r/foraeldreDK

Jeg har en situation med en mand, som jeg har brug for at vende med jer. Først lidt info:
Vi har været sammen i 10 år, er 36 og 39 år. Tre børn under seks år.
Vores ægteskab er godt (synes jeg 😅). Vi har det godt sammen, har gode fælles venner og familie som vi ses meget med. Vores hverdag er travl, men sådan er det jo med arbejde og små børn. Jeg arbejder kun 25 timer for at gøre hverdagen mindre presset.
Vores samliv kunne dog godt være bedre. Jeg har ingen sexlyst, så vi har nok kun sex en gang hver 14 dag. Jeg føler mig fuldstændigt fyldt op af børn, praltiske opgaver (hvor jeg står for det meste, fordi jeg er på nedsat tid), og et arbejde som sygeplejerske, hvor jeg har tæt patientkontakt. Jeg er desuden på antidepressiv medicin, som giver nedsat sexlyst.
Jeg troede egentlig vi begge to havde affundet os med, at det var sådan det var lige nu. Vi snakket ofte om det. Vores yngste sover stadig ikke igennem og jeg er oppe ved hende ca. 2 gange hver nat. Så jeg er træt!
I søndags meddeler min mand så, at vi må have fundet en løsning på det med sexlivet, for han kan ikke leve med så lidt intimitet. Han siger, at vi jo kun lever en gang og at det ikke bliver lettere, jo ældre man bliver. Jeg er helt enig, men jeg har vitterligt ikke lyst til sex og kan slet ikke lige se nogen løsning.
Jeg spurgte om han ville skilles, hvis det ikke blev bedre og det svarede han ikke rigtigt på.
Nu føler jeg mig mega presset… også i forhold til børnene, for jeg ønsker virkeligt ikke at de skal opleve en skilsmisse.
Nogen gode råd?

Jeg var på biblioteket med min 10 måneder gamle søn i dag. Da vi kom ind, gik vi hen til et stort bord med en masse små tog, og min søn tog et af dem.

På den anden side af bordet sad der to mødre med tre små børn, som jeg vil gætte på var omkring to år gamle. Et af børnene kom hen til mig og min søn og skreg, at min søn havde taget hans tog. Det passede ikke – han havde ikke leget med det, og toget havde bare stået på bordet. Jeg sagde stille og roligt til ham: “Babyen leger med det nu.”

Han fortsatte med at skubbe, og så kom hans mor hen til mig og begyndte at kræve, at jeg tog toget fra min baby og gav det til hendes søn. Hun hævede stemmen, og jeg vendte mig bare mod hende, helt forbløffet, og sagde: “Han er kun ti måneder gammel,” fordi jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvad der foregik.

Hun fortsatte med at skælde mig ud, så jeg vendte ryggen til hende, tog min søn op og gik væk uden at tage legetøjet ud af hånden på ham eller give det til hendes barn. Mens jeg gik væk, kunne jeg høre hende fortsætte med at tale og kalde mig racist. Jeg reagerede ikke, for for det første var der absolut intet racistisk i det, der var sket, og for det andet havde jeg ikke tænkt mig at skabe en scene på et offentligt bibliotek over et fælles stykke legetøj.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der fik hende til at tro, at jeg nægtede at give hendes søn legetøjet på grund af hendes baggrund eller udseende. Jeg har ingen anelse.

Jeg må dog indrømme, at hele situationen påvirkede mit humør resten af dagen. Jeg bliver ved med at spørge mig selv, om jeg reagerede forkert ved ikke at give legetøjet til hendes søn.

Og bare for at understrege det: Det var ikke hans private legetøj. Det var legetøj, som alle på biblioteket kunne lege med, og han legede ikke engang med det, da min søn tog det.

Så mit spørgsmål er vel: Reagerede jeg forkert? Og fortjente jeg at blive kaldt racist i den situation?

Goddaw i stuen

Min datter knap 3 et halvt har det seneste halve år virkelig skruet op for det jeg kalder “klynkestemmen”. Det er lidt svært at forklare. Den stemme i det toneleje som er vanvittigt irriterende, men samtidig ofte også er udtryk for at noget reelt er (lidt) svært for barnet. Derefter fulgt af total hjælpeløshed/opgivenhed fra barnets side.

Eksempler:

Forsøger at tage sko af, den ene velcrostrop driller lidt, “moAaar, jeg KAN ikke!”.

Beder hende om at tage mælken ud af køleskabet og tage den hen på bordet til morgenmaden. Har LIDT svært ved at få den ud af køleskabshylden. Straks protest med klynkestemmen på.

Får et stykke pizza af mig (som hun selv har bedt om). Der er et stykke løg på. “MoAAAR, tag det AAAAF” med den der stemme på, selvom hun sagtens selv kan.

Jeg er ved at blive vanvittig af den stemme der. Jeg har forsøgt mig med forskellige taktikker men intet hjælper….

Åååååååh, jeg bliver så presset af det tonefald og det trigger mig helt vildt. Jeg skal VIRKELIG trække vejret HELT ned i maven for ikke at snappe af hende. Jeg er HELT med på at jeg er den voksne, men for søren hvor det bare sætter noget igang i mig.

Jeg er også helt med på at jeg ikke kan forvente at det aldrig forekommer hos så lille et barn, men har I nogle gode forslag til at mindske det?

Kh højgravid og overstimuleret mor til vidunderlig 3-årig, som bare VIRKELIG kan gå mig på nerverne med den stemme

Min kæreste og jeg har en datter på 8 måneder. Vi har begge altid stået på ski og har (lidt blåøjet) planlagt en skiferie. Det er nu endt med at være hele min kærestes familie samt to af hans venner og deres kærester, der skal afsted.

Jo tættere vi kommer på, jo mere går det op for mig, at det ikke er en ferie, der reelt fungerer for os. Hun vil være 14 måneder, og jeg har svært ved at se os hygge os alene på et lille hotelværelse, mens min kæreste står på ski og tager til afterski med sine venner.

Men mit dilemma handler egentlig mest om princippet. Han kan godt tage afsted. Han har mere ferie end mig og et meget fleksibelt arbejdsliv, og vi kan sagtens tage på en anden ferie sammen som familie. Hvis han kun havde 5-6 ugers ferie om året, ville jeg klart synes, at den skulle prioriteres med os. Men sådan er vores situation ikke.

Det, der fylder, er følelsen af uretfærdighed. Jeg oplever, at mit liv har ændret sig markant, mens han stadig i højere grad kan gøre de ting, han gjorde før. Jeg ender ofte med at være den, der bliver hjemme med vores datter, fordi det ofte er mig, der opdager, at vores planer ikke er børnevenlige.

Det er samtidig komplekst, fordi han faktisk har tilbudt, at jeg jo bare kan tage en tur med veninder i en anden uge, hvis han tager afsted. Men jeg har virkelig ikke lyst til at være væk fra min datter i en hel uge. Så det føles lidt som om, vi på papiret har samme frihed, men i praksis ikke har det.

Han har også tilbudt at blive hjemme og siger, at han ikke vil tage afsted, hvis jeg bliver bitter. Men skal jeg insistere på, at han godt må tage afsted - eller er det rimeligt at sige, at når man har et lille barn, må begge forældre også give afkald på noget? Det svier lidt på mig, at det kun er mit liv der fundamentalt er forandret og kan føles som et stort kompromis.

Håber I har nogle perspektiver, jeg ikke selv har set!

Førstegangsmor til kommende børnehavebarn her 👋🏻

Alle omkring mig (veninder med større børn, min mor m.m.) ser undrende på mig når jeg fortælller at jeg har købt ét par (vandtætte) vinterstøvler og én flyverdragt (Reima, hvis mærker betyder noget?) til vinteren, som jeg også gjorde sidste år. Mit dagplejebarn starter i børnehave om 2 uger.

Er det virkelig nødvendigt at have 2 flyverdragter og 2 sæt vinterstøvler i børnehaven?

Jeg bliver simpelthen nødt til at høre jer hvad der er grunden til at i har valgt at dele/ ikke at dele billeder af jeres børn på sociale medier som Facebook, Instagram osv.
jeg blev mor for 12 år siden og har altid delt ret mange billeder af mine børn på Facebook. En sjælden gang imellem på Instagram men Facebook har altid været mit foretrukne sociale medie. Jeg deler både stort og småt, hyggelige dage, fødselsdage osv, men aldrig noget hvor de bliver udstillet eller hvor de er kede af det osv.
alligevel både ser og hører jeg at det bliver mere og mere udbredt IKKE at dele billeder af sine børn fordi man er bange for hvad billederne kan bruges til eller hvor de ender.. og jeg forstår det ikke.. er det mig der lever under en sten eller hvad? Jeg kan jo se jeg snart er den eneste af dem i min omgangskreds der deler og jeg føler virkelig der må være noget jeg overser siden jeg ikke kan se “problemet”. Hvad er det I tror der sker? Jeg er virkelig oprigtigt nysgerrig 🙏🙏

Min dreng på 6 måneder gider bare ikke grød. Havregrød, hirsegrød, majsgrød, boghvedegrød og blandinger af de forskellige slags grød. Med kanel, mangopuré, æblemos, jordbørpuré osv osv…

Vores sundhedsplejerske sagde at det skulle vi bare give ham for det er så nem en morgenmad i mange år. Men jeg er sgu ved at kaste håndklædet i ringen…

Andre med samme erfaring som har nogle råd eller har gjort noget helt andet som så fungerede?

Hejsa,
Jeg har brug for hjælp til at få perspektiver på hvilken ordning vi kan have ovenpå vores brud på ferier og helligdage, da jeg selv kommer fra en kernefamilie og intet ved om dette. Alle er skilt på hans side og det føles som om de nærmest er eksperter på området, og føler mig lidt overrumplet af deres “hjælp”.

Jeg har ikke lyst til at undvære mit barn til jul og hvad gør man med ferier? Er det noget med at man kan køre hverandet år når barnet først er lidt ældre? Det er så uoverskueligt for mig det her.. til info er vores barn kun 7 måneder, og far var mig utro da baby var 3 mdr. synes bare livet er så uretfærdigt til tider ❤️‍🩹

Min kammerats bonussøn er voldsomt grænsesøgende og lyver

Min kammerat mødte for 8 år siden siden en sød kæreste som med sig havde sin 3 årige søn fra tidligere forhold. Lige fra starten bemærkede min kone og jeg at drengen virkede utilpasset. Havde en voldsom energi og reagerede kraftigt hvis han ikke fik sin vilje. Hans mor sagde sjældent stop og når min kammerat gjorde, så endte det ofte med en konflikt med hans kæreste.

Nu er sønnen blevet 11 år og det er blevet værre og værre med årene. Han respekterer på ingen måde voksne og især ikke min kammerat. Han taler så grimt til ham og der er altid konflikter når vi er på besøg. Det er kun hans mor han lytter til, men hun virker konfliktsky og siger sjældent fra.

Sønnen kommer ofte i konflikter med de andre børn i skolen og med vores børn når vi er på besøg. Når vi forsøger at tale om konflikterne så lyver sønnen og min kammerats kæreste tager ham i forsvar og giver ham ingen konsekvens. Med årene er omfanget af løgnene blevet mere og mere omfattende.

Det er blevet så slemt at vi nu ofte finder på undskyldninger for ikke at ses, især fordi at vores børn ofte er frustreret når vi tager hjem derfra fordi de føler sig dårligt behandlet.

Jeg oplever sønnen som utroligt grænsesøgende, han vil bestemme ALT og skaber en kæmpe scene hvis han ikke får sin vilje, han lyver i et omfang som gør at hans mor er overbevist om at det er alle andre børn den er galt med og ikke hendes søn.

Jeg har kendt min kammerat siden vi var små og jeg oplever at han ikke bliver respekteret i sit eget hjem og at han ikke længere magter at tage kampen men bare lader sønnen styre hele hjemmet.

Hvordan tackler vi den her situation hvis vi ikke ønsker at miste venskabet men samtidig ikke ønsker at finde os i sønnen behandler os alle så dårligt og moren ikke gør noget??

Hej med jer

Endnu en af disse tråde. Jeg har søgt, og jeg kan se, at mange anbefaler Urban, men ikke rigtig hvorfor..

Sagen er den, at jeg er begyndt at kigge på hvilken pose vi skal have i efteråret/vinter. Jeg er i lidt god tid, men det kan jeg godt lide at være, fordi vi ved jo alle, at pludselig kan det vende.

Anyways.. min datter er 6 måneder, og er generelt en varm bebs.

Jeg er på udkig efter en voksi pose til klapvogn/løbevogn, og har kig på explorer, urban og city north. Jeg kan dog ikke rigtig finde forskellen mellem de sidste to, udover at den ene har huller til armene og den anden har ikke. Mit ønske er, at vi køber en pose, som kan bruges i mange år.

Jeg er dog i tvivl, om de to sidstnævnte bliver for varme? Eller om det bare er super duper.

Er der nogle med varme børn, som kan berette lidt? Generelt, hvad anbefaler I? 😊

Vi afleverer børnene så sent som muligt, helst lige før morgen samling kl. 09:00, og får dårlig samvittighed hvis vi henter senere end 15:00.
Vi gør seriøst ALT for dem.
Vi skal tage stilling til skærmtid, sukker, søvn, mad, institution, aktiviteter, følelser og om de nu bliver overstimulerede. Vi skal være nærværende, anderkende deres følelser og lære dem om ADHD, autisme og alt muligt andet.
Vores egne forældre satte bare TV’et på og gav os en VHS. Den kunne man ikke engang springe kapitler over på. Internettet var nærmest ingenting, og det tætteste vi kom på porno var side 9 pigen.
I dag er vi forældre fra kl. 05:00 til 22:00. Vi har GPS i børnenes sko, kalender over deres aktiviteter og Aula-beskeder om alt fra sovetider til manglende regntøj.
Og selv pædagogerne står konstant med en mobil for at registrere komme/gå tider, søvn og tage billeder.
Samtidig prøver vi at have fuldtidsjob, parforhold, venner, rengøring, madlavning og måske 20 minutter til os selv.
Måske er vi blevet bedre forældre. Måske er vi bare blevet sindsygt meget mere pressede.
Og jeg tænker nogle gange: Hvad kommer vores børn til at sige om os om 30 år?

Lige nu er jeg på barsel og jeg er bekymret for at tage tilbage til mit job, hvor jeg først har fri mellem kl. 17 og en dag kl. 20. Med næsten en times transport hver vej er jeg først hjemme kl. 18(21). Jeg er bekymret for at jeg misser meget af min søns liv. Jeg arbejder 30 timer på en fritidsklub og elsker egentlig mit arbejde fordi jeg har ansvaret for krea som er min største interesse. Den slags arbejde er jo kun aften arbejde, så ville skulle lave et helt nyt karriereskift. Jeg har mulighed for hjemmepasnings tilskud i et år, så jeg ville kunne sige op og finde ud af det der.
Det mest positive er at jeg har tid før arbejde til praktisk og aflevere uden stress og min mand møder tidligt (håndværker) og ville kunne hente men så stå med alt alene indtil jeg kommer hjem. Men når jeg så kommer hjem skal han puttes så i hverdagen får jeg jo ikke tid med ham.
Sååå leder faktisk lidt efter erfaringer fra andre mødre om nogle har de arbejdstider og været glad for det/fortryder eller hvad jeres erfaring er?
Føler lidt at som mand ville det ikke være et problem, men som mor føles det helt forkert 😅 og den tankegang kommer faktisk meget fra min mandelige kollega som jo er i samme situation med hans barn, men ikke ser ham meget. De bruger tiden på at hænge lidt ud på vej til skole.
Selv min chef nævnte at hun synes det var hårdt at arbejde på klub dengang hun havde små børn, og hun havde ikke engang den lange køretur 😕

Er der nogen her, der er blevet gravide igen ca. 10-12 måneder efter et kejsersnit?

Min baby er nu 9 måneder og jeg er stadig i babyboblen og vil meget gerne blive gravid allerede nu. Men vælger at vente til ca. oktober/november måned.

Men jeg og min mand overvejer virkelig en ny graviditet, når der er gået omkring et år siden mit første kejsersnit, og jeg har intet problem med planlagt kejsersnit igen.
Jeg er nysgerrig på at høre jeres erfaringer: Hvor lang tid gik der fra jeres kejsersnit, til I blev gravide igen? Hvordan forløb graviditeten, og var der noget særligt i forhold til arret på livmoderen eller det korte interval mellem graviditeterne?
Jeg vil rigtig gerne høre både gode og mindre gode oplevelser 🥰

Hvor lang tid går der fra at man har søgt til man får et svar vedr. barselsdagpenge?

Situationen er at jeg havde en midlertidig ansættelse indtil dagen før jeg skulle på orlov. Jeg er også berettiget.

At gå fra barnevogns delen til klapvogn - shit min søn HADER klapvognen. Han har altid elsket barnevognen. Er det bare en fase? Oplevede i det samme?

Vi skal jo skifte, han kan ikke være i barnevognen længere (han er for lang) 😅
Tror det er det med at skulle spændes fast der er slemt, så selv hvis jeg købte en barnevogn med langt liggemål (min desperate hjerne har overvejet det) skal han jo også have sele på der …

Kære forældre,

Jeg har simpelthen brug for noget godt gammeldags sparring. Jeg er hjemme med begge børn på hhv. 4 år og 15 mdr.

Den lille starter snart i institution - og det samme med den store - som har måtte flytte institution pga. dårlig trivsel.

Jeg har været hjemme med de to små i 10 uger…. ALENE 👀 fordi far ikke har ferie endnu. Jeg elsker børnene og aktiverer dem på alle tænkelige måder, men F U C K det er hårdt. Det er jo fuldstændig vanvittigt med to små, hvor behovene for underholdning er så forskellige.

Udover det helt obvious - har i så nogle gode aktiviter i tankerne? Vi tager selvfølgelig ud, cykler, leger på legeplads, bygger huler, laver mad sammen osv osv osv. Men har i nogle andre gode forslag?

Jeg søger råd hos jer, der har erfaring med skolestart.

Vores dreng startede i 0. Klasse for en uge siden. Inden da var han en uge i SFO. Han virker sådan set glad, vil gerne afsted og er nem at aflevere.

Han har altid været socialt velfungerende - det er også det, vi altid har hørt fra børnehaven.

Men han fortæller, at han ikke har nogen at lege med. Spørger vi ind til pauserne, siger han, at han gynger alene eller sidder på en bænk. Han er også begyndt at give udtryk for, at skolen er kedelig, fordi han ikke har nogen at lege med.
Han virker egentlig ikke ked af det, men han siger også at han savner sin børnehave.

Vi har skrevet til klasseteamet for at høre om, hvad de har set. De siger, at de ikke oplever at han er alene. Men det er altså, hvad han fortæller. De gange jeg har hentet ham, har han også altid været for sig selv.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal være bekymret, eller om det er helt normalt ved start i 0. klasse, at børnene skal se det hele lidt an. Min store frygt er selvfølgelig at han ryger helt uden for det sociale; både i klassen og i SFO.

Hvad er jeres erfaring? Har I haft børn med samme oplevelse?

Nogle gode råd til at få klippet en dreng som virkelig ikke vil klippes? Han er 20 måneder og er forsøgt klippet 3 gange ved frisør, hvor jeg har måtte rette det, når han har sovet. Han skriger og vrider sig.
Vi kunne godt lade håret vokse, men han har det utrolig varmt i hovedbunden, og det ryger i øjnene.