Fra clean og gåpåmod til bajer og streger på 3 måneder – ny rekord
Halløjsa fra burner-kontoen
Undskyld det lange rant, men jeg har brug for lidt hjælp udefra.
Tak til AI’en og så kan i nok regne ud, i hvilken tilstand jeg skriver det her.
Jeg er 29 år og har længe gået og tænkt over, hvad meningen egentlig er med det hele.
Jeg ejer mit andet hus og har et godt betalt arbejde. Økonomisk set mangler jeg ingenting. Alligevel føles livet ligegyldigt. Mentalt er jeg ikke til stede, og ægte følelser virker fremmede for mig.
Jeg blev for nylig udredt for ADHD. Før det gik det helt galt – mistede arbejdet, druknede i alkohol og stoffer. Bagefter kom jeg på ret køl, fik et godt job og havde masser af gåpåmod. Men da jeg købte huset, kollapsede det hele igen. Jeg havde en klar plan inden overdragelsen, men straks efter lukkede hjernen ned. Nu er jeg startet på at drikke og tage stoffer igen. Ikke lige så vildt som før, men jeg kan mærke, det kun er et spørgsmål om tid.
Jeg ved godt, det lyder åndssvagt og jeg er pinligt bevidst om problemerne, men kan tilsyneladende ikke stoppe. Jeg har været igennem det flere gange med hjælp fra familie og søster, men jeg orker ikke at lægge det på dem igen. Jeg har været en konstant bekymring for dem i årevis, og det tager specielt hårdt på min mor, som i forvejen er psykisk skrøbelig. Nu er jeg faktisk begyndt at blive bekymret for mig selv.
Når jeg er påvirket, kan jeg se præcis, hvordan jeg gerne vil leve. Jeg husker, hvor godt det føltes at være clean. Men dagen efter finder jeg altid den første undskyldning til at starte igen. Jeg føler mig som en taber.
Har flere gange overvejet den hurtige vej ud, men ikke engang det kan jeg gennemføre. Jeg har ingen mål eller ambitioner. Det eneste, der giver mig en form for lykke, er alkohol og stoffer – og det er jo fucked up.
Det eneste sted, jeg føler mig normal, er når jeg er ude at sejle og ikke har adgang til noget. Der sværger jeg hver gang, at “næste gang bliver det anderledes”. Men det bliver det aldrig. Jeg hader at komme hjem til et tomt hus og stilhed, mens alle andre lever den klassiske villa-Volvo-vovse-tilværelse. Jeg er både misundelig og frastødt af tanken om en almindelig leverpostej-hverdag. Jeg kan ikke se mig selv i det, men jeg er også bange for, at det måske er det eneste, der kan redde mig. For det her liv bliver jeg ikke gammel af.
Jeg har altid brugt humor som skjold. Joker med døden og virker overskudsagtig, selvom jeg inderst inde er rædselsslagen.
Traumer fra barndommen omkring døden har gjort, at jeg griner af alt, der kommer for tæt på. Folk ser mig som den sjove, ærlige og nærværende type, der er god at snakke med – så jeg ender med at lytte til alle andres problemer, mens jeg selv går rundt med en masse dæmoner, jeg aldrig viser. Når jeg prøver at åbne op, bliver det ofte fejet af bordet.
Jeg har reelt kun to følelser: grin af alt eller blive aggressiv.
Det hele bliver ikke lettere af, at jeg har svært ved tillid til kvinder. Min første og eneste kæreste (som jeg var dybt forelsket i) var utro efter 6 år, selvom jeg gjorde alt for hende – stoppede med stoffer og byen, løftede endda kisten til hendes bedsteforældres begravelse.
Hun var forlovet med en ny inden for få måneder. Efter det har jeg ikke kunnet stole på nogen og har undgået intimitet i 3 år. Jeg tror, det også spiller en stor rolle i, hvor isoleret jeg føler mig.
Bundlinjen er, at jeg er en 29-årig med en ordentlig røvfuld problemer, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer videre.
Har andre været i en lignende situation med ADHD, afhængighed og følelsen af meningsløshed? Eller har I bare et eller andet råd til, hvordan jeg får rettet op på det her cirkus?