u/Secret_Lab_2545

Gør mig klogere, alle medforældre!

Jeg er nysgerrig på, hvor gamle jeres børn var da de startede til en fritidsaktivitet. Jeg ønsker ikke at min søn skal gå til noget som så lille, jeg er bare nysgerrig på hvad der får folk til at vælge det til?

Jeg har kollegaer hvis børn i 3-års alderen er startet til gymnastik eller fodbold for eksempel. Kender også en 5-årig der går til tre forskellige ting i løbet af ugen.

Jeg synes bare, at tanken om at få fri fra et fuldtidsarbejde, at skynde sig at hente, for så at tage direkte videre til en fritidsaktivitet, skynde sig hjem og lave mad og putte, for så nærmest ikke at se sit eget barn i øjenene i løbet af en hel dag, virker unødvendigt stressende når ungerne er så små.

Jeg ønsker helt sikkert for mit barn at han skal gå til en fritidsaktivitet på et tidspunkt når han er en del ældre, men jeg anede ikke at det var normalt at så små børn “går til noget”, eller så meget.

Er det fordi folk er overbeviste om, at deres børn har brug for det? Er det ikke tilstrækkeligt at være social i skole/børnehave hele dagen, have normale legeaftaler ved siden af og bevæge sig som børn nu gør i løbet af en dag?
Jeg er oprigtigt nysgerrig.

Hvor længe gik der før, I blev glade for at være tilbage på job, og trives i at være så længe væk fra jeres baby?

Hej alle.
Da min mand bor langt fra familie og venner, ønsker han nye bekendtsskaber her i byen. Han arbejder ikke her i Vejle, og det er derfor svært at udvide sin omgangskreds her.

Det meste af hans fritid bliver brugt på at være sammen med vores barn på 9 måneder, læse og samle kort som flesh and blood og Magic. Han har snakket om, at han så godt kunne tænke sig nogle at spille det med, når familielivet tillader det.

Han er det bedste menneske jeg kender, og jeg håber sådan på at andre kan få glæde af hans selskab også👏🏻

Jeg skal snart tilbage på job (deltid, med en ugentlig fridag) efter en, af rigtig mange årsager, vanvittig barsel. Jeg har på ingen måder haft det godt.

Så jeg ser i og for sig frem til, at komme tilbage på job. Men…

Jeg kan bare SLET ikke forestille mig hvordan jeg skal kunne trives i, at være så mange timer væk fra min søn.
Jeg har et meget stort socialt behov, og trives klart bedst i faste rutiner, elsker mit job, osv.

Er der andre der har haft det på samme måde, hvor I faktisk endte med at have det langt bedre, da I kom tilbage på job?

GIV MIG HÅB VENNER❤️❤️

Jeg ved at det er utroligt individuelt, men jeg søger blot nogle at spejle mig i, da jeg ikke kender nogen personligt som har oplevet starten på moderskabet som jeg har❤️
Jeg har en datter på 7 måneder, og har for nyligt fået konstateret en blanding af stress og angst, med depressive symptomer oveni hatten (jeg får god hjælp hos en psykolog).

Så til dig der har oplevet lignende: Hvornår begyndte du at føle, at din baby havde brug for dig, kunne lide dig og at du ikke var udskiftelig med en hver anden?

Andre der oplever, at deres baby ikke tilvænner sig måder at sove på, UUUUUANSET hvor lang tid man konsekvent prøver at have den samme rutine med dem?

Jeg føler at vi har prøvet ALT, og endda haft en søvnkonsulent på sagen. Lige lidt hjælper det. Nogle der har oplevet det samme?

Edit: kan se at i, i kommentarerne tolker, at jeg forventer af min baby, at hun kan sove selv, på baggrund af faste rutiner. Det gør jeg ikke, jeg efterspørge bare andre med samme oplevelse🥰

Min baby på 7 måneder sveder vanvittigt meget i sin autostol. Vi har en nyere elbil der bliver kølet hurtigt og godt ned, så jeg aner ikke mine levende råd, udover at køle bilen meget ned før, og på hele turen. På ture op til en time kan han være fuldstændig våd når vi tager ham op. Han har aldrig overtøj eller andet unødvendigt på.
Vi har en joie-autostol. Kan det være mærket? Nogle gode råd?

Min datter er seks måneder, og sundhedsplejersken sagde forleden, at NU er det tid til at lade amningen være en “snack” og måltiderne hendes primære kilde.
Min mavefornemmelse siger mig at det er for tidligt (sover stadig helt fint om natten osv) men jeg kan jo godt se at hun er så nysgerrig og ellers spiser det meste hun bliver serveret.
Puha, jeg synes bare pludselig at hun blev så stor🫢 Andre der også fik lidt våde øjne over det, og måske ventede lidt længere eller?

Hej kære medforældre til bevæge/fomo/nul-procents-sovebabyer.
Søger erfaring fra andre der har lykkedes med at få baby til at sove i barnevogn, i stedet for yogabold.
Undskyld på forhånd for et langt og lidt kringlet opslag!

Vores baby på et halvt år er indtil nu blevet hoppet i søvn i bæresele på en yogabold, og nu kan vores kroppe ikke mere. Andet bæreredskab er ikke en mulighed (vi har været igennem alt for mange) og der kan ikke hoppes anderledes på bolden end der i forvejen gør. Vi vil også gerne lære ham at sove selv, til når han skal begynde i vuggestue.

Vi vil nu træne ham til barnevogn som eneste lursted. Han har on/off kunne sove derude med mere eller mindre hjælp (tit meget lange kampe), og før 3,5 måned faldt han selv i søvn derude og sov lange gode lure (jeg ved godt, at de lange lure nok ikke kommer igen).
Han sover altid præcist 30 minutter hvis ikke han bliver hoppet på yogabolden, og så vågner han og er så ked af det og slet ikke klar til ny vågentid.
Han falder heller ikke i søvn på barnevognsture længere, han bliver bare gal sekundet han kommer derned.

Vi har her til morgen gjort sådan her:
Blive ved ham, trille vognen frem og tilbage, tage ham op og trøste når han græder og bliver for ked af det, og så ligge ned i vognen igen.
Han giver dog ikke en fløjtende for den vuggende bevægelse, heller ikke mild rysten (som en rockit kan give).

Han endte med at falde i søvn i armene på min mand i stedet efter 1,5 times brok og gråd. Herefter lagde vi ham ned i vognen sovende, og han fik en halv time derude.
Det samme skete da vi forsøgte at få ham til at sove derude i går.

Vi tænker at putte ham til lur derude til alle dagslure nu, så han hurtigere forbinder stedet med søvn. Er det dumt at ændre det så drastisk i forhold til hvad han er vant til?

Han kan slet ikke finde ro i vognen. Tager sutten ud og leger/kaster rundt med den, griber fat i stoffet på barnevognen og rykker i det, rører ved alt der kan røres ved, trykker på babyalarmen (den er flyttet nu hehe), osv osv.

Er der andre der har lignende erfaring, hvor det med tiden lykkedes at få baby til at sove derude, på trods at et stort behov for bevægelse? Eller råd til sådan en baby der synes at ALT er spændende, uanset hvor trætte de er?

Vi har i princippet for nu intet problem med at han falder i søvn på os, og derefter ligges ned i vognen. Vi vil bare gerne gøre ham tryg dernede også.
Jeg ved GODT at det er helt naturligt og okay at babyer gerne vil være tæt med deres forældre, og jeg elsker da også samsovning om natten osv, men jeg har så mange smerter at det ikke går mere.