Hvorfor beskytter Familieretshuset stadig samvær højere end børns sikkerhed?
Jeg har læst Børns Vilkårs rapport ”Vold i hjemmet – får børnene hjælp?”, og noget af det mest skræmmende, den peger på, er egentlig ikke, at volden findes – men hvordan systemet stadig håndterer den.
Rapporten beskriver blandt andet, hvordan små børn, især under 2 år (og reelt også under 5 år), ofte står næsten uden reel beskyttelse eller rettigheder i voldssager. De er for små til selv at fortælle, forklare eller blive “troværdige vidner”, og derfor bliver deres oplevelser ofte ikke undersøgt ordentligt. Mange børn bliver heller ikke selv en del af sigtelserne, selvom de har levet midt i volden og må leve med konsekvenserne af den.
Det betyder i praksis, at børn kan ende med fortsat samvær med en voldssigtet eller dømt forælder, fordi systemet vurderer, at volden “ikke er rettet mod barnet direkte”.
Rapporten peger også på, at børnene ofte ikke får hjælp hurtigt nok – hvis de overhovedet får hjælp. Der er lange ventetider, manglende udredning og et system, hvor ansvaret bliver skubbet rundt mellem myndigheder.
Jeg genkender det desværre alt for godt fra min egen situation.
I min sag er medforælderen dømt for vold. Der har været utallige underretninger, og både politi, kommune og fagprofessionelle har udtrykt bekymring omkring samvær. Alligevel fastholder Familieretshuset, at der skal være samvær – uden overvågning.
Det efterlader mig med en grundlæggende frustration over den måde systemet fungerer på:
Hvorfor skal børn blive i kontakt med en voldelig forælder, indtil skaden på barnet er “bevist” direkte?
Hvorfor vægtes princippet om samvær så højt, selv i sager med dokumenteret vold?
Og hvorfor virker det som om, at små børn har den svageste retsstilling af alle, netop fordi de ikke selv kan formulere deres oplevelser?
Jeg ved godt, at børn som udgangspunkt har ret til begge forældre. Men et barn har også ret til tryghed. Og jeg har svært ved at forstå, hvordan systemet kan mene, at almindeligt samvær altid er i barnets tarv, når der allerede er dokumenteret vold i hjemmet.
Det her handler ikke om hævn eller konflikt mellem voksne.
Det handler om, hvorvidt vores system faktisk er i stand til at beskytte børn, før de selv bryder sammen.
Er der andre, der har oplevet noget lignende?
Er der nogen med indsigt i familieret/familieretshuset, der kan forklare, hvorfor praksis stadig ser sådan ud?