u/Aggressive_Matter982

Hej.

Jeg er dsv dumpet GF2 (hajur) på AU. Og har ingen ide hvordan jeg skal læse op korrekt for at bestå andet end at kigge rettevejledningen..

Hej.

Jeg er dsv dumpet GF2 (hajur) på AU. Og har ingen ide hvordan jeg skal læse op korrekt for at bestå andet end at kigge rettevejledningen..

For noget tid siden skrev jeg herinde om ensomhed, om følelsen af at være bagefter mine venner og om en pige, jeg havde fået følelser for. Hun er min mors venindes datter, og jeg havde egentlig overbevist mig selv om, at hun nok altid kun ville se mig som en nær familieven.

Jeg havde derfor lidt opgivet tanken om, at der nogensinde kunne ske mere. Men på det seneste er der sket noget, jeg ærligt ikke havde forventet.

Vi er begyndt at skrive mere sammen. Ikke bare korte beskeder, men rigtige samtaler, hvor vi begge har åbnet lidt op, da der er sket nogen ting i begge vores liv.

Ud af det blå skrev hun, at hvis jeg havde brug for at komme lidt væk, måtte jeg endelig sige til, hvis jeg havde lyst til at være sammen en dag. Jeg blev ærligt lidt paf. Jeg havde aldrig forventet, at det var hende, der ville tage initiativ til det.

Jeg ved godt, at det her ikke betyder, at hun nødvendigvis er interesseret. Det prøver jeg heller ikke at bilde mig selv ind. Men for første gang i lang tid føler jeg heller ikke, at jeg behøver at afskrive mig selv på forhånd.

Måske bliver det bare en kop kaffe mellem to mennesker, der hygger sig. Måske bliver det begyndelsen på et tættere venskab. Måske bliver det til mere. Det ved jeg ikke.

Men uanset hvad har det givet mig noget, jeg ikke har haft længe:

Håb.

Ikke fordi jeg forventer et bestemt udfald, men fordi jeg har lært, at nogle gange kan relationer udvikle sig på måder, man slet ikke havde forestillet sig, hvis man giver dem tid og lader tingene ske naturligt. Hvad tænker I?

Hej.

Jeg skriver, fordi jeg ærligt talt føler mig ret slået ud.

Jeg læser på AU (HAjur), og jeg har netop dumpet alle tre eksamener på 2. semester. Jeg havde virkelig arbejdet hårdt, så det føles som et kæmpe nederlag. Jeg er bange for, om det betyder, at jeg bare ikke er god nok til universitetet.

Jeg har et fysisk handicap, som kan gøre studiet mere krævende rent praktisk, men karaktererne er selvfølgelig stadig mit eget ansvar. Derfor prøver jeg nu at finde privatundervisning, få feedback på mine eksamener og forberede mig bedre til reeksamenerne.

Jeg tror mest, jeg har brug for at høre fra andre, der måske har stået i noget lignende.

Er der nogen, der har dumpet et helt semester eller flere eksamener på én gang og alligevel endt med at gennemføre deres uddannelse?

Hvad ændrede I op til reeksamenerne?

Hvordan håndterede I følelsen af at være bagefter alle de andre?

Lige nu føles det, som om alle omkring mig kommer videre, mens jeg står stille, og det er svært ikke at tvivle på mig selv.

Kære DKbrevkasse

Jeg er 26 år og studerer på universitetet. Udadtil ligner det at jeg er glad, men sandheden er andet. Jeg har en familie, der holder af mig, og jeg har venner omkring mig. Alligevel føler jeg mig ofte ensom.

Noget af ensomheden handler om, at jeg savner kærlighed. Jeg har aldrig rigtig haft et forhold, og jeg længes efter at have en person, som vælger mig til. På det seneste er jeg blevet lun på en pige, men situationen er kompliceret. Hun er min mors venindes datter, og vores familier kender hinanden. Derfor føler jeg ikke, at der er nogen realistisk mulighed for, at det bliver til mere. Jeg prøver at give slip på tanken, men det er svært, når følelserne stadig er der og at vi relativt ofte ser hinanden.

Samtidig lever jeg med et fysisk handicap (muskelsvind), og nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det gør mig mindre attraktiv eller mindre interessant som potentiel partner. Jeg ved godt, at mennesker siger, at det ikke betyder noget, men inderst inde tvivler jeg ofte på det.

Jeg mærker især ensomheden nu i sommerferien. Når studiet holder pause, bliver dagene mere stille. Jeg har venner, men jeg oplever ofte, at kontakten kun sker, hvis jeg selv tager initiativ. Hvis jeg lader være med at skrive først, kan der gå lang tid uden, at jeg hører fra nogen. Det får mig til at tvivle på, hvor meget jeg egentlig betyder for andre, selvom jeg godt ved, at folk har deres eget liv.

For nylig dumpede jeg også en eksamen. Det har fået mig til at tvivle på mig selv på flere områder. Ikke kun fagligt, men også som menneske. Jeg kan nogle gange få følelsen af, at jeg kæmper hårdt på mange fronter uden rigtig at komme i mål med de ting, jeg drømmer om.

Det mærkelige er, at jeg faktisk ikke er alene. Jeg har mennesker omkring mig. Alligevel kan jeg føle mig utrolig ensom. Det er som om, der er forskel på at have folk omkring sig og på virkelig at føle sig set, forstået og valgt.

Hvordan håndterer man følelsen af ensomhed, når man egentlig ikke er alene? Hvordan giver man slip på håbet om en person, man holder af, når man ikke tror, at det kan blive til noget? Og hvordan undgår man, at tvivlen på sig selv kommer til at fylde hele ens liv?

Jeg har netop fået 00 i Samfundsøkonomi.

Efter eksamen skrev min forlæser til mig(efter ønsket feedback), at min besvarelse så meget dårlig ud, og at han anbefaler, at jeg følger faget igen i stedet for at gå til reeksamen. Han vurderer, at jeg mangler flere grundlæggende færdigheder i faget.

Jeg er dog meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre.

Jeg overvejer at gå til reeksamen i august, men forskellen er, at jeg hen over sommeren planlægger at få privatundervisning af min egen holdunderviser i faget. Derudover vil jeg arbejde med gamle eksamenssæt.

Derfor er jeg i tvivl om, hvor meget vægt jeg skal lægge på anbefalingen om at følge faget igen. På den ene side vil jeg gerne lytte til underviserens vurdering. På den anden side føler jeg, at min situation frem mod reeksamen bliver markant anderledes end op til den ordinære eksamen.

Ville I satse på reeksamen med målrettet hjælp fra den underviser, der kender faget bedst, eller ville I stadig vælge at følge faget igen og vente til næste ordinære eksamen? Hvad ville I gøre?

Kære brevkasse

Jeg står lidt i et dilemma og vil gerne høre om jeg overtænker det hele.

Jeg overvejer at holde fødselsdag på en bar. Lokalet er gratis, hvis man kan samle omkring 40 mennesker, men jegskal købe drinksbilletter for cirka 4000 kr., for de 40 personer.

Problemet er bare, at jeg er sygt nervøs for fremmødet. Jeg har et par tætte venner, som ærligt er ret dårlige til at holde aftaler, og jeg er bange for at arrangere det hele for så at stå og ligne en komplet klovn, hvis folk ikke kommer som lovet.

Samtidig er der også en pige involveret. En som jeg virkelig gerne vil imponere og vil bruge lidt tid med da vores relation er lidt complex. Jeg tror bare gerne jeg vil vise, at jeg også kan samle folk og skabe en fed stemning. Jeg føler tit, at jeg overtænker sociale ting og hvordan jeg bliver opfattet.

Jeg sidder lidt med følelsen af:

Holder jeg festen fordi jeg selv vil, eller fordi jeg håber det får hende til at se mig anderledes?

Er det helt dumt at gøre så meget ud af det for at imponere en person? Og er jeg idiot, hvis jeg tager chancen, selvom jeg ikke føler mig sikker på folk?