u/Classic-Remote4741

Med fare for, at jeg snart bliver kontaktet eller forsøgt doxxet af Louise Madsens nye “dokumentar team”, bliver jeg nødt til at kaste lidt op.
Jeg synes at det er SÅ tonedøvt og ligegyldigt, at Louise Madsen skal stå i spidsen for et program der omhandler mobning online. Hun påtager sig en kæmpe offerrolle i hele denne setting, og vil selvfølgelig ikke bare have en konstruktiv samtale med en af os anonyme, men vil verbalt “sætte os på plads” og fortælle hvor “forfærdelige” vi er for at “mobbe” folk som hende, når man egentligt bare konfronterer hende med hendes opførelse.
For det første, så har Louise reklameret for en vægttabsapp, og bidraget til et usundt kropsbillede som mange unge i dag har.
For det andet, bidrager hun til masseproduktionen af tøj og andet + hendes eget “tøjmærke” som er som taget ud af sheins katalog hvor hun efterfølgende sælger det til flere penge på vinted.
For det tredje, rejser hun ualmindeligt meget, og har sat hendes co2 print for de næste mange år, alt imens hun klager over at folk der stemmer blåt får røg, da hun selv stemmer LA eftersom de gavner alle de rige menneskers situation. Jeg kunne skrive tykke bøger om det som jeg er uenig med hende i, men hun skal sørme ikke lave et narrativ om, at folk bare hater og leder efter fejl ved hende for sjov, for gud hvor giver hun os mange grunde til at være uenige og holde hende til ansvar.

Jeg lavede et langt opslag tidligere, men vil lige korte det ned.

Jeg har læst flere tråde om hende, og om folk som hun har snydt for penge, og vil virkelig råde folk til at holde sig væk fra hende.

2 dage inden premieren på programmet sad hun ved et bord ved siden mig og mine 5 veninder. Hun drak 4 øl på 1,5 time, og forsøgte hårdt at komme ind i vores samtaler ved bl.a. at grine og kommentere på det vi talte om.

Hun kom ind i samtalen, og slap os ikke igen. Vi opdagede hurtigt at hun løj da hun modsagde sig selv. Eksempler på dette: hun sagde at hun ikke vidste hvem nadine var (hun kommer ind i programmet) og siger senere at hun rullede øjne og lavede grimasser da hun kom ind (hvorfor gør man det, hvis man ikke kender personen?), hun gik med krykker, og sagde at hendes hund havde væltet hende, og at hun ville få stor erstatning grundet hendes korsbånd var revet over, men sagde så en time efter, at det var hendes ex kæreste som havde skubbet hende. Hun bad mig lægge ud for øl til hende hver gang jeg skulle på toilet, men hun rejste sig og gik uden krykker normalt flere gange. Hun fortalte, at hun dater en fyr på 23 (hun er selv 31), og at hun kun har sagt at hun har 1 barn (hun har 3, den ældste er teenager med 2 forskellige mænd).

Hun blev meget fuld, og havde drukket en del genstande på kort tid, og sagde at hun ventede på en “ven”, men faktum er at hun havde siddet på Old irish i noget tid inden vi kom, og fik først da vi gjorde, så hun har ca siddet på baren i 5 timer og blevet ret så vissen. Dette er der intet galt i, gør hvad du vil, men det viser bare at hun nok skammer sig over at sidde og drikke alene, da hun blev ved med at sige at hendes ven snart ville komme.
Hun fortalte, at hende overbo passede hendes børn mens hun var ude, og self er ens liv ikke slut bare fordi man får børn, men kan ikke forstå at man får ens overbo (en mand hun nærmest ikke kender men som er “venlig” - hendes egne ord) til at passe ens børn for at tage i byen alene og snakke med fremmede.

Jeg lagde ud for over 300 kr, og hun bad mig om at sende en anmodning over mobilpay. Dette er det første røde flag, for hvorfor kunne hun ikke bare sende pengene? Men jeg anmodede hende, og der skete ikke noget. Jeg skrev til hende over sms, insta og mobilpay men intet skete. Først for nylig sender hun mig mine penge, og kommer med dårlige undskyldninger som “jeg havde ikke set dine beskeder”, og sendte et screenshot som ai tydeligt havde lavet, da det viste at min anmodning var “udløbet”, men jeg ved at dette ikke længere kan ske, da jeg testede det ved at anmode min søster et beløb uden at hun svarer, og nu 3 uger efter står beløbet stadig og er ikke “udløbet” som hun sagde det var.

Jeg var dum og blåøjet siden jeg lagde ud for hende, men jeg troede ikke at det var så slemt som det var, og eftersom programmet ikke var udgivet og jeg ikke anede hvem hun var, så tænkte jeg ikke længere. 100% min fejl at være så lidt kildekritisk.

Hun sagde, at hun kun var med i programmet for at blive influencer (vi har ikke behov for flere, slet ikke en som hende), og at hun har fået arbejde på Old irish i gaden.

Skriver faktisk kun det her for public service, for håber virkelig at folk passer på derude! 300 kr er ikke meget, men det kunne lige så godt have været 5000 kr jeg aldrig så igen.

Kære alle der læser med

Jeg vil gøre en meget lang historie kort, og så håber jeg at i kan hjælpe mig eller komme med refleksioner.
Jeg er næsten 100% sikker på, at min mor er narcissist. Jeg har talt med min psykolog, som bekræfter mig i at der er noget dybt dysfunktionelt i min mors måde at være mor på, samt er min kæreste psykolog, og har længe set 🚩, men fordi at han er respektfuld og en god kæreste, har han ikke ville ligge ord i munden på mig, men bekræftet og støttet mig når jeg har talt om hendes opførsel. Jeg vil ikke kede jer med detaljer, men min moster er faktisk blevet diagnosticeret med nacissime for mange år siden, og selvom hun har anerkendt det og prøvet at få hjælp, har min mormor, mor og onkel stoppet alt kontakt til hende, da hendes sygdom har ødelagt meget, desværre. Min mor prædiker altid om, at hun er glad for at hun ikke er på samme måde, men jeg har siden jeg var lille altid fået en mærkelig følelse i kroppen når hun har sagt det. En følelse af, at jeg er uenig med hende, men ikke kan sige hende imod da jeg er bange for konsekvenserne. Faktum er, at min mor udviser enormt mange tegn på narcissime (jeg vil ikke pålægge hende en diagnose, og jeg har heller ingen ret til det, men det hjælper mig med at forstå hvorfor hun gør som hun gør). Siden jeg var lille har jeg altid været enormt bange for min mor. Hvis hun havde lavet en fejl og kom med et fesent “undskyld”, og man så konfronterede hende, kunne hun altid vende situationen til, at det var hende som havde ret til at blive vred, og så endte det med at man undskyldte. “Jeg er jo også bare en forfærdige mor” eller “hvis du er så utilfreds, så find en ny familie, vi gider alligevel ikke have at du er her når du er så vred hele tiden” er sætninger som jeg har fået råbt ind i hovedet så mange gange at jeg ikke har tal på det. Hun købte fint og dyrt tøj til min søster og jeg, men så snart der kom selv den mindste uoverensstemmelse, så blev disse materialer brugt mod os. “Jeg gør så meget for dig, jeg køber tøj til dig, henter dig hvis du har brug for det! Men ved du hvad? Det kommer aldrig til at ske igen”. Jeg fandt hurtigt ud af, at hendes “gaver” var som et pantelån. Vi fik det, så hun kunne bruge det imod os på et andet tidspunkt.

Min søster bliver uhelbredeligt syg med kræft i en alder af 13 år. Hun er nu 25, og kommer til at leve med kræften resten af livet, men hun vil ikke dø af det. Da hun blev syg, var mine forældre enormt optagede af den nye situation, hvilket er på sin rette plads. Jeg husker ikke meget fra de år (jeg var 9), men husker at jeg altid var hjemme ved min nabo (min bedste veninde i dag også) og hvis hun ikke var hjemme andre bekendte eller familie. Jeg var praktisktalt ikke hjemme i 1,5 år, kun når der blev aften og jeg skulle i seng. Jeg prøvede at lette stemningen hvis jeg var hjemme, og indhente samtaler med min søster, men det blev aldrig til meget. Jeg har fået fortalt, at jeg en aften fortalte om min dag ved bordet, hvor jeg så blev afbrudt af min mor, som talte om min søster, hvor jeg eftersigende skulle have slået i bordet og råbt “jeg er faktisk også jeres barn”, og bagefter gået. Min søster har fortalt mig om denne situation, da jeg på ingen måder husker det. Efter min udtalelse begyndte min mor at græde og råbte noget i stil med “du er i det mindste ikke syg!”. Jeg forstår mine forældres handlinger, men min mors kommentar er endnu et eksempel på hendes manglende empati.
Tiden gik, jeg kom til psykolog for at tale om min søsters sygdom, hvor vi faktisk endte med kun at tale om mig og mine følelser. Jeg havde en svær spiseforstyrrelse som mine forældre ikke opdagede (jeg gik fra at veje 69 til 45 kg), og så udøvede jeg desværre i ved nok hvad. Jeg fik talt med psykologen og det hjalp mig meget. Min familie var nærmest bare et bekendtskab, men for 2 år siden sagde de så undskyld for årene, og tog ansvar. Jeg var meget overrasket og tilgav dem med det samme, da jeg vidste at min mor ville blive vred ellers. De sagde undskyld for, at jeg var blevet et “skyggebarn” som min psykolog sagde, og for at de glemte mig.

Jeg følte oprigtigt at de tog ansvar og havde lært af deres fejl, men jeg tog desværre fejl.
Sidste år opdager jeg at mine forældre har inviteret min søster med til Grækenland. Bare de 3, uden mig. Der er MEGET større problemer i denne verden, og jeg er ligeglad med at gå glip af en ferie, men det er princippet. Endnu engang er jeg ikke en del af fællesskabet. Igen, jeg forstår 100% at mine forældre havde mest opmærksomhed på min søster pga sygdom, men forstår ikke meningen i at undlade at invitere et familiemedlem. Jeg tror også at jeg er bitter, da min søster ofte har kommet til mig og grædt over min mors behandling mod hende. Jeg har altid taget hendes parti, og ofte endt med at være den min mor var mest sur på af min søster og jeg. Men når det er omvendt, så er min søster der ikke. Hvis min mor er vred på mig og ignorerer mig, så gør min far og søster det også, ligemegwt hvad det omhandler.

Min søster bor hjemme, da hun vil spare op til en lejlighed. Hun har ingen udgifter og et fast arbejde. Min mor blev vred på mig for nylig, og beskyldte mig for at stjæle penge fra hende (det har jeg under INGEN omstændigheder, og hun kunne ikke engang forklare hvorfor hun troede det), og det resulterede i, at hun opsagde mit kontaktlinse abonnement som hun ellers betalte før, da det koster 700 kr om måneden og jeg er studerende. Jeg er faktisk glad for at hun gjorde det, for nu betaler hun ikke for noget til mig, og derfor kan hun ikke bruge det mod mig, hvorimod at hun betaler alt for min søster, og derfor har kontrol over hende. Det er mere princippet, igen. Min søster bor hjemme og får alt hun ønsker, og jeg bor ude, er på SU, og betaler i forvejen for alt selv. Hun sætter mit i en situation hvor jeg nu har endnu færre penge (jeg er så tilfreds med at jeg selv skal betale, det er bare princippet), og hun gør det for at såre mig. Det ved jeg.
Sorry for min rant, nu kommer problemet.

I går fik jeg besøg af familie langvejs fra, og min søster skulle komme hjem til mig, da hun også skulle være sammen med os. Aftalen var gammel, men hun ender med at skrive, at hun først kan komme kl 20 (gæsterne kom kl 13), og jeg skriver pænt at jeg er træt af det, og at jeg gerne vil have at hun kommer tidligere. Hun fik fri fra arbejde kl 13, og skulle egenligt bare gøre sig klar, så jeg var uforstående. Hun beklager og skriver at hun skynder sig. 2 minutter efter ringer min mor til mig, vel vidende at jeg har gæster. Jeg tager den ikke, og så skriver hun “helt ærligt *. Din søster har haft en lang uge, og hun har det ikke godt for tiden. Du kan simpelthen ikke være bekendt at blive irriteret på hende! Hun skynder sig alt hun kan, og du skal være glad for at hun overhovedet vil komme”. Jeg skrev, som sagt, meget pænt til min søster at det var ærgerligt (jeg kunne have skrevet meget grimt, for jeg var vred, men det gjorde jeg ikke). Det gik ikke mere end 2 minutter fra at jeg skrev med min søster til, at hun havde fortalt vores mor det.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har før konfronteret dem med bl.a. ferien jeg ikke var inviteret med på, men min mor er glat som en ål, og får det altid vendt om. Jeg tror desværre, at hvis jeg siger det jeg har på hjertet til hende, så vil hun skære hånden af mig, og afstøde mig fra familien. Det er sket før. Men er det egentligt det værd? Vil jeg være bedre stillet i livet, hvis jeg ikke havde denne form for gift i mit liv? På forhånd tak for at I læste med, og for svar🫶🏼

Jeg ved at det er sent, men min kæreste er endelig faldet i søvn.
Lang historie kort, min kæreste og jeg har længe haft kontroverser og skænderier om det samme emne, og ofte været i tvivl om vi kan løse det sammen. Problemet ligger hos mig, og jeg vil og har altid klassificeret det som en “lille ting”, men eftersom det går min kæreste på har jeg gjort meget for at ændre det. Jeg har bl.a. gået til psykolog, drikker Max 4 genstande ved lejligheder (nærmest aldrig) og stoppet kontakten til bestemte mennekser. Alt dette har jeg det fint med, da jeg ser at jeg er en bedre udgave af mig selv. Problemet kommer her. I snart 2,5 år har jeg been on my best behavior, men alligevel føler jeg at min kæreste nærmest leder efter fejl og situationer hvor jeg kan kvaje mig. Mit problem var, at når jeg var i byen blev jeg ALT for fuld, og det var også noget jeg selv var træt af. Det var ydmygende overfor ham, men jeg holder dog fast i, at mange ofte blev meget fulde til familie eller venne-fester og opførte sig dumt. Ja, jeg blev fuld, men jeg har aldrig såret nogen og jeyforstår at han blev vred på mig (og så alligevel ikke, men taget vores fortid i mente), men lige meget om jeg så havde gjort noget rigtig grimt mod ham, så føler jeg ikke at det er okay at blive fysisk? Jeg ved ikke om jeg overreagerer eller hvad jeg gør. Han gjorde det tydeligt at han ikke ville have noget med mig at gøre, men efter han skubbede osv. blev han meget hurtigt blød og ville løse det hele. Men nu er jeg meget i tvivl. Plz hjælp