u/Billemil

Jeg skal muligvis sygemeldes her under min barsel (mit barn er knap 4 måneder). Jeg var til læge for 6 uger siden hvor det var på tale, men vi valgte at bruge af min mands barsel i stedet for, for at tilgodese hans chef også, og vise god vilje.
Situationen er dog, at min mand nu snart skal tilbage på arbejde, og det er jeg meget presset over.
Grunden til jeg skulle sygemeldes var, en mulig fødselsreaktion/belastningsreaktion pga vores barns kolik (det ønsker jeg ikke råd til). 
Jeg ringer til lægen imorgen og får en tid, både til min datter hvor jeg vil kræve de gør noget (lægen har fx tidligere sagt man kunne indlægge hende på børneafdelingen til observation), og for at tale om hvordan jeg har det, og en eventuel sygemelding. 
Jeg er 99% sikker på at min læge gerne vil stå bag en sygemelding, så det bare er mig der skal finde ud af hvad jeg vil. Og jeg tænker, at jeg egentlig bare har et kæmpe behov for, at min mand er hjemme og aflaste mig.
Men, min mand er selvfølgelig bekymret for, hvad hans chef siger, da han allerede bad om at holde sin barsel med så kort varsel, og nu eventuelt skal være væk igen.
Men kan vi overhovedet “kræve” at han skal hjem og overtage min barsel? eller hvad er vores rettigheder? Er der nogen der har erfaring med det? 
Jeg synes jo selv, at vi har forsøgt at være fair, ved at min mand har brugt den øremærkede barsel han havde, i stedet for at overtage min, samt at han indimellem har arbejdet under sin barsel. Men vi er selvfølgelig også bekymrede for at skabe virkelig dårlig stemning. Familielivet hænger desværre bare ikke sammen pt. 

Ja som overskriften siger, er der nogen der har prøvet det?
Jeg er ved at være rigtig rigtig presset (skal snakke med lægen imorgen), og ved ikke om det giver mening med en sygemelding så min mand kan komme hjem og overtage noget barsel.
Eller om det overhovedet er muligt? Når jeg googler ligner det der er forskellige regler alt efter om barnet er over eller under 10 uger (vores er 11 uger).

Jeg har en bugaboo donkey 5, og har købt en parasol til den. Der medfølger så tre beslag til at sætte på klapvognen, men jeg kan kun få den ene til at passe på. Er der nogen der også har en parasol til deres bugaboo, som ved om det er meningen det kun er den ene der dur til? Og de andre så er til hvis man havde en anden model? der fulgte ingen brugsanvisning med, og synes ikke jeg kan finde et svar på Google😅

Jeg ved at mange bruger vinted til at sælge og købe på, men det er første gang jeg har sat noget til salg dernede, og jeg har nu sat et puslepude til salg som skulle være solgt. Det var dog som om der kom et bud, men samtidig stod den så bare som solgt i en samtale og at køber havde købt et fragtmarkat også.
Der står så den skal sendes til en i Polen, er det normalt og sikkert nok bare at sende til udlandet? Jeg har som sagt ikke brugt vinted før, og vil selvfølgelig helst ikke snydes 😅

Tekniske spørsmål ift svamp til jer der ammer, måske I har prøvet det før. Min datter, på lidt over en måned, og jeg skal i behandling for svamp, efter lægen mener vi har det, jeg oplever dog intet ubehag,
Men nu har vi fået nystatin, og der står der skal gives en ml 4 gange dagligt, og så skal jeg smøres.
På apoteket sagde de det skulle smøres på mig efter amning, og så tørres af igen inden, men hvordan fungere det når baby fx ofte klyngammer hele eftermiddagen og aftenen? Der sidder vi jo bare og ammer og skifter bryst ofte, så hvordan gør man der? Og hvorfor skal det smøres af når det er det samme hun får i munden? Og skal hun virkelig bare have sprøjtet en ml i munden? Og hvor længe vare en behandling? Vi fik bare at vide nok omkring 6 dage 😅

Ja, som overskriften siger, bruger i tid på at fjerne arp? 😅
Jeg synes ikke det kan fjernes på nogen nem måde, så jeg har mest bare lyst til at lade det være. Jeg forsøger med babytandbørste, babyolie og tættekam, men det løsner sig ikke rigtig, og i stedet bliver det bare til en irriteret hovedbund på baby 😅

Jeg fødte mit andet barn for 9 dage siden, og har en dreng på 1,5 år i forvejen.
Jeg har siden min baby var 1 dag gammel haft det rigtig skidt, jeg har grædt og følt mig grådlabil hele tiden, og mit hoved køre rundt med alle mulige tanker:
- jeg føler mig helt vildt ensom (jeg har ikke rigtig så mange veninder)
- jeg føler mit overskud er helt i bund
- jeg har ekstremt svært ved at overskue min store dreng, specielt når han er sur, hvilket en 1,5 årig jo bare er nogle gange.
- jeg får tanker om vi har fucket op med at få dem så tæt på hinanden, om vi burde have ventet
- jeg er pisse bange for vi får 3-4-5 pisse hårde hård
- jeg har mega dårlig samvittighed over ikke at magte min store dreng
- jeg har en følelse af slet ikke at kunne overskue mit liv, fx fordi jeg bare står op om morgenen og allerede er ked af det

Jeg snakkede med SP i går, der kommer på et allerede planlagt besøg næste uge, og hun ville høre sine kollegaer hvor tidligt man kunne screene for en fødselsdepression, da der selvfølgelig også bare er en masse hormoner i kroppen lige nu.

Jeg har det bare virkelig virkelig skidt, og er bange for det er noget mere end baby blues og det ikke bare går over. Jeg havde det slet ikke sådan med mit første barn, der var jeg ked af det, men det pga han er født senpræmatur og fik det skidt under fødselen, ikke noget som alt det ovenstående.

Min mand er rigtig støttende og lytter, men han bliver selvfølgelig også rigtig ked af det over, at jeg fx føler at det egentlig var nemmere ikke at vågne i morgen, uden at jeg på den måde har tanker om at gøre mig selv noget.

Jeg har nok bare brug for at høre, er der andre der har oplevet noget lignende? Hvad hjalp? Var det “bare” baby blues eller var det en decideret fødselsdepression? Er jeg bare en total lorte mor for at have det sådan her?
Hvis i har nogle mega gode tips eller tricks som ville kunne hjælpe, tager jeg imod med kyshånd, for puha hvor har jeg det hårdt lige nu. Jeg føler næsten vi har ødelagt alting ved at få nr 2 (selvom hun er dejlig og et ønskebarn).

Hvordan har I gjort det? Vi sammensover med vores dreng på 1,5 - det har fungeret rigtig godt, og han sover igennem stortset hver nat.
Jeg har lige født nr 2 for et par dage siden, og har sovet for mig selv den sidste 1,5 måned, da jeg ikke har kunne komme ind og ud af vores seng på en behagelig måde pga sengehest. Min mand har så sovet med vores dreng.
Jeg har de sidste par dage også sovet selv med baby, for ikke at forstyrre dem, da hun jo både skal ammes og skiftes om natten. Men, jeg savner virkelig at sove sammen med min dreng, og gad godt vi alle fire kunne sove sammen. Så jeg søger lidt inspiration fra jer der har sammensovet med et barn på samme alder og en nyfødt.
Forstyrre babyen den store for meget? Er det bedst vi forsætter med at sove hver for sig, indtil babyen fx ikke behøver blive skiftet om natten mere? Oplevede i at den store bare sov fra forstyrret med bleskift og amning, og måske gråd? Har i nogle gode tips eller tricks til at få det til at fungere?
Vi overvejer også om vi skal anskaffe en ekstra enkeltmands seng og sætte sammen med vores dobbeltseng for at få mere plads. Er der nogen der har haft god succes med det?

Hey, sorry if this is the wrong place, but I’m really scared and no one I know has been in this kind of situation.

I have a history of preterm birth at 36+3 after my water breaking spontaneous at 36+2. I had a lot of Braxton hicks in that pregnancy, and had a last measurement of cervix at 33+6 to 25,7 mm. My cervix was never considered short in that pregnancy.

I have had several cervix checks this pregnancy because of a lot of Braxton hicks (despite rest) and the former preterm birth. My first was at 20 weeks where it measured 36 mm, then the same at 24 and 26, then suddenly 44 mm at checks between week 29-31, measured by three different people.

Yesterday at 33+4 I had my last check (since they don’t intervene or give medicin in my country at 34+0 weeks). Yesterday the measurement was 30 mm, and even though I know the cutoff is 25 mm, which the doctor also said, she did react to the fast change of 14 mm in length.

First she said that she thought the last measurement at 31 weeks must have been wrong because she thought it was almost unrealistically long, but as I said it had been measured by three different people.

She said I shouldn’t expect to go to term, asked me to take it easy till I reach 34+0 weeks, and that the Braxton hicks where having an effect on my cervix.

I am just so sad and confused right now, I really hoped to go to 37 weeks (all babies born before has mandatory nicu time here), and now I am really scared to give birth within the next two weeks. What scares me is also, that the baby might need cpap (our first needed it for 4 days, because of lack of oxygen under birth, and he was in a rough shape), so they need to leave the room with the baby before I am ready to go with.

I have really tanken it easy because of the Braxton hicks, and since yesterday I have mostly laid in bed, and I haven’t lifted my 1,5 year old.

Will someone share their thoughts on my situation? I know the baby will be fine longterm at this gestation, but I really don’t want to give birth before at least 36 weeks.

What do you think is the best course of action for me? Would you be worried about a 14 mm drop in length in two weeks?