslimsk familie, hvor forældrene ikke taler flydende dansk. Forældrene er skilt. Der kan være kulturelle og sproglige forskelle.

Jeg er en flippet mor, med tatoveringer, piercinger og sjovt tøj og min dreng er langhåret. Men jeg har arbejde og sunde interesser. 😂 -Og min søn er rolig og velopdragen.

Kan der være noget her, som får dem til at tage afstand?

De er 9 drenge i klassen, og 4 af disse er muslimer. Jeg har også selv muslimske venner, og her er der ikke nogle problemer med vores forskelligheder. Tværtimod. Men de er måske mere moderne end Svends familie, eller far. hvad ved jeg.

Hvad gør jeg herfra?

Kan jeg tillade mig, at spørge klasselæreren til råds? Ikke fordi hun skal blande sig, men fordi, hun vel kender forældrene bedre end jeg og måske kan give mig et par fif.

Hans forældre rækker jo ikke selv ud, men lader kommunikationen gå igennem deres barn.

Far og mor er tydeligt ikke på samme side, og jeg fornemmer, at far er meget dominerende. Burde jeg invitere far og Svend på sodavand? Faren byder jo ikke ligefrem op til hyggeligt samvær. -Min søn tør heller ikke, at skulle lehe hos Svends far, men det er selvfølgelig noget andet, hvis jeg er med.

Generelle råd til, hvordan jeg bløder en mellemøstisk dominerende far lidt op?

Kh en mor, som gerne går lidt længere for, at vores børn kan have legeaftaler.

Fair warning...det bliver ynkeligt. Kør videre, hvis du ikke kan bidrage på en ordentlig måde, tak.

Jeg er en mand på 41, som har været single et stykke tid. Jeg har primært brugt datingapps, som har ført til en enkelt date.

Jeg er ramt af en enorm hudsult (det er så ulækkert et ord) og savner bare at ligge tæt med en kvinde igen.

Jeg kan godt være nervøs i sociale sammenhænge med folk jeg ikke kender. I weekenden tog jeg så mod til mig og tog i byen med et par kammerater. Den ene er gift, men lidt af en ladies man, så han lovede at han ville hjælpe mig med intro osv. Vi finder endelig et par kvinder, der virkede interessante. Vi går og hen og præsenterer os. Min kammerat når lige at sige "Jeg hedder Y. Det her er X. Jeg er gift, men han er single og skidesød" eller noget i den dur. Den ene af de her kvinder kigger på mig med et blik af afsky, der føles så enormt ydmygende, og de slutter alle tre en cirkel om min kammerat og fortsætter med at snakke med ham. Jeg trækker mig og forsøger at slikke mine sår, men skaden var ligesom sket. Jeg gik tidligt hjem og i seng.

Det er et par dage siden nu, og følelsen af at være utilstrækkelig har bare ikke lagt sig.

Jeg synes jo egentlig ikke at jeg er SÅ grim, men det blik hun gav mig har bare brændt sig fast.

Egentlig er jeg en sød, intelligent, akavet men alligevel charmerende fyr, der bare har svært ved at initiere kontakt.

I går sank jeg så dybere end jeg nogensinde har gjort før, og begyndte at undersøge prostituerede i området. Bare for at mærke en kvinde igen.

Det er så fjernt fra mig, det jeg står for og det jeg vil, men det føltes som den eneste måde jeg nogensinde fik lov at mærke en kvinde igen.

Så, kære brevkasse, hvordan kommer jeg op på hesten igen? Og hvordan møder man kvinder i det virkelige liv, når man ikke lige bor i København eller Aarhus, hvor det bare vælter med singler og mangeartede aktiviteter?

Tak fordi i læste med ❤️

Hej med jer.

Jeg blev færdiguddannet cand.merc.mat tilbage i januar måned. Har sidenhen fået job i en amerikansk investeringsbank i København. Jobbet betaler cirka 52k i grundløn om måneden, hvilket er ret godt for en graduate stilling. Derudover har jeg 250k i SU-gæld.

Hver gang jeg er på arbejde gør jeg mig store tanker om livet. Jeg elsker mit fag og min job er i sig selv spændende nok (dog ikke min drømmestilling, men den kan jeg arbejde mig hen i mod), men føler mig bare som en NPC ofte, og føler jeg ikke ejer min egen tid… det er utroligt ærgerlige tanker at gå rundt med.

Ved ærligt ikke hvad jeg ellers skulle lave. Og jeg er endda heldig at jeg tjener fint, og kan spare op, og afdrage gæld og sådan.

I virkeligheden vil drømmen være at finde en partner, og bare rejse utroligt meget. Men man er jo også begrænset af 5 uger ferie om året hvilket jo er meget lidt…

Jeg er nok ikke den eneste med disse tanker. Hvordan tackler I andre det?