u/Witty-Object8103

Hi!

I’m staying in Oakhurst and was wondering if you can drive to south entrence and then further into the park/Ending af Yosemite Vally? Or do I need to just drive to Yosemite Vally to begin with? Thanks!

Gammelt post: Min kæreste havde fødselsdag sidste weekend, og min halvsøster (19 år) havde på forhånd sagt, at hun ville komme. Hun meldte dog aldrig afbud og dukkede bare ikke op. Min papmor og far ankom alene. 

Efterfølgende fik jeg at vide, at grunden var, at hun skulle læse til eksamen som hun skulle op i om mandagen. Men senere samme aften kunne jeg se på sociale medier, at hun var til fødselsdagsfest hos en veninde.

Da jeg selv havde fødselsdag sidst, kom hun heller ikke. Dengang var begrundelsen, at hun havde været oppe at skændes med sin mor (min papmor), og derfor ikke vil være i samme rum som hende. 

Jeg synes, det er dårlig stil ikke bare at være ærlig eller i det mindste sende en besked om, at man ikke kommer. Jeg er faktisk utroligt skuffet over at man ikke opdrager hende til i det mindste at give besked. 

Overreagerer jeg, eller er det rimeligt at være skuffet over hendes opførsel?

Derudover har jeg altid fornemmelsen af, at min familie (halvsøster, papmor og far) aldrig helt gider at være til fødselsdag. Min kærestes del af familien er også altid inviteret, og de er bare så glade og snaksagelige og virker rent faktisk som om de gerne vil være der. Min familie sidder tit bare med deres mobiler og deltager ikke i samtalen.

Jeg overvejer kraftigt ikke at invitere dem næste gang. Og jeg har ikke lyst til at afholde to fødselsdage, da det i min verden vil være hyggeligst hvis alle kunne med alle på en gang.

UPDATE:

Jeg skrev sådan her til min søster: Jeg har gået og tænkt over Peters fødselsdag, og jeg bliver nødt til at sige, at jeg faktisk er ret skuffet. Jeg synes, det var ærgerligt, at du ikke kom, når du på forhånd havde sagt, at du ville. Jeg forstår godt, at eksamen kan fylde, og at planer kan ændre sig, men jeg synes ikke det er rart, at du bare udebliver uden at skrive noget. Det er heller ikke første gang du ikke kommer til fødselsdag. Jeg vil egentlig bare gerne føle, at når jeg inviterer dig/jer, så har I lyst til at være der og hvis du ikke kan, så vil jeg hellere have det af vide end at du bare bliver væk. Jeg skriver ikke for at starte en konflikt, men fordi jeg gerne vil være ærlig om, hvordan det føltes for mig.

Nu svare hun sådan her:”Hej 

Jeg har tænkt over din besked meget, faktisk siden du sendte den.

Jeg vil starte med at sige lidt bestemt, at det der er vigtist lige nu, er at få styr på hvad end der er gået galt mellem dig og mig. Jeg blev overasket over at du skrev, og også meget ked af det for.

Jeg anderkender dine føelser og forstår pg værdsætter at du skrev, selvom jeg syntes det var unfair at du gjorde det midt i eksammenstiden, når du ved hvor meget det betyder for mig, og det gjorde at jeg skulle til at forholde mig til at du skrev.

Men jeg vil også værer ærlig med dig, hel ærlig, for det viker som om det er nu der er det rette tidspunkt.

Jeg syntes det var unfair at du skrev fordi at jeg ik var kommet til fødselsdag. Til din fødselsdag var jeg syg, og til peters fødselsdag var min eksammen meget vigtiger, og det var der itet der kunne ændre på.

Jeg blev ked af din besked, for når jeg tænker tilbage, har der været involveret meget svigt i vores søskende relation. Det kan værer helt tilbage til gamle dage, når jeg regnede med at du kom ud til farmor og farfar, også at det først var når jeg var der ude at jeg fik advide at du ik kom. Eller de gange når jeg har været på ferie med mor (edit: min papmor) og far, og du så har enduret mig og ikke spurgt indtil hvordan det går, eller ik svaret når jeg har skrevet. Jeg har ik valgt at mine forældre er sammen, men forstår at det påvirker dig.

Til så at spole frem til nu tiden, når jeg har misset alle mine busser i håb om at jeg kunne bare i det mindste se dig når jeg fik fri får skole. Også først er kommet hjem sendt, fordi at jeg har stået og ventet, og du har skrevet: "jamen det bliver bare lige hurgtigt", og jeg har ventet trofast for så at få besked: "er med bussen" eller "kan ik afligevel".

Jeg forstår at du har travlt, men jeg må ikke engang komme med ud og hilse om onsdagen, når far er ude ved dig. Jeg ser dig aldrig/sjældent.

Derfor gør det også ondt, når jeg ser at du er ude og lave sjove ting med dine veninder, for jeg kan ik se hvad forskellen er på mig og dem. Vi laver aldrig noget, vi hygger skældent med film eller bare snakker i telefon. Du tager den aldrig. Du har aldrig tid til mig.

Og jeg tror at det derfor din besked gør lidt ondt, for alle de gange jeg har kunne skrive sådan en lang besked og ik gjort det.

Vi kan så spole frem til hvad jeg formoder har startet det hele, som er sidste onsdag, hvor jeg skulle ud til dig, og du var så gæad, og jeg var så glad da vi mødtes tidliger på dagen, og du sagde du var alene hjemme. Og jeg glædede mig aådan, for det betyd et jeg kunne endelig se dig, og to, du var alene, endu bedre.

At vi så sidder i bilen på vej ned til dig, også du siger at peter er der (Edit: min kærestes aftale blev ændret så han var hjemme i stedet). Jeg tror dsv enten dig eller peter har fåwt bygget et wllwr andet fuldstændig voldsomt scenarie op omkring at jeg ik kan fordrage peter og hans familie.

Mig og peter har altid haft en lidt drilsk dynamik, som jeg så kan formode eller fornemme at den måske er blevet lidt misforstået eller tvivlet på, da jeg så heler ik kommer til hans fødselsdag.

Peter har været i familien i 6 år. Jeg har altid accepteret peter og syntes at han var en sjov fyr.

Men jeg finder mig ik i at han bevidst ødelægger vores streak (Edit: snapchat-streak) og opførre sig sådan. Det beviste at han ik lagde noget i vores realation og den forstod, og det gør også at jeg nu ik har noget til overs for peter lige nu. Det kan værer det ændre sig, det ved jeg ikke, men han kan ik bare gører sådan uden konsekvenser.

Han er kommet ind i familien ejg har accepteret, men jeg har også nok værdighed til at jeg kommer ik til at lade ham behndle mig sådan uden konsekvenser, og i realiteten skylder jeg ham intet.

Jeg har altid været lidt amå irriteret over at han aldrig kan lade dig værer alene. Alle de gange hvor der har været mulighed for alene tid, har mikkel altid været der. Det er enten hjemme hos dig eller hos farmor og farfar eller når du har sku komme herud.

Jeg har ubetingwt kærlighed kørlighed for dig, og derfor tager jeg mig tid og overskud til at få det her løst, for det er vigtigt. Jeg undre mig over hvad der dog fik dig til at reagere sådan.

Jeg er bange for at du lidt tror at jeg altid vil værer her. Misforstå mig ik, for jeg vil altid elske dig, men jeg finder mig ik i alt, og derfor nu hvor jeg har chancen, vil jeg også advare dig eller sige at hvis du ødelægger vores streak, er det utilgiveligt….

Din besked fik mig ogaå til at tænke: gud, har du gået og været indædt irriteret eller sur påig de sidste mange år, og har noget af de ting vi har oblevet eller lavet betydet noget?”.

Spørg gerne ind, da der er en masse underforstået ting:)

Min kæreste havde fødselsdag sidste weekend, og min halvsøster (19 år) havde på forhånd sagt, at hun ville komme. Hun meldte dog aldrig afbud og dukkede bare ikke op. Min papmor og far ankom alene. 

Efterfølgende fik jeg at vide, at grunden var, at hun skulle læse til eksamen som hun skulle op i om mandagen. Men senere samme aften kunne jeg se på sociale medier, at hun var til fødselsdagsfest hos en veninde.

Da jeg selv havde fødselsdag sidst, kom hun heller ikke. Dengang var begrundelsen, at hun havde været oppe at skændes med sin mor (min papmor), og derfor ikke vil være i samme rum som hende. 

Jeg synes, det er dårlig stil ikke bare at være ærlig eller i det mindste sende en besked om, at man ikke kommer. Jeg er faktisk utroligt skuffet over at man ikke opdrager hende til i det mindste at give besked. 

Overreagerer jeg, eller er det rimeligt at være skuffet over hendes opførsel?

Derudover har jeg altid fornemmelsen af, at min familie (halvsøster, papmor og far) aldrig helt gider at være til fødselsdag. Min kærestes del af familien er også altid inviteret, og de er bare så glade og snaksagelige og virker rent faktisk som om de gerne vil være der. Min familie sidder tit bare med deres mobiler og deltager ikke i samtalen.

Jeg overvejer kraftigt ikke at invitere dem næste gang. Og jeg har ikke lyst til at afholde to fødselsdage, da det i min verden vil være hyggeligst hvis alle kunne med alle på en gang

Hej godtfolk!

Jeg er nysgerrig på, hvordan andre voksne "børn" håndterer mors dag og fars dag.

Personligt synes jeg, at det er lidt svært. Mine forældre er skilt, jeg bor ikke hjemme, og jeg ved ikke, hvad de egentlig mangler eller ønsker sig, da ingen er de helt store gave-typer. Min mor har endda sagt, at hun ikke ønsker sig hverken fødselsdags- eller julegaver længere.

Alligevel føler jeg et pres for at give noget på mors dag og fars dag, fordi jeg ikke vil fremstå som en dårlig datter. Samtidig synes jeg, at der hele tiden kommer nye mærkedage og anledninger, hvor jeg skal bruge penge og energi. Lidt ligesom valentinsdag, Black Friday eller Singles Day.

Jeg holder af mine forældre, så det handler ikke om manglende kærlighed. Jeg bliver bare træt af forventningen om endnu en gaveanledning.

Hvordan gør I andre? Giver I gaver, sender I bare en besked, eller fejre I ikke dagen?