u/Den_lille_flue

Jeg er en kvinde på 28 og min ven/sommerkæreste er 27. Håber i vil læse med ❤️

Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvad der er sket i mit forhold, og jeg håber, at nogen måske kan give mig et perspektiv udefra. Jeg prøver især at forstå, hvorfor han afsluttede forholdet, om han stadig har følelser for mig, og om der er en chance for, at han kontakter mig igen.

For lidt over halvandet år siden matchede jeg med en fyr på en datingside. Vi begyndte hurtigt at skrive sammen på Instagram, men fordi vi boede cirka tre timers transport fra hinanden, nåede vi aldrig at mødes, inden vi begge begyndte at date andre. De relationer blev aldrig til noget seriøst, men vi holdt kontakten gennem hele den periode.
Vi havde kun mødt hinanden én gang som venner, men der havde altid været en sjov flirt mellem os.
Vi skrev sammen næsten hver dag, ringede sammen indimellem og blev gradvist meget tætte.
Vi var nærmest pennevenner, som delte en stor del af vores liv med hinanden.

Jeg havde egentlig aldrig forestillet mig, at han ville være interesseret i mig romantisk, men på et tidspunkt begyndte vi at tale om, hvorvidt der måske kunne være mere mellem os.

Han kom hjem til mig en weekend i starten af maj og vi var begge ret nervøse, for vi havde jo kun mødtes en gang før, men vi kendte hinanden så godt.

Vi kyssede den anden aften og havde sex den tredje dag. Han endte med at blive en ekstra dag, og vi havde det virkelig dejligt sammen. Han kom tilbage den følgende weekend, og derefter tilbragte vi stort set hele sommeren sammen.

Vi mødte hinandens venner og familier, jeg var med til hans familiefødselsdag, og jeg oplevede at han generelt gerne ville have at hans venner og nærmeste skulle møde mig.

Vi holdt i hånd, når vi gik rundt i København, opførte os som kærester og lavede planer for fremtiden. Vi havde utrolig meget til fælles, havde altid noget at tale om og følte os trygge ved at være os selv sammen.
Vores sexliv fungerede også rigtig godt. Vi havde mange af de samme lyster og kunne være legende og åbne sammen uden skam eller akavethed.

Jeg kender noget til hans tidligere datinghistorik, og ud fra det, jeg ved, føltes det, vi havde, særligt sammenlignet med hans tidligere oplevelser. Han var også det menneske, jeg nogensinde havde åbnet mig mest over for. Jeg havde lukket ham tættere ind end nogen anden.

Lidt baggrund om mig: Jeg har i en periode kæmpet med stress og psykiske problemer. Jeg havde også for nylig taget afstand fra min familie, så vores forhold betød enormt meget for mig. Han var en kilde til tryghed og glæde, og det at være sammen med ham gav mig faktisk lysten til at finde tilbage til livet og arbejde på at få det bedre.

For omkring en måned siden tog jeg hjem til ham. Vi havde en dejlig weekend, og jeg var med til hans venners fernisering, som han virkelig gerne ville have mig med til.
Alt var som det plejede, vi kyssede i offentligheden og jeg havde ikke en følelse af, at noget var off.

Men dagen jeg skulle hjem, slog han sådan halvt op med mig. Han talte både om at vi skulle tage en pause og at vi skulle slutte det.
Han sagde, at han følte, at han stod i vejen for min personlige udvikling på grund af mine psykiske problemer.
Det var jeg fuldstændig uenig i, fordi jeg oplevede, at han hjalp mig med at udvikle mig og havde en positiv indflydelse på mit liv.
Men jeg sagde også til ham, at hvis han var i tvivl, så var han ikke i tvivl. Så vi slog jo nok op.

Vi talte meget sammen dagene efter, og tingene begyndte hurtigt at føles normale igen. Han sagde, at han gerne ville give forholdet en chance til, og at han måske ikke havde tænkt sig om, ved at afslutte det. Så vi besluttede at fortsætte.

Der gik en måned, før vi så hinanden igen (som var weekenden i uge 39). Det var den længste periode, vi nogensinde havde været væk fra hinanden. Da han endelig kom hjem til mig, føltes noget anderledes. Vi havde kun sex den første aften, og i løbet af weekenden oplevede jeg, at han trak sig fra mig. Jeg reagerede ved selv at lukke lidt ned følelsesmæssigt og blev ked af det.

Dagen før han skulle hjem, forsøgte han igen at slå op med mig. Han blev ved med at spørge, om jeg ikke også syntes, at visse ting mellem os ikke fungerede. Jeg sagde, at jeg ikke var enig, og at jeg mente, at vores problemer var noget, vi kunne arbejde os igennem.
Jeg har selv været i tre forhold før, mens han aldrig har været i et forhold. Jeg oplevede, at de problemer, han fokuserede på, var relativt små sammenlignet med den forbindelse, tillid og kommunikation, vi havde opbygget.
Han kunne ikke give mig en klar grund til, at han ville afslutte forholdet. Han virkede meget splittet og fortalte mig, at jeg var fantastisk, at han ikke ville miste mig, og at han stadig ønskede, at jeg skulle være en del af hans liv. Han sagde endda, at han var i tvivl om, hvorvidt han traf den rigtige beslutning.

Det stemmer også overens med den måde, han havde opført sig på gennem hele vores relation. Det var typisk ham, der tog initiativ til kontakt hver dag, ringede til mig, planlagde hvornår vi skulle ses, og talte om ting, vi kunne lave i fremtiden. Han havde altid virket meget engageret i os.

Om aftenen sov vi jo selvfølgelig i samme seng, og han holdt om mig som altid. På et tidspunkt spurgte jeg, om jeg måtte få et kys, men han sagde, at det ikke gik.
Jeg fortalte ham, at jeg var nødt til at sove på sofaen, fordi det var for smertefuldt at ligge ved siden af ham, når jeg stadig havde lyst til at kysse ham og være intim med ham. Jeg var knust og følte mig uønsket.
Han blev ked af det, da jeg sagde, at jeg ville flytte mig til sofaen nedenunder, men jeg forklarede, at jeg havde brug for lidt afstand for overhovedet at kunne sove.
En time eller to senere kom han grædende ned til mig, fordi han heller ikke kunne falde i søvn ovenpå og var så ulykkelig. Så jeg gik med ham op.

Næste morgen kørte jeg ham til færgen. Vi krammede hinanden farvel, og han sagde flere gange: »Vi ses.« Jeg var så ked af det, at jeg i første omgang ikke kunne få mig selv til at svare. Til sidst sagde jeg ja, og så gik vi hver vores vej.

Da jeg kom hjem, var jeg fuldstændig knust og faldt i søvn på sofaen. Da jeg vågnede, var jeg forvirret og kunne ikke forstå, hvorfor han havde afsluttet forholdet, især fordi han aldrig havde givet mig en tydelig forklaring. Jeg skrev derfor til ham og spurgte, hvorfor han havde slået op med mig.
Han blokerede mig.
Jeg forsøgte at kontakte ham fra andre Instagram-profiler, fordi jeg desperat havde brug for en forklaring. Han blokerede også de profiler med det samme. Til sidst sendte han mig en besked om, at han havde brug for at trække sig og få fred i hovedet, og at jeg ikke skulle kontakte ham, hans familie eller hans venner.

Det er 1,5 uge siden og vi har ikke haft kontakt.

Jeg har også sendt ham en pakke med et brev, men han har ikke hentet den.

Det, der gør situationen så svær for mig at forstå, er, at han ikke virkede som en person, der ikke ønskede mig i sit liv. Tværtimod virkede han ulykkelig, hver gang han afsluttede forholdet. Han sagde, at han ikke ville miste mig, at jeg betød meget for ham, og at han ønskede at bevare vores relation.

Han var også den, der oftest tog initiativ til kontakt og planlagde vores fremtid sammen.

Jeg ved godt, at man godt kan elske nogen og samtidig vælge ikke at være sammen med dem. Jeg ved også, at hans følelser ikke nødvendigvis betyder, at han ønsker et forhold. Men jeg har svært ved at forstå, hvordan han kunne gå fra at være så tæt på mig og virke så engageret til pludselig at afskære mig fuldstændigt uden at give mig en forklaring.

Jeg spekulerer på, om han blev overvældet af forholdet, om han blev bange for ansvaret eller for mine psykiske problemer, om han havde tvivl, som han ikke kunne sætte ord på, eller om der er noget helt andet, jeg overser. Jeg ved selvfølgelig godt, at ingen her kan vide, hvad der foregår inde i hans hoved.

Mine spørgsmål er derfor:
Hvorfor tror I, at han slog op, når han samtidig virkede så knyttet til mig og selv sagde, at han var i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning?
Hvorfor ville han først forsøge at bevare vores relation og fortælle mig, at han ikke ville miste mig, for derefter at blokere mig overalt og afskære al kontakt?

Tror I, at han stadig har følelser for mig, selvom han har valgt at afbryde kontakten fuldstændigt?

Tror I, at han på et tidspunkt vil kontakte mig igen, når han har fået mere ro og afstand til situationen? Eller skal jeg betragte hans beslutning som endelig?

Har nogen oplevet noget lignende, hvor en person virkede meget investeret i forholdet, slog op i tvivl og derefter lukkede fuldstændig ned? Hvad viste det sig at handle om i jeres tilfælde?

Jeg leder ikke efter nogen, der bare fortæller mig, at han kommer tilbage. Jeg prøver oprigtigt at forstå, hvad der kan være sket, og jeg vil også gerne høre perspektiver, der måske er svære for mig at acceptere.

Jeg ved godt, at jeg kun kan fortælle min egen side af historien, og at der kan være ting, jeg ikke har forstået eller set.

Tilføjer lige lidt ekstra:
Han havde købt en gave til mig, som ikke nåede at komme inden vores sidste weekend sammen.
Han spurgte dagen inden han slog op, om jeg ikke ville med ham hjem.
Jeg kan ikke forestille mig han har mødt en anden, for vi har jo været sammen konstant henover sommeren og derudover så ved jeg at han aldrig ville gøre det mod mig.

Vi var ekstremt tætte inden vi begyndte at date, så vi havde ikke kun en relation som kærester, men også som bedste venner. Vi har begge oplevet at blive misforstået og føle os forkerte i løbet af vores liv, men vi kunne spejle os ekstremt meget i hinanden.
Følte lidt jeg havde fundet mit menneske.