Hej meget mere vise og livserfarne mennesker end mig.
Jeg står i den totalt fjollede situation, at jeg simpelthen ikke kan komme over min ekskæreste. Vi er begge i start 20'erne. Vi har ikke snakket i omkring et halvt år, ca samtidig med vi slog op. Der er ikke god energi, men der er hellere ikke dårlig energi. Vi sluttede umiddelbart på "good terms", og jeg skældte hende ikke ud, eller plagede hende, eller noget somhelst da vi havde "snakken". Vi var sammen ret længe, og vores forhold havde sine.. udfordringer, mest som resultat af noget barndomstraume jeg døjer med, som gør jeg har svært ved skænderier. Det har jeg fået taget seriøst hånd om igennem terapi forløb, og faktisk måske også i det kuldeshok jeg fik, af at vi gik fra hinanden, hvilket betyder at jeg idag også er angstfri. Som i næsten fuldkommen, bortset fra angsten om at.. ja, måske være alene?
Udadtil tænker jeg det umiddelbare svar er "du er ung, slap af" Og ja, det er nok rigtigt, og ja, jeg ved det egentlig også godt selv. Men jeg kan bare ikke tage næste skridt. Jeg gider ikke putte mig selv på markedet fordi jeg gider ikke lukke døren til fortiden. Samtidig gider jeg ikke virke desperat ved at prøve at skrive, og egentlig ved jeg hellere ikke om det ville være godt at vi prøvede igen?
Jeg føler egentlig ikke rigtig at jeg går fremad i sorgen. Føler jeg sidder meget fast her. Jeg bruger tid med venner, på hobbier, studie, osv., og alt det spiller bare, og er dejligt. Men håbet, eller nærmere følelsen af "ej, det kan vi godt fixe" sidder bare totalt klistret om mig. Dsv udfolder det sig i form af at jeg aktivt holder øje med om hun stadig følger mig på diverse sociale medier, om hun ser mine stories, osv. Og i forlængelse af det, gør hun desværre alt det før nævnte, hvilket gør at håbet bliver siddende.
Jeg ved ikke om det er en form for venting jeg søger i det her, eller råd, men alt er velkommen.