Jeg er sygeplejerske på et offentligt sygehus. Jeg har været ansat på afdelingen i et par år, og det er min første ansættelse efter jeg blev færdiguddannet.
Jeg og mine kollegaer har løbet stærkt - rigtigt stærkt - i løbet af det sidste halve år. Travlheden er kun blevet værre af at vi har oplevet gentagende nedskæringer, der har skabt endnu mere kaos end vi oplevede i forvejen. Det går ikke alene ud over personalet og arbejdsglæden, men i høj grad også patientsikkerheden. Samtidigt er der internt splid i afdelingen på tværs af faggrupper og mellem ledelse og medarbejdere. Mange - næsten alle - er utilfredse og brokker sig gerne højlydt.
Vi er som skrevet mange, der har prøvet at råbe op, men ledelsen opfører sig arrogant og enerådigt, når de ignorerer os og slår bekymringerne hen, som var de ingenting. De er næsten aldrig til stede på afdelingen og sidder gerne bag en lukket dør for at undgå konfrontationer.
Travlheden betyder, at vi som kollegaer er meget afhængige af hinanden og hinandens hjælp. For det meste er folk gode til at hjælpe, men på det seneste er flere og flere blevet meget egoistiske og sætter sig selv først fremfor at hjælpe andre. Særligt to af vores kollegaer er slemme til dette og laver generelt set så lidt som overhovedet muligt, når de er på arbejde. Derfor har jeg delt bekymringerne om disse to kollegaers opførsel til ledelsen. De to kollegaer er upopulære i næsten hele personalegruppen og bekymringer handler lige så meget om deres arbejdsmiljø og fremtid som det fælles arbejdsmiljø, hvilket jeg også har understreget for ledelsen. Til trods for dette, vender ledelsen problematikken om, og gør mig til problemet. Nu skal vi i stedet snakke om min trivsel til trods for, at det ikke er mig, der skaber problemet. Jeg føler, at de forsøger at lukke munden på mig fordi jeg tager kritiske problemstillinger op. Alt imens får de to medarbejdere lov til at opføre sig som de har lyst til og jeg føler at jeg skal stå til regnskab og “straffes” for at gøre opmærksom på problemet.
Som konsekvens af ovenstående og de generelle arbejdsforhold måtte jeg i sidste uge kapitulere og sygemelde mig med hjertebanken, hukommelsessvigt og massivt fysisk ubehag, når jeg var på arbejdspladsen - altså stress.
Nu er jeg igen blevet “inviteret” til trivselssamtale, denne gang med deltagelse af henholdsvis min nærmeste og øverste leder. Jeg gruer for, hvad der skal ske både til samtalen og fremadrettet, og jeg er nervøs for, om de er i gang med en “silent firing”.
Jeg er (selvfølgelig) på vej videre karrieremæssigt så snart muligheden byder sig, men nu bliver jeg pludseligt i tvivl om jeg overdriver problematikkerne i mit hoved. Er det her “normalt” i en offentlig virksomhed eller er jeg (og mine kollegaer) udsat for inkompetent ledelse?