Hjertesorg, gravid og ulykkelig
Kære kvinder. Jeg skriver med tårer i øjnene og rystende hænder. Jeg ved ikke om jeg søger råd, omsorg eller et reality tjek, men jeg har brug for at få luft for alt det der foregår i mit hovede.
Min eks gik fra mig for en måneds tid siden, efter halvandet års forhold. Vi vidste begge at vi havde haft en hård måned (måske to), men han havde givet udtryk for at vi nok skulle klare det og have nogle snakke omkring det og da vi så tager hul på første snak, så fortæller han mig at han ikke kan mere og at han ikke tror det skal være os to alligevel. Jeg bliver fuldstændig taget med bukserne nede og mit hjerte bliver knust i tusind stykker. Forinden har han været meget vokal om hvor gode vi er, at vi skal blive gamle sammen, lagt fremtids planer og fortalt mig at jeg er hans eneste ene. Fortalt til mine veninder og familie at han havde min ryg og at vi skulle være sammen for evigt.
Vi ses et par gange efterfølgende hvor vi også er intime sammen og han fortæller mig hvor dejlig jeg er, hvor meget han elsker mig og hvor meget han savner mig. Jeg prøver så godt som muligt at gå ind og ud af “sorgen”(det føles som en sorg for mig), jeg spiser sundt (de dage jeg kan spise) og begynder at træne og dyrke yoga. Jeg går mange ture, snakker med venner og familie og er begyndende afklaret med, at jeg både har et håb for at vi finder tilbage til hinanden på et tidspunkt og også godt ved at livet kan blive så dejligt for mig, alene, på den anden side af det knuste hjerte. Efter vores sidste møde aftaler vi at vi en måneds tid skal have no contact. 2 uger efter begynder min kvalme at komme tilbage. Jeg er generelt en der kaster op når jeg er meget ked af det/udkørt, så jeg tænker ikke yderligere over det. Men da det bliver vildere her de sidste par dage begynder jeg alligevel at tælle dagene fra min sidste mens, og mit hjerte synker. Jeg tager en test og den er positiv før jeg overhovedet når at sætte en alarm på de minutter det tager. Jeg føler at hele min verden bryder sammen. Jeg har allerede snakket med lægen og fået tid til medicinsk abort - så jeg er afklaret med det, men fuck hvor er det stadig vildt hårdt og sårbart.
Jeg ringede til ham dagen jeg fandt ud af det og bad ham komme så vi kunne snakke om det. Vi var begge chokerede og kede af det, men enige om at det ikke ville være rigtigt at beholde det. Han var enormt omsorgsfuld og kærlig og var meget ked af at han ikke har mulighed for at tage med mig til de første lægesamtaler, men han kommer den dag hvor jeg skal tage de sidste piller og bliver hos mig den nat. Vi ender med også at snakke lidt om os, og han siger igen at han savner mig og har tænkt på mig og at denne her situation ikke ændre på hvordan han ser mig eller os. Jeg fortæller ham at der bor et lille håb i mig om en fremtid hvor vi finder hinanden igen og han fortæller mig at han også deler det håb.
Jeg ved ikke om det er hormonerne eller den ærgerlige situation jeg er i, men jeg er simpelthen så ulykkelig. Jeg er lige tilbage til det første døgn af det knuste hjerte og jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg føler at alt den fremgang jeg måske havde i mit sind er skudt tilbage til start og jeg igen står og er helt ved siden af mig selv. Hans udmelding om også at have et håb, har fået mit håb til at vokse så meget og nu er det nærmest det eneste jeg kan tænke på. Hans måde at være på i alt det her på, får mig også til at tænke at vi jo sagtens kan klare svære ting sammen og jeg ved at jeg kan regne med ham.
Er der nogen der har fundet sammen med en eks igen ovenpå sådan en oplevelse? Nogen der har lukket helt af fra eksen efterfølgende? Nogen der kan fortælle mig at alt nok skal gå? Hvad skal jeg gøre?❤️🩹