Amning der ikke duer
Det startede egentlig så fint. Han tog på, ville gerne amme, og jeg tænkte, at vi havde fået en god start. Omkring 5-6 ugers alderen syntes jeg dog, at han begyndte at ville brystet mindre om dagen, selv om han stadig gerne ville amme om natten. Han virkede tilfreds, havde mange våde bleer, men afføringen blev mere og mere sparsom. Jeg er så ked af, at jeg ikke reagerede tidligere, men jeg tænkte, at han jo var et fuldt ammet barn, og at det derfor måtte være normalt.
Vi havde desværre en længere pause uden besøg af sundhedsplejersken, fordi hun var på kursus, og vores 5-ugers besøg blev udskudt, da hele familien blev syge. Da vi endelig kom afsted, viste det sig, at han ikke havde taget ordentligt på. Lægen opdagede samtidig, at han havde et meget stramt tungebånd.
Vi blev hurtigt henvist til en øre-næse-hals-læge, som klippede tungebåndet, da han var 8 uger gammel.
Siden da har jeg gjort alt, hvad jeg overhovedet kan, for at få amningen til at fungere. Jeg begyndte at bruge SNS (Supplemental Nursing System) ved stort set alle måltider, så han kunne få udpumpet modermælk gennem små slanger ved brystet, mens han øvede sig i at amme. Han ville slet ikke tage bryster uden.
Jeg har pumpet ud dag og nat, og jeg har masser af mælk.
Selv med SNS tog han dog stadig ikke helt nok på, selv om vægtstigningen blev markant bedre. Nu oplever jeg desværre, at han ofte ikke engang vil amme med SNS. Nogle gange tager han brystet om natten i søvne eller hvis jeg sidder og vugger på en pilatesbold, men ofte kun i et minut eller to, før han bliver frustreret, slipper brystet og græder.
Jeg supplerer med flaske, men han er faktisk heller ikke særlig glad for flasken, selv om det som regel går lidt lettere end amning.
Baby er nu 3 måneder og jeg er fuldstændig udmattet og ulykkelig. Jeg har nu brugt SNS i seks uger ved hovedparten af alle måltider. Jeg pumper fortsat ud og producerer rigeligt med mælk, men det føles, som om han vil brystet mindre og mindre.
Jeg ved godt, at det vigtigste er, at han bliver mæt og trives. Det ved jeg godt med mit hoved. Men mit hjerte kan ikke rigtig slippe håbet om at få amningen til at lykkes. Jeg læser historier om familier, hvor det først lykkedes efter flere måneder, og jeg klamrer mig nok til håbet, selv om jeg også ved, at det ofte er dem, hvor det lykkes, der skriver om det.
Mine to første børn blev heller ikke ammet. De er præmature tvillinger, og dengang var det vigtigste, at de voksede og blev stærke. Jeg brugte en formue på en privat ammevejleder, men gik derfra med en følelse af at være en fiasko. Den oplevelse sidder stadig i mig.
Samtidig har min baby nu ondt i maven. Han slår mange ildelugtende prutter og har kun afføring cirka hver anden dag. Efter anbefaling fra lægen får han laktulose, men jeg synes stadig, det er svært at finde ud af, hvad der er normalt, og om han har det godt. Jeg har både søgt hjælp hos sundhedsplejerske og egen læge. De synes sådan set alt er godt nu hvor han igen tager på, selvom jeg synes jo ikke det går så skønt.
Jeg står nu et sted, hvor jeg overvejer, om jeg skal stoppe med SNS og gå over til flaske. Jeg har ikke lyst til at fortsætte med at pumpe ud uden at amme, blandt andet fordi jeg tidligere har haft brystbetændelse tre gange, og pumpning uden en baby ved brystet gav mig det flere gange da jeg malkede ud i sidste ammeforløb og en gang i dette.
Det sværeste er næsten, hvor meget det fylder. Jeg bruger stort set al min energi på amningen. Hver gang han afviser brystet, falder mit humør helt i bund. Som jo er mange, mange gange dagligt.
Jeg føler, at hele min dag afhænger af, om en amning går godt eller skidt.
Jeg ved ikke længere, hvad der er det rigtige at gøre. Er det et sindssygt ego projekt der ender med at koste så meget energi eller bør man klø på?
Jeg frygter også ammepolitiet. Åh hvor fik jeg mange kommentarer på det første ammeforløb. Og selvom jeg virkelig ikke synes der er det fjerneste i vejen med flaske-børn, så havde jeg jo bare drømt om at amme.
Nogen kloge ord?