Kan kærligheden opveje drømmen om et barn mere?
Jeg står i et dilemma, som efterhånden fylder så meget, at jeg har ondt i maven over det hver eneste dag. Jeg håber, at nogle af jer måske har stået i noget lignende og vil dele jeres tanker.
Jeg er mor til et lille barn, og jeg har en kæmpe drøm om at få et barn mere. Det er ikke bare en tanke, der dukker op en gang imellem. Det er en drøm, jeg tænker på hver eneste dag, og som jeg kan mærke helt ind i hjertet.
For cirka et år siden mødte jeg en fantastisk mand, som er nogle år ældre end mig. Han har tre børn fra tidligere forhold, to større børn og en lille på alder med mit eget barn. Vi blev hovedkulds forelskede, og jeg elsker ham virkelig helt ubeskriveligt højt.
Allerede i begyndelsen af vores forhold gjorde han meget ud af at fortælle mig, at han gerne ville give mig et barn, hvis det var det, jeg ønskede. Men han var også ærlig omkring, at et fjerde barn ikke var et mål eller et behov for ham.
Dengang tog jeg det nok ikke rigtigt ind. Jeg var lige kommet ud af forholdet med mit barns far, og det gjorde ubeskriveligt ondt pludselig kun at skulle være mor på deltid. Jeg var slet ikke et sted, hvor jeg kunne overskue at drømme om flere børn. Jeg forsøgte egentlig bare at finde fodfæste i mit nye liv.
Men nu er jeg et andet sted. Og drømmen om et barn mere er blevet enormt stor.
Jeg elsker min kærestes tre børn. De er simpelthen så skønne, og jeg kunne ikke have ønsket mig bedre bonusbørn. Men min kæreste har et liv med tre børn og to tidligere partnere, som naturligvis følger med. Og særligt moren til hans yngste barn fylder rigtig meget i vores hverdag.
Hun har nogle psykiske udfordringer, og min kæreste gør rigtig meget for at hjælpe hende, skåne hende og sikre, at deres samarbejde fungerer. Han er et menneske, der vil alle det bedste, og han har utrolig svært ved at sige nej. Han er med andre ord en kæmpe pleaser.
Og det er faktisk også noget af det, jeg elsker ham for. Hans omsorg, hans store hjerte og det faktum, at han er en fuldstændig fantastisk far.
Men jeg kan også se, hvad det gør ved ham.. Han farer konstant rundt for at gøre alle andre tilfredse, og jeg oplever, at han efterhånden er så presset, at det også begynder at vise sig fysisk. Han virker ofte drænet, stresset og som et menneske, der har svært ved at finde ro i sit eget liv.
Og det gør mig så ked af det..
For når jeg ser på den mand, jeg elsker, kan jeg næsten ikke forestille mig, hvordan han skulle kunne rumme endnu et barn. Ikke fordi han ikke ville elske det, eller fordi han ikke ville være en fantastisk far. Men fordi jeg helt oprigtigt er bekymret for, om han har mere at give af.
Jeg ønsker ikke at få et barn med ham på bekostning af hans helbred. Jeg elsker ham simpelthen for højt til at ville presse ham ud i noget, som jeg er bange for, at han ikke har overskud til.
Men hvor efterlader det så mig? ❤️🩹
For hvis jeg vælger ham, føler jeg samtidig, at jeg vælger min drøm om endnu et barn fra. Og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan leve med det.
Det gør næsten fysisk ondt i mit hjerte at tænke på, at jeg måske skal vælge mellem den mand, jeg elsker, og den familie, jeg altid har drømt om.
Samtidig er der en anden ting, som fylder rigtig meget.
Min kæreste vil gerne købe et fælles hus inden for den nærmeste fremtid. Og det vil jeg jo også gerne. Jeg drømmer om et hjem, en hverdag og en fremtid sammen med ham.
Men jeg er så bange for at binde mig til et liv, hvor jeg en dag vågner op og føler, at jeg har mistet mig selv og mine egne drømme.
Et liv, hvor rammerne i høj grad allerede er lagt. Hvor hans tidligere forhold, hans børns mødre og særligt den yngstes mors udfordringer får så stor indflydelse på vores hverdag, at jeg ikke føler, vi får plads til at skabe vores eget liv.
Jeg har flere gange forsøgt at tale med ham om, at han bliver nødt til at sætte nogle grænser. At han ikke kan redde alle mennesker omkring sig, og at han også skal passe på sig selv og på os.
Selvfølgelig skal vi hjælpe hans yngste barns mor, når det er nødvendigt og rimeligt. Jeg ønsker på ingen måde et dårligt samarbejde eller at gøre hendes liv sværere. Men jeg synes heller ikke, at hendes problemer skal have lov til at sætte dagsordenen for vores liv.
Og midt i alt det sidder jeg med en følelse, som jeg næsten skammer mig over. At den mand, jeg elsker allermest, allerede har fået lov til at opleve alt det, jeg drømmer om, med andre kvinder.
Han har fået sine børn. Han har skabt familier. Han har oplevet alt det, som jeg stadig længes efter. Og nu står jeg her og elsker ham, men føler samtidig, at han måske er så mættet af familielivet, at der ikke er plads eller overskud til at skabe mere af det sammen med mig.
Jeg ved godt, at kærlighed ikke er en konkurrence, og at hans børn og fortid ikke tager noget fra mig. Men følelsen af at være kommet ind i hans liv, når han allerede har fået opfyldt de drømme, jeg stadig bærer rundt på, er svær at være i.
Jeg er bange for at ende med at blive bitter. Ikke på ham eller hans børn, men på det liv, jeg selv valgte, og alt det, jeg måske gav afkald på.
Omvendt er jeg også rædselsslagen for at give slip på en mand, som jeg elsker så højt, for at jagte en drøm, som jeg ikke engang ved, om jeg nogensinde får opfyldt.
Så hvad gør man? ❤️🩹
Kan man blive oprigtigt lykkelig med ham som føles som ens sit livs kærlighed, hvis prisen er, at man må opgive en drøm, der fylder så meget?
Kan man lære at acceptere, at ens partner allerede har skabt den familie med andre, som man selv drømmer om at skabe med ham?
Og hvordan ved man, om man er ved at indgå et helt naturligt kompromis i kærlighedens navn, eller om man er ved at give afkald på en så stor del af sig selv, at man en dag kommer til at fortryde det?