Min svigerfamilie gør gaveindkøb til en konkurrence.
Kære jer
Jeg står i det dilemma, som på overfladen handler om gaver, men i virkeligheden for mig er kommet til at fylde ret meget.
Jeg har været sammen med min mand i snart 10 år, og sammen har vi et barn. Alligevel føler jeg ofte en skarp, hård konkurrence mellem os og hans søskende.
I min familie handler gaver altid om kærlighed, omtanke og give noget som modtageren virkelig ønsker / værdsætter. Pengeværdien er underordnet for mig. Derfor har jeg heller aldrig forstået behovet for at konkurrere, om hvem der giver den største, flotteste eller dyreste gave. Tværtimod synes jeg ofte, det giver god mening at gå sammen om en fællesgave, så fokus bliver på modtageren og ikke på dem som giver. Men sådan er det ikke i min mands familie.
Gaver fylder meget, og især i hans søskendeflok hvor de er tre, min mand den ældste. De har ikke børn og/ eller partnere. Når vi forsøger at gå sammen med dem om gave, så har de enten allerede købt noget sammen, eller en klar idé om hvad de vil give, og vi er ikke en del af det. Det virker som om, det er en underliggende kultur, hvor det er enormt vigtigt hvem som giver den bedste gave.
Det er underordnet om det er fødselsdagsgaver, julegaver, fars/morsdagsgaver. Oftest står vi og har købt det samme, fordi der ikke bliver koordineret hvem som giver hvad, da det ikke er noget man spørger ind til, i frygt for at få “frarøvet” at give den fede gave.
Som svigerdatter, får jeg heller ikke særlig ofte muligheden for at blive inkluderet, for hvis de alle tre går sammen om gave, så er det oftest bare fra børn og ikke med mig i mente.
Jeg elsker min svigerfamilie og det gør mig ked af det jeg ikke får mulighed for, at være en del af gavegivningen.
Det er noget jeg er blevet ekstremt opmærksom på, i takt med at vi har fået vores søn, da jeg virkelig gerne vil lære ham at gaver handler om kærlighed, og motivation for at give noget man ved betyder noget i den anden ende.
Gaver ender oftest med at handle om, enten at skulle have overstået at købe en fra den lange liste af ønsker, eller virkelig at vælge den BEDSTE af de bedste og holde sine kort tæt.
Jeg forsøger tit at tage intiativ til en fællesgave, men det bliver altid taget som om, jeg ønsker “the shine” og fremstå som den som fin ideen, trods jeg aldrig italesætter hvem som fik ideen, eller lignende. Jeg er SÅ ligeglad med hvem som får rosen, jeg ønsker bare at give gode gaver uden at sidde og føle sig dum når svigermor får 3x kähler vase af sine børn.
Men er jeg for følsom overfor hans families måde at gøre det på? Eller hvad kan jeg gøre, hvis jeg overhovedet kan gøre noget?