u/HootingArmadillo

Halløj søde Aarhusianere!

Jeg har simpelthen fået den fantastiske opgave at vise alle mine søde sjællandske venner rundt i Århus her i den kommende weekend!

Vi er svært glade for at ramme dansegulvet, spille pool, spille kort og terninger, enkelte af os ryger nok også lidt for mange smøger når først der er alkohol indenbords 😅

Vi bliver 6-7 mænd og kvinder i aldersgruppen 28-32, så bonus point hvis det er et sted der ikke nødvendigvis er overrendt af 18-20 årige

På forhånd mange taaaak 🫶

Godmorgen brevkassen

Edit: Helt seriøst, godt for jer I har kunne tabe jer uden medicinsk intervention. Det er IKKE det jeg spørger om, hold jer venligst til mine spørgsmål, tak. Jeg har ikke tænkt mig at respondere på andet end dette.

Lidt sårbart, sikkert ikke kun for mig men andre læsere i samme situation, så husk det når I kommenterer 🫶

Kvinde, slut tyverne. Jeg er tyk. Plain and simple.

Jeg har hele mit liv siden barndommen døjet med yoyo-vægt fra svær overvægt til decideret sygelig undervægt, men et 3-årigt forløb på antidepressiver oven i covid nedlukninger fik min vægt til at eksplodere fuldstændig. Og denne gang har min krop bare ikke kunne finde tilbage til en sund vægt igen.

Jeg fik konstateret søvnapnø sidste sommer. Ikke kum obstruktive, også centrale apnøer, så det er desværre ikke udelukkende min vægt der er problemet. Men i den forbindelse blev jeg vejledt af en klinisk diætist på sygehuset.

Det første halve år fulgte jeg virkelig diæten. Og der skete bare absolut ikke en dyt. Jeg cykler dagligt, og forsøger udover det på mine fridage at klemme gåture, fitness, svømning eller andre former for bevægelse jeg holder af ind i skemaet. Mit job er bestemt ikke stillesiddende, jeg arbejder med børn og unge så der er fart på.

Jeg har nået erkendelsen at der skal medicinsk intervention til for at komme videre.

Udover den enorme portion skam og flovhed jeg føler over at jeg ikke "bare" kan fucking tabe mig, så synes jeg også det er enormt grænseoverskridende at skulle stikke mig selv med nåle, og jeg er helt sindssygt bekymret over her-og-nu bivirkninger, og hvilken effekt det kan have på mit langsigtede helbred, og for pokker hvor giver internetsøgninger jo bare alverdens skrækkeligheder og dødsscenarier når man forsøger at undersøge selv.

Jeg er udmærket klar over at mit nuværende og langsigtede helbred helt uden diskussion kræver et stort vægttab på i hvert fald 50 kilo.

1. findes der alternativer til wegovy, mounjaro og des lige, som IKKE skal stikkes med nåle? Som er reelle og ikke bare helse hokus pokus lyndiæt trends

2. er det så forfærdeligt med injektioner som jeg gør det til i mit hoved? (Skal man gøre det selv eller kan man troppe op nede hos lægen og få dem til det?)

3. hvor bekymret bør jeg være over bivirkninger, her-og-nu og langsigtet?

UPDATE 1): Jeg har haft nogle rigtig gode dialoger, både i tråden og i indbakken. Lige nu er status mellem min kæreste og jeg, at han af årsager urelateret til vores sexliv, er sendt på tænkepause for at reflektere over nogle andre ting i vores forhold. Jeg har siden oprettelsen af denne tråd og gennem alle dialogerne, nået den konklusion at dor mit vedkommende, så ser jeg ikke det her forhold fortsætte. Jeg har ikke tænkt mig at række ud til han og bryde de rammer for vores tænkepause som jeg selv har opstillet, men når vi er klar til at snakke sammen, så afslutter jeg forholdet på en fornuftig måde. Jeg kan sagtens give en opdatering når det er gjort og hvad den endegyldige konklusion på det hele bliver, men det her er status for nu.

Tak for jeres input, refleksioner og gode råd, det har hjulpet mig ud af min skyldfølelse og til erkendelse af hvad der er bedst for mig fremadrettet.

---

TLDR; Jeg (K29) har forskellige kinks og seksuelle lyster, min relativt nye kæreste (M29) er uerfaren og prøver sit allerbedste, men når ikke i nærheden af det jeg ønsker -min seksuelle frustration er efterhånden tårnhøj og jeg føler at vores forholds udvikling er gået i stå.

Og nu til den lange version;

Jeg er primært sub, jeg kan dog godt switch hvis jeg lige bliver grebet af stemningen. Jeg elsker kort og godt stort set alt ved at blive domineret og lange intense sessioner. Den mentale og fysiske kontrol, at min partner vil mig så meget at de nærmest ikke kan holde sig tilbage, at blive bundet og lænket, beordret til at gøre ting med legetøj, dirtytalk, hård sex, choking, til dels også slag. Selve optakten i at skulle forføre og tease min partner, lange makeout sessions, at min partner ligeledes teaser mig så jeg skal tigge om det jeg vil have. Men i særdeleshed den tillid der er imellem mig og min partner under seancen, og den intimitet, nærvær, sårbarhed og dybe snakke der kommer under aftercare efter en hed og intens session. Alt dette er med til, for mit vedkommende, at skabe en meget dybere connection og tillid til min partner også uden for sengen i den helt almindelige leverpostejshverdag, og er med til at jeg er langt mere autentisk og ærlig i min relation.

Jeg har været meget åben med min nuværende kæreste lige fra start, at jeg har en meget farverig seksuel historik og interesse for at udforske og dyrke denne side af mig selv. Han har givet udtryk for at hans tidligere forhold har været meget vanilje og at han derfor ikke er særlig erfaren, men villig til at prøve.

Det var så lige knap et år siden, og jeg føler ikke han gør meget for at møde mig i mine behov, og det begynder for mit vedkommende at føles mere og mere påtrængende og bestemmende... Og med min store kærlighed for at være submissiv, så kan I vel næsten forestille jer, hvor enormt stort et turn-off det er at skulle dirigere sin partner igennem alle trin i akten.

Han er ganske enkelt bare ikke særlig eventyrlysten eller nysgerrig. Det er missionær og doggy, han holder ikke ret længe, han choker mig kun når jeg nærmest aktivt tvinger hans hånd rundt om halsen på mig. Jeg har altid en kasse legetøj stående ved hans side af sengen, han griber det aldrig på eget initiativ. Når jeg dirtytalker under sex, siger hvad jeg kan lide, hvad jeg gerne vil have, så stopper han bare lidt i akten og siger usikkert at "det ved jeg ikke om jeg kan finde ud af". Også når han bare hjælper mig med at blive færdig med legetøj, hvilket han heller ikke gør på eget initiativ, og jeg snakker om hvor meget jeg gerne vil have ham og elsker hans krop osv, så kommer den "jeg kan ikke mere nu". Jeg har sagt tusind gange at det er virkelig et turn-off når han siger sådan når jeg er in-the-zone.

Jeg er snart ved at nå til et punkt, hvor jeg simpelthen ikke ved om jeg kan acceptere dårlig sex. Der er ikke noget galt med helt sex overhovedet, det er ikke for at discredit dets værdi overhovedet, det blide, kærlige, vanilje sex har skam også sin tid og sted. Men jeg kan godt mærke at han er meget låst fast i det og kun det. Det er heller ikke fordi han selv er sub, jeg har et par gange prøvet at gå helt over i den anden grøft og være den dominante, og også det virkede han usikker og forvirret i. Han er simpelthen bare en vaniljestang. Han er så utroligt sød og blid en personlighed, hvilket egentlig var det jeg faldt for, jeg elsker at han er sådan en flødefyr og han elsker virkelig jorden jeg går på, jeg er en prinsesse i hans verden. Så det er også svært at være så romantisk forelsket i ham, men samtidig opleve en så stor kløft i vores sexliv.

Jeg har i tidligere forhold hvor vores drive/lyster har været anderledes, haft rigtig gode erfaringer med åbne forhold, hvor vi har kunne få tilfredsstillet de behov hos andre relationer. Men min kæreste er virkelig monogam og betragter åbne forhold som utroskab, så det er ikke en mulighed.

Mine seksuelle frustrationer er nu nået så langt, at jeg dagligt fantaserer om at være sammen med andre, om at være utro, om at han fanger mig med en anden og vågner op og tager styringen. Den anden dag downloadede jeg adskillige dating apps og browsede anonymt. Det er virkelig langt ude og på ingen måde i orden, det er jeg meget meget bevidst om.

Hvad siger panelet? Er der nogen der har erfaringer med at give slip på deres egne behov eller oplære deres partner, kan det overhovedet lade sig gøre? Eller er det tid til at acceptere at vi ikke er seksuelt kompatible, og heller ikke bliver det?