r/WomenDK

Hej

Håber folk vil komme med deres erfaringer ift. at være på mini pille cerazette og samtidig være på sertralin. Jeg er startet på cerazette grundet menstruationssmerter og svær pms. Jeg havde det egentlig fint de første to uger med ingen bivirkninger dog er jeg begyndt med at få spotting og murren følelse. Har en smule ondt og det minder meget om pms. Jeg håber at disse symptomer forsvinder da kroppen er i gang med at vænne sig til det og har hørt at man mindst skal give det 3 måneder før at kroppen vænner sig til det.

Er dog nysgerrig på om der er nogen som er på sertraline samtidig. Min læge har anbefalet sertralin men tør ikke at starte på det grundet dårlige oplevelser jeg har læst fra andre på nettet. Jeg lider af angst og depression og det fylder enormt meget i mit liv pt.

Håber nogen vil hjælpe med at dele deres oplevelser/erfaringer 🤞🏼

Rent nysgerrig på jeres mening og hvad man skal bevæge sig uden om ☺️

Jeg har længe været på jagt efter en flot og klassisk lædertaske, men jeg synes det er en jungle!

Jeg køber ikke normalt dyrt mærketøj og jeg har svært ved at navigere i hvornår man bare betaler for mærket, hvornår noget er kvalitet og hvornår det billige ægte læder måske er skod??

Så damer hjælp mig! Hvad har i af tasker, der holder og som ikke koster en bondegård?

Jeg har haft kig på

A.p.c.

Demillier

Leo et violette (denne har jeg læst tit er af dårlig kvalitet?)

Jeg kigger også gerne brugt, for jeg er ikke en typisk "taske pige" og jeg syntes at bare 1500 for en taske er meget😆

Men jeg er også realistisk og ved at jeg nok skal betale lidt mere for at få noget ordentligt

Hvilke mærker kan i anbefale?
Jeg vil gerne begynde at bruge smykker, som kan holde i mange år. Det vil sige ikke noget der ex. er forgyldt.

Jeg er begyndt at date en vildt dejlig mand! Vi har været i Tivoli, i klatrepark, gåtur i skoven. Generelt ret aktive. Vi begge har krudt i røven og en hulens masse adhd. Det er vores 4 date. Hvad skal vi finde på, på hele sjælland, men gerne Midtsjælland eller Københavnsområdet? Alle jeres bedste date ideer!! Vi friske på det hele.

Jeg har brug for råd til en god selvbruner, som ikke smitter af og som holder i flere dage. Jeg har ikke været for god til at passe på min hud da jeg var yngre, og det har desværre resulteret i at jeg i dag har fået en opringning fra lægen at jeg har hudkræft. Jeg er 33 år, bruger altid faktor 50 i solen, men har desværre haft en tendens til solarie i vinterhalvåret - som er slut nu, for altid. Jeg håber I kan hjælpe!

Kære alle jer, der hjalp mig gennem en virkelig svær situation i går. ❤️
Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget det betød at opleve den omsorg fra en flok anonyme mennesker. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg havde fået taget mig sammen til at ringe i dag, hvis det ikke havde været for jer. Så endnu en gang: Tusind, tusind tak!

Lille update:
Efter at have samlet mod til mig fandt jeg desværre ud af, at de fleste gynækologer i mit område holder sommerferielukket. Jeg fandt dog en klinik, selvom transporttiden ville være omkring 1,5 time - men nu skulle det bare være.
Desværre var det ikke en særlig god oplevelse. Sekretæren fortalte, at de først havde en ledig tid i midten af næste uge, og at jeg også skulle have en henvisning, da det ellers ville koste mig “rigtig mange penge”.

Jeg har derfor kontaktet mit eget lægehus, selvom det var det, jeg havde allersværest ved, fordi det føles meget mere personligt. Nu venter jeg på, at de ringer tilbage med en tid. 🤞

Jeg overvejede faktisk at slette mit opslag fra i går, fordi jeg, som I nok kunne mærke, var virkelig flov. Men det skal jeg selvfølgelig ikke. Jeg skrev jo netop opslaget, fordi jeg ikke kunne finde andre, der beskrev den følelse af skam og handlingslammelse, jeg stod med. Måske kan mit opslag være med til at hjælpe en anden, der en dag sidder med de samme tanker.
Endnu en gang tak for jeres støtte. Det betød mere, end I nok aner. ❤️

Jeg har fået hælspore, dvs. det startede som betændelse for en måned siden, og det er nu blevet til hælspore.

Jeg har købt Birkenstock, det hjælper lidt, men jeg har indset jeg skal have nogle indlæg, så hvilke kan I anbefale?

Hvad har I ellers af gode råd? Jeg har fået henvisning til fysioterapi af lægen, men har ikke været at sted endnu pga ferien.

Jeg er ved at gå ud at mit gode skind af hvor lidt jeg kan inden det gør ondt. Jeg er træt af ikke at kunne deltage så meget med min familie, at springe over på opgaver i hjemmet, at gå og frygte smerten.

Kære kvinder. Jeg skriver med tårer i øjnene og rystende hænder. Jeg ved ikke om jeg søger råd, omsorg eller et reality tjek, men jeg har brug for at få luft for alt det der foregår i mit hovede.

Min eks gik fra mig for en måneds tid siden, efter halvandet års forhold. Vi vidste begge at vi havde haft en hård måned (måske to), men han havde givet udtryk for at vi nok skulle klare det og have nogle snakke omkring det og da vi så tager hul på første snak, så fortæller han mig at han ikke kan mere og at han ikke tror det skal være os to alligevel. Jeg bliver fuldstændig taget med bukserne nede og mit hjerte bliver knust i tusind stykker. Forinden har han været meget vokal om hvor gode vi er, at vi skal blive gamle sammen, lagt fremtids planer og fortalt mig at jeg er hans eneste ene. Fortalt til mine veninder og familie at han havde min ryg og at vi skulle være sammen for evigt.
Vi ses et par gange efterfølgende hvor vi også er intime sammen og han fortæller mig hvor dejlig jeg er, hvor meget han elsker mig og hvor meget han savner mig. Jeg prøver så godt som muligt at gå ind og ud af “sorgen”(det føles som en sorg for mig), jeg spiser sundt (de dage jeg kan spise) og begynder at træne og dyrke yoga. Jeg går mange ture, snakker med venner og familie og er begyndende afklaret med, at jeg både har et håb for at vi finder tilbage til hinanden på et tidspunkt og også godt ved at livet kan blive så dejligt for mig, alene, på den anden side af det knuste hjerte. Efter vores sidste møde aftaler vi at vi en måneds tid skal have no contact. 2 uger efter begynder min kvalme at komme tilbage. Jeg er generelt en der kaster op når jeg er meget ked af det/udkørt, så jeg tænker ikke yderligere over det. Men da det bliver vildere her de sidste par dage begynder jeg alligevel at tælle dagene fra min sidste mens, og mit hjerte synker. Jeg tager en test og den er positiv før jeg overhovedet når at sætte en alarm på de minutter det tager. Jeg føler at hele min verden bryder sammen. Jeg har allerede snakket med lægen og fået tid til medicinsk abort - så jeg er afklaret med det, men fuck hvor er det stadig vildt hårdt og sårbart.
Jeg ringede til ham dagen jeg fandt ud af det og bad ham komme så vi kunne snakke om det. Vi var begge chokerede og kede af det, men enige om at det ikke ville være rigtigt at beholde det. Han var enormt omsorgsfuld og kærlig og var meget ked af at han ikke har mulighed for at tage med mig til de første lægesamtaler, men han kommer den dag hvor jeg skal tage de sidste piller og bliver hos mig den nat. Vi ender med også at snakke lidt om os, og han siger igen at han savner mig og har tænkt på mig og at denne her situation ikke ændre på hvordan han ser mig eller os. Jeg fortæller ham at der bor et lille håb i mig om en fremtid hvor vi finder hinanden igen og han fortæller mig at han også deler det håb.

Jeg ved ikke om det er hormonerne eller den ærgerlige situation jeg er i, men jeg er simpelthen så ulykkelig. Jeg er lige tilbage til det første døgn af det knuste hjerte og jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg føler at alt den fremgang jeg måske havde i mit sind er skudt tilbage til start og jeg igen står og er helt ved siden af mig selv. Hans udmelding om også at have et håb, har fået mit håb til at vokse så meget og nu er det nærmest det eneste jeg kan tænke på. Hans måde at være på i alt det her på, får mig også til at tænke at vi jo sagtens kan klare svære ting sammen og jeg ved at jeg kan regne med ham.

Er der nogen der har fundet sammen med en eks igen ovenpå sådan en oplevelse? Nogen der har lukket helt af fra eksen efterfølgende? Nogen der kan fortælle mig at alt nok skal gå? Hvad skal jeg gøre?❤️‍🩹

Jeg prøver at gøre det kort. Min søster kom sammen med sin kæreste og de var hurtige om alt. Hun var virkelig glad i de første 6-8 måneder af deres forhold. De vælger så at blive gravide efter at have kendt hinanden i 9 måneder, og herfra går det ned. Hun er meget alene i gravidteten, han arbejder meget og er ikke god til at tage hensyn til hende. Hun håbede det blev bedre da barnet var født, men det hele er blevet meget værre. Jeg har undret mig lidt over deres forhold og ham, fordi han stadig prioriterer at tage i byen, tage ud med drengene samt arbejde før han prioriterer hende og barnet. Han får hende til at få det dårligt når hun prøver at udtrykke sine behov og har fået hende til at tro hun er “skrap”. Han sover også meget ude pga. arbejde selvom det slet ikke giver mening ift. den arbejdsstilling han har.

Flere af vores fælles venner har opdaget at han har en affære og fortalt det til hende direkte selv eller til mig. Hun blev i starten mega ked af det og vred på ham. Men hver gang de har en samtale så vender hun på en tallerken og bliver sure på budbringeren. Han bilder hende ind at folk prøver at ødelægge hans liv og at de er ude efter ham. Han har sågar beskyldt mig for at flirte med ham og at jeg inderst inde er vild med ham, hvilket er argumentet for at jeg siger han har en affære. Jeg håbede at hun før eller siden vil indse at han har en affære, men det er ikke rigtigt kommet dertil. Mit hjerte skærer for niecen som kun er 1 år. Nu har jeg fundet ud af at hun er blevet gravid, og at hun håber at graviditeten kan hjælpe dem på vej med deres problemer. Jeg er virkelig chokeret over hvor mange som individuelt har kommet frem fordi de har set noget, men at hun Stadig ikke vælger at ville se det medmindre der er “beviser” og det ikke bare er ord. Samtidig er mit hjerte knust for babyen i hendes mave, når det fødes ind alt det kaos….
Jeg ved ikke hvad man som søster kan stille op, og jeg kan ærligt talt ikke fordrage ham. Kan se hvor manipulerende han er og hvordan han er villig til at gøre alt for at dække over sin egen affære. Jeg havde faktisk håbet på første gang han blev taget i det, at han ville slutte affæren og give sin egen familie en chance mere. Men han lever stadig et dobbelt liv.

Hvad ville I gøre?

Nu har jeg undersøgt det lidt, men jeg synes at alle dem jeg har set på har fået blandede anmeldelser. Så kan i anbefale nogle? Gerne til hele kroppen (hvis det kan lade sig gøre) og prisen er underordnet så længe den virker!

Hej 😄

Jeg søger gode råd ifht, at ville igang med at træne, og stille komme tilbage til mit ‘gamle jeg’’.

Jeg fuldammer, hvordan gør man bedst, så det ikke går ud over mælkeproduktionen? Nogle gode råd?

Hey!
Jeg skal have lavet et lash lift til ferien, men kan godt lide at der er lidt “hold” på vipperne da mine vipper er ekstremt lange - jeg leder efter en gennemsigtig mascara lidt a la en gel. Kan man få det?

Jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid og ved med sikkerhed at jeg ikke ønsker et barn. Men jeg er simpelthen så flov over at skulle ringe og bestille tid til en abort - jeg overtænker total, særligt fordi jeg tror jeg er omkring 9 uger henne og føler mig dybt uansvarlig.

Andre der har haft det sådan?

Jeg har lyst til at at høre lydbøger med seje kvindelige hovedpersoner, hvor jeg kan romantisere lidt og adoptere en fiktiv personlighed? 🫰🫰🫰

Jeg bruger lige en anden profil end min sædvanlige, da det er et meget sårbart og privat emne for mig, og derfor vil jeg helst ikke kunne genkendes på nogen måde.

Jeg har været på p-piller i 10 år, og for 2-3 måneder stoppede jeg. Jeg startede få måneder efter jeg blev 12 (som også var der jeg fik min første menstruation).

Da jeg jo kun var 12 og lige havde fået min menstruation, har jeg aldrig kunnet mærke min cyklus, og derfor valgte jeg for 2-3 måneder siden at stoppe på p-pillerne, så jeg kunne “lære min krop at kende”.

Da jeg var på p-piller havde jeg absolut ingen seksuel lyst, og jeg er også jomfru (dog ikke pga den manglende lyst).
Nu hvor jeg er stoppet på p-piller skal jeg lige love for, at lysten er gået fra 0 til 100 på ingen tid. Det er på et niveau, hvor det er ret frustrerende.

Jeg har forsøgt at onanere i badet med brusehovedet, og jeg kan mærke, at jeg kommer tæt på klimaks, men jeg kan ikke få mig selv til at fortsætte. Hvordan ved jeg overhovedet, at jeg har nået klimaks?
Allerhelst ville jeg jo egentlig gerne bare have sex, meeen indtil det forhåbentlig snart sker, må jeg jo forsøge at opfylde behovet selv.

Jeg håber virkelig, at I vil tage ordentligt imod mit opslag, da det egentlig er ret sårbart for mig.

Jeg oplever at have mere udflåd end jeg plejer. Det er sådan lidt tykt og gulligt i konsistensen. Jeg er 47 år og har en hormonspiral som skal tages ud senere i år så den så har siddet i 8 år.
Kan man gøre noget/ tage noget tilskud for at begrænse udflåd? Jeg bryder mig virkelig ikke om at have trusseindlæg i.

Jeg er begyndt at vokse mine ben, men desværre får jeg rigtig mange indgroede hår af det🤯 Hårene har simpelthen svært ved at komme igennem huden ser det ud til.

Jeg har brugt glycolic acid fra the ordinary + skrubbehandske i badet uden held. Har nogen af jer knækket koden?

Jeg har de sidste måneder været igennem et hårdt brud, en større operation og vægttab. Og så lige overgangsalder oveni. Og en del stress. Jeg plejer at have tykt hår men hestehalen er svundet meget ind og jeg er så presset hvergang jeg børster hår og hårbørsten er fuld af hår.

Kom med jeres bedste råd. Hvad virkede for jer.

Jeg har for et år siden, fået konstateret lavt stofskifte. Først var jeg på 50 mg Eltroxin og nu 75. Det er ifølge mine blodprøver stabilt nu. Jeg har dog haft en vægtøgning det sidste år i omegnen af 10 kg, uden overhoved at ændre noget. Det undre mig, for jeg er jo nerop medicineret for lavt stofskifte, og så troede jeg ikke man tog på efterfølgende.

Jeg er virklig træt af det. Jeg lever relativt sundt, cykler 20 km om dagen er generelt aktiv, ryger ikke, drikker minimal (langt under en genstand om ugen). Jeg kunne selvfølgelig altid spise mindre chokolade osv men altså ...

Det frustrer mig helt vildt bare at se vægt få op og op uden at ændre noget.

Andre der har oplevet noget lignende?

Hvad gjorde I? Skal jeg virklig tælle kalorier resten af livet? 😭

Tilføjelse: jeg er midt i 30erne og har to børn.