u/selolini

Jeg vil gerne høre andres juridiske vurdering af aflivningen af den opsøgende ulv i Nørre Nebel.

Hvis det lægges til grund, at eksperterne vurderede ulven som opsøgende/nærgående, men ikke aggressiv, og at der ikke var umiddelbar fare for angreb på mennesker, er det så tilstrækkeligt grundlag til at aflive den alene med henvisning til, at den er blevet klassificeret som en ”problemulv”?

Jeg hæfter mig især ved kravene om proportionalitet, saglighed og nødvendighed i forvaltningsretten samt kravet om, at der ikke må være en anden tilfredsstillende løsning.

Og hvordan skal dette ses i forhold til EU’s habitatdirektiv og artikel 16? Efter artikel 16 kræves bl.a., at der ikke findes en tilfredsstillende alternativ løsning, og at undtagelsen ikke er skadelig for artens gunstige bevaringsstatus.
Så hvis eksperterne samtidig vurderede, at ulven ikke udgjorde en fare for mennesker, og der fandtes ikke-dødelige muligheder som bortskræmning eller fjernelse af eventuelle fødekilder, hvor er så den konkrete juridiske begrundelse for, at netop aflivning var nødvendig og proportional?

Vi har forelsket os i et gennemrenoveret hus i København til en god pris. Huset er fra 70’erne og har stadig det originale tag, som ifølge tilstandsrapporten har omkring 30 års restlevetid. Det er dog et asbesttag.

Min far mener derfor, at vi bør droppe boligdrømmen. Han siger samtidig, at det på sigt vil koste omkring 1 mio. kr. at få taget skiftet.

Jeg undrer mig dog over, at mange tilsvarende huse i området, også med asbesttag, bliver solgt meget hurtigt. Derfor er jeg i tvivl om, hvor stor en ulempe det reelt er, og om vi risikerer at gå glip af et godt hus?

For kontekst er min far civilingeniør og generelt meget kritisk, idet han finder fejl ved stort set alle de huse, vi sender til ham - medmindre det er et Lind & Risør-hus eller et hus opført efter 2010.

Jeg vil derfor gerne høre fra jer, der har erfaring med huse fra den periode, om asbesttag virkelig er så dårlig en handel og bør være en afgørende stopklods for os?

Tak for hjælpen!

Vi er et par i starten af 30’erne med tre børn, som er faldet for et hus til lidt over 6 mio. kr. Vi har en opsparing på 400-500.000 kr. til udbetalingen.

Vi har begge gode jobs og en samlet indkomst på ca. 110.000 kr. om måneden før skat. I dag har vi et rådighedsbeløb på omkring 30.000 kr. om måneden. Hvis vi køber huset, vil rådighedsbeløbet falde til ca. 25.000 kr.

Banken mener dog, at 25.000 kr. er for lidt. Begrundelsen er, at vi ikke har lagt penge til side de seneste par år. Jeg har dog været studerende i perioden, og samtidig sidder vi relativt dyrt i vores nuværende lejebolig. Derfor er vores rådighedsbeløb først for nylig nået op på det nuværende niveau. Vi har altså i flere år levet for væsentligt mindre.

Er bankens vurdering rimelig i vores situation, eller virker det kravet unødigt højt til en familie på fem?
Og hvilke krav til rådighedsbeløb oplever I, bankerne stiller til børnefamilier i dag?

Kære brevkasse,

Jeg er blevet opmærksom på, at min mand og en kollega ofte sender hjerter til hinanden i deres kommunikation. Jeg kender ikke intentionen bag, og der er ikke noget konkret, der tyder på en affære. Alligevel har jeg flere gange fortalt ham, at jeg synes, det er en upassende måde at kommunikere med en kollega på, og at det gør mig utilpas.

Det har dog ikke ændret noget. Tværtimod virker det som om, emnet er blevet til en intern joke mellem dem, når kollegaen igen sender hjerter hans vej. Det efterlader mig med en følelse af, at mine grænser og følelser ikke bliver taget alvorligt.

Nb. Jeg prøver samtidig at være selvkritisk og spørger mig selv, om jeg måske overreagerer eller er for følsom? Jeg har ikke snaget i deres beskeder, men jeg har set nok til at vide, at hjerter bliver brugt jævnligt - både i beskeder og som reaktioner, hvor jeg selv ville forvente et mere professionelt “👍”.

Det har stået på i flere måneder. Vi har begge familie med børn, og kollegaen har også partner og barn. Derfor har jeg ikke lyst til at gøre et stort problem ud af noget, der måske er helt uskyldigt.

Men jeg kan mærke, at mit bæger er ved at flyde over. Ikke nødvendigvis på grund af hjerterne i sig selv, men fordi jeg føler, at min mand fortsætter en adfærd, som han ved gør mig ked af det.

Er jeg urimelig, eller er det fair at forvente, at ens partner tager sådan en bekymring alvorligt - også selvom han ikke selv ser noget forkert i det?