r/DKbrevkasse

Jeg modtog i går aftes tre opkald fra et skjult nummer, hvor jeg ikke tog telefonen. Den ringede igen her til aften, hvor jeg så besvarede opkaldet. Personen der ringede sagde, at han vil have de penge jeg skylder ham, og at vi skulle mødes kl 20 i morgen aften, i en lokal park i den by jeg bor i, ellers vankede der. (Jeg skylder ikke nogen nogle penge)

Jeg har ringet til politiet, som ikke rigtig gør noget ved det. Hvordan skal jeg forholde mig - er der nogen der har prøvet noget lignende?

Edit: Jeg er ikke bange for at der skal ske mig noget overhovedet, men mere bare om nogen har oplevet noget lignende, så jeg kan snævre mig ind på at det nok højst sandsynligt bare er et scam opkald.

Jeg er en kvinde på 28 og min ven/sommerkæreste er 27. Håber i vil læse med ❤️

Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvad der er sket i mit forhold, og jeg håber, at nogen måske kan give mig et perspektiv udefra. Jeg prøver især at forstå, hvorfor han afsluttede forholdet, om han stadig har følelser for mig, og om der er en chance for, at han kontakter mig igen.

For lidt over halvandet år siden matchede jeg med en fyr på en datingside. Vi begyndte hurtigt at skrive sammen på Instagram, men fordi vi boede cirka tre timers transport fra hinanden, nåede vi aldrig at mødes, inden vi begge begyndte at date andre. De relationer blev aldrig til noget seriøst, men vi holdt kontakten gennem hele den periode.
Vi havde kun mødt hinanden én gang som venner, men der havde altid været en sjov flirt mellem os.
Vi skrev sammen næsten hver dag, ringede sammen indimellem og blev gradvist meget tætte.
Vi var nærmest pennevenner, som delte en stor del af vores liv med hinanden.

Jeg havde egentlig aldrig forestillet mig, at han ville være interesseret i mig romantisk, men på et tidspunkt begyndte vi at tale om, hvorvidt der måske kunne være mere mellem os.

Han kom hjem til mig en weekend i starten af maj og vi var begge ret nervøse, for vi havde jo kun mødtes en gang før, men vi kendte hinanden så godt.

Vi kyssede den anden aften og havde sex den tredje dag. Han endte med at blive en ekstra dag, og vi havde det virkelig dejligt sammen. Han kom tilbage den følgende weekend, og derefter tilbragte vi stort set hele sommeren sammen.

Vi mødte hinandens venner og familier, jeg var med til hans familiefødselsdag, og jeg oplevede at han generelt gerne ville have at hans venner og nærmeste skulle møde mig.

Vi holdt i hånd, når vi gik rundt i København, opførte os som kærester og lavede planer for fremtiden. Vi havde utrolig meget til fælles, havde altid noget at tale om og følte os trygge ved at være os selv sammen.
Vores sexliv fungerede også rigtig godt. Vi havde mange af de samme lyster og kunne være legende og åbne sammen uden skam eller akavethed.

Jeg kender noget til hans tidligere datinghistorik, og ud fra det, jeg ved, føltes det, vi havde, særligt sammenlignet med hans tidligere oplevelser. Han var også det menneske, jeg nogensinde havde åbnet mig mest over for. Jeg havde lukket ham tættere ind end nogen anden.

Lidt baggrund om mig: Jeg har i en periode kæmpet med stress og psykiske problemer. Jeg havde også for nylig taget afstand fra min familie, så vores forhold betød enormt meget for mig. Han var en kilde til tryghed og glæde, og det at være sammen med ham gav mig faktisk lysten til at finde tilbage til livet og arbejde på at få det bedre.

For omkring en måned siden tog jeg hjem til ham. Vi havde en dejlig weekend, og jeg var med til hans venners fernisering, som han virkelig gerne ville have mig med til.
Alt var som det plejede, vi kyssede i offentligheden og jeg havde ikke en følelse af, at noget var off.

Men dagen jeg skulle hjem, slog han sådan halvt op med mig. Han talte både om at vi skulle tage en pause og at vi skulle slutte det.
Han sagde, at han følte, at han stod i vejen for min personlige udvikling på grund af mine psykiske problemer.
Det var jeg fuldstændig uenig i, fordi jeg oplevede, at han hjalp mig med at udvikle mig og havde en positiv indflydelse på mit liv.
Men jeg sagde også til ham, at hvis han var i tvivl, så var han ikke i tvivl. Så vi slog jo nok op.

Vi talte meget sammen dagene efter, og tingene begyndte hurtigt at føles normale igen. Han sagde, at han gerne ville give forholdet en chance til, og at han måske ikke havde tænkt sig om, ved at afslutte det. Så vi besluttede at fortsætte.

Der gik en måned, før vi så hinanden igen (som var weekenden i uge 39). Det var den længste periode, vi nogensinde havde været væk fra hinanden. Da han endelig kom hjem til mig, føltes noget anderledes. Vi havde kun sex den første aften, og i løbet af weekenden oplevede jeg, at han trak sig fra mig. Jeg reagerede ved selv at lukke lidt ned følelsesmæssigt og blev ked af det.

Dagen før han skulle hjem, forsøgte han igen at slå op med mig. Han blev ved med at spørge, om jeg ikke også syntes, at visse ting mellem os ikke fungerede. Jeg sagde, at jeg ikke var enig, og at jeg mente, at vores problemer var noget, vi kunne arbejde os igennem.
Jeg har selv været i tre forhold før, mens han aldrig har været i et forhold. Jeg oplevede, at de problemer, han fokuserede på, var relativt små sammenlignet med den forbindelse, tillid og kommunikation, vi havde opbygget.
Han kunne ikke give mig en klar grund til, at han ville afslutte forholdet. Han virkede meget splittet og fortalte mig, at jeg var fantastisk, at han ikke ville miste mig, og at han stadig ønskede, at jeg skulle være en del af hans liv. Han sagde endda, at han var i tvivl om, hvorvidt han traf den rigtige beslutning.

Det stemmer også overens med den måde, han havde opført sig på gennem hele vores relation. Det var typisk ham, der tog initiativ til kontakt hver dag, ringede til mig, planlagde hvornår vi skulle ses, og talte om ting, vi kunne lave i fremtiden. Han havde altid virket meget engageret i os.

Om aftenen sov vi jo selvfølgelig i samme seng, og han holdt om mig som altid. På et tidspunkt spurgte jeg, om jeg måtte få et kys, men han sagde, at det ikke gik.
Jeg fortalte ham, at jeg var nødt til at sove på sofaen, fordi det var for smertefuldt at ligge ved siden af ham, når jeg stadig havde lyst til at kysse ham og være intim med ham. Jeg var knust og følte mig uønsket.
Han blev ked af det, da jeg sagde, at jeg ville flytte mig til sofaen nedenunder, men jeg forklarede, at jeg havde brug for lidt afstand for overhovedet at kunne sove.
En time eller to senere kom han grædende ned til mig, fordi han heller ikke kunne falde i søvn ovenpå og var så ulykkelig. Så jeg gik med ham op.

Næste morgen kørte jeg ham til færgen. Vi krammede hinanden farvel, og han sagde flere gange: »Vi ses.« Jeg var så ked af det, at jeg i første omgang ikke kunne få mig selv til at svare. Til sidst sagde jeg ja, og så gik vi hver vores vej.

Da jeg kom hjem, var jeg fuldstændig knust og faldt i søvn på sofaen. Da jeg vågnede, var jeg forvirret og kunne ikke forstå, hvorfor han havde afsluttet forholdet, især fordi han aldrig havde givet mig en tydelig forklaring. Jeg skrev derfor til ham og spurgte, hvorfor han havde slået op med mig.
Han blokerede mig.
Jeg forsøgte at kontakte ham fra andre Instagram-profiler, fordi jeg desperat havde brug for en forklaring. Han blokerede også de profiler med det samme. Til sidst sendte han mig en besked om, at han havde brug for at trække sig og få fred i hovedet, og at jeg ikke skulle kontakte ham, hans familie eller hans venner.

Det er 1,5 uge siden og vi har ikke haft kontakt.

Jeg har også sendt ham en pakke med et brev, men han har ikke hentet den.

Det, der gør situationen så svær for mig at forstå, er, at han ikke virkede som en person, der ikke ønskede mig i sit liv. Tværtimod virkede han ulykkelig, hver gang han afsluttede forholdet. Han sagde, at han ikke ville miste mig, at jeg betød meget for ham, og at han ønskede at bevare vores relation.

Han var også den, der oftest tog initiativ til kontakt og planlagde vores fremtid sammen.

Jeg ved godt, at man godt kan elske nogen og samtidig vælge ikke at være sammen med dem. Jeg ved også, at hans følelser ikke nødvendigvis betyder, at han ønsker et forhold. Men jeg har svært ved at forstå, hvordan han kunne gå fra at være så tæt på mig og virke så engageret til pludselig at afskære mig fuldstændigt uden at give mig en forklaring.

Jeg spekulerer på, om han blev overvældet af forholdet, om han blev bange for ansvaret eller for mine psykiske problemer, om han havde tvivl, som han ikke kunne sætte ord på, eller om der er noget helt andet, jeg overser. Jeg ved selvfølgelig godt, at ingen her kan vide, hvad der foregår inde i hans hoved.

Mine spørgsmål er derfor:
Hvorfor tror I, at han slog op, når han samtidig virkede så knyttet til mig og selv sagde, at han var i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning?
Hvorfor ville han først forsøge at bevare vores relation og fortælle mig, at han ikke ville miste mig, for derefter at blokere mig overalt og afskære al kontakt?

Tror I, at han stadig har følelser for mig, selvom han har valgt at afbryde kontakten fuldstændigt?

Tror I, at han på et tidspunkt vil kontakte mig igen, når han har fået mere ro og afstand til situationen? Eller skal jeg betragte hans beslutning som endelig?

Har nogen oplevet noget lignende, hvor en person virkede meget investeret i forholdet, slog op i tvivl og derefter lukkede fuldstændig ned? Hvad viste det sig at handle om i jeres tilfælde?

Jeg leder ikke efter nogen, der bare fortæller mig, at han kommer tilbage. Jeg prøver oprigtigt at forstå, hvad der kan være sket, og jeg vil også gerne høre perspektiver, der måske er svære for mig at acceptere.

Jeg ved godt, at jeg kun kan fortælle min egen side af historien, og at der kan være ting, jeg ikke har forstået eller set.

Tilføjer lige lidt ekstra:
Han havde købt en gave til mig, som ikke nåede at komme inden vores sidste weekend sammen.
Han spurgte dagen inden han slog op, om jeg ikke ville med ham hjem.
Jeg kan ikke forestille mig han har mødt en anden, for vi har jo været sammen konstant henover sommeren og derudover så ved jeg at han aldrig ville gøre det mod mig.

Vi var ekstremt tætte inden vi begyndte at date, så vi havde ikke kun en relation som kærester, men også som bedste venner. Vi har begge oplevet at blive misforstået og føle os forkerte i løbet af vores liv, men vi kunne spejle os ekstremt meget i hinanden.
Følte lidt jeg havde fundet mit menneske.

Fra 3 uger siden spurgte en mand om mit nummer. Jeg afviste ham, da han var en del ældre end mig. Men han fandt det så alligevel og skrev til mig. Jeg svarede ikke da jeg syntes det var lidt mærkeligt. Han fandt derefter alle mine sociale medier. Hvor jeg igen ikke accepteret ham eller svarede ham. Og så troede jeg ikke rigtigt der ville komme mere udad det.

Men efter et par dages stilhed begyndte han at ringe til mig dagligt. Nogen gange 10 andre gange kun 1 gang. Fra forskellige nummer.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Altså jeg føler mig ikke rigtigt truet, da min far siger vi har privat adresse. Men syntes alligevel det er lidt ubehageligt.

Har været on/off med min kæreste i 8 år.

I alle de år vi har haft sex har vi kun brugt missionær stilling, og en sex akt på Max 5 min.
Ingen opvarming, ingen kærtegn, bare stik den direkte ind.
Han rør heller aldrig ved mig.

Men dog er han god til at kysse mig i dagligdagen, og give mig et klap i røven.

Hvis jeg er rigtig ‘ond’ så beder jeg ham vente til jeg giver mig selv en klitoris orgasme, før han kan få sin orgasme.
Men han er nødt til at bare holde sig selv i ro, for ikke at få sin udløsning først.

Tilsyneladende er det ikke noget der generer ham, at vi ikke har et mere alsidigt sexliv.

Men jeg tænker nogle gange at det måske er min skyld. Jeg har været meget overvægtig, og efter vægttab og en hård fødsel har jeg haft problemer med min endetarm (Marisker) som gør at jeg ikke har lyst til at han har kunnet se den del af min krop.
Omvendt har han heller aldrig vist interesse i andre stillinger.

Så ja, er jeg bare blevet til en levende gokkesok fordi det trods alt føles bedre end at gøre det selv? Suk…

Hvis du har læst så langt, så tak uanset 🙏🏻

* Nej tak til tilbud om ‘bedre sex’ i indbakken. 🥴😅

Jeg (F31) har været i to længerevarende forhold før mit nuværende, og i begge oplevede jeg samme mønster.

I starten har jeg virkelig meget lyst til sex. I mit nuværende forhold kunne vi sagtens have sex 5+ gange om dagen, når vi så hinanden. Så går der et halvt års tid, og det bliver måske til én gang om dagen. Efter et år et par gange om ugen – og så omkring halvandet år inde i forholdet: BANG. Jeg har ikke lyst længere. Som i aldrig.

Vi har ikke haft sex i to måneder nu, og jeg savner det egentlig heller ikke. Sidste år havde vi måske sex 7-10 gange. Jeg har lyst til sex med andre (og mig selv). For kontekst bor vi ikke sammen, og har ikke børn. Vi har overordnet set et godt forhold.

Det, der gør mig mest forvirret, er, at jeg tidligere har oplevet præcis det samme. Nogle gange tænker jeg derfor, om det bare betyder, at jeg ikke er kompatibel med mine partnere – og at forholdet bare mister noget for mig med tiden. Men jeg kan også blive nervøs for, om problemet egentlig ligger hos mig, og om det samme kommer til at ske i et eventuelt nyt forhold - uanset hvor godt det end er.

Jeg er nysgerrig på at høre fra andre, der har oplevet samme mønster i flere forhold. Og endnu mere fra jer, der efterfølgende har været i et længerevarende forhold, hvor lysten normalt ville være forsvundet på det her tidspunkt – men hvor den faktisk ikke gjorde. Hvad var anderledes?

Dating helvede. - er skræmt af dum date, der ikke respekterede mine grænser. - at jeg ikke kunne gengælde intimiteten. At jeg derefter skrev at jeg bare ikke var der. Han blev ved med at køre i, om jeg ikke fandt ham attraktiv osv osv. jeg skrev en høflig “ afvisning “
Men var ligesom han ikke respekterede det, føler næsten det handlede mere om hans sårede ego end at han gerne vil se mig igen. Endte med han ville have jeg skulle skrive, hvis jeg en dag “ var der” synes det var ret grænseoverskridende. Er det sådan dating er i dag? Eller var jeg bare uheldig? Er helt skræmt af den date. Jeg skulle nærmest bekræfte ham i at jeg tog på date med ham fordi jeg fordi jeg første gang fandt ham attraktiv.

Jeg har været sygemeldt i næsten 2 år, med nogle forskellige forløb på siden. Jeg skal snart have løntimer.
Men - jeg har siden jeg var lille, haft problemer med at sove. Mest at falde i søvn.
Jeg ligger og vender og drejer mig, tankerne kører rundt og jeg bliver stresset og kan ikke overskue dagen efter.
Men her på det seneste er det stukket HELT af…!!!!!! Jeg sover ved 6-8 tiden om morgenen, og sover til henad eftermiddagen. 14-16 tiden. Det er frustrerende og deprimerende, og hvis jeg har et aftale/møde og skal op tidligt, får jeg MEGET få timer jo. Og så er dagen ødelagt. I dag havde jeg en aftale klokken 13 og jeg fik kun sovet 4 timer, og var så smadret da jeg kom hjem, at jeg fik en lur på 2 timer. Havde hovedpine og kunne ikke tænke.

Dette er ikke bare “jeg har svært ved at sove” det er “min krop kan fysisk ikke sove, før om morgenen”

Her er ting jeg har prøvet:
Gå i seng og stå op samme tid hver dag (ligegyldigt når jeg ikke kan falde i søvn)
Skrive tanker ned
Meditation
Ingen skærmtid før seng
Melatonin
Urtete
Magnesium
Tyngdedyne, ørepropper, whitenoice
Gå en lang tur/vær aktiv for at blive naturligt træt
Samtale terapi
Akupunktur
Undgå lure

Og det er jo ikke bare få timer jeg ønsker at vende om på. Det er måske 6 timer jeg gerne vil sove tidligere. Det er ligesom at fortælle en person med en normal døgnrytme, at de skal ligge sig til at sove klokken 18 og sove igennem. Det føltes helt forkert.
Har snakket med lægen om det flere gange.
Jeg har overbelastet nervesystem og angst.

Hjæææælp!!!! (K,21)

Jeg troede ærligt talt ikke, at situationen kunne blive meget værre, men her står vi så.
Til dem, der ikke har læst mine tidligere opslag, er jeg enlig mor til tre mindre drenge, og vi bor i en almen bolig. Gennem flere måneder har særligt én nabo gjort vores tilværelse enormt belastende med klager, rygtespredning, underskriftsindsamlinger mod min familie og endda en underretning til kommunen med beskyldninger, som jeg ved er usande.
Efter kommunens besøg i september, hvor medarbejderne var meget forstående og efter deres egne udtalelser fandt beskyldningerne grundløse, anbefalede de mig ligefrem at kontakte politiet angående chikane, hvis der kom endnu en underretning.
Jeg troede faktisk, at der måske endelig ville falde lidt ro over situationen.
Jeg tog fejl.
Boligselskabet har nu indbragt en sag mod mig for beboerklagenævnet på baggrund af klager fra denne nabo og manden, der bor direkte under mig.
Og jeg har nu modtaget deres støjregistreringer.
Jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal grine eller græde.
Vi taler om side efter side med påståede støjgener, hvor der er angivet utroligt præcise datoer, klokkeslæt og beskrivelser af, hvordan mine børn angiveligt løber, skriger, banker i væggene, smækker med døre og generelt larmer helt uudholdeligt.
Nogle registreringer beskriver voldsom, vedvarende støj i flere timer ad gangen.
Problemet?
Vi har slet ikke været hjemme under flere af de påståede hændelser.
Og jeg mener ikke, at jeg bare sådan nogenlunde kan huske, at vi måske var et andet sted.
Jeg mener, at jeg har billeder, videoer, kvitteringer og kontoudtog, som understøtter, at vi befandt os andre steder på de tidspunkter, hvor de påstår, at støjen fandt sted.
En af dagene var vi i København, men alligevel er der registreret støj fra vores lejlighed.
En anden dag har min underbo registreret voldsomme støjgener fra kl. 14.00 til 17.15, selvom vi først kom hjem omkring kl. 16.30.
Der er adskillige andre eksempler fra dage, hvor vi var i skole, på udflugter, ude at handle eller opholdt os andre steder.
Og her er en ret væsentlig detalje:
Min husstand består af én voksen og tre mindre børn.
Når vi er ude sammen, er der altså ikke et andet medlem af husstanden tilbage i lejligheden, som kan stå bag al den påståede larm.
Så er der klagerne over, at mine børn angiveligt løber rundt, hopper og banker i gulvene på tidspunkter, hvor de ligger og sover.
Eller beskrivelser af helt almindelige aktiviteter som at spise aftensmad, tage overtøj på eller sidde stille ved spisebordet, der bliver fremstillet som voldsomme støjgener.
Der er endda registreringer af børn, der leger på svalegangen, hvor aktiviteterne tilsyneladende bliver tilskrevet mine børn, selvom der bor og leger flere andre børn i bebyggelsen.
Jeg påstår ikke, at mine børn er fuldstændig lydløse.
Selvfølgelig er de ikke det.
De er børn. De leger, griner, går rundt og bliver indimellem begejstrede.
Men der er altså en enorm forskel på almindeligt familieliv og det billede, disse mennesker forsøger at tegne af os.
Og når nogen gentagne gange registrerer støj fra min husstand på tidspunkter, hvor vi slet ikke er hjemme, hvordan skal jeg så overhovedet kunne forsvare mig mod det?
Det, der gør det hele endnu mere frustrerende, er boligselskabets håndtering af situationen.
Tilbage i august meddelte boligselskabet mig, at den tidligere klagesag var afsluttet.
De havde tidligere erkendt, at de ikke selv kunne vurdere, om beskyldningerne var korrekte, men antallet af underskrifter mod min familie blev alligevel tillagt betydning.
Da jeg senere klagede over, at min nabo havde råbt ad min yngste søn på fire år, anerkendte boligselskabet, at det naturligvis ikke var i orden at råbe ad et barn.
Men samtidig antydede de, at hendes opførsel kunne være kulminationen på tidligere problemer med mine børn.
Så på en eller anden måde blev tidligere beskyldninger, som ikke var dokumenteret korrekte, brugt som en mulig forklaring på, hvorfor en voksen havde råbt ad en fireårig.
Og nu står vi altså med en officiel sag ved beboerklagenævnet.
Samtidig er jeg blevet bekendt med, at der bliver spredt beskyldninger om, at jeg skulle have begået hærværk mod en anden beboers ejendom.
Det afviser jeg fuldstændigt.
Jeg har derfor sendt en formel anmodning om indsigt efter GDPR til boligselskabet, hvor jeg har bedt om at få udleveret de personoplysninger, de har registreret om mig, herunder klager, korrespondance, interne notater og eventuelle beskyldninger om hærværk, der måtte være blevet fremsat over for dem.
Boligselskabet har bekræftet modtagelsen af min anmodning.
Men det værste ved alt det her er faktisk ikke engang papirarbejdet. Det er, hvad hele forløbet har gjort ved vores liv.
Jeg er fuldstændig udmattet.
Jeg kan ikke længere slappe af i mit eget hjem.
Jeg tænker konstant over, om nogen lytter, filmer eller registrerer, hvad mine børn foretager sig.
Selv helt almindelige lyde gør mig nervøs.
Jeg kan ikke engang gå ned med skraldet eller lufte min hund uden at bekymre mig om endnu en konfrontation eller nye rygter.
Mine børn fortjener at føle sig trygge i deres eget hjem.
De fortjener at kunne eksistere uden konstant at blive betragtet som et problem, bare fordi de er børn.
Og jeg fortjener også at kunne føle mig tryg.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg faktisk ikke længere interesserer mig for at vinde en diskussion med disse mennesker.
Jeg vil bare væk.
Problemet er, at det ikke er nemt at finde en anden egnet bolig.
Mine børn har endelig fundet en skole, de elsker, efter flere års alvorlige problemer med skolevægring. Derfor ønsker jeg desperat at blive i området, så de kan beholde deres skole.
Jeg har også dyr, hvilket gør midlertidige boligløsninger væsentligt mere komplicerede.
Børnenes far vil muligvis kunne lade os opholde os hos ham i en kort periode, men det er ikke en holdbar løsning, og han må ikke have dyr i sin bolig.
Så nu står jeg i en situation, hvor jeg desperat forsøger at finde et andet sted at bo, samtidig med at jeg skal forholde mig til en officiel klagesag, omfattende beskyldninger og de økonomiske konsekvenser af potentielt at skulle betale husleje to steder.
Og det er måske det mest ødelæggende ved hele situationen.
Jeg flyttede hertil i håbet om at skabe et stabilt og fredeligt hjem for mine børn.
I stedet forsøger jeg nu desperat at finde ud af, hvordan jeg får os væk herfra.
Jeg ved godt, at nogen sikkert vil tænke, at hvis flere naboer klager, må der jo være noget om det.
Men det er netop derfor, jeg er begyndt at sammenholde beskyldningerne med faktiske tidspunkter, billeder, kvitteringer og oplysninger om, hvor vi befandt os.
Jeg forventer ikke, at alle bare skal tro på mig, fordi jeg siger, at beskyldningerne er forkerte.
Jeg ville bare ønske, at de mennesker, der fremsætter dem, blev mødt med det samme krav om dokumentation.
Er der nogen her, der har oplevet noget lignende, hvor naboer gentagne gange fremsatte beskyldninger, som I faktisk kunne modbevise?
Og hvis I endte med at flytte, fik I så endelig fred, eller fulgte stressen fra hele forløbet med jer bagefter?
For lige nu føler jeg oprigtigt, at denne situation er ved at ødelægge mit helbred.
Og alt, hvad jeg ønsker, er, at mine børn og jeg kan få lov til at leve et helt almindeligt liv igen.

Jeg står i et dilemma, som efterhånden fylder så meget, at jeg har ondt i maven over det hver eneste dag. Jeg håber, at nogle af jer måske har stået i noget lignende og vil dele jeres tanker.

Jeg er mor til et lille barn, og jeg har en kæmpe drøm om at få et barn mere. Det er ikke bare en tanke, der dukker op en gang imellem. Det er en drøm, jeg tænker på hver eneste dag, og som jeg kan mærke helt ind i hjertet.

For cirka et år siden mødte jeg en fantastisk mand, som er nogle år ældre end mig. Han har tre børn fra tidligere forhold, to større børn og en lille på alder med mit eget barn. Vi blev hovedkulds forelskede, og jeg elsker ham virkelig helt ubeskriveligt højt.

Allerede i begyndelsen af vores forhold gjorde han meget ud af at fortælle mig, at han gerne ville give mig et barn, hvis det var det, jeg ønskede. Men han var også ærlig omkring, at et fjerde barn ikke var et mål eller et behov for ham.

Dengang tog jeg det nok ikke rigtigt ind. Jeg var lige kommet ud af forholdet med mit barns far, og det gjorde ubeskriveligt ondt pludselig kun at skulle være mor på deltid. Jeg var slet ikke et sted, hvor jeg kunne overskue at drømme om flere børn. Jeg forsøgte egentlig bare at finde fodfæste i mit nye liv.

Men nu er jeg et andet sted. Og drømmen om et barn mere er blevet enormt stor.

Jeg elsker min kærestes tre børn. De er simpelthen så skønne, og jeg kunne ikke have ønsket mig bedre bonusbørn. Men min kæreste har et liv med tre børn og to tidligere partnere, som naturligvis følger med. Og særligt moren til hans yngste barn fylder rigtig meget i vores hverdag.

Hun har nogle psykiske udfordringer, og min kæreste gør rigtig meget for at hjælpe hende, skåne hende og sikre, at deres samarbejde fungerer. Han er et menneske, der vil alle det bedste, og han har utrolig svært ved at sige nej. Han er med andre ord en kæmpe pleaser.

Og det er faktisk også noget af det, jeg elsker ham for. Hans omsorg, hans store hjerte og det faktum, at han er en fuldstændig fantastisk far.

Men jeg kan også se, hvad det gør ved ham.. Han farer konstant rundt for at gøre alle andre tilfredse, og jeg oplever, at han efterhånden er så presset, at det også begynder at vise sig fysisk. Han virker ofte drænet, stresset og som et menneske, der har svært ved at finde ro i sit eget liv.

Og det gør mig så ked af det..

For når jeg ser på den mand, jeg elsker, kan jeg næsten ikke forestille mig, hvordan han skulle kunne rumme endnu et barn. Ikke fordi han ikke ville elske det, eller fordi han ikke ville være en fantastisk far. Men fordi jeg helt oprigtigt er bekymret for, om han har mere at give af.

Jeg ønsker ikke at få et barn med ham på bekostning af hans helbred. Jeg elsker ham simpelthen for højt til at ville presse ham ud i noget, som jeg er bange for, at han ikke har overskud til.

Men hvor efterlader det så mig? ❤️‍🩹

For hvis jeg vælger ham, føler jeg samtidig, at jeg vælger min drøm om endnu et barn fra. Og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan leve med det.

Det gør næsten fysisk ondt i mit hjerte at tænke på, at jeg måske skal vælge mellem den mand, jeg elsker, og den familie, jeg altid har drømt om.

Samtidig er der en anden ting, som fylder rigtig meget.
Min kæreste vil gerne købe et fælles hus inden for den nærmeste fremtid. Og det vil jeg jo også gerne. Jeg drømmer om et hjem, en hverdag og en fremtid sammen med ham.

Men jeg er så bange for at binde mig til et liv, hvor jeg en dag vågner op og føler, at jeg har mistet mig selv og mine egne drømme.

Et liv, hvor rammerne i høj grad allerede er lagt. Hvor hans tidligere forhold, hans børns mødre og særligt den yngstes mors udfordringer får så stor indflydelse på vores hverdag, at jeg ikke føler, vi får plads til at skabe vores eget liv.

Jeg har flere gange forsøgt at tale med ham om, at han bliver nødt til at sætte nogle grænser. At han ikke kan redde alle mennesker omkring sig, og at han også skal passe på sig selv og på os.

Selvfølgelig skal vi hjælpe hans yngste barns mor, når det er nødvendigt og rimeligt. Jeg ønsker på ingen måde et dårligt samarbejde eller at gøre hendes liv sværere. Men jeg synes heller ikke, at hendes problemer skal have lov til at sætte dagsordenen for vores liv.

Og midt i alt det sidder jeg med en følelse, som jeg næsten skammer mig over. At den mand, jeg elsker allermest, allerede har fået lov til at opleve alt det, jeg drømmer om, med andre kvinder.

Han har fået sine børn. Han har skabt familier. Han har oplevet alt det, som jeg stadig længes efter. Og nu står jeg her og elsker ham, men føler samtidig, at han måske er så mættet af familielivet, at der ikke er plads eller overskud til at skabe mere af det sammen med mig.

Jeg ved godt, at kærlighed ikke er en konkurrence, og at hans børn og fortid ikke tager noget fra mig. Men følelsen af at være kommet ind i hans liv, når han allerede har fået opfyldt de drømme, jeg stadig bærer rundt på, er svær at være i.

Jeg er bange for at ende med at blive bitter. Ikke på ham eller hans børn, men på det liv, jeg selv valgte, og alt det, jeg måske gav afkald på.

Omvendt er jeg også rædselsslagen for at give slip på en mand, som jeg elsker så højt, for at jagte en drøm, som jeg ikke engang ved, om jeg nogensinde får opfyldt.

Så hvad gør man? ❤️‍🩹

Kan man blive oprigtigt lykkelig med ham som føles som ens sit livs kærlighed, hvis prisen er, at man må opgive en drøm, der fylder så meget?

Kan man lære at acceptere, at ens partner allerede har skabt den familie med andre, som man selv drømmer om at skabe med ham?

Og hvordan ved man, om man er ved at indgå et helt naturligt kompromis i kærlighedens navn, eller om man er ved at give afkald på en så stor del af sig selv, at man en dag kommer til at fortryde det?

Min far er kun 54 år og har kræft i mavesækken med spredning til bughinden. Vi har fået at vide, at sygdommen er uhelbredelig, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvad det betyder i praksis.
Før behandlingen havde han det meget dårligt: ascites, kvalme/opkast, flere indlæggelser, næsten ingen appetit og et voldsomt vægttab fra 88 til 71,3 kg.

Han har nu fået to behandlinger med kemo + immunterapi, og forandringen er virkelig stor. Han spiser igen, laver selv mad, har bagt kage, går ture, kører ud, ser serier, hører musik, fjoller og har generelt fået rigtig meget energi og livslyst tilbage. I dag vejede han 76,6 kg.
Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis betyder, at kræften er blevet mindre, og at ingen kan forudsige hans forløb. Men jeg har svært ved at forbinde den mand, jeg ser nu, med ordet “uhelbredelig”.
Er der nogen her, der har oplevet noget lignende med fremskreden kræft? Hvad kom “uhelbredelig, men behandlingsbar” til at betyde for jer? Kan man have det godt og leve med sygdommen i længere tid, hvis behandlingen virker?
Jeg vil rigtig gerne høre både patienters og pårørendes erfaringer ❤️

Hej alle

Er der nogen, der har erfaring med at hjælpe tætte pårørende ud af misbrug?

Min kærestes lillebror er i startyverne og har i mange år været misbruger af hårde stoffer. Han kan ikke fungere i hverdagen, og hverken skole eller job er aktuelt.

Han bor ved sin mor, der selv er meget udfordret mentalt og derfor ikke er i stand til at hjælpe ham, udover at sørge for mad på bordet. Hun har nok også selv brug for hjælp, men det er en anden sag.

De er naturligvis også meget pressede økonomisk.

Lillebroren har forsøgt at blive clean mange gange, uden held. Han falder i efter max en uge eller to.

Der er forsøgt med tilbud gennem det offentlige, også uden held, både fordi ventetiderne er lange, tilbudene mangelfulde og ressourcerne hos lillebror og mor ikke er til selv at følge op, hvilket er nødvendigt.

Vi har to små børn og en travl hverdag, men vi frygter, at det bliver værre, hvis der ikke snart sker noget. Derfor er vi gang med at undersøge mulighederne.

Han har sagt ja tak til vores hjælp.

Vi har en fin opsparing, der dog er øremærket udbetaling på et hus, men den er i spil, hvis det bliver nødvendigt (selvom det er en kamel jeg lige skal sluge, må jeg indrømme).

Er der nogen, der har været i lignende situationer, har erfaringer eller kender til tilbud? (Storkøbenhavn)

Hvordan starter man? Og ærligt, vi har også selv en presset hverdag med rigeligt at se til, så det er lidt af en mundfuld at kaste sig ud i.

Jeg er lige gået i gang med et udtrapnings forløb af Lamotrigin i samarbejde med min læge. Det er noget medicin jeg har fået i rigtig mange år. Jeg søger ikke lægefaglige råd, men personlige erfaringer og tanker.

Jeg vil høre om nogle af jer har erfaring med selve udtrapnings processen. Eventuelt i andre slags medicin i har fået over længere tid.

For eksempel trælse/uventede/mærkelige bivirkninger.

Jeg vil også gerne høre om I har mærket nogen ændringer i hvordan I er som person? Tænker mest i psykisk velbefindende og evt. manglende stabilitet i humør.

Jeg er lidt bekymret for hvad der kommer til at ske på den front, altså hvem jeg er uden det medicin.

Det er primært det der har holdt mig tilbage fra at stoppe med det, men jeg kan ikke lide tanken om at tage medicin som ikke er nødvendigt og som jeg ikke tolererer særligt godt længere.

Min psykolog har forslået at vi prøver EMDR terapi, da jeg har nogle barndomstraumer som ikke er bearbejdet. Men hun siger også at det er en hård process og man virkelig skal være indstillet på det, da det har forskellig effekt for folk.
Er der nogle der har prøvet det?

Kontekst: mine traumer er mere en følelse end specifikke situationer. Meget kaos i barndommen, flyttet flere gange og papfædre med alkoholisme. Men er ikke blevet mishandlet eller lign. Har svært ved at huske så meget fra dengang. Så ved ikke?

Min kæreste og jeg plejede at bo med nogle timers afstand, og sås derfor kun 1-2 gange pr uge. Nu bor vi i samme by. Det er virkelig dejligt, og jeg nyder det. Det bliver lidt meget, kan jeg mærke.
Altså jeg er vant til min alenetid, som jeg nyder og bruger til at lade op. Nu kan vi ses hele tiden, og man kan bare kigge forbi til et kys, cykle en tur eller mødes til en hurtig kaffe. Det betyder at alt den tid, som jeg plejer at pleje resten af mig selv og mit liv med smuldrer mellem mine fingre. Ved godt, at vi har tid vi skal have indhentet, og jeg klager egentlig ikke. Jeg skal bare have fundet en form for balance uden at træde min kæreste over tæerne.
Hvad gjorde I andre, da I pludselig ikke længere havde så stor en fysisk afstand længere?