u/Vegetable-Piano2543

Jeg har gået med nogle tanker i noget tid, og jeg ved ikke om jeg er helt forkert på den eller bare virkelig forvirret. Og om det er normalt eller what

Jeg er i et forhold på snart 10 år med min mand. Vi har været sammen siden gymnasiet, så jeg har nærmest ikke haft den der “ungdomsperiode” hvor man bare går ud, er spontan, tager i byen, til koncerter osv.
Og nu kan jeg bare mærke, at jeg savner det.

Jeg savner at kunne tage i byen en gang imellem. Jeg savner at tage til koncert. Jeg savner at kunne være spontan og bare have det sjovt uden at det bliver et problem.
Men det er lidt dér konflikten er.
Min mand er meget jaloux, og han bryder sig ikke om de ting. Han vil fx ikke have, at jeg tager på en personale-tur til Berlin med mine kollegaer, fordi han ser det som en druktur hvor mænd vil flirte. Jeg ser det slet ikke sådan.
Han skriver meget - når vi ikke er sammen ( hvis jeg er hos mine forældre eller veninder ) sms efter sms og det er så drænene selv mine forældre er like “ han skriver… igen “

Jeg er selv slet ikke jaloux anlagt, så jeg har svært ved at forstå det. For mig er det bare en tur med kollegaer.
Det gør mig også lidt trist, at jeg kan mærke, at jeg bliver begrænset i de ting jeg faktisk gerne vil. Og jeg føler ikke, jeg har gjort noget for ikke at blive stolet på.
Vi har talt om det før, og det er blevet bedre på nogle måder, men jalousien er stadig der i baggrunden.

Og det får mig til at tvivle… er jeg forelsket i ham, eller er jeg forelsket i ideen om stabilitet med vores børn og det liv vi har bygget?
Jeg er bare i tvivl. For jeg elsker ham jo, men jeg kan også mærke, at jeg savner den der frihed og sjov og at kunne være ung på den måde.

Så jeg ved ikke rigtig, om det bare er mig der tænker for meget, eller om det er et reelt problem.