Hvordan ved man om det “bare er en fase”?
Jeg har været sammen med min kæreste i 3 års tid. Vi er begge i slut-tyverne. De sidste 5 måneder har jeg kæmpet med mine følelser. Som i, at jeg er i tvivl om, hvad jeg føler.
Da vi lærte hinanden at kende, gik der et stykke tid, før vi gik fra at være venner til kærester, og jeg troede, det skulle være en fordel for os. Vi havde det også pisse godt i starten. Grinede sammen, var glade sammen, havde masser af god sex. Men nu er jeg bange for, at vi er ved at gå tilbage til bare at være venner. Vi snakker ikke dybt sammen. Vi er sjældent intime. Der er ikke nogen af os, der tager initiativ til dates eller ekstraordinære oplevelser sammen. Vi kører bare i hverdag og rutiner.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham, og jeg vil ham det bedste. Men jeg er i tvivl om, hvad det bedste er.
Jeg har været i langvarige forhold før (+4 år), så jeg ved godt, at det hele bliver lidt leverpostej på et tidspunkt. Mit spørgsmål til jer, der selv har erfaringer med det her, er nok: Hvornår når man grænsen? Hvornår giver det mening at kæmpe for det? Og hvornår giver det ikke længere mening at være sammen? Altså hvornår når man så langt ud, at man ikke kan styre tilbage igen?
Please, jeg har brug for tanker og erfaringer fra andre, der har stået i en lignende situation.