u/jegharintetnavn

Hej ved ikke om det hører til her eller ej men nu prøver jeg.

Jeg har ikke en uddannelse endnu, og nej jeg har ikke brug for at vide jeg bare skal starte på uddannelse det har jeg planer om senere😊

Jeg vil gerne have et fuldtidsjob! Jeg har søgt meget som plejehjem, butikker, vuggestuer, rengøring, børnehaver, chauffør jobs osv. men jeg får ikke rigtigt nogen svar.

Har også prøvet at møde fysisk op, men får at vide at de ikke tager imod cv eller jobansøgninger fysisk og jeg skal skrive en mail.

Altså what to do? Jeg har prøvet ai ansøgninger og skrive dem selv, og en blanding haha. Da jeg var på jobcenter sagde de man skulle bruge ai, men jeg er ikke den største fan af det og synes det skal være ægte men har prøvet begge dele.

Er ikke på jobcenteret mere fordi det ikke gav mening ift jeg har et vikarjob men jeg synes ikke det er nok. Jeg vil virkelig gerne have et fuldtidsjob så jeg kan tjene penge og få råd til lhøjskole eller rejse som jeg virkelig drømmer om.

Men er det seriøst UMULIGT? plz skriv hvis i har fif til hvad man så skal gøre? Måske gode ting at skrive i en ansøgning? Hvor lang den skal være osv? Altså plz alt tages imod med kyshånd da jeg virkelig gerne vil have et job med flere timer.

uden at afsløre mig selv for meget, jeg er i mine start 20’ere, bor stadig hjemme, hos min meget meget toxic familie. Altid sure, højtråbende, snakker decideret bare grimt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, har været vant til det hele mit liv men nu kan jeg ikke mere. Min mor er også i en periode nu hvor hun ignorerer størstedelen af hvad jeg siger, “for at undgå konflikt med mig” som om det ikke gør mig mere sur og ked af det. Jeg har aldrig haft et tæt bånd med min familie eller noget.

Og ja jeg bor stadig hjemme, og jeg har kun et vikarjob, får nærmest ingen penge pga jeg næsten ikke får vagter. Tager alt hvad jeg kan få men det er ikke meget. De vil også gerne have jeg betaler husleje, fair nok - men af hvilke penge? Jeg føler mig fanget for jeg kan ikke spare op til at komme væk herfra. Jeg har nærmest ingen penge bare at leve for lige nu. Kan jeg overhovedet gøre noget? Jeg føler mig så fanget. Jeg har også selv en diagnose og går i psykiatrien. Ved ikke om jeg overhovedet ville kunne klare et fuldtidsjob men jeg søger seriøst alt men intet gir pote. Jeg er så træt. Jeg har været følelseskold overfor det det sidste år, men jeg kan mærke det rammer mig nu. Har grædt flere gange som jeg ikke plejer at gøre. Jeg føler mig oprigtigt deprimeret og jeg er dybt trist. Jeg har mistet motivation til alt. Hvad skal jeg gøre?

Og sorry jeg prøver at gøre det så kort som muligt så ved godt det ikke er så detaljeret men jeg er ærligt bare fortabt.

Som overskriften siger, kan man få venner som voksen? og måske ikke bare venner/bekendte, men bedstevenner som rent faktisk betyder noget?

Jeg er i mine start 20'ere, jeg bor stadig hjemme, er ikke på studie, arbejder - men med folk på 50+, de er søde, der er ikke noget der.

* Har ikke brug for at få at vide at jeg skal starte på et studie.

Jeg har egentlig haft venner, men ofte følt mig ensom, og som om jeg giver meget mere til venskabet end jeg får.
På gymnasiet fik jeg to veninder som jeg virkelig elskede, vi brugte tid hver dag sammen og jeg grinede så meget også selvom tingene var svære. Jeg har prøvet at holde kontakten, men vi er jo bare vokset fra hinanden, de har ændret sig, jeg har ændret mig, og de gør heller ikke noget for at holde kontakt selvom jeg har ringet, skrevet osv.

Jeg har egentlig også bekendtskaber "venner" men som jeg ikke synes er venner. Jeg ved ikke om jeg lægger for meget i ordet "ven" for for mig er det det med vi kan grine, snakke dybt, fortælle hinanden alt, de/jeg kan ringe og så er vi der for hinanden og kan "altid" (ikke bogstaveligttalt) mødes til en kaffe, øl, besøge hinanden eller noget. En person jeg bare kan være mig selv overfor.

Men de folk jeg kender kan jeg bare ikke have den relation til, ikke at jeg ikke kan lide dem men jeg føler ikke den der nære relation som jeg ønsker. Og det er ikke fordi jeg vil have en kæreste, nej jeg vil bare have en ven eller venner. Og det er jo også fint at have bekendtskaber, siger ikke man skal være så tæt med alle, men jeg ønsker bare helt overordnet en ven.

Jeg har overvejet højskole men jeg har ikke pengene, min familie har heller ikke og det er også en af grundende til jeg bor hjemme. Men fordi det er så dyrt regner jeg ikke med at det sker selvom det er en drøm.

Men jeg craver den connection med folk, og jeg er oprigtigt bange for at jeg aldrig kommer til at have det lige så sjovt med nogen igen, eller bare være tæt med en person igen.

Så vil egentlig bare gerne høre nogen gode, glade historier og erfaringer om venskaber som i forhåbentligt har og som kan give mig ro i maven. Nogen venner I har som I har mødt senere i livet?
Tak. ❤️

Som overskriften siger. Jeg er en kvinde i start 20'erne, og har ikke brugt datingapps i over et år, (det er måske ikke langtid, men havde et forhold med en i 1,5 år, et års pause fra dating, så prøvede jeg datingapps og datede en et par gange og lige siden har jeg ikke brugt det.

Men ja, siden sidst jeg har brugt datingapps har jeg taget en del på pga medicin, og BED.
Nu er mit forhold til mad blevet bedre synes jeg selv, men jeg har ikke bare lige tabt mig igen, men håber at jeg kommer til det.

Men nu kan jeg mærke jeg er nervøs for at bruge datingapps, er bange for om jeg overhovedet ville få matches (lol) og er faktisk også lidt bange for at få grimme beskeder?
Ved ikke om jeg egentlig bare skal vente til jeg har tabt mig og er komfortabel i min egen krop, men det kan jo også være at det aldrig sker?

Har i nogle erfaring med datingapps som overvægtig? Råd til at date? date som tyk? osv, jeres blik på det hele.

Ved ikke om det ændrer noget, men leder efter en reel partner og ikke bare ons

Ps håber ikke at det er et stødende opslag, jeg leder egentlig bare efter gode råd og erfaring.

Hej, jeg skriver herinde fordi jeg bundærligt ikke har nogen at snakke med min frygt om.

Jeg er ved at dø af skræk over alt det her med den andes hantavirus.
Siden jeg hørte om den båd på tiktok prøvede jeg virkelig at lade værre med at male fanden på væggen og ignorerede det, men til sidst blev hver evig eneste video på min tiktok om det krystogtskib og hantavirus. Jeg kunne heller ikke rigtigt undgå at se det i nyhederne, og nu har jeg nok set alt og læst alt om det. Jeg vil virkelig ikke skabe frygt, men jeg personligt er altså virkelig bange. Føler mig helt åndssvag over at sidde og skrive det her, men alligevel er min frygt jo ægte og jeg kan ikke komme ud med den på andre måder.

Uden det bliver for langt har jeg også meget døds og sygdomsangst generelt og jeg ved ikke om jeg bare overdriver.

Men nu sidder jeg her, og læser om hantavirus som er min største frygt i en, sygdom og død.
Nyhederne siger at man ikke skal være bange, men jeg synes jo bare det er noget man hørte for 6 års tid siden også. Og jeg prøver at berolige mig selv med der også har været ebola, abekopper osv uden at hele verden har fået det. Men alligevel er jeg bare hunderæd.
40-50% dødelighed er jo helt vildt meget, og det ville jo være ligesom pesten, og jeg er bare bange for hvordan verden vil se ud, hvad der sker osv.

Måske er jeg dramatisk??? det håber jeg selvfølgelig jeg bare er.

Hvordan forholder i jer til det? hvilke tanker har i omkring det? ignorerer i det?

Som overskriften siger.

Jeg prøvede at skrive dette tidligere, men min computer gik død, så starter forfra og håber jeg stadig kan skrive det ligeså detaljeret.

Men ja, jeg er i mine start 20'ere. Så ja jeg bor desværre stadig hjemme, jeg døjer med angst, har ikke haft styr på økonomien alt det der, så ja. men jeg prøver virkelig at lede efter sted at bo.

Min og mine søskendes barndom har været præget af vold, skænderier, råberier.
To af mine søskende har oftest bare accepteret det, mens min ene har været mere imod det og har haft mere retfærdighedssans. Selvom det ofte gjorde det værre, og mine forældre blev endnu mere sure.

Jeg har ikke ofte haft venner på besøg fordi hvis ikke mine forældre blev sure på mig, eller mine søskende - så blev de sure på hinanden. Noget som jeg selvfølgelig har syntes var så pinligt. Og bølgerne gik altid højt. Jeg er klar over forældre skændes, men det var hver eneste dag.

Husker specifikt en episode, som stadig kan bringe mig skam og tårer til øjnene i dag, hvor mine forældre har været sure på mig og mine søskende, og min mor beder mig om at gå hen til hende, jeg er selvfølgelig bange for hun har lige været sur og råbt, og jeg siger stille nej, hun sænker sin stemme helt og siger sødt jeg skal komme hen til hende, og jeg mindes også t hun siger noget med hun ikke gør noget, der ikke sker noget eller sådan noget. Jeg går så hen til hende,og hun lægger mig ned over hendes knæ og slår mig.
det tog mig flere år at dele den historie med nogen fordi jeg nok har følt mig så dum og naiv.
Det var oftest sådan de slog mig og mine søskende.

Jeg husker også en episode, hvor jeg var kommet lidt for sent op. I min søvn, hører jeg mine mors vrede skridt gå hen til min dør, og i det hun åbner døren vågner jeg af at jeg bliver så bange jeg bare skriger og græder ud i luften.

Og en dag, hvor mine forældre ville gøre noget godt for mig og mine søskende, og sagde vi alle sammen skulle med ud i bilen, og de ville ikke fortælle hvor vi skulle hen. Jeg kan huske jeg sad på bagsædet, angst for at de ville sende os på børnehjem.

Men jeg kan ikke specifikt fortælle hvad der gjorde dem sur, for det har været alle mulige ting, hele tiden. Man har skulle gå på æggeskaller. Man fik negative nedladende kommentarer.

Da vi blev ældre stoppede volden, men huset har stadig været fyldt med den dårlige energi, skænderier og råberier. Min ene søskende som er flyttet hjemmefra, fortæller mig også at de lader være med at besøge os så meget, fordi de ikke orker den energi, og de skænderier der er. Vores forældre er ikke blege for at skændes når vi har tættere familie på besøg, og hvis det er venner eller ydre kommer der stadig spydige, negative kommentarer som gør det akavet for alle andre.

de råber hele tiden, hvis de synes man har gjort noget forkert, har glemt noget, ikke gjort som de synes - råber de bare. de taler ikke, de fortæller ikke, de råber hele tiden.

Min far er ikke engang en joke, kronisk sur. Man kan ikke sige noget, gøre noget uden han bliver sur.

Jeg tager mig selv i at blive misundelig når mine venner og veninder deler sjove, hyggelige minder/billeder/videoer/historier med/af deres forældre. Jeg kan mærke helt inde i kernen på mig selv at jeg virkelig ville ønske det var mig.

Og samme tid elsker jeg også mine forældre, og nogle gange har de jo også gode sider, men alligevel synes jeg bare det dårlige vejer mere.

Min anden søskende som også bor ude, er totalt ligeglad med det hele, og besøger min familie ofte, og det får mig også bare til at føle jeg måske også burde være ligeglad men alligevel er jeg det bare ikke? jeg bliver så sur og arrig over måden de har behandlet mig på, mine søskende på. og den måde de behandler mig, og min anden hjemmeboende søskende på nu.

Men igen, jeg tænker meget på at stoppe kontakten, eller i hvert fald holde en lang pause fra min familie når jeg har fundet et nyt sted at være. Men kan jeg overhovedet være det bekendt, overdriver jeg seriøst? synes ikke længere jeg ved det.

Dette er jo også en kort forklaring, og hvis nogen har spørgsmål eller kommentarer vil jeg så gerne læse det. tak for at have læst hertil.