Tanker om børneopsparing
Jeg er lidt nysgerrig på, hvordan andre herinde tænker om børneopsparing – ikke så meget den tekniske del, men mere hvad pengene egentlig skal gøre for ens børn.
Vi har selv børn og er begyndt at overveje, hvor meget vi skal sætte til side til dem. Man kan jo hurtigt komme frem til ret store beløb, hvis man investerer løbende fra fødslen.
Men jeg synes egentlig, det rejser nogle lidt mere interessante spørgsmål:
Hvor meget sparer I op til jeres børn?
Er målet, at de skal have et stort beløb, når de bliver 18/21/25 – eller bare en økonomisk hjælp på et bestemt tidspunkt?
Skal pengene være øremærket til noget bestemt, fx bolig, uddannelse eller kørekort?
Eller skal de bare have dem og selv bestemme?
Hvad tænker I om risikoen for, at et stort beløb som 18-årig bliver brugt på noget ret kortsigtet?
Giver det overhovedet mening at forsøge at sikre sine børn økonomisk, hvis man samtidig gerne vil lære dem selv at skabe deres egen økonomi?
Og hvor går grænsen mellem at give sine børn et godt økonomisk fundament og at give dem for meget?
Jeg kan mærke, at jeg selv er lidt splittet.
På den ene side synes jeg, det er fantastisk at kunne give sine børn et økonomisk forspring, som kan gøre en kæmpe forskel – fx til indskud på en bolig eller uddannelse.
På den anden side tænker jeg også, at der måske ligger noget værdi i, at man selv skal kæmpe lidt for tingene og lære at håndtere penge, før man pludselig står med et større beløb.
Så hvad gør I andre?
Hvor meget sparer I op, hvornår får børnene adgang til pengene, og hvad forventer I egentlig, at de skal bruge dem på?
Og hvis I har voksne børn: Hvordan endte det så i praksis?