r/foraeldreDK

Jeg sidder med en knude i maven, mens jeg skriver det her. Så vær søde når i kommentere.

Jeg er mor til to dejlige børn, og min yngste, min søn, fyldte tre år i starten af året. Han er en glad, kærlig og nysgerrig dreng. Han løber rundt overalt, elsker at lege med sin storesøster og de andre børn i børnehaven, og han er endda blevet blefri. Han smiler, griner og har masser af personlighed.

Men han taler ikke som andre børn på hans alder.

Han har ord, og han kan sætte et par af dem sammen. Han siger ting som “mere mor”, “tisse mor” og “dumme mor” og en del flere to sammensatte ord. Han pludrer med sig selv under leg, og når han bliver vred, kan han sagtens råbe og gøre sig forståelig. Men sammenlignet med jævnaldrende børn er hans sprog meget begrænset.

En talepædagog har observeret ham i børnehaven og vurderet, at både hans sprog og sprogforståelse ligger cirka et år bag hans faktiske alder.

Jeg prøver virkelig at holde fast i alt det positive. Han udvikler sig på så mange områder, han er social, glad og søger kontakt til andre mennesker. Alligevel kan jeg ikke slippe bekymringen.

Min mand er delvist ordblind, og det samme er hans mor, så jeg ved godt, at genetik måske spiller en rolle. Men når jeg ligger vågen om aftenen, kommer tankerne alligevel..

Hvad hvis han aldrig indhenter det? Hvad så? Hvad betyder der for hans fremtid?

Jeg ved godt, at ingen kan spå om fremtiden. Men lige nu fylder frygten mere, end jeg har lyst til at indrømme.

Derfor håber jeg, at nogen af jer vil dele jeres historier med mig. Har I haft børn, der var sprogligt forsinkede omkring denne alder? Hvordan så det ud dengang? Lærte de at tale alderssvarende senere? Hvor gamle var de, da sproget for alvor kom? Og hvordan har de det i dag – både socialt og fagligt?

Jeg tror, jeg har brug for at høre fra nogen, der har stået der, hvor jeg er lige nu.

Min datter lyser fuldstændig op når hun ser sin far, snakker en masse og griner nemmere end når jeg taler med hende.
Jeg kan selvfølgelig også snakke med hende og få hende til at grine, men det går bare altid meget nemmere for min mand!
Hun vil trøstes af os begge, så der har hun ingen præference, men jeg FORSTÅR DET IKKE😂
Jeg gør alt hvad jeg skal og mere til. Ammer hende, skifter hende, leger med hende dagen lang, smiler og griner, nusser om hende og elsker hende så højt, og alligevel er det som om, at far bare er i højere kurs.

Min mand arbejder hjemmefra, så min datter har været nærmest ligeså meget sammen med ham som hun har med mig.

Er der mon nogle der kan fortælle mig at det vender på et tidspunkt, så jeg ikke føler mig så ligegyldig??
😂

Og i øvrigt er jeg selvfølglig bare så lykkelig for at de har så godt et forhold, det tager jeg ikke forgivet. Jeg elsker dem begge så højt, men jeg kunne godt bruge at høre, at jeg ikke er den eneste😆

Jeg har en baby på 7 måneder, som jeg synes er svær at underholde.
Jeg har lyst til bare købe nyt legetøj hver uge for at holde hende beskæftiget…
Jeg føler lidt, at det er en glidebane og at hun måske har godt af at kede sig lidt med sit gamle legetøj i stedet for hele tiden at få nyt nyt nyt!

Hvad har I gjort? Går I bare fuld amokos med nyt legetøj hele tiden for at få baby til at tie stille og få lidt ro?
Eller er det Rudolf Steiner-livet, I kører?

Kære forældre.

Jeg er ved at planlægge en heldagstur til Lego House i Billund.
Vi er forældre og tre børn(15, 13 og 8)

Fordi jeg gerne vil sikre den bedste oplevelse, så søger jeg jeres erfaringer med Lego House.
Var der noget I ønskede I vidste før og efter besøget?
Som jeg forstår det, så er der en unik oplevelse i deres café, kan I anbefale det?

Tak for jeres feedback.

Kh Kusuma

Hej

Vi står i den grimme situation at min svigerinde er død i nat. Jeg vil ikke gå i detaljer, men det var noget sygdom der gik fra 0-100 og på 4 dage er hun gået fra helt okay til at være væk.

Jeg skal fortælle det til min datter på snart 3 år. Hun er meget glad for sin faster så det bliver lidt svært. Jeg har allerede snakket med hende om at faster ikke havde det godt og var på hospitalet, og det er derfor at farmor sover hos os lige nu, og at hvis vi er kede af det er det fordi vi er bekymret for faster.

Jeg er bange for at give min datter sygdomsangst eller blive bange for at sove eller komme til skade. Jeg har googlet lidt og fundet frem til sætningerne " Fasters krop virker ikke så godt. Hendes krop er gået i stykker og lægerne gør deres bedste for at hjælpe hende" som jeg brugte da jeg forklarede hende at hun var syg.

Jeg havde tænkt mig nu at sige noget i stil med " Fasters krop er holdt op med at virke og Faster er død. Det betyder at faster ikke kan lege mere eller komme på besøg. Det gør ikke ondt på faster. Det er okay at være ked af det" når jeg skal fortælle om at hun er død.

Men jeg bliver helt i tvivl om det er rigtigt eller om der er mere jeg skal fortælle. Hun kan mærke at stemningen er mørk og reagerer på det, så bliver nok nødt til at fortælle det i aften eller i morgen når hun kommer hjem fra pasning.

Tror måske bare at jeg har brug for lidt bekræftelse her i min egen forvirring og sorg, der drukner lidt i det praktiske der trods alt også er i sådan en situation som denne.

Jeg har ikke korrektur læst og er ordblind. Jeg håber at autokorrekt griber det værste

På forhånd tak ♥️

Edit: tak for alle gode svar ♥️ jeg har ikke overskuddet til at svare de enkelte kommentarer, men jeg læser og værdsætter dem alle sammen. Af hjertet tak ♥️

Mit barn på snart 6 år startede i mini-sfo 1. april, og han stortrives. Han får nye venner, og han lærer så meget. Det er et stort barn, vi lige pludselig har fået.

Og så har han fået en kæreste. De leger konstant sammen, kysser på hinanden og er meget søde. Selv lærerne dåner over dem. Det er dejligt. Men jeg sørger. Mit lille barn er lige pludselig stor. Med kæreste. Og nu må jeg ikke længere gå i nærheden af ham, knap nok aflevere ham, når vi skal ind på skolen. Og jeg må da slet ikke give ham et kram, holde i hånden eller kys. Han er ikke engang 6 år. Jeg synes, at det er tidligt.

Men jeg ved også godt, at det kun er starten. Jeg skal nok få lov til at sørge over overgange mange gange endnu.

Kære Reddit

Har før hentet gode råd herinde, så prøver igen. Eller ved nærmest dårligt om det er råd jeg henter, eller om det bare er for at få lov til at lufte lidt ud af mine frustrationer.

Min datter på 4 mdr er meget glad for at amme, men jeg er fuldstændig ved at gå i spåner over det. 

I dagtiden er det egentlig ok, der kan jeg godt amme. Men om natten har jeg det så svært ved det. Er helt pinlig over at indrømme det, men når min datter melder sig om natten, bliver jeg simpelthen så vred. Kan mærke arrigskaben boble indeni, jeg bander og svovler sagte, men ammer hende selvfølgelig. Og har også brug for at tydeliggøre, at jeg selvfølgelig ikke gør min datter noget. Hun bliver lagt til, ammet og puttet bagefter, og udover hun lærer nogen nye gloser, så er min fornemmelse af hun ikke mærker noget. hun virker ihvert fald tryg og glad. Men jeg har nærmest svært ved at sove bagefter, fordi vreden raser rundt i blodårerne på mig.

Har virkelig prøvet at regne ud hvad det handler om. Et er selvfølgelig det med at blive afbrudt i sin søvn; pt er vi inde i en periode hvor hun vil ammes hver2. Time hele natten, så det slider selvfølgelig. Men har en større søskende som også i perioder ville ammes meget om natten som lille, og der kan jeg ikke huske jeg blev så vred over det. Men synes det er opslidende at have det sådan, og er samtidig også ret flov over det. Det er jo helt basalt behov min datter har, og er jo ikke noget hun gør for at chikanere mig.

Den “nemme” løsning ville jo være at give flaske om natten i stedet, så jeg kunne dele med min kæreste. Men udover få gange, vil hun ikke tage flaske. Sidst vi forsøgte skreg hun i 45 minutter og nægtede flasken indtil jeg kom hjem og kunne amme. Derudover går vi og venter på at komme til børnelæge ift om hun skulle have noget mælkeproteinintolerance (det havde far også som spæd), så indtil da tør jeg heller ikke rigtig give hende Mme.

Har overvejet at malke ud, og se om hun vil acceptere det på flaske. Men hader virkelig at malke ud. Prøvede det et par gange med min store, men psykisk synes jeg virkelig det er svært at skulle bruge tid på det også, når jeg o forvejen bruger meget tid i sofaen på at amme. 

Men har svært ved at se hvad løsningen er, og samtidig så er jeg jo nærmest ikke engang halvvejs i hvor længe jeg kan se ind i, min datter skal ammes om natten. Så føler noget må gøres, men hvad??

Beklager mit kæmpe lange skriv -håber at nogen orker at læse det, og komme med gode råd eller erfaringer.

Mvh. Den nattevrede (og trætte) mor🫩

Kære terminsgruppe på reddit
Jeg er blevet velsignet med en nr 3 og vi troede faktisk vi klarede frisag den her gang (vores nr 2 græd og græd). Men ak. Maven er begyndt at drille nu her efter knap 4 uger earthside og aftenerne går med gråd.
Please fortæl mig jeres oplevelser med mavebøvl og gråd som stoppede før de famøse 3 måneder? Orker ikke en sommer på en yogabold med ømme arme.

Vi har gang i bæren rundt på mave, mælkesyrebakterier, slyngevugge med motor og føntørring af numse. Men sku I ha andre råd, så bring it ;)
Tak!

Oprigtigt spørgsmål fra en førstegangsmor med en baby på ca 5 måneder.

Min kæreste og jeg har stadig ikke haft sex efter fødslen. Vores forhold går overvejende rigtig godt og vi tjekker jævnligt ind med hinanden, men sex er ikke eksisterende pt. Vi har ikke engang haft en stund, hvor en af os har lagt op til det.

Jeg har lyst til at have lyst og jeg savner min kæreste, men jeg har svært ved at se, hvornår det skulle være. Vi samsover, babys lure er i øst og vest, oftest puttes hun sent i vores seng om aftenen. Jeg er desuden ret hudmæt efter amning og konstant babykontakt, og mine bryster føles slet ikke som “mine” længere.

Jeg tror bare, jeg havde forestillet mig, at “så går der 6-8 uger og så er man i gang igen”, men virkeligheden føles meget anderledes.

Så nu spørger jeg jer helt ærligt:
Hvornår havde I sex første gang efter fødslen? Og måske endnu vigtigere: hvordan fandt I overhovedet tid, overskud og lyst igen?

Hej med jer

Kan nogen her svare mig på hvorfor så mange tror de skal tjene penge på BRUGT babyudstyr? Har set så mange ting der bliver solgt brugt dyrere end varen koster splinterny. Barnevogne, bedsides, autostole osv. Forstår det ikke 😅

Sådan en fornuftig kommende far som mig bliver så hidsig! 🥲

Jeg har en klog og tænksom lille 4 årig.

For en del tid siden efterhånden, var der et barn fra børnehavens bedsteforælder som døde og jeg fornemmer at det har givet anledning til en del snak om døden.

Det synes jeg slet ikke der er noget i vejen med. Det lyder, på mit barn, til at havet været nogle fine snakke. Ingen problem. Mit barn kom hjem med ting som “når man dør, så bliver man brændt til aske” og så havde vi en snak om, at man kan blive brændt eller begravet osv osv.

Nå men, vi får VIRKELIG snakket om døden. Altid lige inden vi skal sove. Tænder børstet. Nattøjet på. Godnathistorien læst. Og så er det ellers “mor, skal du dø?”. Jeg er ærlig. Fordi jeg tror det er bedst og fordi jeg ikke kan andet.

Mange snakke og mange tårer og tunge følelser. Jeg kan virkelig mærke, at det rumsterer meget deroppe og jeg har været ret rolig, meeeeen nu begynder jeg at blive lidt bekymret alligevel.

Jeg er ærlig, men jeg gør også et stort nummer ud af, at understrege at det ikke er noget hun skal bekymre sig om nu. Jeg anerkender at hun bliver ked af det og bange, men forsikrer hende om at ingen af os skal dø snart(fucking 7, 9, 13!!!).

Hun er ked af at jeg skal dø, fordi hun kommer til at savne mig og hun er bekymret for hvem der skal passe på hende og lillesøster(det har vi selvfølgelig snakket om og afklaret), hun har ikke lyst til selv at dø og det giver jo rigtig god mening også, hun er super optaget af dødelighed generelt og det er meget “skal xyz dø?”, “skal vores hund også dø?”, “kan bilen dø?”.
Fuld plade på død.

Jeg begynder at blive en smule nervøs for hvor meget det fylder og jeg er bange for at det seriøst sætter sig i hende, som en eller anden form for angst eller lignende?

Jeg kunne godt bruge lidt sparring, erfaring, perspektiver eller anekdoter, som måske kan give mig lidt ro på eller nogle redskaber til hvordan jeg håndterer den her periode.

Jeg har for tid siden blevet frikendt i retten for vold mod mit barn, men min ekskæreste vil ikke lade mig have samvær med mit barn, da hun stadig er utryg ved mig.
Jeg vil meget gerne se mit barn, men kan det lade sig gøre at lave en aftale om, at samværet kun er ved hendes tilstedeværelse og at det er hende som skal styre om jeg senere kan få lov at have ham alene?

Min ekskæreste ønsker at det er hende som har kontrollen over samværet, da jeg i episoden med mit barn udviste enorm uopmærksomhed. Men lige nu vil jeg bare gerne gøre at for at få en relation til mit barn igen. Barnet et 2 år nu.

Jeg ønsker ingen konflikt med hende gennem familieretshuset, derfor tænkte jeg om man kunne lave en privat skriftlig aftale, som er juridisk bindende.

Vi står og overvejer at købe hus i en anden by.
Det betyder skoleskift til vores børn i 2. Og 3. Klasse.
Vi står med 2 børn der trives godt i skolen.
Har gode venner, og mange legeaftaler. Vi har dog fundet drømmehuset i en by ca 20 minutters kørsel væk, og hvor vi har en del familie i også.
Vi er i tvivl om vi skal tage springet, når vi har børn der trives i deres klasser.
Drømmehuset byder på virkelig stor økonomisk frihed og noget mere plads end nu (hvilket vi virkelig mangler!
Hvad er jeres erfaringer?

Vi er på jagt efter et underlag, som vores datter på 8 uger kan lege på.

Vi har researchet lidt og kan se, at der både er de billige legefelter(måtter), Hyggi legetæppe og så foldemadrasser fra Pandora Living. Vi vil gerne undgå fejlkøb og er derfor meget i tvivl om, hvilket af de tre vi skal købe, da det virker til at de alle kan noget forskelligt. Samtidig er der ret stor prisforskel.

Hvad har I gode erfaringer med?

Hej forældre,

Hvordan foregik indkøring i børnehaven for jer? Vi har fået besked på med meget kort varsel at indkøringen i børnehaven varer op til 2 uger og vi skal være med vores barn afsted i den tid. Vores barn går allerede i vuggestuen men skal nu videre op i børnehaven men de er splittet i samme hus så derfor ser de ikke noget til hinanden i hverdagen og børnene kommer derfor på besøg i børnehaven i måneden op til.
Vi var under opfattelsen at pædagogerne internt også lavede lidt indkøring men jeg ved ikke om det var misforstået af os? vi vil selvfølgelig gerne være der for vores barn og hjælpe med en god overgang vi var bare lidt chokket over den korte varsel og i vildrede omkring hvordan vi kringler det med job osv.

Min 2,5 årige har virkelig brug for ekstra tryghed og fysisk nærvær når hun skal puttes pt.
Hun har lilleper sengen fra Sebra (den nye) som er trukket ud til juniorseng. Hun vil virkelig gerne have at jeg putter med hende i sengen indtil hun sover og det gør jeg gerne - men jeg er tøvende pga. vægtgrænsen. Det er måske fjollet, men Sebra har har oplyst en maxvægt på 80 kg. Min datter vejer ca. 14 kg og jeg vejer 120 kg - altså et ‘stykke’ over maxvægten…

Er jeg fjollet, eller bør jeg bare fortsætte med at putte med hende på en madras på gulvet og løfte hende op i seng, når hun er faldet i søvn?

Kh en tung mor der bare gerne vil dele ud af omsorg og tryghed.

Edit: stavefejl

Er der nogle, der har gode erfaringer i forhold til et putteritual til jeres babyer? Udover at tage en natdragt på og tænde en saltlampe, er det eneste vi gør fast at amme i søvn 😅 Og jeg føler, at min søn har nået en alder, hvor det måske er et godt tidspunkt at gøre noget fast og genkendeligt hver aften. Men jeg synes ofte, at hans tålmodighed ikke er til de store sangaktiviteter eller lange pusleritual, fordi han ofte er sulten når vi når dertil.

Jeg har så meget tøj i de små størrelser! 50-92 ish.

Både drenge og pige

Sækkevis!

Har nogen prøvet loppeklubben Bagsværd som nærmest klarer alt for en? Man afleverer det vist bare og kan så fylde op som jeg forstår det.

Er der salg i det?

Orker næsten ikke børneloppen og alt arbejdet

Eller Reshopper da det er billigt til salg og ikke nødvendigvis dyre mærker.

Mit barn er blevet spurgt om det har lyst til en legeaftale. Jeg spurgte mit barn og der svarede nej. Ville I acceptere et nej eller insistere på at det skal give det en chance?

Det er første gang jeg oplever et så stålfast nej😅