u/No-External-6844

Jeg har min terminsdato i dag og er bare godt træt af at være gravid… min baby er enorm og vejer ca 4 kg nu 😳 den sidste uges tid har jeg haft samleje med min kæreste 2 gange, den ene i forgårs. Jeg synes overhovedet ikke det har hjulpet noget, og kan læse at andre herinde skriver at man typisk er “mere åben” op til termin? Er dette et tegn på at min fødsel så stadig er langt borte?

Har seriøst prøvet alt muligt nu for at kunne få lov til at føde, har taget lange gåture, været i lange bade, fodbad med magnesium salt, fået massage af min k, lavet god mad, spist dadler, endda onaneret selvom det føltes lidt forkert😬, sovet længe og bare i det hele taget slappet af og haft det så godt som muligt.

Hvad mere kan jeg gøre? Det begynder at stresse og presse mig mentalt at jeg stadig absolut ingen tegn har på at skulle gå i fødsel snart :(

Jeg går lige pt på barsel, så noget af det jeg har brugt tid på er at se på dødssyge realityprogrammer som Bachelor, Bachelorette, Gift ved Første Blik osv. Som seer håber jeg jo at deltagerne finder ægte kærlighed, og ofte ser det da sådan ud på TV! Det er ofte smukke, unge, søde og fornuftige mennesker der oprigtigt virker som gode matches i slutningen af programmerne og ser ud til at have fundet ægte kærlighed. Så typisk 1 måneds tid efter programmet er slut, går de få par som kommer ud på den anden side fra hinanden så let som ingenting.

Jeg har selv i mit eget datingliv datet fuldkommen forskellige typer fra mig selv, før hen i tiden da jeg var yngre gik jeg nok mest efter den umiddelbare tiltrækning, som jeg tænker gælder for de fleste. “Har vi kemi?” Virker som et meget centralt tema i alle datingprogrammer, men alligevel så har mange af de her par nok så god kemi, men den flader ud efter programmet er slut, og par efter par går hvert til sit.

Selv par hvor jeg tænker de da må have de absolut bedste forudsætninger for at klare den? ALT på papiret stemmer bare (de har samme fremtidsdrømme f.eks.) og de har tilmed kemi! Hvorfor i alverden går det så galt og SÅ hurtigt og nemt? Forklaringen er ofte at de stadig har følelser og har det godt med hinanden, men kemien var der ligesom ikke mere, eller arbejde og “livet” kom i vejen.

Samtidig så kan man kigge på de par, hvor de rent faktisk “klarer den” og er sammen i årevis. De får vel hverdagen til at fungere og sætter de høje forventninger ned? I mit eget forhold til min kæreste og snart kommende far til vores barn, har jeg sat mine forventninger til det helt store romantiske samvær HELT ned efter vores barn kommer til verden😅

Anyways, tror at pointen med mit opslag er, at jeg dybest set ikke forstår hvorfor så mange er singler og har så svært ved at finde en partner? Det stikker lidt i modsat retning for mig, at unge og særligt unge som trods alt endnu ikke er SÅ sat i livet har så svært ved at få hverdagen til at passe med en partner, på trods af at det tydeligvis er noget de længes efter. På den ene side så udtrykker mange unge at de har svært ved at finde nogen de har “kemi” med, men omvendt så når der er kemi, så er det ikke nok? Eller den flader ud efter 1 måned?

Jeg tror bare ikke rigtig jeg forstår hvorfor mange ikke kæmper for det lidt mere? Når man udefra tænker at flere har fundet et virkelig godt match, alting spiller og de ser oprigtigt ud til at have virkelig god kemi, så vil de ikke rigtig kæmpe for det overhovedet eller give en chance i lidt længere tid for at finde ud af hvordan en hverdag kan fungere sammen?

Kan nogen genkende mine tanker? Er folk blevet for kræsne, har for høje krav og urealistiske forventninger til forhold og andre? Eller er det bare godt det er sådan, fordi man ikke skal nøjes med noget eller gå på kompromis for kærligheden den mindste smule mht. sin hverdag, job eller bopæl, især når man stadig er ung i sine 20’ere eller 30’ere?

Jeg kom til en større fødselsdagsfest med familie og venners børn til at tænke på mig selv i alderen 6-11 år. Jeg trivedes ikke altid særlig godt socialt, når mine forældre havde mig med til større arrangementer med deres venner, som også havde deres børn med osv. Dvs, i de her forskellige sociale sammenhænge hvor feks forældrene har noget socialt sammen med andre forældre og har hevet deres børn med. Typisk vidste jeg ikke rigtig hvordan jeg skulle finde min plads med de andre børn som måske også var i lidt forskellig alder, og tit prøvede jeg bare at “holde ud” og undgå at blive drillet for meget.

Fokus for forældrene i disse sammenhænge er jo heller ikke altid på børnene, for man regner med de kan lege sammen og finde på noget tænker jeg? Nu bliver jeg snart selv mor til en lille pige, og jeg er allerede nu totalt opmærksom på at skabe de bedste sociale rammer for hende jeg overhovedet kan, for jeg ønsker ikke at hun skal have det ligeså svært som jeg selv har haft. De her sociale “fiaskoer” satte sig i hvert fald i mig og kom til at præge min selvtillid i sociale sammenhænge generelt.

Tænker at til sådan et større arrangement med flere børn, vil der måske typisk være nogen, som heller ikke helt føler sig som en del af legen, eller ikke har så tætte bånd med de andre. Måske har de bare svært ved store arrangementer hvor der sker enormt meget omkring dem, og måske har de svært ved at finde ud af hvad de skal lave med de andre børn, hvad er rammerne osv?

Hvordan kan jeg som forældre have lidt mere fokus på børnene og kan jeg gøre noget aktivt, f.eks. sætte specifikke lege i gang som er mere inkluderende for dem, end hvis de skal finde på noget selv? Er det vigtigt at “holde lidt øje” selvom jeg jo også selv til dels har travlt med at socialisere med de andre forældre/mine venner? Er det nemt at spotte hvis et barn mistrives i fællesskabet (ikke nødvendigvis bare mit eget barn)? Og hvad gør jeg hvis jeg spotter det? Det er jo ikke altid at barnet gider sidde med mig eller interagere med mig?

Beklager hvis det her forum kun er for tiden efter graviditet, men bliver lige nødt til at høre om jer der har været gravide, har oplevet det samme som mig i slutningen af graviditeten😅

Er 38+0 men netop trådt ind i uge 39. Min mave er koloenorm og føles dagligt enormt stram og mere og mere ubehagelig. Uanset hvordan jeg sidder eller ligger ned, virker maven som om den ikke kan slappe af eller finde en god position hvor det ikke strammer. Er det normalt at have det på den her måde? Det gør ikke ondt når jeg går, men kan jo ikke stå oprejst og gå rundt hele dagen uden at blive sygt træt. Når jeg skal sove er det stort set umuligt og finde en behagelig position trods adskillige puder og også en graviditetspude.

Jeg ved ærlig talt ikke om jeg kan klare det her meget længere, og har stadig næsten en hel uge til næste jordemoderbesøg 😅

Kære brevkasse.

Jeg har eller har haft en veninde siden starten af mine 20’ere, som jeg altid har haft et utroligt tæt venskab med (vi er nu begge i slutningen af 30’erne).

Jeg har altid holdt meget af hende som veninde, men det har ikke været uden drama. Vi har tit skændes højlydt og på et tidspunkt efter flere års venskab begyndte det at gå galt mellem os og de fleste omkring os kaldte os for “det gamle ægtepar”, fordi vi altid skændes. Et skænderi kunne typisk ende med at en af os lavede en scene og forlod selskabet. Herefter fulgte typisk mange beskeder hvor især min veninde til sidst sendte skældsord min vej og blokerede mig, en lang pause uden kontakt (nogen gange op til flere år) før vi så begyndte at skrive igen til sidst, mødes og blev venner igen.

På et tidspunkt fik jeg nok af denne dynamik som ikke var sund for nogen af os og cuttede kontakten helt. Min veninde fik så et barn (vi havde ikke kontakt mens hun var gravid og på barsel) men vi begyndte at være en del af hinandens liv igen (og jeg begyndte at danne en relation til hendes barn også).

Desværre gik vores venskab så galt igen efter et par år. Gennem tiden har jeg fået det mere og mere anstrengt med min veninde, fordi hun altid har mange problemer og roder sig ud i ting, samtidig med at hun ikke ser ud til at få løst tingene. Jeg har altid forsøgt at hjælpe hende, men på et tidspunkt måtte jeg se i øjnene at vores dynamik blev mere og mere skæv og vores liv mere og mere forskellige. Vi var ligesom bare så langt fra hinandens livsbetingelser til sidst, samtidig med at det virkede som om min veninde blev mere og mere bitter på mig og havde svært ved at rumme mig. Hun begyndte også at bede mig om økonomisk hjælp hvor jeg til sidst blev i tvivl om det egentligt mest var derfor vi stadig var venner.

Efter den nok hidtil længste periode med ingen kontakt i flere år, begynder vi så igen at skrive sammen og ses sidste år. Det skyldes blandt andet at min veninde har fået en dødelig sygdom og påstår at hun er døende, hvilket jeg stadig er lidt i tvivl om er rigtigt.

Da vi stadig ikke rigtig har snakket om vores sidste skænderi og generelt ikke rigtig har snakket ud efter mange konflikter, så er jeg meget sparsom med hvad jeg fortæller hende. Vi får så selvfølgelig også en mindre konflikt igen-igen og jeg fortæller hende til at starte med ikke at jeg nu selv er blevet gravid. Jeg ønsker heller ikke at genskabe relationen til hendes barn fordi jeg er usikker på om hvornår den næste konflikt så bare kommer…

Da jeg så til sidst fortæller om min graviditet, bliver hun først enormt glad, insistere på at vi skal ses for at give mig en masse aflagt tøj fra hendes eget barn.

Vi mødes så for første gang efter min graviditet, og jeg kan bare pludselig mærke at hun jo egentligt stadig virker bitter på mig og ikke særlig interesseret i min graviditet. Jeg tager lidt modvilligt imod hendes gamle børnetøj fordi jeg heller ikke rigtig har brug for det, men hun insistere. Efter dette møde har jeg fuldkommen mistet motivationen for at række ud til hende én gang for alle. Jeg føler det er for hårdt nu.

Samtidig er jeg i vildrede fordi hun potentielt er døende og det er jo hårdt at slutte vores venskab på denne måde, hvis hun så går hen og dør og vi aldrig fik talt ud… men samtidig virker dette umuligt for os at gøre desværre.

Hvad skal jeg stille op med vores relation? Jeg vil jo altid holde af min veninde og ønske hende det bedste (og at hun overlever!), men hvis hun ikke kan rumme mig og ikke rigtig være glad på mine vegne uden på et tidspunkt at blive sur og starte konflikter igen, så ser jeg ingen anden vej end at forlade vores venskab 100% for at beskytte os begge to mod mere dårlig energi?