u/Significant_Hat_7441

Kære forældreråd/DK’s aula

Jeg skal lige hører om det er mig der er en sur citron her…

Min mand og jeg fik et lille nyt menneske i december. Siden det har jeg været fuld tid på hende, mens han er fuld tid på vores 5 årige.

Nu er det bare blevet sådan åbenbart, at han sover længe om morgenen her i ferien, fordi den 5 årige godt kan underholde sig selv med lidt legetøj og en tablet.

Mens jeg er nød til at stå op med babyen klokken røvhul om morgenen, for hende kan man ikke smække en tablet i fjæset på og så sige “hyg dig lige indtil jeg en gang vågner”

Når jeg så er vågen, er det klart at den 5 årige går til mig, fordi jeg er den vågne voksen i huset. Dermed ender jeg så med at stå og have 2 børn hver morgen, mens min partner ligger og sover - lige for øjnene af mig.

Jeg synes det er fucking uretfærdigt…..

OPDATERING:
Jeg har lige været inde og skælde ud, fordi min pause blev afbrudt, af at den store 5 årige gik ud og forstyrrede sin lillesøster i barnevognen….

Min pause blev afbrudt og det gjorde hans snuen så sandelig også.

Min partner og jeg står til at skulle købe hus inden længe. Vi er klar – vi mangler egentlig bare at byde.
Vi har været sammen i 7,5 år, og alligevel får jeg kolde fødder. Virkelig kolde fødder.

Alt går egentlig godt. Familielivet fungerer, vi har begge fået nyt arbejde, og alle trives. Det næste naturlige skridt er at købe et hus sammen.

Men fordi vores forhold ikke har været uden udfordringer gennem årene, bliver jeg bange ved tanken om at binde os økonomisk sammen.

Alle tankerne rammer mig på én gang. Hvad nu, hvis jeg en dag bliver ulykkelig i vores forhold og føler, at jeg er nødt til at gå? Vi har jo været et svært sted før. Hvad hvis min partner forelsker sig i en anden? Hvad hvis det er mig, der forelsker mig i en anden? Hvad gør man så?

Jeg ved ikke, hvorfor det at købe hus sammen føles så angstprovokerende for mig. Måske hænger det sammen med, at jeg selv er skilsmissebarn. Jeg pendlede mellem mit nye hjem og mit barndomshjem, indtil huset blev solgt. Måske har det sat sig dybere, end jeg har været klar over.

Et hus føles bare så endeligt. Man kan ikke bare gå, hvis det hele går galt. Der skal findes en køber, huset skal sælges, og først derefter kan man komme videre. Det er måske den følelse af at være bundet, der skræmmer mig mest.

Er der andre her som har haft samme følelse??

Okay so….

I’m currently trying to get rid of the extra baby weight 6 months post partum, and I’m currently running or incline walking as much as I can.

I’m not overweight at all, but I do have a bit of extra kilos on my belly due to pregnancy and breastfeeding. Which is normal.

When I’m exercising I usually do 5km of either incline walking or half walking/half running with no incline. But… my knees have started to hurt a bit… is this normal and something that will disappear over time? Or should I be worried…

I’ve googled around for some time and it says that the knees and other joints can become very sore in the beginning when you’re not used to this kind of exercise….

What flavor can you recommend for protein powder? I bought protein isolate, in vanilla flavor not so long ago. I’ve come to the conclusion that I fucking hate vanilla… I makes be nauseous every time I drink it.

I’ve tried strawberry, which was also not good.. and I’m not a chocolate fan.

So…. Is there any other flavors or should I just find raw protein powder with no flavor……

Really… please help. The vanilla is killing me.

Jeg har landet et nyt job. Hvilket jeg er over lykkelig for.

Mit tidligere job lå 1 times kørsel væk, og efter som at jeg har 3 børn er jeg træt af den køretur. Det er mange timer i bil, om ugen - som jeg kunne bruge på rigtig meget andet.

Nu har jeg landet et nyt job, under min barsel vel og mærke. Mit nye job starter den samme dato som min barsel udløber. Så jeg kommer ikke tilbage til det tidligere job.

Jeg undre mig dog stadig over hvorfor de ansætte mig. Jeg er relativt nyuddannet (2025) - havde job i 3 mdr. og gik derefter på barsel. (Ja jeg ved hvad du tænker…)

Nu har jeg så landet det nye job som giver mig en lønstigning på 6.200kr. Pr måned. Og jeg undre mig stadig over hvorfor de valgte mig, ud af de tre de har kaldt til samtale….

Min partner og jeg har været sammen i 7,5 år, og sammen har vi to børn samt et bonusbarn. I noget tid har vi talt om, at det ville være godt for ham at skifte arbejde, da hans 24-timers vagter ikke harmonerede særlig godt med familielivet med tre små børn.

I april blev han tilbudt en lederstilling, som han tiltrådte den 1. juni. Jeg er oprigtigt glad på hans vegne, for han har arbejdet hårdt i mange år og fortjener den mulighed. Derudover passer den nye stilling langt bedre ind i vores familieliv, da han ikke længere skal være væk et helt døgn ad gangen eller arbejde på skæve tidspunkter.

Alligevel har jeg haft en ubehagelig følelse, siden han fik stillingen. Det opleves, som om jobbet og den nye titel bliver holdt lidt hen over hovedet på mig. Han har flere gange fremhævet lønforskellen mellem os, talt om status og blandt andet spurgt mig: “Kan du lide, at jeg stiger i graderne?” Det blev sagt på en måde, som jeg oplevede som både nedladende og uattraktiv.

For mig handler det ikke om misundelse. Jeg under ham virkelig den succes, han har opnået, og jeg er stolt af ham. Men jeg savner, at vi stadig står som ligeværdige partnere i vores forhold.

For nylig kom der endnu en kommentar, som ramte mig. Jeg er på barsel og står i forvejen for en stor del af de praktiske opgaver derhjemme. Jeg vasker hans tøj, gør rent og tager mig af meget af det daglige i hjemmet. Alligevel følte han behov for at understrege, at han ikke skulle komme hjem til en opvaskemaskine, der stadig var fyldt, når han nu havde været på arbejde hele dagen og ovenikøbet skulle lave aftensmad.

Det fik mig til at føle, at mine egne bidrag til familien og hjemmet blev gjort mindre værd. Som om det arbejde, jeg udfører hver dag på barsel, ikke bliver anerkendt på samme måde som det arbejde, han udfører uden for hjemmet. Det er den følelse, jeg sidder tilbage med, og den gør mig både ked af det og frustreret.

….. er det mig der er sensitiv? ….