u/Bulky-Ad9251

So I bought a new PC about a week ago and I've been pulling my hair out ever since. Whenever I try to play something demanding, the fans suddenly spin up to max, I hear a click, and the whole thing just shuts off and reboots. No BSOD, no warning, nothing.

Specs:

- Ryzen 7 7800X3D

- GIGABYTE RX 9070 XT GAMING OC 16G

- ASUS PRIME B650M-R

- Corsair Vengeance DDR5-6000 32GB CL36

- Corsair RM750e 750W (2025)

- Windows 11

It started with Hogwarts Legacy crashing at launch every single time. Figured it was the usual AMD/DX12 shader compilation stuff, but then GTA V started doing it too. Rust, LoL and Valheim all run completely fine though, so it's clearly load-dependent.

I've gone pretty deep on troubleshooting at this point:

- Latest AMD drivers + DDU clean reinstall

- GPU power limit at -30% in Adrenalin

- Proper undervolt (-75mV, -200MHz)

- Two separate PCIe cables, not daisy-chained (checked physically)

- Latest BIOS

- RAM was already on JEDEC, EXPO never enabled

Checked Event Viewer after every crash — it's Kernel-Power Event ID 41 every time, BugcheckCode 0, all parameters 0x0. No minidump generated at all. That to me means Windows never even had time to react, the power just disappeared.

To rule out it being game-specific I ran 3DMark Time Spy Extreme stress test. Crashed on loop 3. Same event in the log.

At 750W with the power limit applied I'm probably pulling around 380W actual load, so it shouldn't be a capacity issue on paper. But something is clearly triggering the PSU's protection circuit.

Is this just a dead unit or is the RM750e known to be twitchy with the 9070 XT? Has anyone else had this combo? I'm about to file an RMA with Corsair but wanted to check if I'm missing something obvious before I do.

Hej alle,

Jeg står lidt i en mærkelig situation og har brug for nogle ærlige perspektiver fra folk, der måske selv har været i lange forhold eller har stået med de samme tanker.

Jeg har været sammen med min kæreste i 6-7 år, og overordnet set fungerer forholdet egentlig fint. Jeg kan godt lide at være sammen med hende, vi har det hyggeligt, og der er ikke noget dramatisk eller “toxic” i det. Men i ret lang tid har jeg haft en underlig følelse indeni, som jeg ikke helt kan forklare.

Det er ikke sådan en “fuck det her, jeg vil væk”-følelse. Jeg har ikke lyst til bare at slå op og komme væk fra hende. Men jeg føler ofte en slags irritation eller uro omkring hende, uden egentlig at forstå hvorfor. Det kan være små ting, hun gør, siger eller måden hun er på omkring mig, som bare irriterer mig i perioder, og jeg kan ikke finde ud af, om det handler om mig, forholdet eller bare det at være sammen med den samme person i så mange år.

Det mærkelige er, at jeg ikke rigtig har den følelse med andre mennesker. Men man lever jo også meget tæt med sin partner, så måske er det normalt? Jeg ved det ærligt ikke.

Samtidig er vi nået til det punkt, hvor tingene bliver meget “voksne”. Vi snakker børn, fremtid osv. Og nu har vi også fået tilbudt en ret vild drømmelejlighed i København igennem hendes netværk. Stor lejlighed, ekstremt billig ift. markedet, og realistisk set ville jeg aldrig få den mulighed alene. Så nu føles det hele endnu mere seriøst og bindende.

Det er ikke fordi jeg tænker “jeg bliver kun pga. lejligheden”, men det gør bare det hele meget mere komplekst. For jeg kan ikke finde ud af, om mine tanker er normale tvivl/frygt i et langt forhold, eller om de faktisk betyder, at noget er galt.

Og så er der også noget andet, jeg tænker meget over, som jeg næsten synes er svært at sige højt uden at lyde som et røvhul. Jeg er stadig i midttyverne, og hun er basically den eneste “rigtige” kæreste og person, jeg har været sammen med. Jeg kan nogle gange få en følelse af, om jeg er blevet voksen for hurtigt, eller om jeg kommer til at fortryde, at jeg aldrig rigtig prøvede livet af med andre piger eller bare oplevede mere, mens jeg var ung.

Ikke fordi jeg nødvendigvis har lyst til at være single og feste rundt hele tiden, men mere følelsen af:
“Er det mærkeligt at vælge hele sit voksenliv så tidligt?”
Samtidig tænker jeg også, at et stabilt og godt forhold jo heller ikke er noget, man bare finder hele tiden. Så jeg føler lidt, jeg står mellem to ting, som begge virker vigtige, og jeg aner ikke, om det jeg føler er normalt eller et tegn på noget større.

Jeg tror også, jeg er bange for at tage det “forkerte” valg. Enten at bygge videre på noget, der måske ikke er rigtigt, eller at ødelægge noget godt fordi jeg overtænker og forventer, at man skal føle sig 100 % sikker hele tiden.

Så jeg tror egentlig mit spørgsmål er:
Er det normalt at have perioder i lange forhold, hvor ens partner bare irriterer en helt vildt, selvom man stadig elsker dem og godt kan lide at være sammen med dem?
Og er det normalt i midttyverne at få tanker om, hvorvidt man er gået “for tidligt” ind i voksenlivet og aldrig fik prøvet andre ting af?
Hvordan ved man forskellen på almindelig tvivl/frygt og en reel følelse af, at forholdet ikke er rigtigt længere?

Ville virkelig sætte pris på ærlige erfaringer fra folk, der har været i lange forhold eller stået med lignende tanker.