u/Getmailmunched

Jeg er 24, sidste arbejdsdag er 31/8, og 28/9 flyver jeg til Japan i et helt år. Jeg er medlem af en a-kasse (det faglige hus) og har optjent dagpengeret, men kontingentet er 600 kr/md, altså ca. 7.200 kr for hele perioden, jeg er væk.

Spørgsmålet er om det giver mening at blive ved med at betale, bare for at have sikkerhedsnettet klar, når jeg kommer hjem, eller om jeg skal melde mig ud nu og spare pengene.

Det, der gør det lidt mere kompliceret: planen, når jeg kommer hjem, er at søge ind på en uddannelse og starte så tæt på studiestart som muligt. Så jeg er ikke sikker på, om jeg reelt får brug for dagpenge i den periode, det er mere en "hvad hvis planerne skrider" forsikring end noget jeg forventer at skulle bruge.

Hvis der er nogen som har nogle erfaringer eller indvendinger, vil jeg meget gerne høre jer hvad i havde gjort :)

​

Jeg er 4 måneder fra noget jeg har planlagt i over et år. Og alligevel kan jeg næsten ikke få mig selv til at gå på arbejde om morgenen.

Det er et mærkeligt sted at være. Man burde have den energi der kommer af at have noget at se frem til. Men kroppen og hovedet har åbenbart besluttet sig for at de er færdige nu — ikke om fire måneder og alt det der skal ske inden da er bare støj man skal igennem.

Jeg arbejder i detailhandlen. Jeg ved godt det ikke er verdens fedeste job. Men der er noget særligt udmattende ved at møde op dag efter dag til et sted hvor man kan mærke at ens tid der er ved at være omme. Arbejdsbyrden er skæv, ledelsen er fraværende, og man er mentalt allerede et helt andet sted. Ikke fordi stedet er forfærdeligt. Men fordi man ikke hører hjemme der mere.

Problemet er at det andet sted ikke er her endnu. Og man kan ikke springe over det der er imellem.

Jeg har prøvet at bruge rejsen som motivation. Det virker ikke særlig godt. Det er lidt som at prøve at spise sin middag mens man kan se desserten stå henne i hjørnet. Den forsvinder ikke. Men det hjælper ikke på appetitten.

(24M) Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg sidder tit og regner på hvad det egentlig kræver at nå dertil, hvor mine forældre var i en nogenlunde tilsvarende alder. Og tallene giver simpelthen ikke mening.

Den klassiske fortælling kender vi alle. Du tager en uddannelse, får et job, sparer lidt op, køber en bolig, og bygger langsomt noget op. Det er ikke en drøm om luksus, det er skam bare... et normalt liv. Det er det folk har gjort i årtier. Det er det mine forældre gjorde, det er det deres forældre gjorde.

Men prøv at sæt tal på det i dag.

En 2-værelses ejerlejlighed i en mellemstor dansk by – ikke København, ikke Aarhus centrum, koster let 2-3 millioner afhængigt af by og stand. 5% udbetaling er minimum 100-150.000 kr. Tinglysning, gebyrer og diverse oveni. Du møder op med et sted mellem 150-200.000 kr. bare for at komme i gang. Og det er uden at have betalt et eneste afdrag endnu.

Jeg tjener hvad mange på min alder tjener. Efter skat, husleje, mad, transport og de helt basale ting er der måske 2-3.000 kr. til overs en god måned. Det tager mig altså 4-5 år at spare de penge op, hvis alt går perfekt og jeg ikke har en eneste uforudset udgift. Og i de 4-5 år stiger priserne sandsynligvis.

Okay men her er modargumentet, og det er ikke fuldstændig tomt: vi har det stadig ret godt objektivt set. Gratis uddannelse, SU, gratis sundhed, stærkt sikkerhedsnet. Unge i de fleste andre lande ville give meget for det. Og ja, en del unge bruger også penge på ting der ikke er strengt nødvendige. Det er ikke en anklage, det er bare sandt.

Men er det et rimeligt svar på problemet? Hvis din husleje alene er 8-9.000 kr. om måneden, er der bare ikke ret meget tilbage uanset hvor disciplineret du er. Det handler ikke kun om prioriteringer på det tidspunkt.

Det der også sjældent bliver sagt højt er hvor stor forskel der er på unge indbyrdes. En faglært tømrer i Viborg har en fundamentalt anden situation end en nyuddannet fra KU i København. Tømreren tjener måske det samme eller mere, bor billigere, og kan realistisk set købe noget inden for en overskuelig årrække. Det handler ikke om at den ene er flittigere end den anden, præmisserne er bare vidt forskellige.

Og så er der den ting ingen rigtig snakker om: forældre med friværdi. Folk der købte bolig i 00'erne eller tidligt 10'erne har set kæmpe værdistigninger. De kan hjælpe børn med udbetalinger. De der ikke har forældre med den type formue stiller markant svagere, ikke fordi de er dovnere, men fordi de startede 20 år for sent og ikke har samme netværk bag sig.

Er det et strukturelt problem, eller er det bare sådan verden er?

Jeg er faktisk ikke sikker på hvad jeg mener. Jeg tror den klassiske sti stadig er mulig for en del unge i Danmark, men den er meget sværere end den var, den kræver mere held, og den er slet ikke ligeligt fordelt. Om det er noget der kræver politisk handling, eller noget man bare skal acceptere og tilpasse sig, ved jeg ikke.

Hvad tænker I?

Oplever folk uden for de store byer det helt anderledes? Og hvis du har klaret den klassiske sti, hvad var den afgørende faktor? Timing, løn, hjælp hjemmefra, eller noget helt andet?