Far og fritid? Principielt dilemma!
Min kæreste og jeg har en datter på 8 måneder. Vi har begge altid stået på ski og har (lidt blåøjet) planlagt en skiferie. Det er nu endt med at være hele min kærestes familie samt to af hans venner og deres kærester, der skal afsted.
Jo tættere vi kommer på, jo mere går det op for mig, at det ikke er en ferie, der reelt fungerer for os. Hun vil være 14 måneder, og jeg har svært ved at se os hygge os alene på et lille hotelværelse, mens min kæreste står på ski og tager til afterski med sine venner.
Men mit dilemma handler egentlig mest om princippet. Han kan godt tage afsted. Han har mere ferie end mig og et meget fleksibelt arbejdsliv, og vi kan sagtens tage på en anden ferie sammen som familie. Hvis han kun havde 5-6 ugers ferie om året, ville jeg klart synes, at den skulle prioriteres med os. Men sådan er vores situation ikke.
Det, der fylder, er følelsen af uretfærdighed. Jeg oplever, at mit liv har ændret sig markant, mens han stadig i højere grad kan gøre de ting, han gjorde før. Jeg ender ofte med at være den, der bliver hjemme med vores datter, fordi det ofte er mig, der opdager, at vores planer ikke er børnevenlige.
Det er samtidig komplekst, fordi han faktisk har tilbudt, at jeg jo bare kan tage en tur med veninder i en anden uge, hvis han tager afsted. Men jeg har virkelig ikke lyst til at være væk fra min datter i en hel uge. Så det føles lidt som om, vi på papiret har samme frihed, men i praksis ikke har det.
Han har også tilbudt at blive hjemme og siger, at han ikke vil tage afsted, hvis jeg bliver bitter. Men skal jeg insistere på, at han godt må tage afsted - eller er det rimeligt at sige, at når man har et lille barn, må begge forældre også give afkald på noget? Det svier lidt på mig, at det kun er mit liv der fundamentalt er forandret og kan føles som et stort kompromis.
Håber I har nogle perspektiver, jeg ikke selv har set!