Uønsket te edjemandsbestemt særeje
Når hans arv bliver hans, men vi deler alt andet
Jeg står i en lidt speciel situation, som jeg håber, I kan hjælpe mig med. Det er også en smule “pinligt” for mig at sige højt, så jeg håber at I er søde ved mig.
Min mand (31) og jeg (33) har været kærester i 15 år og gift i fem. Vi er lykkeligt gift og har tre små børn.
Jeg tjener væsentligt mere end min mand, som har en helt almindelig indkomst.
Vi har fælleseje, fordi vi grundlæggende ser os selv som én samlet enhed: en familie, der deler alt. Der er ikke noget, der er mit eller hans.
Hvis vi en dag skulle blive skilt, har det også været vigtigt for os, at vi økonomisk står nogenlunde lige. Vi ønsker ikke, at den ene af os skal sidde i et palæ, mens den anden eksempelvis må bo til leje. Derfor er vi helt indforståede med, at en stor del af den formue, jeg har tjent, i så fald vil blive delt med min mand.
Men så kommer problemet.
Min mands forældre har oprettet testamente, hvor de har bestemt, at den arv, han en dag skal modtage efter dem (og vi taler om flere millioner), skal være hans særeje. Det betyder altså, at hvis vi på et tidspunkt blev skilt, ville de penge udelukkende tilhøre ham.
Jeg vil gerne understrege, at vi er lykkeligt gift, og at hverken min mand eller jeg går rundt og planlægger en skilsmisse. Det er mere princippet, der fylder.
For hele vores ægteskab bygger som sagt på idéen om, at vi er en enhed, og at vi deler vores økonomi ligeligt. Jeg tjener væsentligt mere (her taler vi også millioner over en håndfuld år), og han bidrager på andre måder, og vi har aldrig haft et behov for at gøre regnskab over, hvem der har tjent hvad.
Derfor føles det mærkeligt for mig, at der pludselig er kommet en stor økonomisk forskel mellem os: Jeg bidrager med en væsentligt større del til vores fælles formue, mens han potentielt kan arve flere millioner, som kun er hans.
Jeg er selvfølgelig helt med på, at hans forældre selv bestemmer over deres penge, og jeg mener ikke, at de skal tvinges til at ændre testamentet. Min mand har faktisk forsøgt at tale med dem om det og sagt, at han helst ikke vil have arven øremærket til sig selv, netop fordi vi deler alt, og fordi han i forvejen i høj grad nyder godt af min højere indkomst. Men de er ikke til at rokke.
Jeg skammer mig næsten lidt over, at det påvirker mig så meget. Jeg har aldrig været i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle dele vores penge ligeligt, og jeg ønsker heller ikke selv at få del i en arv, som hans forældre har bestemt skal være hans.
Men jeg har svært ved at rumme den økonomiske skævvridning, der nu potentielt er opstået mellem os. Og min mand skammer sig over, at han i en eller anden grad “forsørges” af mig nu, når han ved, at han modtager en pose penge i fremtiden, som ikke tilkommer mig.
Hvad kan man gøre i sådan en situation?
Er den eneste løsning, hvis vi ønsker at bevare vores idé om økonomisk lighed, at ændre vores fælleseje? Eller findes der andre måder at håndtere det på?