u/gaga0219

Jeg er en 33-årig kvinde uden børn, og jeg føler lidt, at mine muligheder på datingmarkedet bliver mindre, hvis jeg kun kigger efter mænd uden børn.

De fleste mænd på min alder har allerede børn. Jeg vil selv rigtig gerne have børn, og jeg elsker børn, så jeg har faktisk ikke noget imod at date en mand, der allerede har børn. Tværtimod.

En del af mig synes faktisk, at en far med fx 7/7-ordning kan være virkelig attraktivt. Det viser jo, at han tager ansvar og er engageret i sine børn. Og måske er det lidt naivt, men jeg tænker også: Hvis han er så ansvarlig og omsorgsfuld over for sine børn, vil han så ikke også være sådan i et forhold? Altså være der for mig, tage ansvar og passe på relationen?

Men samtidig bliver jeg lidt i tvivl.

For som barnløs kvinde vil jeg jo aldrig være førsteprioritet, hvis jeg dater en mand med børn. Børnene kommer selvfølgelig først, og det forstår jeg godt. Men betyder det også, at mine behov og vores forhold altid kommer i anden række? Jeg tror også, min bekymring er, at jeg altid vil have mere tid, energi og opmærksomhed at give ham, end han måske har mulighed for at give mig

Jeg har læst en del tråde herinde fra barnløse kvinder, der har datet mænd med børn, og mange af historierne er desværre ret negative. Flere beskriver, at deres egne ønsker og behov langsomt blev nedprioriteret, fordi alt naturligt nok kom til at handle om børnene.

Det får mig næsten til at tænke, om jeg bare skal lade være med at date mænd med børn, selvom jeg egentlig ikke har noget imod det.

Så jeg er nysgerrig: Er der nogen herinde, som selv har erfaring med at være barnløs kvinde og date en mand med børn?

Hvordan har det fungeret for jer? Har I oplevet, at der stadig var plads til jer og jeres forhold? Eller følte I altid, at I kom i anden række?

Jeg kom til Danmark som udvekslingsstudent i 2010, med en naiv, men smuk drøm i mit sind — en vild romance med én fra mit værtsland, en historie, der kun skulle blive min.

Men danske mænd… de var så stille, så høflige, så svære at forstå, så anderledes end hjemme i Indien, hvor mænd tør jagte, tør vise, tør gå.

Jeg ventede på blikke, på tegn, men lærte for sent, hvad jeg ikke så: i Danmark skal man sige det højt, ellers sker der ingenting — og så gå.

Så jeg rejste hjem uden min historie, og årene gik, én efter én, seksten år senere var drømmen blevet til noget fjernt og pænt.

Indtil en dag — helt tilfældigt, som om livet selv greb ind — mødte jeg en dansker i Mumbai…og pludselig begyndte det igen.

Vi gik på date. Og jeg inviterede ham hjem.

Vi satte Rasmus Seebach på, musikken fyldte rummet blødt, han drillede mit danske R, jeg kæmpede stadig med rugbrød.

Vi lo og legede med sproget, det bløde D blev vores spil - dansk på læberne, dansk i luften, og langsomt blev alt mere end stil

Og så ændrede noget sig stille — fra grin til blik, fra ord til nær, som om sproget fortsatte i kroppen, tættere, varmere, mere og mere dér.

Han var vild — på den nordiske måde, som en viking, fri og uden tvivl, og i det øjeblik gav jeg slip, og verden stod bare stille et øjeblik.

Min sjæl føltes let, næsten væk, som om jeg svævede et andet sted — og samtidig var jeg mere mig selv end jeg nogensinde før havde været.

Seksten år for sent. Men helt rigtigt alligevel. Min danske kærlighed fandt mig til sidst — og jeg fik endelig lov at leve den del af mig.

(P.S. Jeg brugte AI til at hjælpe med at skrive dette — efter 16 år er mit dansk ikke flydende længere, men jeg bærer det stadig i mig 🤍)