u/Altruistic_Bus_8355

Hi, I’m a f30, and I’ve noticed that it doesn’t take much for me to feel nervous or anxious. For example, I can become extremely nervous when I have to talk to my colleagues, even though I’ve worked with them for many years. I start breathing quickly, my heart rate increases, and I have a hard time calming down afterwards.
I’ve always been a responsible, conscientious and quiet person, which is probably one of the reasons I’m highly educated today. However, with my closest childhood friends, I was always funny and felt loved. I’m starting to miss that side of myself. I miss being the adventurous person I was before I got married, without anxiety taking up so much space.
Today, I find it difficult to let go and fully enjoy things because I often feel a sense of restlessness in my body. This can happen when I travel or go out. There are so many things I want to do, but I quickly feel overwhelmed by the thought of having an anxiety attack and having to deal with those feelings.
I also become very tired after work and don’t feel like I have the capacity for any more activities that day. For example, if I have plans after work, I quickly start feeling stressed.

My childhood was actually good in ways, but it was also difficult and quite strict. I wasn’t allowed to go out whenever I wanted, go to parties or be out in town, and I wasn’t allowed to come home late. Among my siblings, I was often the one who had to help my parents with various things, on top of all the work and studying that I was already putting a lot of effort into.
My father was quite aggressive at the time and could sometimes hit me over small things that I can barely remember today. When I was very young, he would sometimes come home drunk in the evening and threaten to hurt himself. I would then have to go to school a few hours later and couldn’t stop thinking about what had happened. I was often nervous and afraid of doing something wrong because I was scared that my father would get angry with me. My father was also ill, which was difficult for me as well.
My life mostly consisted of work, studying, exercising and spending time with my closest friends. The money I earned while studying had to be given to my parents because they were in debt. I would always have a knot in my stomach if, for example, I was having an ice cream with a friend and it got a little late. My parents would keep calling me and telling me to come home. But I wasn’t doing anything wrong.
I was allowed to travel abroad as long as the trips were related to school. I also had my first boyfriend, but I wasn’t allowed to be with him either, and I was forced to break up with him.

Today, especially in the evenings, I find it difficult to go out and simply let go and enjoy the world, which is something I’ve always wanted to do. I get this feeling that I need to hurry home because that’s where I feel safe and secure.
This became a very long post, but this is a brief overview of my background.
I’m mainly wondering whether you think my experiences during childhood could have something to do with the anxiety I experience today? I did also receive care and love, especially from my mother, so I’m a little unsure about how to understand everything.

Or could it be more related to my current work life and the stress I experience on a daily basis? I didn’t have anxiety in the same way when I was younger.
I’m now married to someone I don’t feel 100% compatible with. We don’t have the same energy or vibe, and I miss certain things in the relationship. For example, he doesn’t compliment me when I make an effort with my appearance, even though I often receive compliments from other people. When I’m upset, I also don’t really feel like he’s there for me. He doesn’t hug me or try to talk to me about what I’m feeling.
We actually have very little communication in our relationship, and that is one of the reasons I’m considering whether I should leave him.
Sometimes he also puts pressure on me and gets angry with me because I can’t do the same things I used to be able to do. In many ways, I feel like I’ve gone from being a very happy and energetic person to feeling lonely and anxious.
I’m taking medication for anxiety, but I find it difficult to open up to a psychologist or to another person in general about my childhood.

Do you have any advice on what I can do and how I can work through this?

Hej, jeg er K30 og oplever, at der ikke skal så meget til, før jeg føler mig nervøs eller får angst. Fx kan jeg blive ekstremt nervøs, når jeg skal snakke med mine kollegaer, selvom jeg har arbejdet sammen med dem i mange år. Jeg begynder at trække vejret hurtigt, pulsen stiger og har svært ved at falde ned igen bagefter.

Jeg har altid været en ordentlig, pligtopfyldende og stille person - hvilket nok er grunden til at jeg i dag er højt uddannet. Med mine tætteste barndomsveninder har jeg dog altid været sjov og følt mig elsket. Jeg savner efterhånden den side af mig selv. Jeg savner at være den eventyrlystne person, jeg var, inden jeg blev gift – uden at angsten skulle fylde.
I dag har jeg svært ved at give slip og nyde ting fuldt ud, fordi jeg ofte føler en form for uro i kroppen. Det kan fx være, når jeg rejser eller tager ud. Jeg har lyst til en masse ting, men jeg føler mig hurtigt overvældet ved tanken om at få angst og skulle være i angsten.
Jeg bliver også meget træt efter arbejde og føler ikke, at jeg kan rumme flere aktiviteter samme dag. Hvis jeg fx skal noget efter arbejde, føler jeg hurtigt, at jeg bliver stresset.
Min barndom har egentlig været god, men også på mange måder barsk. Jeg måtte ikke tage ud, når jeg ville, tage til fester eller være i byen, og jeg måtte ikke komme sent hjem. Blandt mine søskende var det ofte mig, der skulle hjælpe mine forældre med forskellige ting, oveni alt det arbejde og studie, jeg i forvejen gjorde mig umage med.
Min far var dengang ret aggressiv og kunne sjældent finde på at slå over småting, som jeg i dag knap nok kan huske. Da jeg var meget lille, kom han nogle gange fuld hjem om aftenen og truede med at skære sig selv. Jeg skulle så i skole et par timer efter og kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket. Jeg var tit nervøs og bange for at gøre noget forkert - fordi jeg var bange for at min far ville blive sur på mig. Min far var også syg, hvilket også var svært for mig.
Mit liv bestod meget af arbejde, studie, træning og tid med mine tætteste veninder. Den løn, jeg fik under studiet, skulle jeg give til mine forældre, fordi de havde gæld. Jeg havde altid en klump i maven, hvis jeg fx skulle have en is med en veninde, og det blev lidt sent. Mine forældre blev ved med at ringe og sige, at jeg skulle komme hjem. Men jeg gjorde jo ikke noget forkert.
Jeg fik dog lov til at tage på udenlandsrejser, så længe det var skolerelateret. Jeg fik også min første kæreste, men ham måtte jeg heller ikke være sammen med, og jeg blev tvunget til at gå fra ham.
I dag synes jeg, det er svært at tage ud om aftenen især og bare give slip og nyde verden, som jeg altid har ønsket. Jeg får en følelse af, at jeg skal skynde mig hjem for der er det trygt og sikkert…

Det blev et langt opslag, men det er kort fortalt lidt om min baggrund.
Jeg vil egentlig bare høre, om I tænker, at mine oplevelser fra barndommen kan have noget at gøre med, at jeg har angst i dag? Jeg fik også dog også omsorg og kærlighed, især fra min mor, så jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal forstå det hele.
Eller kan det i højere grad være mit nuværende arbejdsliv og den daglige stress, der gør, at jeg har det sådan? Jeg havde ikke angst på samme måde da jeg var yngre. Jeg er nu gift med en, som jeg ikke føler, jeg passer 100 % sammen med. Vi har ikke den samme energi eller vibe, og jeg savner nogle ting i forholdet. Han giver mig fx ikke komplimenter, når jeg gør noget ud af mig selv, selvom jeg ofte får komplimenter fra andre. Når jeg er ked af det, føler jeg heller ikke rigtig, at han er der for mig. Han krammer mig ikke eller prøver at snakke med mig om det.
Vi har faktisk næsten ingen kommunikation i forholdet, og det er en af grundene til, at jeg overvejer, om jeg skal gå fra ham.
Han kan også nogle gange presse mig og blive sur på mig, fordi jeg ikke kan de samme ting, som jeg kunne før. Jeg føler på mange måder, at jeg er gået fra at være en meget glad og energisk person til at være ensom og ængstelig.

Jeg får medicin mod angst, men jeg synes, det er svært at åbne mig over for en psykolog eller generelt et andet menneske omkring min barndom.
Har I nogle råd til, hvad jeg kan gøre, og hvordan jeg kan arbejde med det?

I’m a f32 and, due to cultural and religious reasons, my husband is the only person I have ever had sex with. I’m normally a very modern-minded person, but this particular thing meant a lot to me

Every time we have sex, my husband applies some lub. and then pushes inside me without foreplay or anything. It is extremely painful, but he keeps going even when I have tears in my eyes. After a while, the pain subsides, but I never get close to having an orgasm.
It has reached the point where I become anxious and stressed before sex because I already know what is going to happen. I end up putting so much pressure on myself to orgasm that it becomes even harder.
Eventually, my husband finishes, while I go to the bathroom afterward feeling absolutely shit. I often end up crying there without him knowing.

I desperately want to break this pattern. I want sex to feel safe, pleasurable and intimate rather than something I dread. I have tried talking to him about it, but nothing seems to change.
What should I do?

EDIT: I just want to clarify: no culture or religion says that this is normal - I personally wanted to wait until marriage before having sex with someone because of that.

Hej
Jeg er K32 og kan ikke få orgasme, når jeg er sammen med min mand – heller ikke med vibrator. Han er den eneste, jeg har været sammen med seksuelt, så jeg har heller ikke prøvet at “give slip” med andre.

Det lykkes kun, når jeg er alene, og det går faktisk meget hurtigt og nemt uden problemer.
Jeg føler mig enormt genert, når fokus skal være på det, og så tror jeg, at jeg blokerer. Jeg prøver virkelig at give slip og slappe af, men det sker bare ikke.

Hvad kan jeg gøre? Det er så frustrerende

Hej

Jeg er K32 og kan ikke få orgasme, når jeg er sammen med min mand – heller ikke med vibrator. Han er den eneste, jeg har været sammen med seksuelt, så jeg har ikke prøvet at “give slip” med andre.

Det lykkes kun, når jeg er alene, og det går faktisk meget hurtigt og nemt uden problemer.
Jeg føler mig enormt genert, når fokus skal være på det, og så tror jeg, at jeg blokerer. Jeg prøver virkelig at give slip og slappe af, men det sker bare ikke.

Hvad kan jeg gøre?

Hi,
I’m really frustrated that mirtazapine isn’t helping me sleep. I’ve been taking 15 mg for 17 days due to anxiety and insomnia but I don’t feel sleepy at all. My insomnia actually started before I began taking mirtazapine, but I had hoped it would help me sleep.
I have to take 5 mg of melatonin just to fall asleep.

I actually feel more awake after taking mirtazapine rather than sleepy. I’m extremely drowsy the next morning.

My doctor doesn’t have an explanation for it.
Has anyone experienced something similar or knows why this might happen?

Thanks

Hi everyone,
I’m curious to hear from anyone who has had success with mirtazapine primarily for anxiety, especially panic disorder and agoraphobia, rather than depression.
Has it helped reduce your anxiety or panic attacks over time? How do I know if this meditation works for me or not?

I’m also wondering if anyone else doesn’t experience the usual sedating effect. I still can’t fall asleep even after taking mirtazapine, so I’ve been supplementing it with 5 mg of melatonin.

I’ve been taking 15 mg for two weeks so far.
I’d really appreciate hearing about your experiences. Thank you!

I was prescribed this medication after I suddenly developed severe anxiety and insomnia 2 weeks ago.
In march 2026 i could travle etc. but now I feel stuck and lonely. At that time, I had some anxiety, but I was still able to manage.

I’ve been taking it for one week now (15 mg) and I’m starting to get worried after reading so many comments here saying that people should stay away from this medication. Does anyone have a success story with this medication?

I haven’t tried any other antidepressants before.
Can I just stop taking it abruptly after only 7 days?
It hasn’t helped me fall asleep. I take melatonin to be able to sleep, and I don’t feel well-rested when I wake up in the morning. I am so scared

Would it be better to try something else instead? Maybe sertraline?

15 mg

Hi F31,
I’m on day 5 of taking mirtazapine (15 mg) for anxiety and insomnia. I’m feeling extremely tired and foggy, and my body feels very heavy. Whenever I go outside, I experience nausea and dizziness. It’s especially difficult when I have to interact with people who aren’t the ones I live with.
I’m not sure if this is due to the side effects, but I feel much more anxious when I’m outside and experiencing these symptoms—especially the fatigue.
Has anyone else experienced something similar?

Hej
Jeg (K32) har været gift med min mand (M36) i otte år, og sammen har vi ét barn.

Inden jeg flyttede sammen med min mand, var jeg glad, energisk og eventyrlysten. Jeg trænede meget og følte mig generelt rolig. Jeg havde selvfølgelig perioder, hvor jeg havde det mindre godt, men slet ikke på det niveau, som jeg oplever i dag. Jeg har altid undervurderet, hvor smuk jeg egentlig var, og at jeg faktisk er et godt menneske. Ikke for at lyde selvfed, men min selvtillid har aldrig været helt tilstede, selvom mange havde gode ting at sige om mig.

De sidste otte år har været meget ensomme for mig.
I starten af vores ægteskab havde vi mange økonomiske udfordringer. Jeg var studerende og arbejdede ved siden af, mens min mand arbejdede fuldtid. Min mand siger, at det er en af årsagerne til, at han ikke rigtig “har været der for mig”.

Det vil sige, at han sjældent har givet mig komplimenter, når jeg gjorde noget ud af mig selv, været med på mine jokes eller fjollerier, haft dybe samtaler med mig eller taget initiativ til sex. Faktisk har han måske taget initiativ 2-3 gange i løbet af alle årene. Næsten alt er endt i diskussioner – alt. Selv noget så simpelt som planlægning af ferie har jeg stået alene med, fordi det endte ud i diskussioner.
Jeg har planlagt booket og købt alt.
Jeg har også stået for meget af det praktiske derhjemme, herunder indkøb og stort set alt omkring vores barn. Min man har også handlet ind, men det har været mig der skulle sørge for madplan osv.

Vi har ikke fælles økonomi, og jeg må heller ikke se hans konto. Jeg er dog ikke længere studerende og har haft fuldtidsarbejde i 5+ år.

Derudover har vi haft mange konflikter omkring hans familie, fordi han ofte tror, at jeg ikke kan lide dem. Hvis jeg for eksempel har migræne på en dag, hvor vi skal besøge dem, bliver han sur og tror, at jeg gør det med vilje. Jeg har intet imod hans familie. Han kan også blive irriteret, hvis vi i en periode har besøgt min familie oftere end hans. Det synes jeg bare er mærkeligt.

Hver gang vi har en diskussion, bliver han vred og går hjemmefra. Det kan være diskussioner om alt fra, hvordan jeg har det, til økonomi eller andre emner - fx når jeg spørger ham om hvorfor han ikke siger at jeg ser godt ud nogensinde.. der er intet at hente.
Han siger, at det er for at køle ned, at han går.

Nu er situationen den, at jeg har været sygemeldt med stress i snart en måned.
Jeg føler ikke, at jeg kan rumme ret meget, og jeg har svært ved at fungere i hverdagen. Nogle gange er jeg decideret angst for at gå 20 meter, fordi mit nervesystem er så belastet.

Jeg føler ikke, at jeg får den støtte fra ham, som jeg har brug for. Han spørger mig hver dag, hvordan jeg har det, og om jeg stadig har hovedpine - thats it. Han køber mad udefra og bruger tid med vores barn.
Men jeg savner virkelig omsorg.

Jeg savner, at han fortæller mig, at det nok skal blive godt igen. At han krammer mig og kysser mig. Jeg har nævnt et par gange, at sex måske kunne hjælpe mig med at slappe af og afstresse, men der sker ikke mere end det. I stedet spørger han, om vi skal se en film, hvilket jeg ikke kan rumme lige nu. Når jeg siger nej, bliver han irriteret over, at jeg ikke vil lave noget sammen med ham, og at han prøver at tage initiativ.. Men det er ikke dét, jeg har brug for.
Jeg har brug for nærhed. Jeg har brug for samtaler. Jeg har brug for følelsesmæssig støtte.

Så mit spørgsmål er: Er jeg virkelig så krævende? Forventer jeg for meget af ham? Eller er en skilsmisse måske den rigtige vej for os begge?

Jeg savner virkelig min energi og min gnist i livet.
Jeg er bare så træt. ja, jeg har snakket med ham om det mange mange gange.

Hej,
Nogen der lider af migræne og kan fortælle lidt om, hvordan I håndterer det så det ikke påvirker jeres dagligdag?
Hvilken medicin bruger i? Har i været i kontakt med en neurolog?

Mange tak

Hej
Jeg er K31 og har kun været seksuelt sammen med én mand i mit liv. Oral sex er ikke noget som sker (altså på mig), da jeg ikke rigtig kan slappe af i det og bliver egentlig genert/ flov over det.
Min mand prøver heller ikke rigtig på det længere - hvilket gør mig lidt ked.

Jeg snakkede så med min veninde som siger, at det er meget normalt og noget man gør stortset hver gang man har sex. Jeg vil egenligt gerne prøve at give det et forsøg igen.

Vi snakkede så om det er noget mændene godt kan li at gøre, eller om de gør det for kvindens skyld. Hvad tænker i?

Hej,
Nogen herinde der bruger sertralin, og kan forklare lidt om det har ændret jeres liv?
Både godt og ondt - hvad er jeres oplevelser.

Jeg (K31) overvejer selv at starte på det, grundet perioder med angst/ depression - nok mest angst. Jeg er dog lidt nervøs for det.

Mange tak

Tilføjelse: tog i på arbejde, og kunne i holde til det imens I testede medicinen?