Er det livet som er hårdt, eller er det os to?
Det her er nok det mest ærlige, jeg nogensinde har skrevet. Indlægget kunne være placeret under kærlighed, familie eller psykisk helbred, hvor jeg har søgt og søgt for at finde ligheder og spejlbilleder – og har fundet dele af mine problematikker. Jeg har også læst med om skilsmisser, midtvejskriser og familielivet – hvor mine problemstillinger nok ligger et sted imellem.
Jeg prøver virkelig at navigere i et ukendt farvand (ja, mit hoved). Jeg er simpelthen så meget i tvivl om, hvor min frustration bor – og nu vil jeg prøve at perspektivere, så jeg kan få nogle værdifulde input, og måske kan nogle af jer spejle jer i noget lignende.
Jeg er en M på 42, har været gift i 5 år (praktisk ved barn nr. 2 og huskøb) og sammen med samme K (39) i 15 år. Vi har to børn: én på 10 og én på snart 5.
Jeg er en sensitiv karakter og kan føle stærkt på både godt og ondt. Når jeg føler positivt, er det meget stærkt, men det negative register kan omvendt også skabe kraftige hvirvelvinde.
Min kone er også meget sensitiv, men med begrænset kapacitet. Hun døjer med lidt angst og panikanfald, når presset vokser sig for stort (heldigvis sjældent).
Jeg kan ikke greje, om mit nervesystem i bund og grund er på overarbejde, om jeg er træt af hverdagens trummerum, om det er mine forventninger, om vi er vokset fra hinanden – eller hvad det er. Men noget er det.
Os to
Historien om mig og konen er, at vi faldt pladask for hinanden (apropos at føle stærkt), og aldrig har jeg været så forelsket og taknemmelig.
Men vi oplevede også et tidligt clash. Det blev hverdag med store udsving, og livet på 50 m² i hendes lejlighed blev for meget. Det var en stor omstilling for hende at dele pladsen – og mit lidt ukoordinerede og ustrukturerede væsen havde det stramt i hendes nærmest OCD-lignende setting.
Jeg flyttede ud, købte lejlighed, og vi var væk fra hinanden i 3 måneders tid, inden vi tog en lang snak og gav det en chance.
Vi havde rigtig gode halvandet år, inden vi ventede barn og købte rækkehus.
I min alene-periode mærkede jeg også (apropos andre tråde), hvad der var på den anden side. Græsset var ikke grønnere. Og det er det sikkert stadig ikke.
Jeg er meget realistisk og forsøger ikke at genskabe et tidligere liv med byture, fest og farver – og one night stands. I det hele taget er mit første indtryk, at jeg slet ikke ville kunne overskue det element.
Men vi vendte alle sten og fandt fælles fodslag. Jeg lærte at rydde lidt mere op, og hun lærte at gasse ned på vigtigheden. Og vigtigst af alt – vi lærte at leve med hinandens forskelligheder.
Og det er meget essentielt, tror jeg. For vi er forskellige.
Jeg bliver ladet op af samvær med mennesker. Min kone bliver afladet. Jeg er drømmer, hun er realist. Jeg er smalltalker, hun er den introverte. Jeg ser lyst på ting, hun ser sort. Jeg kom fra en bred vennekreds. Hun gjorde det modsatte. Vi har støttet hinanden – bare på meget forskellige måder.
Børnene
Vi har to børn med uudtømmelig energi. Den store (10) er en mundfuld. Han har angst og har altid fyldt meget med sin overtænkning og sit sind. Det har ført en svær skolegang med sig: PPR-forløb og mange input fra skolen at forholde sig til.
Den lille er en helt anden type. Positiv, frisk i sindet, slet ikke samme bekymringer og inspirerende gå-på-mod.
På mange måder synes jeg, at vi har skabt én af os hver.
Men baglandet er udfordret af ovenstående forløb, konflikter mellem børnene og to maksimalt drænede forældre. Det fjerner strukturen, og det bliver til megen mægling og koordinering af dagligdagsopgaver.
Når roen indtræffer, træder forskellighederne ind. Hun har brug for meget mere ro end mig – og jeg er mere observant af natur. Det betyder, at jeg har behov for, at nogen spørger til min dag, at man smalltalker, og at man fx kunne koordinere nogle ting – men der har hun brug for roen.
Så vi snakker ikke særlig meget sammen om hinandens tilværelser væk fra hinanden. Et jobskifte har jeg fx lige gennemgået, nærmest uden sparring og nysgerrighed.
Det sociale
Det sociale punkt fylder også meget i mig. Hun har seriøst ikke en eneste veninde. Hun har heller ikke behovet. Vi har heller ikke et eneste vennepar.
Vi har også en dreng med angst, som begrænser vores rækkevidde på oplevelsesfronten – og det meste foregår inden for hjemmets fire vægge med den førnævnte mægling. Men jeg savner virkelig nogle lysglimt, hvor jeg helt ned i maven mærker, hvad familien giver mig.
Jeg arbejder til dagligt i storrumskontor, og når jeg hører, hvad lignende børnefamilier laver af udflugter i ind- og udland, hvordan der bliver inviteret til det ene og det andet, rejser med vennepar og barndomsvenner – ja, så skærer det mig hårdt i hjertet. Jeg synes overhovedet ikke, det er sådan, som jeg forestillede mig. Det er hårdt arbejde med en samarbejdspartner i hjemmet.
I takt med at min kone ikke har lysten og bliver afladet af socialt samvær, er mine venskaber også gledet ud i sandet. Ikke at hun skal klandres for alt – men når vennerne oplevede en lukket kommunikation, da de i sin tid tog initiativ til fælles samvær, så udeblev initiativerne. Det betyder, at jeg her mange år efter fortsat har en mindre relation med mine gamle kammerater, men at livet har overhalet os. Der er netop ingen relation mellem børnene og partnerne.
Så jeg føler mig egentlig isoleret og oplever, at jeg har mangler i mit liv. Jeg lades op af energier udefra – som hun støtter mig i at få – men det bliver ting, jeg gør alene.
Hvor jeg står nu
Det dræner mig, at jeg i perioder ikke kan finde overskuddet i hverdagen sammen med hende. Når jeg kører baglandet selv, har jeg en anden energi og et andet overskud. Jeg føler, børnene er anderledes (måske fordi jeg er anderledes), og jeg tager styringen. Det er en styring, som jeg også kunne tage sammen med hende. Men noget ubeskriveligt dræner mig. Om det er hendes træthed, energi, manglende overskud, børnene – ja, det ved jeg ikke.
Vi har heldigvis stadig momenter, hvor de positive vinde er der. Hvor kommunikationen er bedre, og kemien er der. Vi er også fortsat intime, men lysten svinger sgu, qua ovenstående.
Hvad har vi prøvet
Jeg har selvfølgelig pointeret de her ting før. Jeg har fortalt hende, at jeg synes, det er tungt, og at jeg ikke kan holde til de mangler, jeg føler, eller strukturen, som den er nu. Og hun går enten i ret kraftig forsvarsposition eller pakker det ind i, at vi står i en fase. Vi har ikke forsøgt parterapi, men hun har arbejdet kortvarigt med sin angst. Men er nok et element der vil bo hende i resten af hendes tid i mere eller mindre grad.
Jeg har præsenteret hende for alle ting, men hun begrænser sit scope, ved at gå så meget forsvar og jeg føler mig ikke mødt eller forstået i de sjældne snakke vi tager.
Mine tanker frem
Jeg har vendt og drejet alt. Er det vores nervesystem og det ekstreme tryk, som vi/hun er udfordret af – står vi i orkanens øje? Er hun bare for presset til socialt samvær lige nu – dukker der nogle venskaber op, når overskuddet kommer retur? Skal jeg lægge noget i, at jeg føler det andet overskud alene? Eller er jeg simpelthen vokset fra hende?
Noget i mig er fristet af en frisk start. At være herre i eget hus, uden stikpiller og meninger og uden at forholde sig til en partner uden overskud – og hvor jeg alt andet lige, er en bedre udgave af mig selv over for børnene.
Men jeg er virkelig også nervøs for vores store dreng, som har rigeligt på tallerkenen lige nu.
Vi er ikke stærke i modgang i dag. Der er en enorm stædighed og modbydelighed i vores konflikter, så jeg frygter ærligt talt en skilsmisse.
Idealet om kernefamilien bor også i mig – og det har jeg også bevist, i og med at jeg fortsat kæmper for det og bevarer min optimisme. Men det kan være svært at være driver i alle forbedringer – og det er jo ting, jeg føler, som hun ikke føler i samme grad. Behovene er bare forskellige.
Og i den helt modsatte boldgade – er mine forventninger til virkeligheden bare forskruede? At hvis man ændrer situationen, vil nye problemer opstå. Måske ER det bare et resultat af manglende energi i en hektisk fase. Vi er drænet af logistik og støtte til knægten – og måske vil det sociale og det nære blomstre igen, når livet ikke er så hårdt.
Det blev langt – og tak for læsningen. Det, jeg helst vil høre, er, om nogen har stået samme sted og fundet vej tilbage – eller om I valgte at gå. Spørg endelig ind – så svarer jeg efter bedste evne.