u/Last-Echidna-6787

Jeg har arbejdet på krisecenter før og noget jeg lagde mærke til var, hvor mange kvinder især nogle med immigrantbaggrund som ikke kendte deres rettigheder. Ikke engang i situationer med skilsmisse, børn og konflikt med en eks. Jeg så også situationer hvor kvinder fik meget konkrete råd fra folk, der ikke havde juridisk baggrund. Ting som: “Skift kommune så kan du få læge tættere på” eller “bare flyt væk”. Problemet er, at store beslutninger i konflikter om børn ikke altid er så simple. Mange kender ikke forskellen på forældremyndighed, bopæl og samvær. Nogle ved heller ikke, at flytning i en konfliktfyldt situation omkring børn kan få betydning for en efterfølgende sag om barnets bopæl eller samvær. Jeg har set kvinder stå i situationer hvor de følte, at de kom svagere ind i processen fordi de tog store beslutninger uden at kende reglerne eller konsekvenserne.

Og oveni det står nogle kvinder over for eks partnere, som er meget manipulerende eller dygtige til at kontrollere fortællingen.. Hvis den ene part har mere kendskab til systemet eller er bedre til at navigere i det så kaan den anden føle sig fuldstændig magtesløs.
Det er heller ikke kun et problem i skilsmisser. Mange mennesker ved ikke forskellen på forældremyndighed, bopæl og samvær, hvad der sker juridisk ved skilsmisse, at samlevende ikke nødvendigvis arver hinanden, deres rettigheder på arbejdsmarkedet, regler omkring lejekontrakter og depositum, hvad inkasso må og ikke må, rettigheder ved barsel, sygdom og opsigelse og sån der hvad psykisk og økonomisk kontrol betyder rent juridisk set? Tænker bare.. vi lærer at analysere digte, lave andengradsligninger og huske årstal, men vi lærer næsten intet om ting som de fleste mennesker rent faktisk kommer til at stå med i livet.
Jeg siger ikke at alle skal være jurister, men et fag med basal hverdagsjura kunne reelt forhindre, at folk ender med at træffe store beslutninger uden at kende deres egne rettigheder. Hvad tænker i?

Noget jeg har lagt mærke til på medicinstudiet er den enorme sociale opdeling. De ressourcestærke studerende hænger ofte sammen. Mange bor i dyre lejligheder i København, har økonomisk støtte hjemmefra og færdes i de samme sociale kredse. Samtidig ser man ofte studerende fra mindre privilegerede baggrunde danne deres egne grupper.

Det får mig til at tænke på integrationsdebatten. Man hører ofte, at unge med indvandrerbaggrund har svært ved at socialisere sig med etniske danskere. Men hvor ofte spørger vi den anden vej rundt? Hvis de sociale fællesskaber i praksis er bygget op omkring økonomisk kapital, netværk og adgang til bestemte miljøer, er det så kun de socialt udsattes ansvar at blive inkluderet?

Måske handler social afstand ikke kun om kultur. Måske handler den også om klasse. Og i øvrigt: Er det ikke et problem, at medicinstudiet i høj grad rekrutterer fra de mest ressourcestærke grupper i samfundet? Kunne det være en del af forklaringen på, hvorfor nogle socialt og økonomisk udsatte patienter oplever, at læger har svært ved at forstå deres livssituation, deres udfordringer og de helbredsproblemer, der følger med? Ikke fordi læger mangler faglighed, men fordi sociale erfaringer også former vores evne til at sætte os ind i andre menneskers virkelighed.

Skal vi skrotte BBR og indføre “GA” (gulvareal) for et mere fair boligmarked?

Jeg har gået og tænkt over, om en af de mest enkle og mest effektive reformer af boligmarkedet kunne være at droppe det nuværende BBR-areal og i stedet kun bruge det, jeg vil kalde GA = gulvareal. Ligesom man gør i Norge, Tyskland og Holland.

I dag opgør man boligers størrelse i BBR-areal, som tit inkluderer altaner, kælderrum, meget tykke ydervægge, fællesarealer osv. Det betyder, at en lejlighed “på papiret” kan stå som fx 52 m² men reelt er der måske kun 28–30 m² gulvplads, man faktisk kan bruge til at stille seng, sofa og bord.

Hvad ville der ske, hvis vi kun brugte gulvareal? Spekulanter og developere, der lever af at “pynte” på m²-tallet, ville få sværere ved at sælge til skyhøje priser. Små mikrolejligheder i København og andre byer ville fremstå markant mindre → priserne ville falde, fordi folk ser, hvor lidt plads de reelt køber. Købere ville træffe mere realistiske beslutninger. Det ville gøre markedet meget mere gennemsigtigt og ærligt, især for unge og førstegangskøbere.

Hvordan kunne det laves? Definer officielt GA som “det faktiske gulvareal i ståhøjde, uden kældre, uden altaner, uden massive ydervægge”. Boligsider og mæglere må kun vise GA i annoncer, salgsopstillinger osv. GA registreres i et offentligt system (ligesom BBR gør nu), så man ikke kan fifle med tallene.

Hvem ville vinde/taber? Vinderne: Almindelige købere, lejere, unge og førstegangskøbere. Taberne: Ejendomsspekulanter og developere, der lever af kunstigt oppustede kvadratmeter.

Mit indtryk er: Vi diskuterer altid boligskatter, låneregler og tilskud. Men grundproblemet er tit, at selve arealtallene er misvisende og det skaber bobler, især på små lejligheder.

Hvad siger I? Er det en sindssyg idé eller noget, vi burde presse politikerne til at kigge på? Er der ulemper, jeg overser? Ville I selv turde købe eller sælge ud fra kun gulvareal?