u/krlii

Var på Nadias i Aalborg med en god ven i eftermiddags, og det var min tur til at give denne gang. Regningen for 2 almindelige sandwiches (mindste 15 cm) uden ekstra tilbehør, og prisen blev 116 kr.

Nu kommer jeg sjældent ud at spise, men henter primært mad på den lokale grillbar eller det lokale pizzaria hvor priserne stadig er nogenlunde det samme som for 3 år siden. Men 116 kr. for 2 sandwiches er jo vanvittig i min optik.

Jeg husker som studerende for 5 år siden, hvor en almindelig Nadias sandwich startede på 40 kr. Vi betalte selvfølgelig, men synes godt nok da jeg kom hjem at 116 kr. vel og mærke uden drikkelse inkluderet virkede ret stejlt og min sandwich var det mest gennemsnitlige jeg har spist, den mindede mig om min studietid med billige mad, og vil ikke kalde det for et kvalitetsstempel med nutidens øjne.

Er Nadias bare blevet OG stedet hvor folk betaler prisen for gennemsnitlige sandwiches, eller er min ven og jeg bare ikke opdateret på inflationen?

Med baggrund i at min veninde har arbejdet på en natklub i kbh for mange år siden med en negativ oplevelse, begyndte jeg at se programmet ‘Alt for klubben’. Jeg er nu færdig med at se programserien på DR omkring klubben Dorsia, og jeg må indrømme at jeg undre mig over måden “klubben” er blevet fremstillet på i serien.

Jeg har altid haft en negativ opfattelse af bestemte klubber i Danmark, herunder mange af de større klubber i Kbh, men jeg sidder også tilbage med en undren over at man laver et program der efterlader seeren med en mere negativ opfattelse af de populære klubber i København end man havde i forvejen, og ved stadig ikke hvad jeg har fået ud af at se ‘Alt for klubben’ udover et mere negativt syn på branchen.

Under hele serien fremstiller de medarbejderne som rene promotors, og må indrømme at det er ret ulækkert den måde de kvindelige ansattes roller bliver fremstillet på. Alle dem der ofte er i udskiftning i stillingerne som promotors, virker ret desperate for at få flere penge ind i klubben, fordi der sidder nogle smarte og velhavende unge (sikkert med forældrenes pung) og betaler for at der kommer flere drinks på bordene, og promotorne bruger argumentet at det er for at de unge fyrer kan få flere kvinder over til deres bord og måske få kvinder med hjem fra byen.

Jeg sidder tilbage med en oplevelse af at man som fyr er en levende løstsiddende tegnebog, der kun er i byen for at levere store overskud til “klubben”, med udsigt til at få adgang til de eksklusive kvinder på klubben. Synes bare generelt at programserien fremstiller klubben, som et sted hvor unge mænd med rige forældre bliver gjort til pengemaskiner, og kvinders opmærksom kan købes for drinks og status. Jeg oplever at serien ikke bidrager med andet end en masse fordomme der bliver bekræftet.

Og det hjælper så heller ikke på det image som klubben har i forvejen, at ved hvert nyt afsnit er der en ny “smart” promotor der er blevet ansat og bliver hyldet som månedens medarbejder, fordi han har oversolgt et bord der allerede er fyldt med drinks, men får solgt ideen om at hvis man bruger flere penge, så er der flere kvinder der flokkes om ens bord.

Som seer af programmet kommer klubben og Rekom til at fremstå som en pengemaskine, der bruger smukke kvindelige ansatte som lokkemad til at de smarte Hellerup drenge bruger flere af fars og mors penge på byens hotteste klubber styret af mennesker der lige har fået tilladelse til at tage kørekort.

Måske lyder jeg som en gammel mand, der bare ikke forstår den branche og de værdier der ligger i at være en del af “klubben”. Men jeg står fast på at det hele virker som et pyramidespil, hvor man bidrager til en klub der “kun” lever af at skabe status for sine “medlemmer” eller “stamgæster”. Hvad tænker I om den måde branchen fremstilles på, og er det bare mig der kun kigger kynisk på det hele?

Status dags dato er at jeg ikke har haft en dyb nats søvn i 3 uger, og har kun hvilet mig og gjort alt det jeg har fået at vide man skal gøre f.eks. at stå op og lave noget trættende. Og jeg har snakket med lægen mange gange nu, og lægen startede med at give mig Melatan for at øge mit melatonin i kroppen og søsygepiller (gør mig svimmel). Da dette ikke har hjulpet skal jeg fortsætte med Melatan og tage Setralin mod angst og depression, fordi min læge er overbevist om at søvnproblemerne skyldes personlig krise. Jeg har en aftale om at starte på et sundhedscenter i nærmeste fremtid, for at tage fat på min livsstil, og måske finde en løsning der.

Men jeg har selv prøvet en masse forskellige ting, for at ændre min livsstil som at spise aftensmad tidligere og generelt spise grøntsager og mindre kød. Jeg drikker ikke kaffe, og andre ting der gør mig vågen. Jeg stopper med at kigge på skærm klokken 21.00, og læser en bog, drikker kamillete, laver mindfulness øvelser flere gange dagligt, høre stress-less musik, tager et varmt bad og går altid i seng fast kl 22.00.

Men jeg kæmper stadig med at falde i søvn, og det er enormt livsforringende for min tilværelse. Jeg har spurgt min læge efter sovemedicin på recept, men min læge vil ikke give mig det, for ifølge ham kan det skabe flere problemer med afhængighed og gøre at jeg på længere sigt får endnu svære ved at falde i søvn.

Jeg søger råd fra jer, hvad gør jeg nu? Jeg er træt hele tiden og har ikke lyst til noget fordi min søvn ødelægger mit overskud. Håber at I kan hjælpe mig med at få andre perspektiver på hvad jeg kan gøre? Alle råd modtages med kyshånd, og I behøver ikke at skrive at jeg skal skifte læge eller kontakte nogen eller gøre noget drastisk for det hjælper mig ikke.

Som en opfølgning på mine søvnproblemer har jeg til dags dato ikke sovet i 7 sammenlagte dage. Evnen til at falde i søvn føles som om at den er gået i stykker (i mangel på bedre beskrivelse).

Jeg har prøvet Melatan 3 mg hvilket ikke virkede udover at jeg følte mig mere træt, men den manglende evne til at falde i søvn var der stadig. Jeg har taget en masse valg om at stoppe med at indtage koffein, og generelt omlagt min livsstil, men kroppen vil stadig ikke lade mig falde i søvn.

Nogle råd fra jer med lignende problemer, hvad jeg nu kan gøre? Hjælp modtages med kyshånd 🙏

Hjælp søges hos ligesindede. Jeg har i en alder af M36 og efter mange års fint søvnmønster, pludselig fået ekstrem svært ved at falde i søvn og generelt sove om natten, trods jeg har levet hele mit liv meget laissez faire med kost, motion og b-menneske mentalitet.

Det er et pludselig skifte som jeg virkelig er enormt uforstående over det, og at det aldrig har vist sig før i en grad som nu. Det skal lige understreges at jeg før har haft problemer med at falde i søvn og sove hvis jeg var spændt på noget stort jeg skulle næste dag, men aldrig i en grad som nu hvor jeg decideret er udfordret af det, og hele min tilværelse er enormt mærket af det.

Problemet er at kroppen bare ikke vil falde ind i søvnen (Jeg når slet ikke at falde i søvn, kroppen vil bare ikke falde i søvn og den bedste måde jeg kan beskrive det på er at kroppen sitre og ryster indvendig), og jeg gør alle de ting som eksperter på diverse lægefaglige sider anbefaler, men selvom jeg nu går regelmæssigt i seng, ikke bruger skærme, er stoppet med at drikke koffein og generelt bare blevet bedre til at få mere rytme i mine dage og aftener, så er det som om at kroppen har tillært sig, at jeg bare skal ikke kunne sove.

Andre der har samme udfordring og vil dele erfaringer og løsninger, ud fra en oplevelse af søvnløshed der pludselig ud af det blå er opstået, og hos en person som mig der sjældent tidligere har haft svært ved at sove længe og har haft nemt ved falde i søvn?

Jeg er så træt af livet, men har heller ikke lyst til at ende det. Er jeg den eneste der føler sådan her i en voksen alder. Det er nok frygten for at der ikke er noget på den anden side, hvis jeg gjorde en ende på mig selv. Men alting er bare så trivielt, dommedagsagtigt og asocialt.

Føler at verden er blevet et sted, som jeg har meget svært ved at forene mig med. Det eneste jeg oplever der præger vores samfund og relationer lige nu er: “kunstig” intelligens, krige, had, ensomhed, skepsis, fornægtelse, afstand, fjendtlighed, selviskhed, fordømmelse og griskhed. Synes ikke at fremtiden ser særlig lys ud, og slet ikke når mange bliver fyret, fordi virksomheder tænker mere på profit end at være samfundsskabende institutioner, og relationer er mere overfladiske end nogensinde, og vi er dømmer hinanden negativt mere end nogensinde før.

Har brug for at høre at jeg ikke er den eneste der går med disse tanker, og at der er grund til at håbe på at der måske er lys i mørket i fremtiden?

(Ps. Jeg får allerede psykologhjælp, så I behøver ikke nævne at jeg skal søge hjælp, det er allerede igangsat fornyelig, og er lige i starten af forløbet)

Efter Gomore er lukket ned, er det svært at finde samkørsel som før. Er der nogle herindefra der skal fra Nordjylland til Sjælland på fredag der har plads til en ekstra mod betaling?

Som titlen fortæller, har jeg haft en del uheldige oplevelser med dating de sidste 10 år, og har i kraft af en alder i slut 30’erne aldrig rigtig haft held med at finde kærligheden på “normal” vis - hvilket skal forstås med at de meget få forhold aldrig er sket normalt med dating, men gennem anbefaling fra en kammerat, og har ikke været på baggrund af mit udseende, men min personlighed.

Ofte når jeg har været aktivt søgende på dating apps og SoMe, har jeg altid og ofte fået at vide det samme fra det modsatte køn, at jeg enten er for lav (171 cm) eller ikke lige den rigtige type (refereres til udseende, fordi de nævner udseende specifikt).

Det betyder at mit forhold til min højde og mit udseende er på et absolut lavpunkt. Jeg synes ikke jeg er grim, men jeg er heller ikke en skønhed med mit brune hår, blå øjne og tynde ydre og lave kropshøjde. Det føles som om at den kropstype jeg er, ikke er interessant i den datingverden vi lever i. Man skal enten være mega høj og muskuløs og gerne ligne en skuespiller fra en actionfilm.

Jeg ligner en mand der er 10 år yngre end mine jævnaldrende, og sammen med min lave højde og tynde ydre, så bliver jeg ofte valgt fra, fordi jeg ser ud som jeg gør. For uden at træde nogle over tæerne, så lad os være ærlige, havde jeg været høj og overvægtig kunne jeg trods alt have gjort noget ved det, ved at arbejde med min krop i fitness eller i sport. Men når man som jeg er tynd, lav og ikke ligner (ifølge de kvinder jeg møder) en “rigtig” mand, så tror de fleste af modsatte køn at man ikke er særlig maskulin, fordi man stadig ligner en ung fyr i midt/slut tyverne.

Så mit spørgsmål til jer er, hvordan I har lært at elske jer selv, og i så fald hvordan fortæller I jer selv at der nok skal være nogen for jer også trods jeres udseende, for jeg synes det er svært at være i det her, at man bliver valgt fra pga noget man faktisk ikke kan gøre noget ved (højde og kropstype). Og alle der skriver noget med at få rykket benene længere bliver ignoreret, for det er den kommentar jeg har fået flest gange i mit liv, nok mest humoristisk ment, men stadig irrelevant.

Jeg er som sådan ikke utilfreds med mit udseende, jeg er bare enormt træt af omverdenens forventninger, og at andre indirekte fortæller mig at jeg burde ærgre mig over, at jeg ser ud som jeg gør, fordi det ikke er det som folk søger i dagens datingvirkelighed? Har brug for at høre nogle positive vibes fra folk, der enten kender nogle i samme situation eller som lever med det uden at være tynget af det, og som har vendt det til noget positivt.

(Opslag er skrevet uden brug af AI)

Kære Redditister.

Jeg har et ubehageligt dilemma med en god ven, som er begyndt at opføre sig underligt fordi vedkommende er begyndt at føle sig anderledes i mit og andres selskab i mit miljø.

Historien er at jeg selv er biseksuel, og kommer i miljøer hvor der er mange queer personer og dertilhørende LGBTQ+ personer.

Min ven gennem mange år, er begyndt at komme med til sammenkomster i de her miljøer, men problemet er at min ven er “glødende heteroseksuel” (eget udsagn). Det har min ven altid været ifølge sig selv, og min ven gør meget ud af at sige direkte til mig i fortrolighed at vedkommende er heteroseksuel, og ikke tænder på eget køn.

Men når vi ses til de her sammenkomster, hvor der er mange queer personer, så “spiller” min ven homoseksuel (skuespil) på en måde hvor det er enormt falskt, og hvor min ven slet ikke virker som sig selv som jeg kender vedkommende. Jeg har prøvet at italesætte det, men min ven siger at det er fordi så føler vedkommende sig mere som en del af “flokken”, hvilket jeg synes føles som enormt falskt over for mig og de mennesker vi møder sammen, fordi min ven fremstår ikke som den person jeg kender vedkommende for.

Hvordan får jeg min ven til at stoppe med det her skuespil og løgne, for jeg synes det er på et niveau nu, hvor det er forstyrrende, og enormt falskt - også fordi folk i miljøet indirekte har kommenteret det over for mig?

Spoiler alert, min holdning til AI generelt og chatrobotter er på et absolut minimum, så er det ligesom deklareret med jer - trods jeg er en kæmpe technørd. Men mit dilemma til jer er at jeg jo godt ved at AI kun bliver vildere, voldsommere og kommer til at fylde mere og måske alt i fremtiden. Det betyder at min skepsis over for fremtidens kommunikation og generel indhold lavet med AI, er meget negativt.

For mig handler det om noget helt andet og mere end at teknologien “bare” er fascinerende og vild. Men problemet er at mennesker der bruger AI til f.eks. kommunikation eller generering af billeder, lyd og video, kommer til at fremstå dovne og deres undskyldning er at så kan de bruge tiden på noget andet. Men problemet handler jo ikke om prioritering for mig, det handler om noget så basalt som at det er personligt, menneskeligt og unikt.

Men hvis der er noget AI ikke er, så er det unikt, det er generisk fordi det bygger på det som vi i fællesskab hælder ind i systemet, hvilket jo så ender med at være gennemsnitligt og generisk, og sådan vil det jo blive ved med at være så længe AI vokser og eksistere.

Jeg rækker ud til jer som er eller måske har lidt samme følelse som mig omkring brugen af AI i vores samfund, og hvordan I håndtere at det eksistere og bliver brugt omkring jer og af dem i jeres netværk, der faktisk bruger det i rigtig meget af deres sociale liv online? Er jeg den eneste der går med de her tanker, at AI gør os mindre vedkommende og mere generiske i vores formåen og ageren (primært online).

Hvordan har I lært at navigere i denne nye verden af indhold, som ikke er skabt med tanke om noget unikt og ægte, men noget hurtigt generisk der kunne erstatte en ægte besked, video eller lyd? Jeg føler det er en ny verden jeg skal lærer at være i, for ellers frygter jeg at jeg ender som den gamle trodsige der stadig sidder med en fastnettelefon og det ønsker jeg ikke, da jeg har stor kærlighed for teknologi - bare ikke når den erstatter det der gør os unikke hver især.

Så mit spørgsmål er, hvordan navigere jeg og I i denne nye virkelighed, og acceptere at virkeligheden bliver langt mere kunstig, og lærer at acceptere at folk tager den hurtige løsning med brug af AI?

(OBS dette opslag er lavet uden brug af AI)

Som titlen fortæller, så synes jeg desværre vi lever i en tid, hvor kæmpe store virksomheder opkøber de små virksomheder, og med deres egne ord “optimere” forretningen til fordel for deres egen økonomiske vinding til ulempe for forbrugerne.

Jeg kan formentlig ikke være den eneste der har set og oplevet det her på egen krop.

Personligt har jeg oplevet det med Arbejdernes Landsbank der fusionerede med Sydbank og Handelsbanken, og nu er begyndt at lægge højere gebyrer og fjerne nogle af mine fordele som mangeårig bankkunde. Et andet eksempel er Norlys der har opkøbt Telias danske forretning, hvor Norlys har formået paradoksalt nok at levere mere ustabile forbindelser, forringe og fjerne produkter og vilkår og hæve prisen med mindst 50%. Streamingtjenesterne er også eksempler på denne type adfærd, hvor man fusionere og i sidste ende forringer produkterne og servicen ved at fjerne indhold (host host TV2 Play).

Er vi som forbrugere bare blevet langt mindre vigtigere for de større virksomheder, fordi de godt ved at vi ofte bare acceptere ringere produkter og services, og de godt ved at uanset hvor mange kunder der flygter fra butikken, så ender de alligevel med at vinde markedsandele og kæmpe store overskud og tjene styrtende alligevel.

Del jeres tanker og holdninger, for jeg er godt træt af at skal acceptere at være forbruger, hvor alting handler om profit og mindre om at levere et værdifuldt og ærligt produkt, og hvor løsningen ikke er at skifte selskab eller butik fordi de andre er lige så fokuseret på “optimering”.

Ps.
Som tillæg til mit opslag:

Faktum er at f.eks. Norlys har forringet servicen, det er tydeligt ud fra min vennekreds og familiemedlemmer, så kan det godt være at du ikke har opdaget det når en virksomhed har forringet servicen, men du er stadig blevet i butikken fordi du ikke har opdaget forringelsen.

Shrinkflation og qualityflation er et andet eksempel hvor store selskaber (Nestlé) har forringet produkterne ved at erstatte ægte råvarer med kunstigt producerede indhold - det acceptere folk jo også?

Som titlen fortæller, så synes jeg desværre vi lever i en tid, hvor kæmpe store virksomheder opkøber de små virksomheder, og med deres egne ord “optimere” forretningen til fordel for deres egen økonomiske vinding til ulempe for forbrugerne.

Jeg kan formentlig ikke være den eneste der har set og oplevet det her på egen krop.

Personligt har jeg oplevet det med Arbejdernes Landsbank der fusionerede med Sydbank og Handelsbanken, og nu er begyndt at lægge højere gebyrer og fjerne nogle af mine fordele som mangeårig bankkunde. Et andet eksempel er Norlys der har opkøbt Telias danske forretning, hvor Norlys har formået paradoksalt nok at levere mere ustabile forbindelser, forringe og fjerne produkter og vilkår og hæve prisen med mindst 50%. Streamingtjenesterne er også eksempler på denne type adfærd, hvor man fusionere og i sidste ende forringer produkterne og servicen ved at fjerne indhold (host host TV2 Play).

Er vi som forbrugere bare blevet langt mindre vigtigere for de større virksomheder, fordi de godt ved at vi ofte bare acceptere ringere produkter og services, og de godt ved at uanset hvor mange kunder der flygter fra butikken, så ender de alligevel med at vinde markedsandele og kæmpe store overskud og tjene styrtende alligevel.

Del jeres tanker og holdninger, for jeg er godt træt af at skal acceptere at være forbruger, hvor alting handler om profit og mindre om at levere et værdifuldt og ærligt produkt, og hvor løsningen ikke er at skifte selskab eller butik fordi de andre er lige så fokuseret på “optimering”.