u/Gitte86

Jeg har en situation med en mand, som jeg har brug for at vende med jer. Først lidt info:
Vi har været sammen i 10 år, er 36 og 39 år. Tre børn under seks år.
Vores ægteskab er godt (synes jeg 😅). Vi har det godt sammen, har gode fælles venner og familie som vi ses meget med. Vores hverdag er travl, men sådan er det jo med arbejde og små børn. Jeg arbejder kun 25 timer for at gøre hverdagen mindre presset.
Vores samliv kunne dog godt være bedre. Jeg har ingen sexlyst, så vi har nok kun sex en gang hver 14 dag. Jeg føler mig fuldstændigt fyldt op af børn, praltiske opgaver (hvor jeg står for det meste, fordi jeg er på nedsat tid), og et arbejde som sygeplejerske, hvor jeg har tæt patientkontakt. Jeg er desuden på antidepressiv medicin, som giver nedsat sexlyst.
Jeg troede egentlig vi begge to havde affundet os med, at det var sådan det var lige nu. Vi snakket ofte om det. Vores yngste sover stadig ikke igennem og jeg er oppe ved hende ca. 2 gange hver nat. Så jeg er træt!
I søndags meddeler min mand så, at vi må have fundet en løsning på det med sexlivet, for han kan ikke leve med så lidt intimitet. Han siger, at vi jo kun lever en gang og at det ikke bliver lettere, jo ældre man bliver. Jeg er helt enig, men jeg har vitterligt ikke lyst til sex og kan slet ikke lige se nogen løsning.
Jeg spurgte om han ville skilles, hvis det ikke blev bedre og det svarede han ikke rigtigt på.
Nu føler jeg mig mega presset… også i forhold til børnene, for jeg ønsker virkeligt ikke at de skal opleve en skilsmisse.
Nogen gode råd?

Jeg har fået venlafaxin i mange år efterhånden, da jeg siden mine teenageår har haft tilbagevende depressioner.
Før venlafaxin fik jeg mirtazapin, men min læge skiftede til venlafaxin, fordi han havde erfaring med, at det virker bedre.
Jeg får 75 mg dagligt og det fungerer i det store hele godt. Mit humør er stabilt og jeg har det godt.
Jeg er bare så træt af bivirkningerne. Jeg har ingen sexlyst, hvilken naturligvis ikke er godt for mit ægteskab. Jeg sveder også meget. Jeg har flere gange forsøgt at trappe ud af det (i samråd med lægen), men jeg får det simpelthen så dårligt, både psykisk og fysisk, selvom det har været en meget langsom udtrapning.

Jeg ønsker at skifte til et andet præparat, så jeg ville høre jeres erfaringer med det?

Jeg har læst om britallex og tænker at det måske kunne være en mulighed, da bivirkningsprofilen ikke er så stor.

Jeg bestiller naturligvis en tid til lægen til en snak om det.

Jeg fylder 40 til september. Det har jeg egentlig haft det okay med. Men nu er jeg så på ferie og kan pludseligt se, at min hud hænger overalt (jeg har fået tre børn på fire år, den ældste er 2 og har efterfølgende haft et vægttab på 25 kg). Jeg har nærmest ingen muskler, det hele er bare slapt 😅 Mit hår ser konet ud og jeg går nærmest kun i sort løst tøj.
Jeg er begyndt at ligne min mor 😂
Hvordan griber man det an? Jeg vil gerne styrketræne, så det skal jeg ihvertfald igang med. Men hvad gør i andre for ikke at se ældre ud end i er? 😅

Jeg har brug for et råd og egentlig også brug for at høre, om jeg bare er blevet en kedelig gammel kone.

En af mine bedste veninder fylder 40 næste weekend og holder stor fødselsdag. Jeg kender de andre sporadisk. Min mand kan ikke komme med, han skal til polterabend.
Vi har tre små børn, som skal passes hos bedsteforældrene.

Der er en forventning om, at vi skal gi den gas som i gamle dage til fødselsdagen, hvilket inkluderer en masse alkohol og det kan jeg simpelthen ikke mere.
Jeg drikker sjældent alkohol nu, for når jeg gør, bliver jeg møg-syg dagene efter og nærmest depressiv.
Jeg kan slet ikke overskue den fødselsdag. Samtidigt synes jeg min veninde har fortjent at blive fejret godt og hun vil gerne have mig med.
Hvad ville i gøre?

Give den gas og acceptere, at der bliver nogle øv-dage bagefter?
Tage med, men tage hjem og sove? Altså simpelthen være ærlig omkring det med alkohol.
Finde på en undskyldning og blive hjemme?

Hej allesammen. Jeg har fået en viden, jeg egentlig helst vil være foruden.

Jeg arbejder på et plejecenter. Vi er to sygeplejersker og ret tætte kollegaer. Den anden sygeplejerske er 50 år, gift og har to døtre. Den yngste er lige konfirmeret.
Min kollega har en spiseforstyrrelse og har haft det i mange år. Hendes mand har parkinson. De har derfor en del udfordringer derhjemme.

Min svigerinde er fysioterapeut og har et træningshold for parkinson ramte. Min kollegas mand går på holdet og min svigerinde har nu fortalt, at min kollegas mand har en affære med en anden fra holdet. Det har stået på i flere år og de ses efter træning, på parkeringspladsen, hvor min svigerinde har set den kysse osv.

Så nu kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal holde min viden for mig selv eller sige noget. Jeg hælder mest til det første, for det kommer jo ikke mig ved.
Samtidigt ville jeg gerne selv vide det, hvis det var min mand…

Hvad tænker i?