u/Sadandpretty555

I myself have a lot of problems and trauma, it helps writing it out in my FMC. Yesterday it hit me though, she complains (not a lot but some amount) of her unfair life (it’s a part of the fantasy concept that her life has been reaaaaallllly hard) and she is generally very depressed, moody and negative. I just don’t want her to come off as annoying. Any tips?

Side question - I refer to well known movies and books such as Twilight (my book takes place around 2050) but what’s your opinion on the mention of “modern” media and stuff like that (it’s not a fantasy world, it’s our modern world more or less)

Thanks! 🙌🏻

I myself have a lot of problems and trauma, it helps writing it out in my FMC. Yesterday it hit me though, she complains (not a lot but some amount) of her unfair life (it’s a part of the fantasy concept that her life has been reaaaaallllly hard) and she is generally very depressed, moody and negative. I just don’t want her to come off as annoying. Any tips?

Side question - I refer to well known movies and books such as Twilight (my book takes place around 2050) but what’s your opinion on the mention of “modern” media and stuff like that (it’s not a fantasy world, it’s our modern world more or less)

Thanks! 🙌🏻

Jeg er lige kommet ind på psykologi i Aarhus, er så stolt og glad. Og lettet. Nu er jeg dog bare mega nervøs for studiestart, har bl.a. angst, som gør nye rutiner, mange mennesker osv virkeligt svært. Andre, som skal starte på psykologi I Aarhus, der har det på samme måde? Håber, at I alle er kommet ind på det, I ville🫶🏻Mvh

Jeg har altid været udadvendt og snakkesalig - sidstnævnte er jeg stadig, men gennem årene har jeg det svære og svære ved at være sammen med mennesker (har generaliseret angst bl.a.) jeg har en ven online, som virkeligt gerne vil mødes, men jeg har det bare SÅ svært ved bare at overveje det som mulighed. Er altid bange for, at det bliver akavet, at jeg ikke er, som de håbede osv. nogen, som har det lignende, og måske har nogle tips? Vil jo gerne udfordre mig selv, men det stresser mig bare så meget… mvh

Have had Crohns since I was 9, im now 21, and it sunder control, the inflammation isn’t as bad anymore. However, for the past year my stomach really hurts after eating. It doesn’t really matter what I eat, I have tried different types of food… I eat a lot of fruits and vegetables and also sugarfree stuff ( I know it’s bad don’t come for me) sometimes it doesn’t hurt but I just get very nauseous and feel like throwing up. My doctor doesn’t help, I really don’t know what to do and it it’s the Crohns or something else. Anyone had this experience too? :,)

Har lavet flere posts om det, men det er fordi det fylder ekstremt meget i mit liv. Min fars humør er rimeligt ustabilt. Han kan være sød det ene øjeblik og virkeligt vred det næste - det har påvirket mig gennem hele livet, men specielt nu hvor jeg er blevet ældre. Vi havde en ubehagelig snak, og jeg kan simpelthen ikke slippe, hvordan han fik mig til at føle. Jeg har oplevet det værre, men hvor gang sidder det bare dybere. Kan ikke tænke på andet, selvom vi sluttede samtalen af fint, så sidder det i mig.

Jeg bliver ved med at tænke på at han er sur, bliver ved med at vente på, at han skriver en besked, men der kommer intet. Ved godt det er ufornuftigt osv, har gået til psykolog, problemet er bare, at jeg ikke kan styre mine følelser. Håbede nok bare på, at nogen har været i samme situation og har nogle råd❤️‍🩹

Jeg har forskellige mentale lidelser, og derfor er lange dage på jobbet meget svært/hårdt for mig. Derudover har vi ikke et decideret pauserum, alle sidder bare tæt ved et bord og snakker. Jeg har 1, virkeligt brug for at koble af og ikke snakke med nogen, arbejder i en børnehave så ens hjerne bliver hurtigt træt, og 2 så har jeg anoreksi så det er det mest grænseoverskridende at spise foran andre - og endda når de sidder så tæt op af mig. Ved ikke om jeg skal
1, vente nogle uger indtil jeg alligevel får travlt med noget andet og dermed bare tager de kortere vagter
2, forklare, at jeg hurtigt bliver træt og at de lange dage derfor er hårde for mig (uden at nævne at det primært er pga pause problemet)
3, sige det som det er, at det som er sværest for mig er at spise foran andre og at jeg har brug for at sidde ved et andet bord end dem (er bare bange for de andre ser skævt på det, som om jeg ikke vil dem)
På forhånd tak for svar.