u/HairyUniversity46

Fastkurspolitikkens konsekvenser for boligmarkedet og den generelle økonomi.

Jeg har i længere tid været optaget af fastkurspolitikkens konsekvenser for den danske økonomi i 2020’erne, og er i den forbindelse blevet mere og mere overbevist om, at den indeholder nogle utilsigtede problematikker, som kan være en medvirkende årsag til, at boligmarkedet til stadighed stikker af i byerne for tiden.

Fastkurspolitikken løste jo et stort problem, da man i 80’erne indførte den - navnligt at vi qua høj statsgæld stod med et problem ift. at kronen mistede sin værdi pga. devalueringer og deraf havde høj inflation og høje renter og en generelt meget udfordret økonomi. Det er almindeligt kendt, at det var en meget vigtigt del af genopretningen af den danske økonomi, at man indførte den.

Mine tanker går imidlertid på, at der er sket utrolig meget med både den danske statsgæld og økonomi siden 80’erne, og at det samme gælder for Eurozonen, hvor vi i DK har utrolig lav statsgæld - især ift. eurozonen - og det er her jeg ser problemet. Fastkurspolitikken betyder nemlig reelt, at nationalbankens sigte er at beskytte kronekursen overfor Euroen i stedet for at søge stabilitet i inflationen og økonomien, hvorfor en stærk dansk økonomi og overholdbare statsfinanser, med øget efterspørgsel på danske kroner til følge, bliver håndteret ved at skrue på enten valutareserven eller med rentegrebet. Dermed har vi ikke i Danmark mulighed for at regulere økonomien ud fra den økonomiske aktivitet, hvorfor der opstår et problem ift. at der er en relativt ekstrem asymmetri mellem Eurozonens og Danmarks statsgæld og økonomiske aktivitet.

ECB har vist sig at være tøvende ift. rentens størrelse, fordi der er mange lande i Eurozonen, der har lave vækstrater og udfordringer med den økonomiske aktivitet, så renten er sat relativt lavt på trods af inflationen steg - og når den danske statsøkonomi så samtidigt er overholdbar, er nationalbanken nødsaget til at lægge renterne under ECB’s, for ikke at lægge opadgående pres på kronens værdi.

Det skaber naturligvis et problem, fordi vi i DK har rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og høj økonomisk aktivitet og voksende disponible indkomster, hvilket betyder, at man teoretisk set burde overveje at sætte en lille fod på bremsen ved at lade renterne stige, for at undgå overophedning af økonomien, hvis man vel at mærke havde økonomisk og inflationær stabilitet som målsætning i pengepolitikken.

I situationen betyder det altså, at de danske privatøkonomier har det relativt godt generelt set, og sammen med lave renter, betyder det, at der kan lånes og investeres mere, hvor pengene naturligvis allokeres i boligmarkedet = kraftigt stigende priser til følge.

Spørgsmålet er derfor, om vi havde været bedre stillede ved at gøre som Schweiz ift. at lade valutaen stige i værdi, og lade valutaen være mere selvregulerende, så renteniveauet kunne tilpasses den indenlandske økonomiske situation? For problemet man løste med fastkurspolitikken kan vel godt siges at være løst for mange år siden, hvorfor fastkurspolitikken måske i virkeligheden skaber nogle nye utilsigtede problemer pga. den asymmetriske udvikling i bl.a. statsgælden mellem Danmark og Eurozonen?

reddit.com
u/HairyUniversity46 — 6 days ago