u/Upper_Principle4498

Hvad er fair i den her konstruktion?
Jeg er sammen med en mand, der har et barn alene, og jeg har selv to børn. Min kæreste har sit barn 4/10. Ikke fordi han ikke ønsker mere samvær, men fordi barnet kun er fem år, og derfor kan barnet ikke være i 7/7 ordning endnu. Bare for at slå fast, at han ikke er typen, der er tilfreds med kun at være weekendfar - han ønsker intet mere, end 7/7.
Sagen er, at moren har termin omkring midten af efteråret, og det ligger en uge op til efterårsferien. Jeg har jo mine to børn, og vi vil rigtig gerne tage et sted hen i Danmark i efterårsferien. Men fordi terminen ligger tæt på, er jeg i tvivl om, hvad der egentlig er fair.
Skal vi helt lade være med at planlægge noget, fordi hun potentielt kan føde, mens vi er afsted? Måske hun føder en uge inden? Måske hun føder til termin, så hendes baby er 1 uge gammel, når vi tager afsted i 4 dage?
Hvis vi eksempelvis er fire timer væk, er det bøvlet at køre hjem fra de andre.
Omvendt føler jeg lidt, at vores planlægning går fuldstændig i stå, fordi vi hele tiden tager højde for, at hun måske føder eller måske har født to uger inden. Og hvad gør man, hvis hun har født en uge før efterårsferien? Er det så stadig rimeligt, at hun siger, at hun gerne vil have, at vi er tæt på, fordi hun lige har født?
Jeg vil virkelig gerne være large omkring det her. Det er første gang, jeg er papmor, og jeg vil rigtig gerne gøre det ordentligt. Jeg vil også gerne have, at moren føler sig tryg og komfortabel, og jeg ønsker bestemt ikke at skabe en situation, hvor hun står med en nyfødt og føler, at barnet er langt væk.
Men samtidig har jeg jo også to børn, og vi vil gerne kunne planlægge en efterårsferie sammen som familie.
Så hvad synes I er en fair konstruktion her?
Er det rimeligt at planlægge en ferie i Danmark, måske nogle timers kørsel væk? At hvis hun føder, så må barnet vente med af se baby i to dage eller at min kæreste skal køre hjem med barnet fra ferien, så det kan se baby?
Eller bør man i sådan en situation helt lade være med at planlægge noget omkring termin - også selvom det betyder, at ens egne børn og familie skal sætte deres planer på pause?
Jeg er oprigtigt interesseret i, hvordan andre ville gribe det an, for jeg vil gerne finde balancen mellem at være hensynsfuld over for en nybagt mor og samtidig ikke sætte hele vores familieliv på standby ❤️

Jeg har været sammen med min kæreste i snart et år. Han har ét barn, og jeg har to. Når vi alle fem er sammen, fungerer vi faktisk rigtig godt. Vi har lavet mange forskellige ting sammen, og jeg holder virkelig meget af hans barn. Jeg ønsker oprigtigt, at vi på sigt bliver en tæt sammenbragt familie.
Men jeg er begyndt at føle mig meget ensom i forholdet.
Jeg har mine børn 7/7, og han har sit barn 4/10. Og på en eller anden måde ender det meget ofte med, at jeg er sammen med ham og hans barn, når han har sit barn – men når jeg har mine børn, er det langt mindre sandsynligt, at han vælger at være sammen med os.
Det bliver lidt sådan en dynamik, hvor det er mig + ham + hans barn, eller mig + ham + alle tre børn. Men aldrig mig + ham + mine to børn.
Hvis han har muligheden for at tage hjem alene, når jeg har mine børn, så vælger han ofte det. Han siger, at han har brug for at lade op, og det forstår jeg sådan set godt. Men det gør ondt, fordi jeg oplever, at jeg ikke selv gør det samme. Når han har sit barn, vil jeg gerne være der. Jeg vil gerne bruge tiden sammen med dem, også selvom det kræver noget.
Jeg tror, det der gør mest ondt, er, at jeg føler, at jeg investerer meget mere i at skabe en relation til hans barn og i at få os til at fungere som en familie, end han gør i relationen til mine børn.
Jeg forventer ikke, at han skal være sammen med os hele tiden eller aldrig have brug for alenetid. Men jeg har brug for at mærke, at han aktivt vælger os til - også når det er lidt mere krævende, og ikke kun når det er nemt.
Jeg kan mærke, at jeg faktisk savner ham og hans barn, når vi ikke er sammen. Og jeg ville ønske, at han havde den samme lyst til at være en del af mit liv med mine børn.
Vi har børnene samtidig, men der har været nogen tidspunkter hvor han har haft hende ekstra dage og jeg tager selvfølgelig alle de ekstra dage sammen med hans barn også. Henter barnet sammen med ham, laver altid aftensmad til os og spiser og hygger sammen.
Så jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal se på det.
Er jeg urimelig i mine forventninger? Eller er det et reelt problem, hvis jeg oplever, at jeg investerer mere i vores sammenbragte familie, end han gør?

Min kæreste er ude at rejse og er til festival. Han har ikke givet mig en konkret grund til ikke at stole på ham, men jeg ved, at han var sin eks utro med tre forskellige, da han var er virkelig dårligt sted i sit liv og har gået til psykolog for det osv. Det fortalte han mig selv meget ærligt tidligt i vores forhold, og jeg ved, at han fortryder det. Jeg har virkelig ikke lyst til at bruge hans fortid imod ham.
Alligevel kan jeg mærke, at når han er væk, bliver jeg enormt usikker. Han har fx. noget behov/ønske om, at jeg skriver/holder han opdateret gennem en dag/aften, når jeg er til ting, som jeg gør glædeligt. Jeg er meget social og er til mange ting, men jeg kan altid finde ud af at lige skrive/svare en besked hver 2. time. Men omvendt her, så skriver han måske hver 4. time. Jeg får helt ondt i maven. Jeg har endda taget mig selv i at kigge på, hvem han følger på Instagram, og om han har fået to nye følgere. Jeg hader faktisk, at jeg gør det, fordi det ikke er den person, jeg gerne vil være og plejer ikke at være sådan!!
Mit spørgsmål er egentlig: Er det noget, man bør kunne sige til sin partner? Altså noget i stil med:
"Jeg ved godt, du ikke har gjort noget forkert, men jeg kan mærke, at jeg bliver virkelig usikker, når du er væk. Jeg fortæller dig det ikke for at kontrollere dig eller beskylde dig, men fordi jeg gerne vil være ærlig om, hvordan jeg har det."
Eller er det en følelse, man bare skal arbejde med selv og lade være med at lægge over på sin partner?
Jeg er nysgerrig på, hvordan andre ville have det i den situation, og hvordan I ville gribe det an.

Jeg har været sammen med min kæreste i otte måneder. Han er en virkelig dejlig mand, og jeg elsker ham. Han har været sammen med mange flotte kvinder før mig, og det har jeg oprigtigt aldrig haft et problem med. Jeg elsker selv smukke kvinder og føler mig godt tilpas med mit eget udseende. Jeg ved godt, at jeg er attraktiv, og jeg har aldrig haft problemer med mit selvværd på den front.
Men der er én ting, jeg simpelthen ikke kan slippe.
Tidligt i vores forhold sagde han, at jeg ikke var hans normale type. Fair nok, tænkte jeg. Jeg har også selv været sammen med mennesker, der ikke lignede min "type", men som jeg blev sindssygt tiltrukket af.
Senere, da vi var fulde i byen, fortalte han, at han havde sagt til sine venner, hvor forelsket han var i mig, og at det netop var specielt, fordi jeg slet ikke var hans type. Han sagde, at han normalt var til meget stramme fitnesspiger med silikonebryster.
Jeg er ikke fed. Jeg har former, smal talje, store naturlige bryster og træner, men ikke stram på den måde. Jeg elsker faktisk min krop. Men den kommentar ramte alligevel et eller andet i mig.
Han sagde også, at det var alt andet ved mig -min selvsikkerhed, min personlighed og hele min udstråling a der gjorde, at han blev så tiltrukket af mig. Og det er jo sødt... men samtidig sidder den anden del stadig fast.
På et tidspunkt spurgte jeg ham direkte, om han ville tænde mere på mig, hvis jeg havde silikonebryster.
Hvis han havde spurgt mig, om jeg ville tænde mere på ham, hvis han var to meter høj (hvilket egentlig er en fysisk præference, jeg har), ville jeg uden tvivl have sagt nej. For jeg tænder på ham, som han er. Men han svarede, at han nok ikke kunne lyve sig fra, at ja - han ville nok tænde endnu mere på mig med silikonebryster.
Jeg er begyndt at overveje brystoperation, selvom det egentlig er ikke noget jeg har haft en drøm om. Ikke fordi jeg er utilfreds med mig selv, men fordi jeg har fået et behov for at være hans ultimative præference. Og jeg hader faktisk, at jeg har fået den tanke, for sådan har jeg aldrig haft det før.
Han bekræfter mig ofte i, at jeg er smuk, lækker og at han elsker mig. Jeg tror på, at han mener det. Men det ændrer ikke på, at jeg hele tiden tænker: "Jeg er stadig ikke det, han helst ville have valgt rent fysisk."
Der er også den detalje, at jeg har et højere sexdrive end ham, og det gør nok også mine tanker værre.
Jeg har lagt mærke til, at jeg næsten søger bekræftelse fra andre mænd mere end før. Ikke fordi jeg har lyst til at være utro eller gøre noget ved det - det kunne jeg aldrig drømme om, men fordi det føles rart at blive set af nogen, hvor jeg måske faktisk er deres 100% præference.
Min kæreste kan godt blive lidt jaloux, hvis jeg har meget nedringet tøj på i byen, og siger, at jeg ikke behøver opmærksomhed fra andre, fordi jeg har ham.
Men det er netop dér, jeg bliver forvirret. For hvis jeg ikke føler mig som hans førstevalg rent fysisk, hvorfor længes jeg så ikke naturligt efter den følelse et andet sted? Ikke fordi jeg vil have en anden, men fordi jeg savner følelsen af at være nogens "wow, præcis dig." - fordi sådan har jeg set med ham. Jeg synes vitterligt han er det lækreste menneske der findes.
Jeg har prøvet at tale med ham om det flere gange. Han bliver ofte frustreret og føler, at jeg angriber ham eller siger, at han ikke gør det godt nok. Det er slet ikke det, jeg prøver. Jeg prøver bare at forklare en følelse, jeg ikke kan slippe.
Så mit spørgsmål er:
Overtænker jeg det her fuldstændig? Er mine følelser urimelige? Skal jeg tage mig sammen? Går man fra en partner pga. det her?

Jeg er seriøst i vildrede og har brug for perspektiver.
Mig (K30) og min kæreste (M35) har været sammen i 9 måneder, og vi clasher mere og mere på sex og seksualitet.
Lidt baggrund: Jeg har et ret højt sexdrive og har fundet ud af gennem årene, at seksualitet er en vigtig del af mig. Ikke fordi jeg ikke kan fungere uden sex. Jeg var single i 2 år før ham og var lykkelig, men fordi det er en måde jeg føler livsglæde, nærhed, begær og forbindelse på. Jeg har været seksuelt åben, prøvet forskellige ting af i swingrklubber og lært mig selv godt at kende.
Da vi mødtes, var det egentlig bare meningen vi skulle have sex, så vi var ekstremt åbne fra starten. Han vidste alt om mit drive, mine oplevelser, hvad jeg tænder på osv. Jeg sagde også helt åbent, at jeg godt forstod hvis han ikke var til de samme ting, og at jeg aldrig forventede at en partner skulle have samme lyst som mig.
I starten elskede han den side af mig. At jeg var ivrig efter ham, tog initiativ, elskede sex, flirt, at bygge stemning op osv. At jeg ofte lagde bare op til at give ham spontant BJ.
Men allerede efter omkring 3 måneder ændrede det sig.
Hans lyst blev mindre, og han begyndte at sige, at han følte det aldrig var nok for mig. Hvor jeg egentlig bare tænkte: “Jeg vil jo mere fordi jeg er vild med dig.”
Jeg har virkelig tilpasset mig. Jeg forventer ikke sex hver dag eller flere gange om dagen. Men efterhånden kan der gå 2–3 dage imellem, og det er ikke engang det der gør mest ondt. Det der gør ondt er, at jeg føler jeg har dæmpet 80% af min seksualitet. Og jeg føler mig helt forkert at have den lyst jeg har efterhånden.
Jeg sender ikke frække beskeder mere. Ikke et billede engang imellem. Ikke den der legende energi. Ikke den der “jeg har lyst til dig”-stemning. Fordi han ofte bliver irriteret og siger, at det får ham til at føle pres og at sex bliver en skal-ting. Han siger også nogle gange, at min lykke er bundet op på sex og det rammer mig virkelig hårdt, fordi det føles så forkert beskrevet.
Hvis jeg var single og ikke havde sex i uger, ville jeg være helt okay. Men i et forhold betyder det enormt meget for mig at føle mig begæret. At jeg mærker at han ser sulten på mig og at han bare vil have mig NU. Jeg elsker også at lege og skrive frække beskeder og bygge en stemning op indimellem, men det er helt væk. Jeg er også bare ked af det, fordi jeg er lige kommet hjem efter en uges rejse. Jeg ville jo ønske at man ville flå tøjet af hinanden og bare kysse, men det var bare.. ikke det. Når vi så kommer hjem, går jeg på toilet og finder ud af, at jeg har fået menstruation og jeg begynder simpelthen at tude, fordi han synes det er ulækkert at have sex, når man bløder (som er helt fair, det skal ingen presses til), men jeg blev seriøst så påvirket af situationen, at det endda nu også betød, at der ville gå en ekstra uge - og den reaktion har jeg ikke haft før. Han bliver så igen frustreret over at jeg “kun” tænker på sex og hvorfor vi ikke bare kan kramme og kysse, men for mig, kan jeg bare ikke komme tættere på en, end da jeg har sex med vedkommende og jeg havde bare så meget brug for at mærke dén form for intimitet med ham.
Jeg begynder at tvivle på, om vi bare er forskellige seksuelt. Ikke kun i mængden af sex, men i hele den erotiske energi?
Er det noget man kan arbejde med?
Eller er det her et tegn på seksuel inkompatibilitet?
Er der nogen der har stået et sted hvor den ene havde meget mere brug for begær/flirt/erotik i hverdagen end den anden og fandt en vej? Fordi han er så skøn og vi har det så sjovt, men jeg føler mig SÅ udsultet og forkert efterhånden 😭

Er jeg urimelig, fordi jeg blev ked af det over, at min kæreste ikke ville have mig med til festival?
Mig (32F) og min kæreste (35M) har været sammen i snart 9 måneder.
Jeg er islænding og bor i Danmark, så mit netværk ser selvfølgelig lidt anderledes ud end hans. Jeg har venner og er i gang med at skabe mig et liv her, men jeg tror også, jeg havde en forventning om, at når man er i et forhold, så bliver man lidt en del af hinandens verden - familie, venner, traditioner osv. Han har ikke familie, hvilket selvfølgelig ikke er noget, han har valgt, så sådan er det bare.
Jeg har efter at have boet her i 8 år, skabt mig et netværk og har også mange inslandske venner, så jeg er slet ikke ensom. Til gengæld har jeg altid inviteret ham med til mine ting. Jeg arbejder i en branche, hvor jeg nogle gange bliver inviteret til ret særlige arrangementer, backstage-ting og events, og jeg elsker at tage ham med, fordi jeg gerne vil dele mit liv med ham og introducere ham til mine venner.
Nu er der så den her festival.
Han tager afsted hvert år med en fast vennegruppe og sover i camp. Der er også nogle kvinder i gruppen, som han har kendt gennem festivalen i mange år. Det har jeg oprigtigt intet problem med. De har endda selv skrevet flere gange til mig og sagt, at jeg skulle komme med.
På et tidspunkt sagde jeg til ham, at jeg overvejede at tage med (måske med nogle veninder), og spurgte så direkte: “Hvordan ville du egentlig have det, hvis jeg kom med og sov hos jer?”
Hans første svar var: “Det ville jeg faktisk foretrække, at du ikke gjorde.”
Og jeg blev bare helt vildt ked af det.
Ikke fordi jeg vil kontrollere ham eller fordi jeg ikke kan være selvstændig - tværtimod. Jeg er typen, der sagtens kan være til en fest med 200 fremmede uden at hænge på min kæreste. Jeg forventer ikke, at vi skal være sammen hele tiden. Og jeg er en kæmpe fest i mig selv og vi har endda været i byen sammen et par gange og har det pisse grinern. Men jeg blev ramt af følelsen af, at han simpelthen ikke ønskede mig med i en del af sit liv. Især fordi jeg selv altid prøver at invitere ham ind i mit. Og jeg ville forstå det på en helt anden måde, hvis vi midt i 20’erne, men han er altså 35 og jeg 32.
Jeg prøvede også at forklare ham, at jeg ikke har familie her, og at det faktisk betyder noget for mig at få lov til at lære hans mennesker og traditioner at kende.
Efter jeg blev ked af det, trak han det lidt tilbage og sagde, at han ikke mente det sådan, men det ændrer ikke helt på, at det første instinkt var at sige nej.
Jeg kan ikke finde ud af, om jeg overreagerer, eller om det er forståeligt at blive ked af det over ikke at føle sig særligt velkommen.
Er jeg urimelig?

Jeg lavede en kæmpe fejl.
For et stykke tid siden fandt jeg ud af, at min kæreste havde været sammen med en anden dagen efter (og dagen inden) en dag, hvor vi havde været sammen lige i starten, når vi begyndte at ses eksklusivt. Vi har været sammen i 6 måneder, og vi havde begge været meget “hellige” omkring, at der ikke skete noget med andre. Så selvom det var helt i starten, gjorde det virkelig ondt.
Jeg har håndteret det roligt. Ingen råben, ingen drama. Jeg har hele tiden sagt, at jeg nok skulle komme over det stille og roligt, fordi det er ikke det værd, fordi jeg er glad for ham.
Men den anden nat lavede jeg noget, jeg virkelig fortryder.
Mens han sov, gik jeg ind på hans Instagram. Ikke for at læse beskeder, men fordi jeg ville se de piger, han havde været sammen med. De har lukkede profiler, og han følger dem stadig, fordi han kender dem. Og egentlig har jeg det fint med det. Det var bare ren usikkerhed fra min side.
Og så kommer jeg ved et uheld til at ringe til en af dem.
Jeg gik fuldstændig i panik. Blokerede, unblokerede og prøvede at fikse det, men indså hurtigt, at hun nok ville kunne se det alligevel. Jeg kunne bare have holdt min mund, fordi jeg tror ikke de to snakker sammen og have hende blokeret, men.. jeg ville krybe til korset. Morgenen efter sagde jeg det med det samme til ham, fordi jeg ikke kunne holde ud at skjule det.
Jeg sagde undskyld med det samme og sagde, at jeg godt ved, det er et kæmpe tillidsbrud.
Han eksploderede.
Kaldte mig en “fucking løgner”, sagde at jeg ikke var til at stole på, smækkede med døren så hele lejligheden rystede og gik. At det her har prøvet før og jeg var bare en fucking løgner. Jeg skriver til ham, så snart han er gået, at jeg er så ked af det, at jeg skammer mig og at jeg tager fuldt ansvar for at have brudt hans tillid. Han skriver, at han gider ikke at svare mig og han vil have noget tid og ro til at samle hans tanker. Måske 1, måske 2 dage. Han har generelt et meget voldsomt temperament, når han bliver ked af det. Han råber, kalder mig ting og bliver rasende, og jeg synes ærligt, det er virkelig ubehageligt og ukonstruktivt.
Nu har han ignoreret mig i to dage - lagt på is fuldstændig, og jeg tror, han slår op.
Jeg ved godt, jeg gjorde noget forkert. Det gør jeg virkelig. Men hvis situationen havde været omvendt, havde jeg aldrig reageret sådan. Jeg havde nok sagt: “Skat, slap af, ingen er død. Lad være med det igen. Det er mit privatliv.”
Så nu spørger jeg jer helt ærligt:
Ville I slå op med jeres partner over det her?