Tackle mine følelser vedr. min kærestes lange rejser
Langt post incoming:
Min kæreste (k24) er ude og rejse for anden gang indenfor et år, i hhv. 5 og 4 måneder, hvoraf nr. 2 rejse er et højskoleophold i Afrika. Sagen er den, at jeg (m23) er begyndt at have meget svært ved at håndtere mine følelser, her i den sidste halvdel af hendes højskoleophold.
Lad mig opdatere jer. Vi har været kærester i 1,5 år men startede med at date for 2 år siden. Her vidste vi begge, at der ventede en længere rejse for hende og en værnepligt for mig. Des tættere vi kom på at blive kærester, besluttede hun sig for at rykke hendes rejse 8 måneder frem, så det passede med at jeg var i værnepligten. Det var nemlig ikke noget hun havde lyst til at være på sidelinjen i, i så nyt et forhold. Vi klarede de 5 måneder, men det var ikke nemt. Vi var begge sikre på at forholdet nok skulle klare det, men vi savnede meget hinanden - og jeg havde nok det største savn, da militæret ikke lige var noget for mig alligevel.
Hun vidste inden vi blev kærester, at hun også ønskede at opleve et højskoleophold i Afrika, inden hendes studietid. En drøm jeg selvfølgelig støtter (og forinden støttede) hende i, da jeg ved hvor rejselysten, nysgerrig og sej hun er. Noget jeg aldrig kunne finde på, at holde hende fra at udleve.
Her kommer mine problemer så:
Hun har valgt at forlænge hendes højskoleophold med 2 uger da de også tilbyder en ekstra 2-ugers tur til et omkringliggende land. Og det giver mig faktisk ondt i maven. Sidste år havde hun ikke en dato for at komme hjem, så jeg ventede i det uvisse. I år troede jeg at jeg havde en fast dato, det havde jeg så ikke alligevel.
Jeg er blevet træt af at vente på hende og begynder ikke at kunne se meningen i det. Hun udlever hendes drømme og skaber minder for livet - minder jeg ikke er en del af, fordi jeg blot er herhjemme. Det sidste jeg ønsker at være, er bitter. Men jeg må nok erkende, at en smule bitterhed og misundelighed har ramt mig. Jeg er uforstående overfor, at hun ikke ønsker at gemme noget til den dag vi skal rejse sammen. Hun har besteget vulkaner, dykket, oplevet regnskoven og ørkenen, været på safari, arbejdet frivilligt, set flere af verdens vidundere, mødt en masse mennesker og drømmer sig tilbage til netop de dage. Jeg er bare bange for, at jeg om 10-20 år forbinder de her år i vores forhold med noget negativt. Vi har endnu ingen oplevelser vi kan fortælle vores fremtidige børn om, at “det gjorde jeres mor og jeg i vores tyvere”. Jeg føler mig fravalgt og en smule efterladt, i hvert fald ikke prioriteret. Jeg ville ønske at hun kunne sige “Jeg gemmer noget af min nysgerrighed, til når jeg en dag kan udleve det med min kæreste”. For det udtrykker hun nemlig, ofte. Hvor meget hun glæder sig til at rejse med mig. Spørgsmålet er bare hvornår? Nu kommer hun hjem, skal læse og så begynder livets trummerum. Hun vil gerne efter hendes uddannelse, så om 5 år … fedt, det kan jeg da se frem til. Det eneste der har stoppet de 2 rejser her, er hendes ikke uendelige pengepung.
Det har gjort mig meget ked af det, at jeg ikke deler hendes gladeste momenter, og formentlig har svært ved at kunne give hende nogle lignende oplevelser, nu hvor hun har oplevet det meste.
Vi har snakket om det, og hun kender til mine følelser. Men det svært at dele, dels fordi jeg ikke vil gøre hende ked af det, og dels fordi det svært at udtrykke så det giver mening.
Nu er jeg bare træt, og har svært ved at se hvordan jeg skal få det bedre. Jeg har lyst til at begrave mig i min seng og ikke rykke mig. Intet af det jeg plejer at opleve glæde ved, får jeg noget ud af nu.
Hvordan rykker jeg mig?
UPDATE:
Tusind tak for alle jeres indsigtsfulde svar og for at tage jer tiden til at læse mit opslag igennem.
Det var rart at kunne få nogle af mine tanker ud på skrift, og at blive hørt. Jeg er også godt klar over selv, at det er mig som står med ansvaret om at få det bedre. Det er ikke noget jeg kan - eller bestemt ønsker! - at pålægge min kæreste.
Nogle problemer er større end andre, og det her tror jeg ikke lige jeg kan klare selv. Som mange skriver, er det nok en ide at søge hjælp.
Nu starter mit fornemmeste job. At passe på mig selv og arbejde aktivt med mine følelser og problemer. Det er ikke kun en investering i mig, men også mit forhold og relation til den her fantastiske kvinde som har valgt mig som hendes kæreste. Vi har begge et ønske om at tilbringe de næste mange år sammen, og har samtidig lovet hinanden at gøre hvad der skal til, for at få det til at lykkes. Det er hvad jeg nu vil gøre.
Igen tak til jer alle. Det var lige hvad jeg havde brug for.