Er det jobbet eller mig, der er noget galt med
M42 her. Har skiftet branche relativt sent i livet efter +10 år i et helt andet felt. Det er anden gang jeg skifter job inden for den nye branche, og jeg er begyndt at få mistanke om, at problemet måske ikke er arbejdspladserne — men mig selv.
Mit sidste job var præget af dårlig ledelse og et ret giftigt miljø. Jeg gik derfra med følelsen af at være utilstrækkelig og fagligt bagefter. Jeg tænkte egentlig, at et nyt sted ville ændre det.
Nu har jeg været cirka et år i mit nuværende job. Jeg har brugt meget tid på uddannelser, certificeringer og oplæring, fordi jeg kommer med en anden baggrund end de fleste af mine kolleger. Mange af dem virker meget mere naturligt “på” — de kommer med idéer, tager initiativ, bliver hurtigt involveret i ansvar og udvikling.
Jeg er stadig i gang med at lære, men jeg laver også fejl undervejs. Ikke katastrofale fejl, men nok til at jeg føler, det bliver tydeligt, hvor meget jeg stadig mangler fagligt. Det svære er, at jeg ikke rigtig ser de andre nye lave de samme fejl eller kæmpe på samme måde.
Det påvirker mig især socialt og kollegialt. Jeg har en følelse af, at folk sjældent går til mig fagligt, og at jeg lidt bliver overset i samarbejde og sparring. Jeg kan ikke finde ud af, om folk prøver at skåne mig, allerede har placeret mig i en bestemt boks, eller bare ved, at jeg ikke har så meget at bidrage med endnu.
Jeg gør mit arbejde, passer mine opgaver og får tingene gjort. Men jeg føler lidt, at jeg bare er “til stede”, mens andre bliver set som dem, man går til. Jeg sammenligner mig konstant med andre, og det dræner mig ret meget mentalt.
Jeg prøver at finde ud af, om det her bare er almindelig usikkerhed ved karriereskifte/imposter syndrome — eller om jeg reelt er landet et sted, hvor jeg ikke passer ind kompetencemæssigt eller personligt.
Er der andre, der har prøvet noget lignende senere i livet? Kom det over tid, eller fandt I ud af, at I faktisk var det forkerte sted?