Snak om døden
Jeg har en klog og tænksom lille 4 årig.
For en del tid siden efterhånden, var der et barn fra børnehavens bedsteforælder som døde og jeg fornemmer at det har givet anledning til en del snak om døden.
Det synes jeg slet ikke der er noget i vejen med. Det lyder, på mit barn, til at havet været nogle fine snakke. Ingen problem. Mit barn kom hjem med ting som “når man dør, så bliver man brændt til aske” og så havde vi en snak om, at man kan blive brændt eller begravet osv osv.
Nå men, vi får VIRKELIG snakket om døden. Altid lige inden vi skal sove. Tænder børstet. Nattøjet på. Godnathistorien læst. Og så er det ellers “mor, skal du dø?”. Jeg er ærlig. Fordi jeg tror det er bedst og fordi jeg ikke kan andet.
Mange snakke og mange tårer og tunge følelser. Jeg kan virkelig mærke, at det rumsterer meget deroppe og jeg har været ret rolig, meeeeen nu begynder jeg at blive lidt bekymret alligevel.
Jeg er ærlig, men jeg gør også et stort nummer ud af, at understrege at det ikke er noget hun skal bekymre sig om nu. Jeg anerkender at hun bliver ked af det og bange, men forsikrer hende om at ingen af os skal dø snart(fucking 7, 9, 13!!!).
Hun er ked af at jeg skal dø, fordi hun kommer til at savne mig og hun er bekymret for hvem der skal passe på hende og lillesøster(det har vi selvfølgelig snakket om og afklaret), hun har ikke lyst til selv at dø og det giver jo rigtig god mening også, hun er super optaget af dødelighed generelt og det er meget “skal xyz dø?”, “skal vores hund også dø?”, “kan bilen dø?”.
Fuld plade på død.
Jeg begynder at blive en smule nervøs for hvor meget det fylder og jeg er bange for at det seriøst sætter sig i hende, som en eller anden form for angst eller lignende?
Jeg kunne godt bruge lidt sparring, erfaring, perspektiver eller anekdoter, som måske kan give mig lidt ro på eller nogle redskaber til hvordan jeg håndterer den her periode.