Titel: Dumpet 3. eksamensforsøg – mulighed for 4. forsøg pga. tidligere sygdom/lægeerklæring?
Jeg står desværre i den situation, at jeg lige har dumpet mit 3. forsøg i sygdomslære på min professionsbachelor, og jeg er derfor nået dertil, hvor jeg skal søge dispensation for at få et 4. forsøg.
Jeg har tidligere fået bevilget et 4. forsøg i humanfysiologi. Dengang havde jeg bl.a. dokumentation for, at jeg er ordblind, hvilket først blev opdaget relativt sent i mit studie, så jeg havde gennemført en stor del af uddannelsen og flere eksamener uden den støtte/særlige prøvevilkår, jeg senere fik.
Derudover er der en anden ting, som jeg nu er begyndt at tænke meget over:
Ved et tidligere eksamensforsøg havde jeg humanfysiologi og sygdomslære meget tæt på hinanden. Samtidig havde jeg el-terapi og tre forskellige skriftlige opgaver i neurologi, pædiatri og et projekt. Jeg var på det tidspunkt ekstremt presset og havde nærmest intet overskud.
Jeg sygemeldte mig derfor og var ved en læge, fordi min egen læge ikke kunne se mig. Jeg fik udstedt en lægeerklæring på papir.
Problemet er, at jeg så vidt jeg husker kun fik afleveret/uploadet lægeerklæringen i forbindelse med humanfysiologi. Jeg troede dengang, at sygemeldingen/lægeerklæringen dækkede begge eksamener, fordi de lå så tæt, men jeg er nu bange for, at sygdomslære derfor er blevet registreret som et brugt forsøg.
Jeg har desværre heller ikke taget et billede eller en kopi af lægeerklæringen.
Jeg vil selvfølgelig kontakte lægehuset og undersøge, om der stadig findes et journalnotat fra konsultationen eller oplysninger om den lægeerklæring, der blev udstedt.
Er der nogen her, der har erfaring med noget lignende?
Specifikt vil jeg gerne høre:
- Har nogen fået et 4. eksamensforsøg på baggrund af tidligere dokumenteret sygdom/usædvanlige forhold?
- Kan et gammelt journalnotat fra lægen bruges som dokumentation, hvis man ikke længere har selve lægeerklæringen?
- Har nogen prøvet at få vurderet et tidligere eksamensforsøg, hvor man var syg, men hvor sygemeldingen ikke blev registreret korrekt?
- Er der noget bestemt, jeg bør få med i min dispensationsansøgning?
Jeg ved godt, at det i sidste ende er uddannelsesinstitutionen, der afgør sagen. Jeg prøver bare at finde ud af, om andre har stået i en lignende situation, og hvad I gjorde.