u/RedditRytteren

Jeg bliver simpelthen nødt til at sige det: Sabrina, TAG DIG SAMMEN.

Og jeg mener faktisk ikke engang kun for din egen skyld længere. Du har børn. På et tidspunkt kan man ikke blive ved med at gemme sig bag “men jeg elsker ham”, “han har også gode sider” og “måske bliver det bedre”.

Det vi ser i Temptation Island er jo seriøst rødt flag på rødt flag. Mistillid, jalousi, drama, grænser der bliver overskredet, og så ender Sabrina alligevel med at stå og tvivle på sig selv og give endnu en chance. Hvor mange gange skal man igennem den samme mølle, før man fatter, at man altså ikke kan fikse et voksent menneske?

Og ja, hun må selvfølgelig selv vælge, hvor meget lort hun vil finde sig i. Men hendes børn har ikke valgt det.

Det er dét, der gør mig mest provokeret. For hvis man bliver ved med at invitere en mand og en relation fyldt med uro, konflikter og ubehag ind i hjemmet, så påvirker det altså også børnene. De ser det. De mærker stemningen. De lærer af det. De lærer, hvad et parforhold er, hvad man skal acceptere, og hvordan det er normalt at blive behandlet.

Så nej, det handler ikke bare om “hendes eget liv”. Ikke når der er børn med i ligningen.

Og jeg gider næsten ikke høre på det der med, at man ikke bare kan gå, fordi man elsker personen. Nej, selvfølgelig kan det være sindssygt svært. Men så få hjælp. Snak med familien. Snak med venner. Få professionel rådgivning. Og hvis der foregår kontrol, psykisk vold eller hun føler sig utryg: tag på krisecenter og kom væk hurtigst muligt.

For alternativet er hvad? At blive ved med at lade sig snøre rundt om lillefingeren og bilde sig selv ind, at “denne gang ændrer han sig”? At bruge de næste fem år på at redde en mand, der selv burde tage ansvar for sin opførsel?

Sorry, men nej.

På et tidspunkt er man nødt til at stoppe med at spørge: “Elsker jeg ham?” og begynde at spørge: “Er det her virkelig det miljø, jeg vil have mine børn til at vokse op i?”

For hvis svaret er nej, så kom væk.

Og hvis svaret stadig er “ja, men jeg kan fikse ham”, så synes jeg ærligt, man bør tænke meget, meget længere end til sin egen forelskelse.

Hej!

Jeg skriver speciale på cand.public og søger personer, der følger eller aktivt opsøger manderetsaktivistisk indhold eller beslægtet indhold fra manosfæren på sociale medier.

Det kan være, at du følger profiler, YouTube-kanaler, subreddits, Facebook-grupper eller andre fællesskaber, hvor emner som mænds rettigheder, ligestilling, feminisme, #MeToo, familieret, fædres rettigheder, maskulinitet eller mænds vilkår bliver diskuteret.

Jeg søger både personer, der selv identificerer sig med manderetsaktivisme, og personer, der blot følger eller interesserer sig for den type indhold.

Formålet er at forstå, hvordan mennesker finder frem til indholdet, hvordan de oplever det, og hvilken betydning det har for dem. Projektet har en akademisk tilgang, og jeg er interesseret i alle perspektiver – ikke i at dømme eller udfordre dine holdninger.

Interviewet varer ca. 45-60 minutter og kan gennemføres online eller fysisk.

Alle interviews er anonyme.

Jeg skriver egentlig det her, fordi jeg håber at få nogle perspektiver fra folk, der måske selv har prøvet noget lignende.

Jeg(28M) er enebarn og har et rigtig tæt forhold til mine forældre – især min mor. Jeg elsker hende virkelig højt, og hvis nogen spurgte mig, om hun er en god mor, ville svaret uden tvivl være ja. Hun har altid gjort alt for mig, og jeg ved med sikkerhed, at alt, hvad hun gør, kommer fra et sted med kærlighed og omsorg.

Men samtidig er der en dynamik mellem os, som jeg efterhånden er begyndt at tænke mere over.

Min mor har et meget stort omsorgsgen. Hun interesserer sig oprigtigt for mit liv, vil gerne hjælpe, vil gerne være en del af det, der foregår, og ønsker det bedste for både mig og min kæreste. Det er i sig selv jo en fantastisk egenskab.

Problemet er bare, at det nogle gange bliver lidt for meget.

Hun har svært ved at lade et svar være et svar. Hvis man siger nej til noget, kommer der ofte lige et alternativ eller et ekstra spørgsmål. Ikke fordi hun vil presse nogen med vilje, tror jeg, men fordi hun gerne vil være hjælpsom eller sikre sig, at man nu også har overvejet alle muligheder.

Et eksempel kunne være, hvis vi er ude at spise. Min kæreste(30F) siger, at hun bare gerne vil have en sodavand. Min mor kan så finde på at sige: "Du kan også få et glas champagne" eller "De har også alkoholfri øl." Min kæreste siger pænt nej tak igen, men så kan min mor spørge: "Er du helt sikker?"

Det er jo en lille ting, og isoleret set er det ikke verdens største problem. Men når den type situationer gentager sig igen og igen, kan jeg mærke, at jeg bliver frustreret. Ikke fordi min kæreste ikke selv kan sige fra – det kan hun sagtens – men fordi jeg får en følelse af, at et nej ikke bliver respekteret første gang.

Det samme kan ske med mig. Jeg kan godt opleve, at hvis jeg har sagt nej til noget eller forklaret, hvordan jeg gerne vil gøre tingene, så kommer der lige et forslag mere eller et spørgsmål mere. Jeg ved godt, det er omsorg, men nogle gange oplever jeg det også som om, hun har svært ved bare at lade mig være voksen og træffe mine egne valg.

Jeg tror egentlig, det er her, vores konflikter opstår.

For når det sker for femte eller sjette gang, bliver jeg irriteret. Og når jeg bliver irriteret, kan jeg godt blive lidt for kontant i min måde at sige fra på. Ikke fordi jeg ønsker at såre hende, men fordi jeg føler, at jeg allerede har prøvet at sige det pænt.

Omvendt er min mor et meget følsomt menneske. Hun tager ofte den slags meget personligt og bliver oprigtigt ked af det. Hun kan føle, at jeg afviser hende, selv om det egentlig bare er hendes måde at blande sig på, jeg reagerer på.

Det gør mig faktisk ked af det bagefter.

For jeg har ikke lyst til at være sønnen, der taler hårdt til sin mor. Jeg ved også godt, at jeg nogle gange kunne håndtere situationerne bedre. Samtidig kan jeg heller ikke bare lade stå til, hvis jeg føler, at mine eller min kærestes grænser ikke bliver respekteret.

For nylig sagde min far faktisk til mig, at jeg skulle tale pænere til min mor. Det satte nogle tanker i gang hos mig. For måske har han ret i, at min tone nogle gange bliver for skarp. Men jeg savner også, at der bliver set på, hvorfor jeg nogle gange ender dér.

Jeg har prøvet at sige fra før, blandt andet i forhold til, at min mor ikke behøver at have en mening om alt, hvad min kæreste og jeg gør. Min kæreste og min mor holder meget af hinanden og har et rigtig godt forhold, så det handler slet ikke om, at de ikke kan sammen. Det handler mere om, at min mor nogle gange har svært ved bare at lade os træffe vores egne valg uden lige at komme med et ekstra input.

Det svære er, at jeg gerne vil tage en ordentlig snak med hende om det, men jeg ved næsten på forhånd, at hun vil blive meget ked af det og sandsynligvis høre det som en kritik af, hvem hun er, frem for en samtale om en adfærd, der nogle gange bliver svær for mig.

Så mit spørgsmål er egentlig:

Er der andre, der har en mor eller far, som er meget omsorgsfuld, men som også har svært ved at give slip og lade deres voksne børn være voksne?

Hvordan sætter man kærlige grænser uden at den anden føler sig afvist?

Og hvis I selv har været i den anden ende – altså været den meget omsorgsfulde forælder – hvad ville have været den bedste måde for jeres barn at tage den samtale på?

Jeg skriver ikke det her for at få at vide, at min mor er forkert. Tværtimod. Jeg ved, at hendes intentioner er gode, og jeg ved også, at jeg selv har et ansvar for den måde, jeg reagerer på. Jeg håber bare at finde en bedre måde at håndtere det på, så vi begge kan føle os hørt og respekteret.

TL;DR: Min mor er meget omsorgsfuld, men har svært ved at lade et nej være et nej, hvilket nogle gange gør mig frustreret. Jeg kommer derfor af og til til at svare for skarpt, og min far har sagt, at jeg skal tale pænere til hende. Jeg vil gerne finde en bedre måde at sætte grænser på, uden at hun føler sig såret..

Synes de virker kvalmende søde og lidt off. Eller er det bare mig?

Min kæreste arbejder for tiden oppe i Nordnorge (hun er selv norsk), og vi har et langdistanceforhold.

Hun trives overhovedet ikke deroppe. Mange af kollegaerne går ned med stress og bliver sygemeldt, fordi de er underbemandede, og mange arbejdsopgaver ender på hendes bord.

Samtidig har de ikke nogen fast chef, men en konstitueret chef, som er en af deres kollegaer. Han havde egentlig ikke lyst til at være chef og egner sig nok heller ikke til rollen. Han har sine favoritter og hjælper eller støtter ikke min kæreste, når hun beder om hjælp. Derudover siger han hverken godmorgen eller farvel og svarer ofte kun med ja- eller nej-sætninger. Hendes onboardingproces var nærmest ikke-eksisterende, og det er hendes første job.

Hun har været meget syg, siden hun kom derop, og ringer ofte grædende til mig på vej til eller fra arbejde. Hun er lige gået hjem fra arbejde igen, da hun har fået konstateret en lungebetændelse, som hun har gået med i flere uger. Det har gjort det svært for hende at komme sig ordentligt ovenpå.

Jeg er ret nervøs for, om de vil opsige hende, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan tage den dialog med hende, uden at hun bliver ked af det. Jeg ville virkelig gerne være oppe hos hende, men fordi jeg studerer og har eksamener, samtidig med at hun arbejder, er det svært at være deroppe for tiden.

Vi boede sammen i flere år, før hun fik denne unikke mulighed. Vi regner med at flytte sammen igen, når jeg er færdig med mit studie, og hendes projektansættelse stopper, hvilket sker på samme tidspunkt.

Hvis hun selv siger op, kan hun altid komme hjem til mig igen. Men hun har haft svært ved at finde arbejde tidligere indenfor hendes branche i DK og har også haft en mindre depression, så jeg ved ikke helt, hvad jeg kan sige for at hjælpe, som jeg ikke allerede har sagt.