u/helloitsmech

Hej med jer!

Jeg er en kvinde på 33, gift, et barn, fast stilling i en marketingvirksomhed på mit 6. år.

Ved min årlige lønforhandling kræver jeg 5.000,- mere. Det er måske lidt i den høje ende, normalt ville jeg være okay med 2-3.000,- mere, men uden den større kamp, bliver jeg faktisk mødt af min chef som siger “Okay, jeg hører hvad du siger. Du har også være underbetalt længe. Jeg snakker med ledelsen om det”.

Klip til en måned senere (så lang tid skulle det åbenbart tage at snakke med ledelsen om det), kommer min chef endelig retur: “Jeg kan desværre ikke imødekomme dit krav på 5.000,-. Vi har besluttet at give dig 3.000 mere og det er allerede en meget flot stigning i forhold til dine andre kollegaer”.

Jeg reagere skuffet, frustreret og begynder på min salgstale om hvorfor jeg oprigtig synes at de 5.000,- var mig berettiget. Jeg havde lige sat næsen op efter det.
Min chef siger herefter: “Bare stop argumenterne. Lige om lidt skal du garanteret på barsel for anden gang, så hvis jeg var dig, ville jeg stille mig tilfreds med de 3.000,-“.

HVAD…?? Det handler sgu da ikke om mit privatliv!
Er det ikke på kanten af at være diskriminerende? Altså så fordi jeg POTENTIELT skal på barsel igen snart, så vil i ikke give mig den løn jeg beder om? Er det fordi jeg er kvinde? Og hvad så efter barn nummer to, får jeg så også smidt den i hovedet igen “for det kan du jo være du også skal have en 3’er”..

Please, er der nogen her der kan få mit blodtryk ned? Er jeg helt galt på den, eller er det ikke grænseoverskridende at sige? Hvad hvis jeg var gravid, eller hvad hvis jeg lige havde mistet? Uanset hvad burde dette ikke være et argument i en lønforhandling.

Håber nogen udefra kan af/bekræfte min reaktion.
Tak 🤞🏼🥲