Jeg har spildt min SU og valgt forkert karriere
Jeg fortryder virkelig de uddannelsesvalg jeg tog da jeg blev student, og den karrierer jeg efterfølgende har fået.
Undskyld det meget lange skriv! Jeg havde brug for at få mine tanker ud, og ville egentlig gerne kunne høre hvad andre tænker, for jeg har været lidt i rundkreds i mit eget hoved - så jeg har ikke som sådan et spørgsmål, men jeg vil meget gerne høre jeres tanker, om mine tanker.
Både opmuntrende, men også bare hvad end du tænker!
Så her kommer det:
Min store drøm dengang jeg gik på HF, det var at flytte til København og at læse jura. Det var selvfølglig en plan A, for jeg var ikke sikker på at få snittet til det, men at jeg gerne ville flytte til KBH og på universitetet, det var i hvert fald så godt som sat i sten.
Jeg endte faktisk med at få snittet, til at jeg kunne have læst jura, men selvfølgelig et par måneder før jeg blev student, der fik jeg en kæreste.
Jeg havde aldrig været så forelsket før, som jeg var i ham, og jeg var bange for, at hvis jeg flyttede væk, så ville vores forhold ikke overleve.
Jeg prøvede at tale med ham om mine tanker, og kort fortalt, så bekræftede ham mig bare i, at han ville gå fra mig hvis jeg flyttede væk.
Jeg endte selvfølgelig med at blive hvor jeg var, og vi forblev kærester.
Jeg valgte derfor uddannelse efter, hvad der var tilgængeligt i Esbjerg dengang, og da ingen af de oprindelige ønsker jeg havde haft var en mulighed, så endte jeg med lidt tilfældigt at falde over Administrationsbacheloren og starte på den.
Jeg læste 2,5 år på den uddannelse, og skiftede så til socialrådgiveren, hvor jeg fik merit så der læste jeg yderligere 2,5 år og så blev jeg færdiguddannet tilbage i 2022.
Forholdet var ret usundt, og jeg føler at jeg gik fuldstændig glip af meget af det sjove og fede ved at være studerende. Jeg fik ingen venner, jeg deltog ikke i nogle arrangementer eller sociale events eller noget i den dur. Jeg mødte op, fulgte min undervisning og samarbejdede i min studiegruppe om det vi skulle, og så tog jeg ellers hjem til den lille by jeg boede i.
Mens jeg læste til socialrådgiver gik vi fra hinanden. Jeg flyttede ud for mig selv, men da det var under første corona bølge, ændrede mit studieliv sig ikke ift. det sociale, og jeg var faktisk igen ikke rigtig interesseret i det heller. Jeg var ærlig talt en smule skadet efter det forhold med min eks, så jeg brugte meget tid på at finde tilbage til mig selv. Det tog flere år, før jeg sådan rigtig følte jeg var tilbage til mig selv.
Jeg gennemførte socialrådgiver uddannelsen, og kom hurtigt ud i arbejde.
Jeg har egentlig syntes, at det er et vigtigt fagområde, og jeg ville gerne gøre en forskel. Men det passer slet ikke til mig. Jeg har selvfølgelig forsøgt at finde en god vej i det, og jeg har været i flere kommuner og på flere områder, og arbejdet med forskellige målgrupper, men jeg trives bare ikke i det. Jeg blev som nyuddannet efter et halvt års tid sygemeldt med stress. Jeg har derefter haft skiftet til et andet område, men i længden er det ikke bedre. Mest af alt blev jeg bare ramt af omsorgstræthed og en udbrændthed, som igen resulterede i belastningsreaktioner.
Det er ikke et job, der på nogen måde giver mig energi. Meget af tiden kræves så meget af min energi på arbejdet, at jeg ikke har haft noget til overs til fritidsinteresser, sociale ting eller lignende. Jeg har ofte haft brug for at gå hjem og bare være mig selv, for at kunne have nok til at møde på arbejde dagen efter. Og de fleste weekender er også brugt på langs.
Det er absolut ikke fordi, at jeg har haft nogen forstilling om, at man skal kunne overskue hele verden efter en dag på job. Men jeg var udmattet, og hvis jeg skulle være bare lidt i stand til at passe mit arbejde dagen efter, så var fuld restitution bare nødvendig. Sådan er det stadigvæk også i mit nuværende arbejde, så selvom jeg fik styr på de akutte belastningsreaktioner der gjorde mig syg, så er det bare uholdbart.
Jeg kom derfor selvfølgelig til den konklusion, at jeg ikke kan holde til at være socialrådgiver og jeg er nødt til at gøre noget andet.
Jeg søgte ind på kandidaten i samfundsvidenskabelig jura på KU. Og jeg er heldigvis blevet tilbudt en plads, så det er jeg selvfølgelig enormt lettet og glad over!
Samtidig, så kan jeg stadigvæk ikke ryste den bitre smag i munden, og siden jeg besluttede at jeg er nødt til at komme tilbage på skolebænken, så har en øv-følelse fyldt lidt hos mig, over de valg jeg tog, som har bragt mig hertil.
Jeg føler, at jeg valgte at ofre mine drømme og ønsker og det jeg gerne ville, for et forhold til en mand. Det bliver bare ekstra bittert, fordi at forholdet var usundt og jeg har efterfølgende også skulle bruge mange år på at blive hel igen, efter det forhold.
Nu sidder jeg så her 9-10 år efter jeg blev student og i en alder af snart 30 år, og kigger tilbage på de valg og den måde jeg ofrede mine egne drømme. Og jeg mærker så mange år efter virkelig trælse konsekvenser af de valg, og higer efter mine oprindelige drømme.
Jeg undersøgte, mens jeg ventede på svar på kandidaten, om det ville være muligt for mig at starte på Jura-bachelor og så tage den traditionelle vej, men det er økonomisk ikke muligt.
Dog så er cand.soc.jur selvfølgelig et virkelig godt alternativ.
Valget om at gå tilbage og tage en kandidat ovenpå min socialrådgiver, betyder på grund af de nye SU-regler, at jeg er nødt til at optage slutlån i størstedelen af uddannelsen. Da jeg har SU-lån i forvejen kommer jeg ud med en ret stor gæld. Jeg vælger selvfølgelig den løsning med åbne øjne, men samtidig så sidder jeg også med en følelse af, at jeg reelt ikke har en anden mulighed. Og selvom jeg bestemt planlægger at finde arbejde ved siden af studiet, så er der ikke nogen realistisk situation, hvor jeg vil være i stand til at arbejde nok til, at jeg ikke behøver låne. Og at blive i socialrådgiver faget og spare op til at finansiere hele studietiden selv, det kan jeg ikke.
Jeg har accepteret at det er sådan det er, og det er den løsning jeg har valgt, men det er bare skide ærgerligt, fordi det jo kunne være undgået hvis jeg havde valgt anderledes.
Jeg føler også, at jeg er gået glip af en masse fede oplevelser i forbindelse med at være ung og studere. Og selvom at jeg forhåbentlig kan få nye venner og engagere mig i et studieliv mens jeg læser kandidaten på KU, så vil det ikke være det samme.
Selvfølgelig er det ikke for sent at rette op, og jeg er heldig at jeg kun er mig selv, så jeg kan vælge at gå tilbage på skolebænken, også selvom det betyder at jeg skal bo på et værelse i en delt lejlighed eller hvis jeg er heldig en 1. værelses lejlighed. Og jeg er kun mig selv, så jeg skal ikke tage hensyn til nogen partner og hvad de mener om at jeg optager gæld.
Samtidig, så føler jeg sgu også, at der er sket uoprettelig "skade"
Jeg kan rent praktisk økonomisk ikke vælge at læse traditionel jura.
Jeg kan aldrig få den ungdom tilbage, eller de spildte år jeg har brugt på både de studier og efterfølgende arbejdsliv.
Jeg kan aldrig opleve at være ung student, og lande i storbyen og på uni og få hele det der universitets studerende liv, som også var noget af det jeg gerne ville.
Det fylder for mig - både hvordan mit liv kunne have været anderledes på nuværende tidspunkt, og de konsekvenser som jeg stadigvæk mærker. Jeg kommer jo formentlig til at være halvvejs igennem livet, måske en 40-45 år, før jeg reelt bliver helt "fri" af alle konsekvenserne.
Jeg er igen selvfølgelig helt vildt glad for, at jeg er blevet optaget på kandidaten i samfundsvidenskabelig jura, og jeg glæder mig rigtig meget til fagene og uddannelsen, og en god karriere bagefter, som jeg bliver glad for og kan trives i.
Jeg havde bare også brug for at dele mine sorger over, at jeg ikke bare gik med det jeg gerne ville i første omgang, og en bitterhed over, at den idiot til en ekskæreste og det forhold jeg havde med ham stadigvæk påvirker mit liv nu. Til sommer er det 6 år siden vi gik fra hinanden, og valg truffet på grund af ham, de spænder stadigvæk ben for mig nu.
Tak for at du læste med hele vejen!