Efter “langdistanceforhold”. Eller hvad man kalder det
Min kæreste og jeg plejede at bo med nogle timers afstand, og sås derfor kun 1-2 gange pr uge. Nu bor vi i samme by. Det er virkelig dejligt, og jeg nyder det. Det bliver lidt meget, kan jeg mærke.
Altså jeg er vant til min alenetid, som jeg nyder og bruger til at lade op. Nu kan vi ses hele tiden, og man kan bare kigge forbi til et kys, cykle en tur eller mødes til en hurtig kaffe. Det betyder at alt den tid, som jeg plejer at pleje resten af mig selv og mit liv med smuldrer mellem mine fingre. Ved godt, at vi har tid vi skal have indhentet, og jeg klager egentlig ikke. Jeg skal bare have fundet en form for balance uden at træde min kæreste over tæerne.
Hvad gjorde I andre, da I pludselig ikke længere havde så stor en fysisk afstand længere?