u/Bitter-Collection112

Er der mon nogen herinde der har prøvet og er ude på den anden side af all in recovery for anoreksi? Jeg har været i gang i 1 uge nu og oplever intens Extreme hunger. Det er fuldstændig vildt så voldsom både fysisk og mentalt jeg mærker sult. Jeg spiser hver eneste gang jeg mærker det, og fuldstændig uden restriktioner. Jeg gør alt “det rigtige”. Så langt så godt. Jeg føler mig energisk og har været meget mere snaksagelig og været mere mentalt klar i hovedet end jeg har været længe og jeg er slet ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning.

Men til jer der har prøvet det: hvor længe varede Extreme hunger? Lige nu føler jeg at jeg kommer til at spise enorme mængder mad til evig tid og ender med at veje 300 kg, for jeg sværger- det er ENORME mængder mad jeg indtager. Og ikke det sunde mad.

Og derudover - jeg har i går og i dag været enormt plaget af kraftige væskeophobninger i fødder, ankler og ben. Så voldsomt at jeg ikke kan passe mine sko og min hud “strammer”. Jeg er helt varm og rød på huden der hvor væsken ophober sig. Oplevede i også det? Hvor længe stod det på?

Og sidst: jeg læser alle steder at hvis jeg fortsætter med at give mig selv ubetinget lov så vil kroppen til sidst begynde at stole på at du fortsætter med at nære den, og så vil man automatisk stabilisere sig og få en normal sult og mæthedsfornemmelse. Fik i det? Føler i jer helt raske og kan leve jeres liv uden at tænke på mad og krop? Og endte jeres krop med at finde et leje hvor i ikke bare tog på for evigt? For lige nu kan jeg ikke se at jeg nogensinde stopper med at “overspise” igen, men er godt klar over min krop jo blot forsøger at reparere sig.

Min bmi var 14 for en uge siden, og jeg har helt bevidst valgt ikke at veje mig i processen..

Jeg lider desværre af en spiseforstyrrelse og er pt desværre meget undervægtig. Jeg arbejder på at få det bedre, og der er absolut ingen tvivl om at min absolutte “trigger” er badevægten.. Jeg er rimelig sikker på at hvis jeg nogensinde skal finde mod til at give slip, og ro i min krop igen, så vil det kræve at jeg tager en beslutning om ganske enkelt ikke at veje mig. Ikke om en uge, ikke om en måned, ikke om et halvt år- altså helt og aldeles holde mig fra den. Præcis som at ædru alkoholikere ikke skal begynde at eksperimentere med “en enkelt i ny og næ”..

Men jeg ved efterhånden ikke hvad der er normalt længere. Er det uforsvarligt ikke at holde øje med sin vægt? Hvad gør “alm” mennesker? Vejer i jer? Hvor ofte? Er det dumt bare at lade være, for risikerer jeg så blot at det løber løbsk uden jeg når at få det bremset… Jeg har mest lyst til at smide vægten ud og tage en beslutning om aldrig at veje mig igen. Men er bange for det er dumt.. SÅ- er der andre der bevidst slet ikke vejer jer? Oplever i at det er godt/skidt? Er I ikke bange for at jeres vægt konstant kravler langsomt opad uden at I opdager det?

På forhånd mange tak 🙏☺️

Er der nogen der har prøvet at sætte deres hus til salg, men derefter haft en mavefornemmelse af at det bare ikke føles rigtigt, og måske endda har fortrudt? Hvad gjorde I? Jeg er så meget i tvivl om jeg har fortrudt.. det føles ikke som jeg havde håbet.. samtidig har jeg jo bundet mig til 6 mdr så det er dyrt bare at hoppe ud af aftalen… men jeg håber næsten de ikke kan sælge det… øv hvor er det ærgerligt at have det sådan når man egentlig havde glædet sig til et (forhåbentlig) nyt kapitel….