Var der egentlig hjemmel til at skyde ulven?
Jeg vil gerne høre andres juridiske vurdering af aflivningen af den opsøgende ulv i Nørre Nebel.
Hvis det lægges til grund, at eksperterne vurderede ulven som opsøgende/nærgående, men ikke aggressiv, og at der ikke var umiddelbar fare for angreb på mennesker, er det så tilstrækkeligt grundlag til at aflive den alene med henvisning til, at den er blevet klassificeret som en ”problemulv”?
Jeg hæfter mig især ved kravene om proportionalitet, saglighed og nødvendighed i forvaltningsretten samt kravet om, at der ikke må være en anden tilfredsstillende løsning.
Og hvordan skal dette ses i forhold til EU’s habitatdirektiv og artikel 16? Efter artikel 16 kræves bl.a., at der ikke findes en tilfredsstillende alternativ løsning, og at undtagelsen ikke er skadelig for artens gunstige bevaringsstatus.
Så hvis eksperterne samtidig vurderede, at ulven ikke udgjorde en fare for mennesker, og der fandtes ikke-dødelige muligheder som bortskræmning eller fjernelse af eventuelle fødekilder, hvor er så den konkrete juridiske begrundelse for, at netop aflivning var nødvendig og proportional?